Af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning
Det burde efterhånden være en velkendt sag, at kommunisterne aldrig har tøvet med at betjene sig af opspind og løgnehistorier som led i bekæmpelsen af modstandere i krig og i fred. Mossad, Israels efterretningstjeneste opererer under mottoet: "Ved hjælp af bedrag", og dette motto gælder også for kommunistisk propaganda - og nu desværre også for et museum i København:
Arbejdermuseet i Rømersgade 22.
Et par eksempler på sejlivet kommunistisk propaganda, der indledningsvis må med
for at sætte Auschwitz i det rette perspektiv:
Sovjet angreb Polen den 17. september 1939, og i den forbindelse blev ca. 15.000 polske soldater, næsten alle officerer, taget til fange og anbragt i tre lejre. Da tyskerne angreb Sovjetunionen i juni 1941, var der intet spor af de 15.000 polakker, som familier og pårørende længe havde efterlyst. I april 1943 opdagede tyskerne i Katyn-skoven nær Smolensk en massegrav med ligene af 4243 polske officerer. En international kommission fastslog utvetydigt, at de polske officerer var blevet dræbt, typisk ved nakkeskud, i april 1940, altså medens Katyn endnu var besat og under kontrol af Sovjet.
Ikke desto mindre gjorde Stalin tyskerne ansvarlige for massemordet i Katyn. Stalin støttede sig til en "videnskabelig" rapport, til "øjenvidner" og lignende "beviser". Endnu i 1985 stod der i Warszawa et granitkors til minde om Hitlers mord på officererne i Katyn. Det blev først fjernet i 1989, og i april 1990 blev det fra officiel russisk side omsider indrømmet, at ansvaret på de 15.000 polske officerer ene og alene lå hos Beria, Stalin og den tidligere sikkerhedstjeneste NKWD. Det tog altså næsten 50 år at aflive myten om tysk ansvar for massemordet i Katyn-skoven.
Majdanek er navnet på en tysk koncentrationslejr nær Lublin i Polen. Den blev besat af russerne, da tyskerne trak sig tilbage i efteråret 1944. På grundlag af "en videnskabelig kommissions undersøgelser", udsagn fra "vidner", og "tilståelser" fra tyske fanger, fastslog man allerede 1944, at tyskerne i Majdanek systematisk havde myrdet 1.5 millioner uskyldige mennesker, især jøder. Dette tal lever stadig videre, fx i The Columbia Encyclopedia fra 2004 (1) - selvom der nu er almindelig enighed om, at det rigtige tal er langt, langt lavere (2). En polsk historiker fastslog i 2005 det rigtige tal til omkring 78.000, herunder 59.000 jøder i Majdanek (3). Majdanek var sikkert et forfærdeligt sted, dødeligheden var enorm, men systematiske massemord var der ikke tale om. Alligevel blev tyskere straffet for meddelagtighed i massemord!
Af disse to eksempler - der er utallige andre - kan man se, at man fra kommunistisk side uden tøven betjener sig af "videnskabelige rapporter", udsagn fra "vidner" og "tilståelser fra "de skyldige", for på denne måde at opbygge en løgn om fjenden. Det må også bemærkes, at disse løgne er blevet accepteret - ofte stiltiende - af Stalins allierede. Og mange tyskere er blevet straffet for forbrydelser, de aldrig har begået. Løgnen tjener ikke blot til at tilsværte fjenden, men også til at aflede opmærksomheden fra egne forbrydelser.
Det forholder sig på samme måde med Auschwitz, der blev besat af Den Røde Hær den 27. januar 1945. Der blev hurtigt nedsat en "videnskabelig kommission" - hvis formand og medlemmer var gengangere fra Majdanek - og denne gruppe kom efter en række møder til det resultat, at nazisterne havde myrdet 4 millioner uskyldige mennesker i Auschwitz-Birkenau, især ved hjælp af gaskamre (4).
Disse gaskamre var der ganske vist ingen rester af, man omdøbte blot ligkældrene i krematorierne til "gaskamre". Nogle måneder senere gjorde de polske myndigheder det samme. Man kan stadig se, hvorledes det oprindelige tyske "Leichenkeller" er blevet "korrigeret" til "gaskammer", på polsk og russisk. (Museet burde have vist en af disse manipulerede og meget afslørende tegninger!). Man skrev og man sagde, at de tyske ligkældre var kodeord for gaskamre. Man støtte sig til "vidner" og til "tilståelser" - alle ganske værdiløse. I 1990 gav de polske myndigheder omsider ledelsen i Auschwitz lov til at ændre det gamle, nu forældede tal 4 millioner. Det nye tal - 1.5 millioner (5) - lånte man fra Majdanek. Det var blevet umuligt, at opretholde tallet fire millioner, bl.a. fordi det efterhånden var klart for enhver, at der aldrig var blevet deporteret mere end lidt over én millioner mennesker til Auschwitz-Birkenau (man har de originale transportlister).
Der var ingen mangel på villige medløbere til de falske tal, og blandt de mest prominente finder vi et par suspekte romerske paver. Den ene knælede i 1979 ned ved mindesten for 4 millioner, den næste knælede, 12 år senere, ned ved mindesten for omkring 1.5 millioner.
Den tredje kommer - hvis paverne til en forandring skulle begynde at interessere sig for historiske sandheder - til at knæle ned ved mindestenene for de omkring 100.000 faktiske dødsofre i Auschwitz-Birkenau.
Til udstillingen i Arbejdermuseet hører et katalog (oversat fra tysk), og heri skriver museets danske inspektør og direktøren bl.a. (s. 6): "Virksomheden Topf & Söhne og dets ingeniører var medskyldige i udviklingen af lejrene t il egentlige "DØDSFABRIKKER", som de gaskammerudstyrede krematorier i Auschwitz-Birkenau blev kaldt af fangerne, der blev tvunget til at arbejde og dø i."
Dette er en meget alvorlig anklage - men er den sand? Medvirkede Topf & Söhne til systematisk massemord?
At Topf & Söhne leverede ovne til Auschwitz-Birkenau (og andre lejre) er sandt, og grunden hertil er den samme som grunden til, at man i Danmark har krematorier, nemlig at kremere afdødes lig. Kremering er en hygiejnisk foranstaltning. Hvem vil påstå, at leverandøren af ovne til danske krematorier er medskyldig i massemord! Men at krematorierne i Auschwitz-Birkenau var udstyret med gaskamre, er ikke sandt. Moderne videnskabelige undersøgelser har fastslået, at "gaskamrene" var noget den kommunistiske og polske undersøgelseskommission fandt på som led i propagandaen mod Tyskland (6). Løgnen om gaskamrene stammer fra samme kilde som løgnen om Katyn og løgnen om Majdanek.
Gennemgår man omhyggeligt kataloget Dødens ingeniører, side for side, så finder man intet bevis for eksistensen af gaskamre i Auschwitz-Birkenau. Russerne og polakkerne påstod, som nævnt, at krematoriernes ligkældre (de ses på de originale tegninger) faktisk var gaskamre. Men hvis disse ligkældre slet ikke var ligkældre, men, som propagandaen påstår, tværtimod var gaskamre, ja, så får man et nyt problem: Hvor var de rigtige ligkældre så placeret? Alle er enige om, at tyskerne byggede krematorier med ligkældre netop fordi den naturlige dødelighed i Auschwitz-Birkenau var høj. Man anbragte ligene af tyfusofre osv. i ligkældre før de blev brændt i krematoriernes ovne. Der er intet spor af ligkældre andre steder eller i andre bygninger. Den, der derfor påstår, at ligkældrene faktisk var gaskamre, kommer dermed, logisk set, til at benægte, at folk døde en naturlig død i Auschwitz. Dette er i åbenlys modstrid med sund fornuft og med de lister over dødsfald, som de grundige tyskere rent faktisk førte. Og disse dødebøger eksisterer stadig. Og de er ægte (7).
Som man ser, støtter påstanden om eksistensen af gaskamre i krematorierne sig til "tilståelser" af fire ingeniører fra Topf & Söhne. Disse "tilståelser" er afgivet under pres (8) i russisk fangenskab, de er afgivet til officerer fra den berygtede antispionageorganisation SMERSCH ("Død over spionerne"). Det nævner kataloget ikke et ord om! Man bygger tillige på nogle "vidneudsagn" af Henryk Tauber, forskellige "hemmelige optegnelser" (en vis Lejb Langfuss), tegninger eller utydelige fotografier taget af "ukendte fanger" m.m. - alt sammen totalt værdiløst for en kritisk historiker - men såre typisk for datidens kommunistiske propaganda.
Kort sagt: Værdien af "beviserne" for eksistensen af gaskamre i Auschwitz-Birkenau er, hvis man anvender moderne kildekritik, lig nul. Det er derfor også usandt, når museets direktør og inspektør (s. 6) hævder, at udstillingen viser "folkemordet på millioner af jøder... i Det Tredje Riges udryddelseslejre".
Enhver lærer, der aflægger udstillingen et besøg, bør opsøge museets direktør eller inspektør, og anmode ham om - helt præcist - at pege på udstillingens dokumentation for "folkemordet på millioner af jøder...". En sådan dokumentation findes ikke. Museeumsledelsen holder således de besøgende for nar!
Man kan formulere samme pointe med andre ord: Det er givet, at Topf & Söhne
leverede ovne til Auschwitz-Birkenau (og andre lejre). Formålet var kremering af
lig. For mere og andet end kremering er der ikke givet nogen dokumentation af
nogen art - blot ubegrundede anklager. Hvis levering af ovne i sig selv skulle
være kriminelt, så ser det sort ud for alle de danskere, der på den ene eller
anden måde har med ligbrænding og krematorier at gøre! Med de
dokumentationskrav, der er tilstrækkelige for Arbejdermuseets ledelse, er de
medskyldige i massemord på utallige danskere!
I 2002 offentliggjorde en tidligere redaktør ved det tyske Spiegel, Fritjof Meyer, en undersøgelse af antallet af dødsofre i Auschwitz (9). Denne undersøgelse, som Arbejdermuseet ser helt bort fra, udkom i tidsskriftet Osteuropa, 52. Jg., 5/2002, S. 631-641. Meyer støtter sig bl.a. til en artikel af Carlo Mattogno & Franco Deana i et af revisionismens hovedværker, nemlig Ernst Gauss: Grundlagen zur Zeitgeschichte, Tübingen 1994 (nu forbudt i Tyskland).
Om krematoriernes funktionsperiode ved vi med sikkerhed følgende: Krematorium II var i drift 509 dage, Krematorium III var i drift 462 dage. Hvert af disse krematorier var udstyret med 15 "mufler" (5x3 ovne). Krematorium IV og V fungerede i henholdsvis 50 og 309 dage. Hvert havde fire mufler. Ovnene var i drift højst 8-9 timer i døgnet - der skulle være tid til at afkøle og rengøre osv. Det tog ca. ét time at brænde ét lig, og selv om man lagde flere lig i én ovn, var der intet vundet hermed, for det ville kræve tilsvarende længere kremeringstid og tilsvarende mere brændsel (ca. 40 kilo kul eller koks pr. lig).
Vi kender endvidere omfanget af kul og koks leveret til Auschwitz-Birkenau, og vi ved, at de ildfaste sten i ovnene aldrig blev udskiftet (10). Normalt udskiftes de ildfaste sten efter maksimalt 3000 kremeringer (11).
Regner man efter, så kommer man til det resultat, at der maksimalt er blevet kremeret ca. 100.000 lig i de ovne, Topf & Söhne leverede til Auschwitz-Birkenau. Dette tal - 100.000 - svarer nøje til det af tyske dødebøger m.v. dokumenterede antal dødsofre i hele perioden.
At påstå, at der blev brændt flere lig end maksimalt 100.000 i de af Topf & Söhne ovne, svarer til, at man påstår at man har fyldt 1000 liter på en benzintank, som faktisk kun kan rumme - lad os sige - 80 liter. Eller til at ens knallert sagtens kan køre over 1000 km i timen!
Hvordan man end vender og drejer sagen, kommer man til samme resultat:
Hvis ligkælderen havde været et gaskammer, så måtte der også være huller til at indføre gassen (Zyklon-B). Russerne og polakkerne hævdede, at vidnerne havde set flere store åbninger i loftet på ligkælderens loft. Men loftet er der stadig- i ruiner - og der er ingen huller at se (12). Der er heller ingen huller på originaltegningerne (13). Derimod har man i vor tid overmalet nogle gamle luftfotografier fra 1944 med nogle sorte klatter, der åbenbart skulle forestille sorte gashuller!
Hvis ligkælderen havde været et gaskammer, så måtte døren rimeligvis åbnes udad - ikke indad, som tilfældet faktisk er (14). Ligene ville blokere! Nogle påstår, at tyskerne udskiftede den oprindelige dør med en skydedør. Men i så fald fik tyskerne et problem med at gøre døren tæt. En utæt skydedør ville betyde døden for de tyskere, der færdedes i krematoriet!
Og igen: Hvis ligkælderen havde været et gaskammer, så ville det kræve en meget kraftig ventilation. Men ventilationen (som stakkels ingeniør Karl Schultze, foto 35, s. 49 var ansvarlig for) var den samme som i andre ligkældre i Tyskland, hverken kraftigere eller svagere. Uden passende ventilation ville ligkælderen have været en dødsfælde for enhver, der betrådte kælderen.
Og igen: Hvis krematorierne var forsynet med gaskamre - som man jo påstår - hvordan kan det så være, at de Auschwitz-ingeniører, der tegnede krematorierne, ikke kendte noget til noget gaskammer? Sagen er nemlig den, at de to ingeniører, der havde ansvaret for krematorierne i Birkenau (Dejaco og Ertl var deres navne) i 1972 blev stillet for retten i Wien. Ved denne lejlighed gennemgik retten bevislighederne (byggetegninger osv.), men endte med at måtte frifinde de to ingeniører for alle anklager om medvirken eller kendskab til massemord (15).
Om denne vigtige frifindelse nævner udstillingens katalog intet. Man undertrykker altså igen afgørende kendsgerninger.
Man kan sige, at der er to slags "holocaust" - et fysisk og et åndeligt. Det åndelige holocaust handler om 6 millioner, der blev gasset efter ordre fra Hitler i Auschwitz-Birkenau (og måske andre steder). Denne form for holocaust lever i hovedet og i hjertet på mange, mange mennesker, den præger massemedierne, skolebøger, og de akademiske rottereder - universiteterne. Det er den "åndelige holocaust", med de åndelige gaskamre, den åndelige giftgas, de åndelige huller, den åndelige dør - de åndelige lig osv. Den er religiøs i den forstand, at den beror på blind tro - ikke på saglig viden.
På den anden side er der den fysiske Holocaust, den, der foregik i tid og rum - modsat den åndelige. Den fysiske Holocaust vedrører de mange, der faktisk blev deporteret til Auschwitz. Nogle blev sat til at arbejde, andre slap for at arbejde, andre blev transporteret til andre lejre - og omkring 100.000 døde - af tyfus, af svækkelse, af sygdom, af alder m.v. Dette er i sig selv en tragedie, en stor tragedie - dog desværre kun en lille tragedie set i forhold til de millioner og atter millioner, der blev deporteret og omkom i Stalins fangelejre.
Hvorfor interesserer Arbejdermuseets udstilling sig dårligt nok for de ægte holocauster? Skal man mindes noget holocaust i forbindelse med Auschwitz-Birkenau, så er det disse 100.000, hvis lig blev kremeret i Topf & Söhnes ovne, man skal mindes.
Udstillingskataloget hævder - uden dokumentation - at mindst 1.100.000 mennesker døde i Auschwitz (s. 56). Det rigtige tal er omkring 100.000. Skulle man have anvendt Topf & Söhnes ovne til at kremere blot en tiendedel af dette fiktive tal, så ville der slet ikke være plads til kremeringen af de ca. 100.000, som faktisk døde og faktisk blev brændt. Med andre ord: Når man taler om så store tal i forbindelse med død og kremering, så er man tvunget til at tilsidesætte, dvs. benægte, den holocaust som rent faktisk fandt sted i Auschwitz-Birkenau - de 100.000.
Man vil åbenbart hellere græde over dem, der ikke døde, end over dem, der faktisk døde!
(1) The Columbia Encyclopedia, Columbia University Press, 2004.
(2) http://www.auschwitz-muzeum.oswiecim.pl/html/eng/aktualnosci/news.php?rok=2005
(3) Tomasz Kranz; Ewidencja zgonow i smiertelnosc wiezniow KL Lublin, Zeszyty Majdanka, 2005, vol. 23, pp. 7-53.
(4) IMT-Dokument 008-USSR - Nuremberg Military Tribunal & Anklagen i Nürnberg, København. 1946 & Dommen i Nürnberg, København, 1947.
(5) Den Store Danske Encyklopædi, 1998, opslag Auschwitz, s. 171.
(6) Sterbebücher von Auschwitz, Band 1-3, München 1995.
(7) Germar Rudolf; Lectures on the Holocaust. Controversial Issues Cross Examined, Castle Hill Publishers, PO Box 257768, Chicago, IL 60625, USA, 2005 & Germar Rudolf (ed.); Dissecting the Holocaust. The Growing Critique of ‘Truth’ and 'Memory', 2nd., revised edition, Castle Hill Publishers, PO Box 257768, Chicago, IL 60625, USA, 2003.
(8) Jürgen Graf; Anatomie der sowjetischen Befragung der Topf-Ingenieure I Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung, 6. Jahrgang, Heft 4, Dezember 2002, pp. 398-421
(9) Fritjof Meyer; Die Zahl der Opfer von Auschwitz. Neue Erkentnisse durch neue Archivfunde, I Osteuropa, 52, Jg., 5/2002, pp. 631-641.
(10) Ernst Gauss (Hg.); Grundlagen zur Zeitgeschichte. Ein Handbuch über strittige Fragen des 20. Jahrhunderts, Castle Hill Publishers, PO Box 257768, Chicago , IL 60625, USA.
(11) Ernst Gauss (Hg.); Grundlagen zur Zeitgeschichte. Ein Handbuch über strittige Fragen des 20. Jahrhunderts, Castle Hill Publishers, PO Box 257768, Chicago , IL 60625, USA.
(12) Robert Jan van Pelt; The Case for Auschwitz. Evidence from the Irving Trial, Bloomington, Indiana 2002. & Carlo Mattogno; Die Einfüllöffnungen für Zyklon B – Teil 1: Die Decke der Leichenhalle, von Krematorium I in Auschwitz & Die Einfüllöffnungen für Zyklon B – Teil 2: Die Decke des Leichenkellers, von Krematorium II in Birkenau I Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung 8. Jahrgang, Heft 3, November 2004, s. 275-290.
(13) Jean-Claude Pressac; Auschwitz : Technique and operation of the gas chambers. New York, Beate Klarsfeld Foundation, 1989.
(14) Jean-Claude Pressac; Auschwitz : Technique and operation of the gas chambers. New York, Beate Klarsfeld Foundation, 1989.
(15) Germar Rudolf; Lectures on the Holocaust. Controversial Issues Cross Examined, Castle Hill Publishers, PO Box 257768, Chicago, IL 60625, USA, 2005.
***
Læs mere saglig kritik af den usmagelige holocaustmyte på www.holocaust.nu
DANSK SELSKAB FOR FRI HISTORISK FORSKNING
Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning.
Ovenstående artikel affødte følgende kritik på jødisk hjemmeside http://www.goldberg.nu/Blogs/?member6id=34 .
Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning besvarede kritikken i nedenstående artikel:
Af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning
Cand. mag Peter Langwithz Smith (herefter PLS), der er forfatter til bogen Auschwitz - "en beskrivelse" (Gyldendal 2005), har den 30.08.08 på hjemmesiden http://www.goldberg.nu offentliggjort et forsøg på at tilbagevise en række argumenter, som Selskabet har fremført i forbindelse med Arbejdermuseets udstilling af kommunistisk propaganda.
PLS udtaler sig om emnet med en vis lærdom, men uden videnskabelig dannelse. Hans formål synes at være at støtte den kommunistiske propaganda, og havde det ikke været for den omstændighed, at han tillige er forfatter til den mest omfangsrige bog af sin art på dansk, havde der næppe været grund til her at gentage en række argumenter, som åbenbart er gået hen over hovedet på vor forfatter.
PLS afviser de revisionistiske forskere, Germar Rudolf, Robert Faurisson, Carlo Mattogno osv. som uvidenskabelige. Fred Leuchter omtales som et skoleeksempel på uvidenskabelig metode. Nogen fejl hos disse påviser PLS dog ikke. Kun skældsord. Derimod støtter PLS sig gerne til Robert van Pelt og Jean Claude Pressac som værende meget seriøse forskere.
Nuvel, vi fatter os i korthed.
Det er sandt, at både Pressac og van Pelt har udgivet lærde bøger om Auschwitz. Men begge savner den sans for logik og sammenhæng, som med rimelighed forventes af en videnskabelig forfatter.
Det samme gælder PLS. Han ved meget, men forstår kun lidt. Men selv om PLS ved meget, så ved PLS dog ikke nok.
For nogle år siden udgav professor Faurisson en kritik af Pressacs bøger. Det førte til en retssag i Frankrig. Da dommeren bad Pressac om at give beviser for eksistensen af gaskamre i Auschwitz/Birkenau, henviste Pressac til Leuchter (1). PLS anser Pressac for seriøs, Leuchter for useriøs. Men Pressac henviser til Leuchter. Og Leuchter påviste, at der ikke var videnskabeligt bevis for gaskamre i Auschwitz/Birkenau. Hvis PLS altså stadig anser Pressac for seriøs, så må han også anse henvisningen til Leuchter for seriøs. Alternativt må PLS anse Pressac for useriøs, men i så fald har han kun van Pelt at støtte sig til.
Robert van Pelt er lærd, men dybt forvirret. Kan PLS mon hente støtte fra ham? Under Irving-sagen i 2000 medgav van Pelt, at hullerne i loftet i den verdensberømte ligkælder var usynlige (2). Han, van Pelt, havde sammen med flere kolleger været på jagt efter hullerne. På s. 411 i van Pelts bog fra 2002 (3) ses et autentisk fotografi af van Pelt og tre andre personer stående på taget af Leichenkeller I i Krema II. Alle spejder efter de fire huller, men ingen kan se noget hul. Men ser man nu på tegningen af en såkaldt gas søjle på side 208 i samme bog, så er det klart at fire sådanne kæmpesøjler måtte have efterladt enorme huller. Den forvirrede van Pelt modsiger altså sig selv med sine egne fantasier. Havde der været huller, så havde disse fire huller også været synlige, meget synlige både dengang og nu. Men der er ingen synlige huller. Derfor var der heller ingen huller. Derfor var Leichenkeller heller intet gaskammer. Derfor fandt intet massemord sted i denne ligkælder.
Det er sandt, at van Pelt i et tillæg til sin bog har skrevet, at en senere undersøgelse omsider har lokaliseret de fire store huller. Men sandheden er, at en sådan videnskabelig undersøgelse slet ikke eksisterer. Godt nok er der nogle spøgefugle, der har påstået, at en computer har set de bittesmå huller, som altså ikke var eller er synlige for det menneskelige øje. SS’erne kunne altså heller ikke se hullerne. Hvordan kunne SS så hælde gassen ind gennem de usynlige huller?
På et tidspunkt mente van Pelt, at hullerne var blevet muret til. Men han
opgav den forklaring, da der ikke var spor af tilmurede huller.
Og det bliver værre. PLS gengiver et luftfoto, der viser fire meget store mørke
pletter, der siges at være de store huller. Med andre ord. Når man står lige ved
dem er hullerne så små, at man slet ikke kan se dem. Men hvis man går op i et
fly, kan man se de kæmpestore huller helt tydeligt. Hertil kommer yderligere,
hvad PLS ikke oplyser sine læsere om, at den ”seriøse forsker” Pressac har
problematiseret netop dette billedes ægthed (4).
Dermed falder PLSs to vigtigste støtter bort med et brag. Og PLS undgår ikke at falde ind med døren.
PLS medgiver, at hvis dørene til ligkældrene gik indad, så var holocaust umulig. Han henviser derfor til en senere tegning, hvor dørene pludselig går udad. Altså kan man åbne døren og hente ligene ud. Holocaust er hjemme.
Men PLS glemmer at spørge om tegningen er ægte. Ser man på de mange bevarede
tegninger, gengivet hos Pressac i bogen fra 1989, så bemærker man, at de ofte er
forsynet med tegninger eller ord på russisk eller polsk. At tegningerne med
andre ord er manipulerede. De tyske bygningsingeniører skrev næppe på polsk
eller russisk.
Men selv om man for argumentets skyld antog, at tyskerne rent faktisk havde
ændret dørens svingretning netop for dermed at kunne forvandle en ligkælder til
et gaskammer, så får man et nyt og endnu større problem.
Det står fast, at den dokumenterede dødelighed i hele perioden lå på omkring 100.000. Dette tal bygger ikke kun på de såkaldte dødebøger, men også på ligkælderbøger. Hvis ligkælderen slet ikke var en ligkælder, men et gaskammer, så måtte man bygge ligkældre andre steder. Men det gjorde man ikke. Altså var ligkælderen en ligkælder og ikke et gaskammer. Enten eller, ikke både og. Godt nok forsøger PLS at løse problemet ved at påstå, at tyskerne anbragte ligene helt andre steder. Men det har han slet ingen dokumentation for - end ikke hos sine vigtigste autoriteter; Pressac og van Pelt.
Hertil kommer yderligere, at en ændring af dørenes svingretning ville have blokeret adgangen til den lille elevator, der skulle bringe lig til kremering i krematorierne.
PLS mener i sin uvidenhed også, at den omstændighed, at der var et lille glughul i døren til ligkælderen, og tilmed et gitter indenfor, beviser, at ligkælderen var et gaskammer. PLS burde vide, at det var helt almindeligt, at gastætte døre var udrustet således (5). Og gastætte døre anvendte tyskerne mange steder, i beskyttelsesrum, osv., selv i Danmark, netop for at undgå gas udefra.
PLS fantaserer om, hvordan en gruppe på 2000 ulykkelige kastede sig mod en gaskammerdør. Dette er en af PLSs ganske private fantasier, og det er derfor ikke spor overraskende, at andre har andre private fantasier om dette makabre emne.
Eksempelvis gav udgiveren af http://www.goldberg.nu udtryk for den fantasi, at staklerne i kammeret byggede en menneskepyramide (6). Til ære for dem, der siden skulle åbne døren. Men PLS mener åbenbart noget andet. Heldigvis kun den enes fantasi mod den andens fantasi. Men selv om man gik ind på PLS’s tanke, vil man snart erkende dens umulighed. De 2000 står så tæt pakket, at de slet ikke kan røre sig. Når de ikke kan røre sig, kan de heller ikke lave et stort samlet fremstød rettet med døren.
PLS har ikke forstået den afgørende betydning af ventilationsproblemet, som er veldokumenteret af både Pressac (1989) og især Matttogno, hvis udregninger kan sammenfattes således, når talen er om Krema II i marts 1943: Den ventilator, der forsynede Leichenkeller I med frisk luft, skiftede luften ud ca. 9,5 gange i timen. Leichenkeller II, afklædningsrummet havde en ventilator, der udskiftede luften ca. 11 gange i timen (7). Luften i afklædningsrummet blev således udskiftet hyppigere end luften i det såkaldte gaskammer, der allerede af denne grund må have været en ligkælder, og ikke et gaskammer.
Dertil kommer følgende. Når tyske ingeniører byggede en ligkælder fulgte de retningslinjerne i en håndbog af ingeniør W. Heepke. Og Heepke foreskriver netop at luften i en ligkælder udskiftes fem til ti gange i timen.
Hvis der derimod er tale om et kammer til aflusning, altså med anvendelse af gas til desinfektion, så skal luften udskiftes ca. 70 gange i timen.
Men dette var ikke tilfældet. Følgelig var hverken Leichenkaelder I eller II
konstrueret til andet end ligkældre.
Man behøver med andre ord blot at studere ventilationen i Krema II og Krema III,
så kommer man til den konklusion, at der var tale om ligkældre, ikke om gaskamre
(8). Ventilationen var således som andre ligkældre i Tyskland, helt efter bogen.
Hertil kommer endeligt, at PLS forsømmer at skelne mellem ud- og indluftning. Da gas jo er lettere end luft, måtte man forvente, at udluftningen foregik foroven, og indluftningen foregik forneden. Men det omvendte var tilfældet, således som det fremgår af de dokumenter, PLS ikke henviser til.
Om PLS er enig med redaktøren af http://www.goldberg.nu meddeles ikke. Den fantasifulde ophavsmand til den groteske menneskepyramide mente i en radioudsendelse, at gas er tungere end luft(9).
PLS bryder sig ikke om at høre grimme ting om kommunistisk propaganda. Måske banker hans hjerte stadig for den gamle kommunisme. Godt nok må han medgive, at tyskerne ikke bærer skylden for mordene i Katyn. PLS indrømmer, at det var kommunistisk propaganda. Dog mener han, at det kun var i de kommunistiske lande, man troede på denne løgn. Men om man kun troede på løgnen om Katyn i kommunistiske lande, er ikke blot sagen uvedkommende, men heller ikke sandt. Eksempelvis skriver Gyldendals tibinds leksikon, femte bind, 1978, s. 279, at: "undersøgelser efter 2. verdenskrig har ikke ført til sagens opklaring".
Dog kan PLS godt have ret i, at efterretningstjenesterne i England og Amerika meget vel vidste, at der var tale om en kommunistisk løgn. Men det gør jo kun hele sagen endnu værre, at man bevidst dækkede over løgnen mod Tyskland.
Katyn var altså kommunistiske propaganda. Men PLS nægter, at de enorme tal for Majdanek og Auschwitz, henholdsvis 1, 4 mio. og 4 mio., som man også finder i Gyldendals tibinds leksikon, er udtryk for, at kommunisterne ikke var i god tro. De talte bare forkert, fordi det kneb med ordentlig dokumentation.
Men hertil er at sige, at de kommunistiske undersøgelser aldrig har fremsat
deres oprindelige kæmpetal som skønsmæssige eller som værende usikre. Tværtimod.
PLS glemmer i denne forbindelse også at oplyse sine læsere om, at PLS’s egen
videnskabelige autoritet Pressac medgiver, at den "dokumentarfilm", som russerne
fremstillede i 1945 om Auschwitz, er ukorrekt og propagandistisk (10).
Og kommunisterne fortsatte selv under Nürnberg-processen med de mest løgnagtige påstande om tysk grusomhed. Løgnene var et bevidst led i den kommunistiske propaganda.
PLS og hans vidner hengiver sig til de mest flove fantasier om lig der brænder af sig selv eller på meget kort tid.
PLSs fantasi om fem lig i en ovn modsiges allerede af det billede, han selv har i sin artikel. Rent bortset fra at billedet ikke forestiller en original ovn, men en senere rekonstruktion, så kan enhver se, at den er alt for lille til at man kan anbringe fem lig deri.
Men selv om man kunne anbringe fem lig deri på en gang, så vandt man som sagt intet derved. Tværtimod ville forbrændingstiden blive forlænget. Hvis man ikke tror på os, bedes man kontakte krematoriet i Vejle, hvor man har specialiseret sig i kremeringen af meget store eller tunge lig. Man vil da få at vide, at det tager tre-fem timer at kremerer et lig på omkring 240 kilo (11). Noget lignende gælder for fem lig i en ovn.
Vi har kontaktet flere danske krematorier og spurgt om, at det er rigtigt at lig kan brænde af sig selv. Det har man aldrig hørt om. Fænomenet kendes altså kun fra PLSs såkaldte hjerne.
Og når PLS, som sagt, hævder, at det er grebet ud af luften, at det tager en time at brænde et lig, så tager han igen fejl. Krematoriet i Randers oplyser, at det tager halvanden time, andre krematorier i Danmark taler om ca. 70 minutter (12). Og således var det også før i tiden, som man kan se ved at slå op i bogen Ligbrænding i Danmark af Knud Secher, udgivet af Dansk Ligbrændingsforening i 1956. Bogen giver gode oplysninger om moderne ligbrænding, krematorier, ovntyper, anvendelse af ligbrænding osv. PLS er fuldstændig uvidende om de faktiske forhold omkring ligbrænding.
PLS fortsætter sine fantasier. Han mener, at krematorierne arbejdede i
døgndrift. I så fald ville de snart brænde sammen, og i så fald ville de slet
ikke kunne arbejde 8/9 timer dagligt. Der foreligger en trykt
betjeningsvejledning fra Topf&Söhne. Naturligvis har man fulgt disse regler. Der
er ikke dokumentation for andet. Og hvem ville, ved at overtræde reglerne, skyde
sig selv i foden.
PLS hengiver sig på et tidspunkt i den grad til sine fantasier, at han ikke blot
kommer i konflikt med den fysiske og logiske virkelighed, men tilmed i modstrid
med den almindelige tidsopfattelse. PLS skriver således, at en tysk forfatter,
Fritjof Meyer tager ganske fejl med hensyn til antallet af ”gassede” og
kremerede for Auschwitz. Og som begrundelse herfor hævder PLS, at F. Piper
allerede i 1999 afviste Meyer. Men Meyer udgav først sin artikel i 2002 (13) -
altså tre år senere. Dette ville næsten svare til at man sagde at 2. verdenskrig
begyndte i 1942 og sluttede i 1939.
PLS påberåber sig H. Tauber som værende et pålideligt vidne. Men Tauber er et af hovedvidnerne til de 4. mio. myrdede i Auschwitz /Birkenau, netop det tal, som PLS selv afviser som usandt. Med andre ord PLS mener, at vidnet er troværdigt, fordi det er upålideligt.
Det samme gælder et andet vidne, David Olere, som PLS også har stor respekt for. Hvem kender ikke Oleres tegninger med SS-runer osv. i røgskyer fra skorstene, de nøgne piger osv.. Hans tegninger er ikke blot i strid med de faktiske forhold. De fleste, som er gengivet hos Pressac, er halvpornografiske. Olere er heller ikke troværdig, når han eksempelvis anklager SS for at have lavet pølser af jøderne, Kremawurst. Citat : “the SS made sausages of human flesh” (14).
Der er dog en af Oleres tegninger, som er ganske virkelighedsnær, i modsætning til alle de andre. Den gengives ofte, bl.a. af van Pelt 2002, s. 176/177 (15). Den er fra 1946 og skal forestille Krema III. Imidlertid er det let at se, at der er tale om en tegning baseret på en anden tegning. Ganske barnagtigt har man så skrevet gaskammer på den.
Det er pinligt, at PLS helt ukritisk sluger disse obskøne tegninger og vidnet råt.
I betragtning af at PLS jo mener, at et vidne, der taler usandt, er ganske troværdigt, således kan det heller ikke vække vor undren, at PLS mener, at man må antage, at der blev gasset hundredetusinder uden ringeste dokumentation. Men hvis der ikke er dokumentation, hvordan kan man så vide det. Kun hvis man tror på vidner, som man selv siger taler usandt.
Og så er der et billede af nogle nøgne lig og røg. Vi har set det igen og igen. Ingen ved, hvem der har taget billedet. Ingen ved, hvornår det er taget. Ingen ved, hvor det er taget. Ingen ved, om det er overmalet osv. For den sunde fornuft savner billedet selvsagt enhver bevisværdi. Men for den forfatter, for hvem tid og rum er ligegyldige, ligger sagen anderledes. Her kan alt bruges til alt. Forvirringen er total.
Og så er der nogle beretninger, som polakkerne angiveligt mange år senere har fundet nedgravet i Auschwitz eller Birkenau. Her aner vi heller ikke, hvem der har skrevet dem, hvor, hvornår osv., og i betragtning af at hele historien om gaskamrene i Auschwitz Birkenau i hovedsagen er et produkt af bevidst kommunistiske propaganda, så ville det være noget af et mirakel, om disse gravfund skulle have nogen anden værdi for en historiker, end den værdi, som tilkommer falske dokumenter.
Helt forkert er PLS’s vurdering af sagen mod de to østrigske ingeniører, Walter Dejaco og Fritz Ertl, der hos PLS har fået navneforandring til Wilhelm Ertl.
Der var tale om en grundigt forberedt sag, med fremlæggelse af originale dokumenter osv. Sagen endte med frikendelse, da anklagemyndigheden ikke kunne påvise, at de teknikere, der havde det overordnede ansvar for opførelsen af krematorier og ligkældre, havde haft noget kendskab til gaskamre sammesteds.
PLS kan som sagt ikke lide at høre om kommunistisk propaganda. Dog er han tvunget til at indrømme, at både Katyn og Majdanek er kommunistisk propaganda. Han må også indrømme, at 4 mio. dræbte for Auschwitz ligeledes er kommunistisk propaganda. Tallet 4 mio. kommer fra de samme kilder som gaskamrene. Hvis gaskamrene derfor eksisterede, hvilket er tænkeligt, så måtte dette selvsagt bevises uafhængigt af de på andre punkter upålidelige kilder og vidner. Beviset for gaskamrene måtte med andre ord være af fysisk karakter. Men vi har nu set på ventilationen, på forholdene omkring kremering og på nogle af de bygningstekniske aspekter mv..
Alt tyder på, at tyskerne byggede ligkældre og krematorier. Ovnene blev leveret af en ganske normalt og respektabelt firma med gode traditioner. Vi har således søgt forgæves efter beviser for, at millioner skulle være blevet myrdet i Auschwitz/Birkenau hos PLS.
Hermed slutter vore bemærkninger til PLS, forfatteren til en tyk bog om
Auschwitz, og en formidler af mange fabler vedrørende den tyske lejr i Polen.
Læser man hans bog, og læser man hans artikel, ser man snart, at forfatteren er
grebet af den dybeste forvirring. Man kan sige, at han har fået Auschwitz på
hjernen. Han tilhører en generation, der ikke har lært at skelne klart mellem
objektive kendsgerninger og subjektive fantasier.
Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning
Publiceret den 05.10.2008
(1) The Journal of Historical Review, Volume 15, number 5, September/October 1995.
(2) http://fpp.co.uk/Auschwitz/docs/controversies/holes/PeltReportExtract.html
(3) Robert Jan van Pelt; The Case for Auschwitz. Evidence from the Irving Trial, Bloomington, Indiana 2002.
(4) Jean-Claude Pressac; Auschwitz : Technique and operation of the gas chambers. New York, Beate Klarsfeld Foundation, 1989. Side 436.
(5) http://www.codoh.com/incon/inconpressac.html
(6) http://www.dr.dk/P1/Alletidershistorie/Udsendelser/2006/0315105953.htm
(7) Carlo Mattogno; Auschwitz: The End of a Legend. A Critique of J.C.Pressac, Newport Beach 1994.
(8) Carlo Mattogno; Auschwitz: The End of a Legend. A Critique of J.C.Pressac, Newport Beach 1994.
(9) http://www.dr.dk/P1/Alletidershistorie/Udsendelser/2006/0315105953.htm
(10) Jean-Claude Pressac; Auschwitz : Technique and operation of the gas chambers. New York, Beate Klarsfeld Foundation, 1989. Side 46,47, 49, 264.
(11) http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/35003:Vejle--1100-grader-i-76-minutter
(12) http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/35003:Vejle--1100-grader-i-76-minutter
(13) Fritjof Meyer; Die Zahl der Opfer von Auschwitz. Neue Erkentnisse durch neue Archivfunde, I Osteuropa, 52, Jg., 5/2002, pp. 631-641.
(14) Jean-Claude Pressac; Auschwitz : Technique and operation of the gas chambers. New York, Beate Klarsfeld Foundation, 1989. Side 554.
(15) Robert Jan van Pelt; The Case for Auschwitz. Evidence from the Irving Trial, Bloomington, Indiana 2002.
Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning. www.holocaust.nu