Af Glenn Pacharzina
Den 20/2 2001 havde jeg aftalt et møde med repræsentanter for det nyligt oprettede "Dansk Center for Holocaust og folkedrabsstudier" Jeg havde kontaktet centeret, da jeg havde overvejet at danne en ungdomsorganisation mod intolerance, herunder racisme, og i denne forbindelse ønskede jeg at interviewe centerets ansatte. Det var især vigtigt for mig at få klarhed over en række synspunkter, som jeg bl.a. var stød på via Internet, og som jeg gerne så et modspil til. Ligeledes ønsker jeg at få visse for mig usammenhængende aspekter af Holocaust afklaret nærmere. Hjemmefra havde jeg således udformet en række interviewspørgsmål, som jeg ønskede besvaret af centeret. Jeg fik en aftale i stand via en telefonsamtale med en medarbejder på centeret. I denne samtale redegjorde jeg fyldigt for hvem jeg var, og for min grund til at kontakte centeret. Under denne samtale mærkede jeg på ingen måde nogen form for animositet mod min person, og man lovede mig, at jeg ville få mulighed for at foretage interviews med centerets medarbejder, heriblandt dets leder, professor Uffe Østergaard. Jeg fik at vide, at jeg skulle møde på op på centerets adresse kl. 14.00, hvorefter jeg ville blive henvist til de relevante medarbejdere.
Præcist kl. 14.00 åbnede jeg døren til centerets lokale på 5 sal på Nørre Søgade 35 i København. Da jeg kom indenfor blev jeg mødt af en gruppe mennesker på ca. 5 personer, heriblandt centerets leder. Jeg lagde straks mærke til, at disses blikke bestemt ikke udtrykte nogen synderlig venlighed, for eksempel slog det mig, at ingen af de tilstedeværende hilste på mig, samt at de alle straks forsvandt ind på deres respektive kontorer kort efter min ankomst. Den eneste person, som var tilbage i forlokalet bød mig "velkommen" ved at spørge om jeg var den person, som havde ringet, samt at få bekræftet min identitet. Jeg svarede, at jeg var den person, som havde ringet, samt at min identitet var i overensstemmelse med de i telefonsamtalen givende oplysninger. Herefter gjorde denne medarbejder mig opmærksom på, at man fra centerets side udmærket vidste, hvem jeg var, samt at man mente, at jeg havde løjet omkring min bevæggrund for at kontakte centeret under den indledende telefonsamtale. Hertil kunne jeg replicere, ikke uden ironi, at jeg da var glad for, at det almægtige center og dets højtkvalificerede medarbejdere var bevidst om min eksistens, samt at grundlaget for mit besøg var i fuld overensstemmelse med, hvad der var blevet sagt i den indledende telefonsamtale. Til dette sagde centermedarbejderen blot, at det troede han ikke på, og at man fra centerets side ikke ønskede nogen dialog med mig og min "slags", hvilke vil sige mennesker, som finder visse aspekter af den officielle Holocaustversion uklare og mangelfulde (var der nogen, som sagde racisme og intolerance?) Herefter gjorde jeg centermedarbejderen opmærksom på, at det jo netop var centrets opgave at oplyse befolkningen omkring fænomenerne Holocaust og folkedrab, samt at jeg havde fået lovning på at kunne interviewe nogle af centerets ansatte. Jeg talte for døve øren. Medarbejderen stod fast på sin intolerante og diktatoriske beslutning: Vi ønsker ikke at tale med dig, og du vil ikke få mulighed for at interviewe ansatte på centeret! Jeg så nu mig selv i en yderst mærkelig situation; jeg var mødt op for at interviewe ansatte på et center, der har det som sin hovedopgave at oplyse den danske befolkning omkring Holocaust og folkedrab, for herigennem at modvirke den intolerance som baner vejen til disse, og jeg blev nu udsat for netop de fænomener, som centret angiveligt skulle bekæmpe! Jeg spurte centermedarbejderen, som jeg for øvrigt havde erfaret var Research assistent Torben Jørgensen, tlf. 33 37 00 82, den samme person, som jeg havde talt med i telefonen, men som på daværende tidspunkt ikke havde oplyst mig om centerets intolerante politik overfor personer, som det måtte formode havde et andet udgangspunkt end det selv, om han ikke var villig til at redegøre for den officielle begrundelse til min afvisning, som jeg så ville optage på min medbragte diktafon for at kunne dokumentere centrets politik. Til dette svarede han nej, og gentog sin tidligere udtalelse om, at man ikke på nogen måde ønskede nogen form for dialog. Jeg var endnu ikke villig til at give op og forsøgte forsat at tale centermedarbejderen til fornuft, da en tredje unavngiven person (som ved nærmere undersøgelse viste sig at være til stede i "uofficiel kapacitet" , dog ikke mere "uofficiel", end han kunne sætte sig mageligt til rette bag et enormt skrivebord) kom ind i forlokalet. Denne person, som ikke præsenterede sig og som talte med udenlandsk accent, begyndte nu at angribe mig verbalt. Han begyndte med at sige, at jeg mente, at ingen jøder overhovedet var omkommet under krigen som følge af tyskernes politik. Herefter forklarede jeg den pågældende, at dette ikke var mit synspunkt, samt at der var omkommet jøder, men at jeg havde en række usikkerheder og uklarheder omkring omstændighederne, hvilke jeg gerne ville have afklaret. Ligeledes redegjorde jeg for, at der udover jøder også var omkommet masser af englændere, franskmænd, hollændere, russere og tyskere, at det var det samlede antal af ulykkelige skæbner - ikke kun jødernes - og krigen som helhed, der udgøre det egentlige Holocaust.
Til dette svarede den ærede uofficielle centermedarbejder, at han fandt mit synspunkt uforståeligt. Han fortsatte med at erklære, at alle som ikke godtog centerets version af Holocaust var nazister og racister. Hertil forsøgte jeg at forklare den noget oprørte uofficielle centermedarbejder, at der blandt revisionister findes alle slags mennesker af alle slags politiske, etniske og religiøse oprindelser. Jeg nævnte blandt andet, at en af revisionismens grundlæggere Paul Rassinier (1906 - 1967) var overbevidst socialist. Ydermere tilføjede jeg, at en stor del af centerets ledende medarbejde havde/har meget intime forbindelser til zionismen, som FN i november 1975 kategoriserede som en racistisk ideologi, og at man således bør være særdeles forsigtige med at afvise en hel gruppe på grundlag af enkeltes tilhørsforhold. Hertil replicerede den uofficielle centermedarbejder, at mine udtalelser om zionismen ikke var rigtige, samt at de var "uhyggelige". Jeg har svært ved at se, hvad der skulle være uhyggeligt ved blot at viderebringe 100% korrekte oplysninger, som enhver med en blot marginal grad af historisk viden burde have kendskab til. Jeg fortalt den uofficielle centermedarbejder, at mine oplysninger omkring zionismen var 100% korrekte, og at jeg var overrasket over at være stødt på en så stor grad af historisk uvidenhed blandt mennesker, hvis levebrød netop skulle være formidling af historisk viden. Til denne kommentar udbrød begge centermedarbejdere, både den officielle og den uofficielle, at jeg øjeblikkeligt skulle forlade centrets lokaler, hvilket jeg så gjorde. Jeg havde efterhånden erkendt, at disse mennesker ikke var i stand til at se andet end deres egen vedtagende sandheder, samt at de på ingen måde levede op til en upartisk, objektiv videnskabelig standard. Hele episoden varede ca. 20 min, og jeg fik på ingen måder besvaret - endsige rejst - et eneste af mine omhyggeligt forberedte interviewspørgsmål.
Dette var mit møde med det statsfinaserede "Dansk center for Holocaust og folkedrabsstudier." Et center, hvis opgave det er at oplyse den danske befolkning omkring Holocaust/folkedrab og derved bekæmpe den intolerance som skulle føre til disse. At det kære center i sin udformning, i sit materiale og - frem for alt i sit virke - faktisk gør det stik modsatte, og dermed er med til at retfærdiggøre forfølgelse af dissidenter og meningsafvigere, synes at have undgået dets opmærksomhed. Dette er naturligvis skræmmende og enhver frihedselskende dansker bør se det som sin simple pligt at gøre både centeret - og den regering som har besluttet sig for at finansierede det - opmærksom på, at der er noget virkeligt galt med dets måde at fortolke de demokratiske spilleregler på, samt at DCHF på nuværende tidspunkt groft forsømmer det embede, som det er sat til at varetage. Dersom dette skulle vise sig ufrugtbart, bør centeret betragtes som en reel trussel mod det danske folkestyre, og dermed mod det danske folk.