af Jürgen Graf
Under titlen „Jødernes skæbne under den anden Verdenskrig: Virkelighed og myte“ holdt jeg den 21. november 1998 et foredrag for Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning om emnet holocaust. Dette blev senere offentliggjort på hjemmesiden www.patriot.dk. På en anden hjemmeside ( www.holocaust-info.dk) har en Mikkel Andersson kraftigt kritiseret de i mit foredrag ytrede teser og konklusioner. Anderssons genmæle bærer den højtravende titel „Revisionisme — en dissektion“. Denne tekst har været på Internettet i en rum tid, men jeg blev først opmærksom på den i januar 2001. Jeg har spurgt mig selv, om det overhovedet kan betale sig at diskutere med en modstander på et så ringe niveau, på et tidspunkt, hvor min arbejdsbyrde er meget tyngende. For at der ikke skulle opstå mistanke om, at jeg ikke kunne besvare Mikkel Anderssons kritik, har jeg alligevel besluttet mig for at give denne jammerlige fusker svar på tiltale, vel at mærke et sådan svar, at han for fremtiden holder sin mund omkring emner, som han ikke forstår sig på. Da jeg på nuværende tidspunkt er overbebyrdet med vigtige opgaver, har jeg ikke haft den nødvendige tid til at forfatte mit svar på dansk. Således har jeg skrevet det på tysk, og et medlem af Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning har oversat det til dansk. De af Mikkel Andersson ytrede anklager om „nynazisme“, „antisemitisme“, og „racisme“ har jeg ikke tænkt mig at kommentere. Ligesom hos andre modstandere af den historiske revisionisme tjener disse smædeord kun til at kamuflere hans mangel på argumenter. Selv hvis alle revisionister var nynazister, anti-semitter og racister ville dette ikke ændre det mindste ved kvaliteten af deres udsagn, thi kun argumenterne gælder — ikke den politiske overbevisning af den, som fremsætter argumentet. I modsætning til anti-revisionisterne har revisionisterne ikke behov for at føre deres angreb på et så lavt plan. Det falder ingen revisionist ind at angribe M.Andersson for sin virkelige eller formodede politiske overbevisning. M.Anderssons politiske overbevisning interesserer nemlig os revisionister lige så lidt som hvilken sokker han har. Hvad der interesserer os, er kvaliteten af Anderssons argumenter, hvilken jeg nu punkt for punkt vil belyse.
_________
1) I mit referat henviser jeg til, at det er umuligt at fastslå det nøjagtige antal af de jødiske ofre under Anden Verdenskrig i de tysk dominerede områder, idet statistikken ikke er pålidelig. M.Andersson svarer: „Det er aldeles ukorrekt og intet andet end et forsøg på at fremme en illusion om, at Holocaust ikke er et historisk faktum, men er noget, hvorom der hersker begrundet tvivl i videnskabelige kredse.“
Svar: M.Andersson mener altså, at statistikkerne er pålidelige. Dersom man tager to af de mest kendte standardværker om holocaust, der findes, nemlig Raul Hilbergs Die Vernichtung der europäischen Juden (Frankfurt 1997, den engelske udgave bærer titlen The Destruction of the European Jews) og Lucy Dawidowicz' The War against the Jews (London 1987), finder man følgende modstridende oplysninger.
I henhold til antallet af dræbte jøder i „udryddelseslejrene“ fremkommer Hilberg (s. 956) med følgende tal:
Auschwitz: 1.000.000
Treblinka: 750.000
Belzec: 550. 000
Sobibor: 200.000
Chelmno: 150.000
Majdanek: 50.000
For de samme „udryddelseslejre“ fremkommer Dawidowicz (s. 191) med følgende tal på dræbte jøder:
Auschwitz: 2.000.000
Majdanek: 1.380.000
Treblinka: 800.000
Belzec: 600.000
Chelmno: 340.000
Sobibor: 250.000
Hilbergs slutfacit bliver således 2,67 millioner dræbte jøder i de seks pågældende lejre, mens Dawidowicz når frem til 5,37 millioner. For Majdanek nævner Dawidowicz et tal, der er otteogtyve gange højere end Hilbergs! Hertil kommer, at ingen af de to forfattere blot på den ringeste måde begrunder deres tal. Således når Dawidowicz frem til 5,9 millioner jødiske „ofre for holocaust“ og Hilbergs til 5,1 million. Dawidowicz' 530.000 og Hilbergs 2,43 millioner jøder skal således have fundet døden udenfor „udryddelseslejrene“.
Hvis dette er „pålidelig statistik“, hvad er så ikke pålidelig statistik hr. Mikkel Andersson?
2) I mit foredrag sagde jeg: „Siden Leuchter-rapporten udkom i 1988, har den revisionistiske forskning gjort kæmpemæssige fremskridt.“ M.Andersson svarer hertil: „… det er værd at bemærke, at allerede i denne passage går det galt for revisionismens „videnskabelighed“, da Graf henviser til den såkaldte Leuchter-rapport …“. Derefter retter Andersson personlige angreb mod Fred Leuchter.
Svar: Kan M.Andersson egentlig læse? Jeg har ikke ytret mig om det videnskabelige eller uvidenskabelige i Leucther-rapporten, men kun konstateret, at revisionismen i det forgangne årti, siden Leuchter-rapportens fremkomst, har gjort „kæmpemæssige fremskridt“. I den af os i fællesskab forfattede bog KL Majdanek. Eine historische und technische Studie (Hastings, 1998) har Carlo Mattogno ytret sig meget kritisk omkring den del af Leuchter-rapporten, der befatter sig med Majdanek, og fremhævet dens utilstrækkelighed. Mattogno har kritiseret Leuchter-rapporten med saglige argumenter, og ikke, som Andersson, på det personlige plan. Dog er Leuchters slutkonklusion helt igennem korrekt. De som „gaskamre“ betegnede rum var der ikke, hverken i Auschwitz eller i Majdanek. Beviset for dette, hvad angår Auschwitz, har Germer Rudolf med sin ekspertise bragt (i bogen: Das Rudolf-Gutachten. Gutachten über die Bildung und Nachweisbarkeit von Zyanidverbindungen in den „Gaskammern“ von Auschwitz, London 1993). Beviset med hensyn til Majdanek har Carlo Mattogno i 6. kapitel af ovennævnte bog bragt. Hvorfor prøver De dog ikke at modbevise Rudolf og Mattogno, hr. Mikkel Andersson! Rigtig god fornøjelse!
3) M.Andersson påstår, at der i revisionisternes rækker ikke findes uddannede historikere.
Svar: Dette er forkert. Paul Rassiner, tidligere kz-fange og grundlægger af revisionismen, var historiker. Marc Weber, leder af Institute for Historical Review, er historiker. Den spanske revisionist Pedro Varela er ligeledes historiker ligesom den svejtsiske revisionist Mariette Paschoud, og dr. Fred Toben, direktør for det revisionistiske Adelaide Institute i Australien. Kendsgerningen er imidlertid, at de fleste ledende revisionister ikke er historikere — præcist ligesom mange af de førende formidlere af den ortodokse „holocaust“-version. Gerald Reitlinger var kunsthistoriker, Raul Hilberg er jurist og politolog, og Jean-Claude Pressac er apoteker.
4) I mit foredrag henviser jeg til, at ingen mennesker med sikkerhed kender navnene på de angiveligt myrdede jøder. M.Andersson svarer til dette: „Det israelske Holocaust-museum har nu mellem 3 og 4 millioner navne i deres arkiver og regner med at nå op på 5 millioner inden år 2000.“
Svar: Blandt de dokumenter, jeg har efterladt i Basel, findes der et spørgeskema, som den hebræisk talende revisionist Ingrid Weckert har medbragt fra Yad Vashem mindesmærket i Israel. På dette bliver besøgende opfordret til at skrive navnene på slægtninge, som er omkommet i holocaust. De af de besøgende oplyste navne kommer herefter ind i en central computer; intet bliver efterprøvet! På denne måde kan man nemt komme op på 5 millioner „ofre for holocaust“, og dersom man ønsker at komme op på 6 millioner behøves man blot at tilføje 5000 „Abraham Goldstein“, 10.000 „Chaim Liebermann“, 15.000 „Mordehai Mandelstam“, 20.000 „Schmul Rosenbaum“ osv.
Selv dersom vi antager, at de af Yad Vashem ansatte udfører deres arbejde samvittighedsfuldt og kun registrerer beviseligt forsvundne jøder som „ofre for holocaust“, så ville resultatet som helhed alligevel være ganske værdiløst, da langt størstedelen af de „forsvundne“ jøder efter krigen levede videre nye steder og med nye navne. Som eksempel en dødsannonce i den tysksprogede jødiske New Yorker avis Aufbau fra den 19. marts 1982: „Den 14. marts døde pludseligt vores elskede hjertensgode fader, svigerfader, bedstefader James Sweetmann (Süssmann), tidligere Danzig …“ Yderlige eksempler på dokumenterede navneforandringer har Udo Walendy bragt i nr. 52 af Historischen Tatsachen: Malsch bliver til Maier, Oppenheimer til Oppen, Heilberg til Hilbrun, Mohrenwitz til Moore, Günzburger til Gunby, Königsberger til King osv. Jøder ændrer gerne deres navne. Et af de berømteste „gaskammervidner“ er den tidligere Auschwitz-fange, Alter Feinsilber. Denne kaldte sig til tider også Stanislaw Jankowski, Kaskowiak og Alter Shmuel Fajnzylberg og ændrede af og til også sin fødselsdato.
5) Til mit argument om, at den angivelige tilintetgørelse af 600.000 jøder i Belzec ikke har efterladt sig nogen materielle spor, svarer M.Andersson: „Man har fundet menneskelige rester og massegrave på de steder, man regnede med.“
Svar: Beviset skal passe til anklagen. Hvis en person for eksempel påstår, at M.Andersson har dræbt 100 mennesker, kan det ikke nytte, at denne som bevis for sin påstand kun fremviser ét enkelt menneske, som Andersson angiveligt eller virkeligt skulle have dræbt. Da der i Belzec med sikkerhed er omkommet et vist antal fanger af de sædvanlige årsager (tyfus m.m.), og da der ikke fandtes noget krematorium der, er ligene blevet brændt under åben himmel, og således kan enkelte knogleresters tilstedeværelse ikke overraske nogen. 600.000 under åben himmel brændte lig ville have efterladt en enorm mængde knoglerester, næsten 20 millioner tænder og 2.000 tons aske. Hvis polakkerne og russerne blot havde fundet en brøkdel af disse rester, ville de straks efter krigen have tilkaldt en international kommission for at fremvise den tyske bestialitet, men intet i den retning fandt sted.
Med hensyn til massegravene har M. Andersson i den grad taget fejl. I august 2000 var jeg med den australske ingeniør Richard Krege tre dage i Belzec. Krege havde medbragt en jordradar, som ham anvendte de steder, hvor massegravene angiveligt skulle befinde sig samt andre steder i denne meget lille lejr. Resultatet af Kreges undersøgelser var entydigt; de enorme massegrave havde aldrig eksisteret. Resultaterne af Kreges undersøgelser bliver i løbet af år 2001 offentliggjort og vil uden tvivl tilføje holocaust-svindlen endnu et frygteligt tilbageslag.
6) M.Andersson sammenligner revisionisterne med „medlemmer af „Flad-Jord“-bevægelsen“.
Svar: Man skal ikke kaste med sten, hvis man selv bor i et glashus. En videnskabelig- og teknisk analfabet som M.Andersson, som i ramme alvor påstår, at man kan brænde to til tre lig i en krematoriumsovn i løbet af 20 til 30 minutter, burde anskaffe sig en fyldig basisviden omkring naturvidenskab og teknik, før han overfuser personer, som rent faktisk besidder en sådan viden. Dersom revisionister var at sidestille med personer, som mener, at jorden er flad, da ville det ikke være nødvendigt for stadig flere og flere lande at indføre særlove imod dem. Man ville ganske enkelt ignorere dem, og ingen M.Andersson ville skrive lange artikler imod dem.
7) For at bevise, at Belzec lejrens historie er „studeret ganske indgående“, citerer M.Andersson vidneudsagn fra Jäcklein, Pfannenstiel og Oberhauser, der alle opstod efter krigen med det formål at bevise tilintetgørelsesteorien.
Svar: Da holocaust-propagandisterne ikke kan fremskaffe ét eneste dokument eller ét eneste teknisk bevis for deres monstrøse fantasier, bliver de nødt til udelukkende at klamre sig til øjenvidneberetninger. Med sådanne blev heksenes eksistens bevist i Middelalderen, og i vore dage findes der ikke så få øjenvidner, som højt og helligt har svoret, at de er blevet bortført af små grønne mænd i rumskibe.
Lad os hvile et øjeblik ved det tredje af de af M.Andersson anførte vidner. Josef Oberhauser, tidligere vagtmand i Belzec, blev i 1965 i det daværende Vesttyskland stillet for retten for angiveligt at have medvirket til 300.000 mord. Dommen lød på fire et halvt års tugthus — fire et halvt år for at have medvirket til 300.000 mord! (Adalbert Rueckerl, Nationalsozialistische Vernichtungslager im Spiegel deutscher Strafprozesse, 1977, s. 83/84) Forklaringen på denne utrolig milde dom er, som A.Rueckerl i ovennævnte bog fastslår, at Oberhauser ikke benægtede, at massemordene i Belcez har fundet sted. Havde han gjort dette, havde han uden tvivl fået livstid. Efter dette mønster fungerede kz-lejr processerne, med hvilke den amerikansk-jødiske marionetregering i Bonn efterfølgende „beviste“ holocaust. Man behøvede således ikke nogen fysisk tortur for at frembringe de ønskede tilståelser. Mere om dette findes i 4. kapitel af Wilhelm Stäglichs Der Auschwitz Mythos, Tübingen 1979, samt Manfred Koehlers bidrag vedrørende værdien af øjenvidneberetninger og tilståelser omkring holocaust (i: Ernst Gauss, Grundlagen zur Zeitgeschichte, Tübingen 1994, samt i den udvidede engelske version: Dissecting the Holocaust, Capshaw/Alabama, 2000).
8) I mit foredrag nævner jeg, at jeg trods syv års beskæftigelse med holocaust aldrig er stødt på navnet af én i Belzec faktisk eller angivelig myrdet jøde. M.Andersson mener herom: „Igen en indrømmelse, der siger mere om Grafs videnskabelige niveau end om Belcezs ofre.“
Svar: Hvorfor nævner hr. Andersson da ikke blot navnet på én eneste af de i Belzec 600.000 myrdede jøder, samt leverer beviserne herfor?
9) M.Andersson påstår, at den jødiske historiker Y. Arad „dokumenterer, at mindst 510.000 blev myrdet i lejren.“
Svar: En uforskammet løgn! Y. Arad dokumenterer i sin bog Belzec, Sobibor, Treblinka ikke mordet på én eneste jøde, hverken i Belzec, Sobibor eller Treblinka. Lad os holde os til Belzec. Arad påstår, at over 500.000 jøder skulle være blevet deporteret til denne lejr. Hans hovedkilde er Tatiana Berenstein, en polsk jødinde. Dersom man kigger på denne dames kilde, kan man fastslå, at hun stort set hele vejen igennem bygger på ikke-efterprøvede øjenvidneberetninger. Med de selv samme vidneudsagn „beviste“ de sovjetiske kommissioner tidligere, at tyskerne havde myrdet 4.000 polske officerer ved Katyn. En hel del tyske soldater blev henrettet for medvirken til denne massakre. Årtier senere medgav sovjetregeringen imidlertid, at polakkerne var blevet henrettet af Stalins bødler. — Ingen seriøs historiker ville acceptere en sådan kilde, men Arad er ingen seriøs historiker, han er en tredjerangs propagandist. Man kan med sikkerhed gå udfra, at kun en brøkdel af de 510.000 jøder er blevet deporteret til Belzec og deporteret er ikke ensbetydende med, at de er blevet myrdet.
10) Andersson påstår, at et polsk–amerikansk–engelsk udgravningshold i sommeren 1998 opdagede ikke mindre end 33 massegrave i område omkring Belzec.
Svar: I sin forestående publikation om jordradarundersøgelserne af området omkring Belzec vil Richard Krege gendrive udgravningsholdets rapport punkt for punkt. Tesen med de „33 massegrave“ modsiger den gennem et halvt århundrede gældende tese om, at området overfor „gaskammeret“ skulle have fungeret som massegrav for de 510.000 til 600.000 myrdede. Denne version er ligeså idiotisk som den anden, da de 510.000 til 600.000 myrdede kun findes i „holocaust“-propagandisternes syge fantasi.
11) Til mit argument om at forbrændingen af 600.000 lig indenfor fire måneder (oven i købet om vinteren og i nærheden af landsbyen Belcez) nødvendigvis måtte have påkaldt sig opmærksomheden fra den polske befolkning og helt sikker ville være blevet rapporteret til eksilregeringen. Hertil svarer M.Andersson ikke med en beretning fra eksilregeringen eller modstandsbevægelsen men med et efterkrigsudsagn fra en Oskar Diegelmann, som ikke taler om forbrændingen af 600.000 lig men om forbrændingen af overflødige beklædningsstykker.
Svar: Hvis forbrændingen af overflødige beklædningsstykker er bevis for 600.000 mord, må der på hvilken som helst forbrændingsanstalt foregå endog særdeles grusomme ting.
12) M.Andersson påstår, at polakkerne allerede under krigen havde kendskab til massemordene i Belzec.
Svar: I december 1942 skrev den i England publicerede polske eksilavis Polish Fortnightly Review, der fik materialet fra den polske modstandsbevægelse, om Belzec: „Efter at de er blevet lukket ud, bliver mændene ført til en barak til højre, og kvinder til en barak til venstre. I disse klæder de sig af, tilsyneladende for at forberede sig til badning. Når de har klædt sig af, bliver begge grupper ført til en tredje barak, hvor der er en elektrisk metalplade; her finder henrettelserne sted.“
Massedrab ved hjælp af elektricitet hørte under hele krigen til den polske propagandas standardarsenal. Efter krigen er den „elektriske metalplade“ blevet udskiftet med gaskamrene.
13) M.Andersson påstår, at dokumenterne fra Aktion Reinhard er blevet „systematisk destrueret“.
Svar: Hvorfra ved hr. Andersson det? Var han tilstede? Dette er typisk for holocaust-ideologers logik. Når der ikke findes nogen belastende dokumenter, er dette bevis for, at de skulle være blevet tilintetgjort. Et eksempel på denne absurde tankegang anskueliggøres derved, at jeg ikke har nogen som helst beviser for, at M.Andersson nogensinde skulle have spist et spædbarn, men efter holocaust-ideologernes tankegang er grunden ikke, at M.Andersson aldrig nogensinde har spist et spædbarn, og at beviserne derfor slet ikke kan eksistere, men at han „systematisk har destrueret“ beviserne for sine kannibalske misgerninger.
14) M.Andersson husker ikke, at han hos Belzec gaskammervidnet Rudolf Reder har læst, at denne har overlevet 80 likvideringsaktioner, og at 3 millioner mennesker var blevet myrdet i Belzec. Hvad angår punkt 1, skriver Reder i sin på polsk udgivne bog „Belzec“ (Krakau 1946), at der i Belzec dagligt blev skudt 30–40 af hans arbejdskommando tilhørende personer. Da Reder efter sit eget udsagn angiveligt skulle have opholdt sig 80 dage i Belzec, har han overlevet 80 likvideringsaktioner, og dette til trods for, at han har været 61 år gammel, og at der sikkert har været yngre arbejdsjøder til rådighed.
Hvad angår de 3 millioner Belzec-ofre: Dette tal nævner Reder i den af N. Blumenthal udgivne bog Dokumenty i Materialy (Bind I, Lodz 1946, s. 223.)
15) Til mit argument om, at en vidneberetning, der indeholder så mange absurditeter som den af Gerstein, er komplet utroværdig som bevismateriale, mener M.Andersson, at: „Gerstein var for chokeret til at lave en præcis optælling af antallet af mennesker, der blevet myrdet med koldt blod for øjnene af ham.“
Svar: Denne indvending er ualmindelig dum. M.Andersson citerer jo selv et uddrag af Gersteins beretning. I denne skildrer forfatteren, hvorledes han med et stopur har taget nøjagtig tid på, hvor længe gasningerne varede. Handler han på en måde, der tyder på, at han er „for chokeret til at foretage en præcis optælling“?
At M. Andersson overhovedet nævner Gersteins beretning, af hvilken der eksisterer ikke mindre end seks forskellige versioner, hvoraf det fremgår, alt efter hvilken version man læser, at 20 til 25 millioner mennesker blev gasset, som bevis for massemordet i Belzec, viser blot den fortvivlende mangel på beviser, som holocaust-propagandisterne lider under. Fandtes bedre beviser, måtte de ikke se sig henvist til Gersteins forryktheder.
16) Til Gersteins bemærkning om antallet af mennesker sammenpresset per m² svarer M. Andersson: „8–9 mennesker per kvadratmeter er ikke urealistisk.“
Svar: Beklager hr. Andersson, Gerstein taler ikke om 8 til 9 mennesker per m², men — for at citere den af Dem anvendt engelske version — om „four lots of 750 people in four lots of forty-five cubic metres.“ For at få 750 personer samlet på 45 m³ skulle nazisterne have brugt en damptromle og kunne så have sparet sig brugen af dieselmotorer.
17) Til det revisionistiske argument ifølge hvilket udstødningsgassen fra dieselmotorer ikke egner sig til drab på mennesker,svarer M.Andersson: „Endnu en fejlslutning: Fordi tyskerne ikke myrdede jøderne med det optimale mordvåben, kan de ikke være blevet myrdet.“
Svar: Hvis holocaust virkelig havde eksisteret, ville gerningsmændene have været tekniske genier, for kun sådanne ville være i stand til i al ubemærkethed på rekordtid at sende millioner af mennesker til udryddelseslejre, gasse dem og skaffe ligene sporløst af vejen. Disse tekniske genier skulle netop som gerningsvåben have valgt udstødningsgas fra dieselmotorer! I Grundlagen zur Zeitgeschichte (Grabert Verlag, Tübingen 1994; en udvidet engelsk version under titlen Dissecting the Holocaust, udgivet på Theses and Dissertation Press, Capshaw, Alabama, 2000) har ingeniøren Friedrich Berg, der i modsætning til M.Andersson ved noget om toksikologi, bevist absurditeten i denne legende. Medens man med en benzinmotor meget let får kulilte i en koncentration af 7% eller mere per m³ luft, kan en dieselmotor ikke engang yde 1%. Ved at lede udstødningsgassen fra dieselmotorer ind i et overfyldt gaskammer, ville ofrenes dødskamp blive forlænget, fordi udstødningsgassen består af 16% ilt, hvad der er tilstrækkeligt for at overleve. I stedet for at lede gassen ind kunne bødlerne jo blot vente til ofrene var blevet kvalt, da den tilstedeværende luft ville være blevet opbrugt, førend kulilten ville være have haft sin effekt. — Historien om udstødningsgas fra dieselmotorer er opfundet af lægmænd, fordi disse syntes, at denne skulle være særlig farlig, da denne lugter fælt.
18) Til Stefan Szende, som beretter, at millioner af jøder i Belzec blev slået ihjel i underjordiske vandbassiner med elektricitet, svarer M.Andersson: „Szende har aldrig overværet udryddelsesprocessen.“
Svar: M.Andersson medgiver, at Szendes beretning er fri fantasi. Javel, men hvorfor skulle Gersteins beretning med sine 20 til 25 millioner gassede, sine 750 mennesker per 45 m³ og hans 35 m høje bjerge af sko fra gassede egentlig være mere troværdige end hr. Szendes underjordiske vandbassiner? Jeg synes, at Szendes beretning er ganske forrykt, men knap så forrykt som Gersteins beretning.
19) M.Andersson spørger: „Vil Graf have os til at tro, at de mennesker, der stod bag et svindelnummer af den kaliber, ikke engang kunne koordinere deres historier?“
Svar: Javist, lige netop det „vil Graf have os til at tro“. Mere derom, se punkt 43.
20) Til min bemærkning om, at den påståede massegrav i Belzec, der lå ovenfor de påståede gaskamre, så at man skulle slæbe 600.000 lig opad bakke, mener M. Andersson med den for ham så typiske frækhed, at Graf „faktisk ikke aner noget om hvordan lejren var opbygget“.
Svar: Beklager hr. Andersson, jeg har to gange været i Belzec. Rejs dog selv til derhen og bliv overbevist, om at „massegraven“ lå ovenfor „gaskamrene“.
21) M.Andersson insinuerer, at jeg skulle have indrømmet, at „hundredtusinder“ kz-fanger i de sidste krigsmåneder skulle være omkommet. Jeg har aldrig sagt noget sådan men har alene talt om en høj dødelighed. Da dokumenterne fra de fleste lejre er næsten fuldstændigt bevaret, kan man med overvejende sikkerhed fastslå, at antallet af omkomne kz-fanger fra januar til april 1945 ikke var „hundredtusinder“. Jeg har ikke lige for øjeblikket dokumentationen ved hånden men vil antage, at det er omkring 100.000 — i singularis, og ikke i pluralis. Til sammenligning: Ved bombardementet af Dresden blev på én eneste dag omkring 250.000 tyskere myrdet; jeg har med vilje valgt dette ord, fordi der her er tale om et målrettet massemord, og ikke som den ikke-tilsigtede massedødelighed, der blev udløst som følge af Tysklands sammenbrud.
22) M.Andersson insinuerer, at man i de sidste krigsmåneder bevidst udsultede de i lejrene indsatte mennesker, fordi der ikke eksisterer nogle billeder af udmagrede tyske civilister fra samme tid.
Svar: Udmagringen er en naturlig følge af tyfus. Dertil kommer, at tyskerne ved uddelingen af de på det tidspunkt tilbageværende levnedsmidler først og fremmest tænkte på sine egne og først dernæst tænkte på kz-fangerne. Enhver anden stat ville have handlet lige sådan. I Auschwitz, som allerede blev befriet i januar 1945, var de indsattes ernæringstilstand indtil dette tidspunkt tilfredsstillende, som det fremgår af filmoptagelser, som er lavet af Sovjetmagten efter befrielsen af lejrene. M.Andersson kan selv se denne film på Auschwitzmuseet.
23) Til min henvisning, at der i Dachau døde flere mennesker i løbet af de sidste fire måneder end i de foregående fem krigsår, svarer M.Andersson: „At tyskerne blev mere og mere desperate for at skjule deres forbrydelser i krigens sidste måneder, kan ikke komme som en overraskelse for nogen.“
Svar: Hvad pokker har den drastisk stigende dødelighed i Dachau i 1945 med et forsøg på at skjule forbrydelser (hvilke forbrydelser?) at gøre?
24) I mit foredrag citerer jeg Himmlers befaling fra ultimo januar 1942, ifølge hvilken koncentrationslejrene skulle gøre sig klar til at modtage 100.000 jøder og dertil 50.000 jødinder, idet store økonomiske opgaver ville blive pålagt lejrene (NO-500). Som svar på beviset for, at jøderne primært anvistes til koncentrationslejrene af økonomiske årsager, siger M.Andersson: „Hævder han [Graf], at fordi 150.000 jøder skulle sendes til KZ-lejre, så kunne der ikke være en politik om at myrde dem?“
Svar: Korrekt, det hævder han. Hvis man vil udrydde menneskemasser, fører man dem ikke til koncentrationslejre. Man fører dem i stedet til massegrave og skyder dem dér. Men i tilfælde af at et regime alligevel finder på at myrde menneskemasser i lejre, så ville de helt sikkert ikke organisere foranstaltninger til minimering af dødeligheden, som kz-inspektør Richard Glücks gjorde den 28. december 1942 (Nürnberger Dokument NO-1523). At Glücks befaling ikke var tomme ord, beviser den omstændighed, at dødeligheden frem til august 1943 faldt med knap 80% (Nürnberger Dokument PS-1469). Den 26. oktober sendte Oswald Pohl fra Wirtschaftsverwaltungshauptamt SS en rundskrivelse til kommandanterne i nitten lejre, hvori det bl.a. hedder: „Alle foranstaltninger fra kommandanter, V-Dienstførere og læger skal tilsigte en højnelse af sundhedstilstand og ydeevne hos de indsatte.“ (Archiwum Muzeum Stutthof, 1-1b-8, s. 53). Stemmer denne dokumenterede politik med den udokumenterede påstand om massetilintetgørelse i de tyske koncentrationslejre, hr. Mikkel Andersson?
25) Til mit argument om, at den påståede massetilintetgørelse ville have været fuldstændig formålsløs, svarer M.Andersson: „hvis tyskerne var ulogiske nok til at ville myrde alle de jøder, de kunne, så ville de stadig ikke være ulogiske nok til ikke at arbejde dem ihjel først.“
Svar: Ifølge holocaust-litteraturen fandt der kun selektion sted i to af de seks „udryddelseslejre“, nemlig Auschwitz og Majdanek; i fire af de „rene udryddelseslejre“ skulle alle, på nær en håndfuld arbejdsjøder, uanset alder og helbredstilstand være blevet myrdet uden først at være blevet registreret. På den ene side skulle tyskerne altså, som det fremgår af føromtalte dokument, have anstrengt sig for at minimere dødeligheden, medens de på den anden side skulle have tilintetgjort mange hundredtusinder hårdt tiltrængt arbejdere! Fra hvilket standpunkt man end vælger at betragte holocaust-fortællingen — fra den tekniske, den historiske, den demografiske, eller den logiske — viser det sig altid at være en uafbrudt kæde af idioti.
26) Til det af mig citerede Nürnberger Dokument NO-5689 bemærker M.Andersson: „Sandsynligvis har Graf selv aldrig set et sådant dokument.“
Svar: M.Andersson begår den fejltagelse at sætte andre i sit eget sted. Fordi han ikke kender det citerede dokument, mener han, at andre heller ikke kender det. Her er den relevante passage: „Der Führer hat befohlen, daß zur Bewachung der 200.000 Juden, die der Reichführer-SS in die Konzentrationslager des Reichs überführt, um sie bei den großen Bauten der OT und sonstigen kriegswichtigen Bauten einzusetzen, 10.000 Mann mit Offizieren und Unteroffizieren zur Waffen-SS überstellt werden.“ (Føreren har befalet, at til bevogtning af de 200.000 jøder, som Rigsføreren-SS har overført til koncentrationslejre i Riget, og som skulle indsættes i de store bygningsopgaver for OT [Organisation Todt] og andre for krigen vigtige bygningsværker, skal overføres 10.000 mand med officerer og underofficerer til Waffen SS.)
27) Som jeg har redegjort for i mit foredrag, blev den påstand, at man i Auschwitz har gasset gamle mennesker uden at registrere dem, modbevist af dødsattester fra meget gamle indsatte, som man helt legitimt har registreret. I mit foredrag har jeg anført et konkret tilfælde. M.Andersson mener derom: „at Graf fremdrager et enkelt eksempel som dokumentation for at nazisterne ikke havde en klar politik om at myrde alle „overflødige“ og „uarbejdsdygtige“ mennesker, ville have været lattervækkende, hvis det ikke var så tragisk.“
Svar: Det er korrekt, at der kun foreligger få dødsattester på gamle Auschwitz-indsatte. Et normalt tænkende menneske ville deraf slutte, at heldigvis er kun meget få ældre mennesker blevet indsat i disse lejre, men holocaust-ideologerne slutter deraf med deres typisk forkvaklede tankegang, at utallige af sådanne mennesker er blevet gasset. At de ikke kunne komme med nogen som helst beviser for disse gasninger, siger sig selv. Det er en kendsgerning, at Auschwitz for mange jøder, særlig for de der ikke var duelige til arbejde, fungerede som transitlejr, via hvilken de blev sluset videre østpå; man har siden hen placeret dem i ghettoer. Et bevis herpå er det tyske dokument fra 21. juli 1942, hvori det hedder: „SS-Obersturmführer Novak tilsikrer, ultimo august/primo september ca. 6 transporter til GG [Generalguvernement] for at muliggøre, at den kunne indeholde jøder af enhver art (også uarbejdsdygtige og ældre jøder).“ (Centre de Dokumentation juive contemporaine, Paris, XXVI–46.) Jøderne, der henvises til, har været franske, og på det tidspunkt kom samtlige deporterede franske jøder til Auschwitz. Denne lå på dette tidspunkt ikke i generalguvernementet men i stedet indenfor det tyske Riges territorium. Dermed er det uomtvisteligt bevist, at Auschwitz for en del af de deporterede, derunder „også uarbejdsdygtige og gamle jøder“, alene var tænkt som transitlejr. De, som blev transporteret videre østpå, bliver i holocaust-propagandaen til „uregistrerede gassede“.
Til M.Andersson påstand om, at tyskerne havde en politik om udryddelse af „overflødige“ og uarbejdsdygtige mennesker, er her fire modbeviser (der findes mange flere):
I) Spædbørn var utvivlsomt uarbejdsdygtige og blev i intet tilfælde udryddet. Efter befrielsen af Auschwitz fremstillede fire jødiske læger, som har udøvet deres erhverv i Auschwitz, en liste, som de overgav til russerne over 1.000 jødiske patienter, som tyskerne efterlod i sygehuset. Deriblandt befandt sig 97 drenge og 83 piger i alderen fra nogle måneder gamle til 15 år. (Kilde: Gosudarstvenny Archiv Rossiskoj Federatsii, 7021–108–23.)
II) I Auschwitz blev uarbejdsdygtige regelmæssig henført under rubrikken „Nichtarbeits- und einsatsfähige Häftlinge“ (ikke-arbejds- og ikke-indsatsduelige fanger) i den af Afdeling IIIa udstedte dagsbefaling „Arbeitseinsatz“ (Arbejdsindsats). For eksempel opholdt der sig 7. august 1944 i sektor B II i Birkenaus lejr for mænd 135 invalide. (Kilde: Staatliches Museum Auschwitz, D–AuII/3a 16. s. 46.)
III) I Majdanek (også en „tilintetgørelseslejr“) fandtes et „lazaret for krigsskadede sovjetrussere“. (Kilde: J.Graf und C.Mattogno, KL Majdanek. Eine historische und technische Studie, Hastings 1998, s. 40, 203.)
IV) I Stutthof fandtes et „krøblingekompagni“, dette bestod af „mennesker, der var så udmagret, at de ikke var duelige til noget som helst arbejde. Meldte nogen fra dette kompagni sig frivilligt, så fik de tildelt arbejde. (…) Det var let arbejde. De, som ikke kunne arbejde, forblev sengeliggende. Krøblingerne blev ikke chikaneret.“ (Kilde: Marek Orski, „Die Arbeit“, in Das Konzentrationslager Stutthof, Wydawnictwo Marpress, Danzig 1996.)
Alt dette er bevist ved dokumenter fra krigstiden. Vi revisionister nøjes ikke med postulater som fuskeren M.Andersson, der efterplaprer nogle „øjenvidners“ postulater, thi vi går i arkiverne.
28) I mit foredrag nævner jeg en beretning fra den jødiske Auschwitz-fange Marc Klein, der beretter om fodbold, basketball og vandpolo og om et sygehus, filmforvisninger og et orkester i Auschwitz, og jeg spørger derefter: „Hvordan rimer et hospital, idrætsstævner og koncerter med en udryddelseslejr?“ M.Andersson bebrejder mig, at jeg har taget dette citat „ud af sammenhæng“.
Svar: Det er kendetegnende for ethvert citat, at det er taget ud af sammenhæng. Hvis M.Andersson for eksempel citerer fra Raul Hilbergs store trebindsværk om holocaust, så tager han også dette ud af sammenhæng. Elementært, min kære Watson — og svar mig nu venligst på mit spørgsmål, hr. Andersson: Passer et sygehus, idrætsstævner og koncerter i en udryddelseslejr?
29) M.Andersson påstår, at i Polen blev næsten 100% af jøderne udryddet af tyskerne.
Svar: Selv for M.Anderssons begrebsverden er dette postulat usædvanligt dumt. Raul Hilberg, den store mester i falskneri af statistikker, går i sin anden og „definitive“ udgave af sit værk The Destruction of the European Jews udfra omkring 10% overlevende polske jøder. I virkeligheden berettede en britisk-amerikansk kommission i februar 1946 på den ene side om, at tilbagevenden af de polske jøder fra USSR langt fra var afsluttet, og på den anden side, at flere hundredtusinde jøder fra Polen var rejst mod Vest, og samtidig levede stadig 800.000 jøder i landet. ( Keesings Archiv der Gegenwart, 16./17. Jahrgang, Reinisch-Westfälisches Verlagskontor, Essen 1948, s. 651, Meldung von 15. Februar 1946.)
30) I mit foredrag nævner jeg to i den amerikanske presse beskrevne sammenkomster mellem polsk-jødiske familier. Familien Mintz samlede i Chicago i alt 130 familiemedlemmer, som blev regnet for døde. Og ved en sammenkomst hos familien Steinberg samledes der over 200 deltagere, som man mente var udryddet. M.Andersson indvender, at det er undtagelser.
Svar: Det er rigtigt, at sådanne familiesammenkomster er en sjældenhed, da kun få jøder tager sig det besvær, i årevis at søge efter slægtninge verden over og derefter invitere dem til et familiesammenkomst. Men hvordan passer 130 slægtninge af familien Mintz og over 200 overlevende slægtninge af familien Steinberg til Deres påstand om, at næsten 100% af de polske jøder er blevet myrdet, hr. Mikkel Andersson?
31) Til Walter Sannings statistiske undersøgelser The Dissolution of Eastern European Jewry skriver M.Andersson: „Jeg har aldrig haft den tvivlsomme fornøjelse at bladre i Sannings revisionistiske værk.“
Svar: Pral ikke også med deres uvidenhed, hr. Mikkel Andersson!
32) Som modargument mod de — ham ubekendte! — teser af W. Sannings fremfører M.Andersson Wannsee-protokollen, som revisionisterne angiveligt ville „bortforklare“.
Svar: I Waansee-protokollen står der nogle fantastisk, overdrevet høje tal om jøder i forskellige europæiske lande. Eksempelvis bliver antallet af franske jøder opgivet til 870.000, men har i virkeligheden været omkring 300.000 (sml. Wolfgang Benz, Dimension des Völkermords, München 1991, s. 109). Dette er et af de oftest anvendte hovedargumenter mod protokollens ægthed. Men antager vi, at den er ægte, og de deri nævnte jødetal stemmer. Da, som Klarsfeld i sin Memorial de la Deportation des Juifs de France (Paris 1978) fastholder, blev fra Frankrig helt nøjagtig 75.721 jøder deporteret. Det ville betyde, at 8,5% af de franske jøder blev sendt i lejre og således, at 91,5% slet ikke blev taget. Hvorledes passer dette til udryddelsesteorien, hr. Mikkel Andersson?
33) Selvom M.Andersson efter eget udsagn ikke har læst W. Sannings bog, ved han dog, at ifølge Sanning er „alle de jøder, der flygtede fra den tysk besatte del af Polen, straks blevet deporteret dybt ind i UdSSR, hvor nazisterne ikke senere kunne nå dem“.
Svar: Sanning påstår ikke, at alle fra Polen til USSR flygtede jøder er blevet deporteret af russerne til landets indre, men angiver alligevel det opgivne antal evakuerede med 80%, hvad efter min mening sikkert er for højt. Sanning har ikke selv opfundet dette tal men har overtaget det fra David Bergelson, Chef for USSR's jødisk-antifascistiske Komité. I bedste fald kan man bebrejde Sanning, at han har haft blind tillid til en jødisk anti-fascist.
34) I mit referat hævder jeg, at i alt én million mennesker er blevet deporteret til Auschwitz. M.Andersson svarer tilbage, at ifølge F. Piper, der er leder for den historiske afdeling i Auschwitz-museet, var det 1,3 millioner.
Svar: Her kommer M.Andersson og F.Piper nærmere sandheden end jeg. Det af mig i november 1998 nævnte tal, er for lavt. Jeg har i øvrigt ikke været henvist til M.Andersson for at korrigere min fejltagelse; jeg har gjort dette i mit foredrag: What happened to the Jews who were deported to Auschwitz but not registered there? på konferencen hos Institute for Historical Review i maj 2000 (foredraget står i Journal of Historical Review, Volume 19, Nr. 4, 2000). På den anden side er det af F.Piper nævnte tal på 100.000 for høj; enkeltheder omkring dette, kan man se i mit foredrag fra USA, hvori jeg begrunder, hvorfor Pipers tal skal reduceres.
35) M.Andersson skriver, at sonderkommandofolkene hver tredje måned blev myrdet og udskiftet med nye.
Svar: Sonderkommandomand dr. Miklos Nyiszli skriver i sin Auschwitz-klassiker, der blev genudgivet i 1994 med titlen Im Jenseits der Menschlichkeit på Dietz-Verlag, at sonderkommandofolkene blev myrdet hver fjerde måned og erstattet af nye (s. 24). Han er således mere beskeden end M.Andersson. Således måtte Nyiszli, som kom til Auschwitz i maj 1944, have overlevet likvidering, for ellers kan han jo ikke have berettet herom. Jøderne Szlama Dragon og Milton Buki, som i december 1942 kom til Auschwitz og blev henvist til Sonderkommandoen, overlevede til januar 1945, det vil sige hele otte likvideringer, hvis man hver tredje måned likviderede. Og seks likvideringer, hvis tyskerne kun likviderede hver fjerde måned. Den berømteste af alle sonderkommandomænd, Filip Müller, gav sin oplevelsesberetning „Sonderbehandlung“ under titlen: „Drei Jahre in den Krematorien und Gaskammern von Auschwitz“ (Frankfurt 1979). Det vil sige, at han enten har overlevet (36:3=) 12 eller (36:4=) 9 likvideringer. Mange andre Sonderkommandomedlemmer fik tilsyneladende nådigst hjælp af lykkens gudinde Fortuna til at spille døden et puds, og således overleve Auschwitz. Blandet de heldige var: Alter Szmul Fainzylberg alias Stanislaw Jankowski alias Kaskowiak alias Alter Feinsilber, Dov Paisikovic, Abraham Dragon, Henryk Tauber, Josef Sackar, Jacov Gabai, Shaul Chasan, Eliezer Eisenschmidt, Leon Cohen… (se dertil Jürgen Graf: „Auschwitz: Tätergeständnisse und Augenzeugen des Holocaust“, Wuerenlos 1994, og Gideon Greif: „Wir weinten tränenlos“. Udgivelsessted og år af den sidste har jeg ikke ved hånden.) Et fantastisk sammenfald af mirakler, ikke sandt Mikkel Andersson?
36) Til min henvisning til det uhyre antal af ubeskadiget originale dokumenter fra Zentralbauleiting Auschwitz, som faldt i russernes hænder i 1945, mener M.Andersson: „På daværende tidspunkt var der absolut ingen behov for at gennemgå disse dokumenter, eftersom man havde mere end rigeligt med vidner, og eftersom gerningsmændene ikke forsøgte at benægte deres gerninger.“
Svar: Mange tak hr. Mikkel Andersson! Dersom vi nogensinde skulle mødes personligt ville jeg gerne skænke Dem en snaps af Deres yndlingsmærke som belønning for, at De så åbent har medgivet med hvilke bedrageriske metoder holocaust-ideologerne opererer. Enhver, som er nogenlunde fortrolig med historieforskning, ved, at når det gælder om at bestemme et hændelsesforløb, har dokumenter førsteret i modsætning til vidneudsagn, da vidner kan lyve eller tage fejl. Dette har den anti-revisionistiske historiker Jacques Baynac, der i modsætning til M.Andersson besidder et minimum af videnskabelig saglighed, uden tøven medgivet i Lausanner avisen „Le Nouveau Quotidien“ (2. og 3. september 1996).
Idet „gaskamrene“ skulle have befundet sig i krematorierne i Birkenau, hvis opførsel blev forestået af Zentralbauleitung, måtte de mange tusinde dokumenter over disse krematorier nødvendigvis indeholde henvisninger til gaskamrene, dersom disse havde eksisteret. Men en sådan henvisning findes ikke i nogen af dokumenterne. Russerne havde særdeles grundigt gennemgået dokumentbjergene. Dette fremgår af en grundig nummerering af hvert eneste blad. Men da dokumenterne ikke støttede udryddelsestesen, forsvandt de i årtier bag arkivmurene. Til støtte for udryddelsestesen har russerne fremført vidner, som ved et utroligt sammentræf én efter én bedyrede, at der i Auschwitz var blevet myrdet 4 millioner mennesker, altså tre gange flere end der efter F.Pipers angivelser nogensinde var ankommet til denne lejr.
M.Andersson argumenterer med, at gerningsmændene ikke har benægtet deres gerninger. Nej, det har de ikke gjort, for dersom de havde gjort dette, ville det være gået dem som Rudolf Höß. Denne blev igennem 3 dage pryglet af et britisk bøddelteam, under ledelse af den jødiske sergent Bernard Clarke, før han tilstod, at han i Auschwitz alene indtil november 1943, selv havde gasset 2½ millioner mennesker. (se Rupert Butler: „Legions of Death“, London 1983, s. 235 følgende, samt den dansksprogede artikel af Robert Faurisson om Höß tilståelse på hjemmesiden www.patriot.dk.)
Må jeg tillade mig at foreslå M.Andersson et lille eksperiment? At lade nogle af mine muskuløse venner forhøre ham igennem tre dage med de samme metoder, som man anvendte på Höß. Jeg er spændt på, hvor mange millioner jøder M.Andersson vil tilstå at have gasset, når de tre dage er gået.
37) Til det af mig fremførte klassiske revisionistiske argument om, at man også havde utallige beretninger om gasninger i Dachau, som historikerne i dag betegner som falske, svarer Mikkel Andersson: „Som hr. Graf sikkert ved, så var der et gaskammer i Dachau, hvori man også mener, at et par eksperimentelle gasninger fandt sted.“
Svar: Hvem er „man“? Den 19. august 1960 skrev M. Broszat, daværende medarbejder og senere leder af „Institut für Zeitgeschichte“, München, i et læserbrev i avisen „Die Zeit“, at: „Hverken i Dachau, Bergen-Belsen, eller Buchenwald er fanger blevet gasset.“ Adspurgt svarede statsforvaltningen for Dachau, at ingen er blevet gasset i kz-lejren Dachau. Raul Hilberg nævner i sit standardværk på intet tidspunkt noget om gasninger i Dachau.
38) Lige efter at M.Andersson har påstået, at „man“ mener, at der har fundet eksperimentelle gasninger sted i Dachau, skriver denne underfundige tænker: „Men dette er et spørgsmål om at opstille dét fiktive postulat, at den generelle opfattelse i historievidenskaben er, at de vestlige lejre også blev brugt til gasninger.“
Svar: Nå altså, den generelle historievidenskab anerkender, at alle øjenvidneberetninger, som beretter om gasninger i Dachau, er falske; men hvorfor skulle så øjenvidneberetninger om gasninger i Auschwitz være mere sande? Ville De være så venlig at besvare, dette af revisionisterne siden Paul Rassinier hundredtusinde gange stillede spørgsmål, hr. Mikkel Andersson?
39) Som jeg fremhævede i mit foredrag, var „gaskamrene“ ved Krema II og III i Birkenau nøjagtigt det, som de blev betegnet som i bygningsplanerne, nemlig ligkældre. Hertil skriver Mikkel Andersson: „I sandhed en fascinerende ligkælder, idet man lavede en trappe ned til kælderen, så ligene selv kunne gå derned.“
Svar: Her må man spørge sig selv, om M.Andersson egentlig er helt normal i hovedet? Et normalt menneske ville begribe, at trappen, der førte ned til ligkælderen, var bestemt for dem, der bar ligene.
40) På min henvisning til at vidner taler om umuligt høje tal af sammenstuvede ofre per kvadratmeter i gaskamret, (Rudolf Vrba taler om 3.000, Perry Broad om 4.000 sammenstuvede mennesker i et 210m² stort rum) svarer M.Andersson: „Igen vil hr. Graf lægge vidnerne til last, at de ikke talte ofrene op korrekt.“
Svar: Når vidnerne, hvis løgne er det eneste grundlag for holocaust, fortæller om entydige umuligheder, så forsvarer M.Andersson sig med, at „de ikke har talt korrekt“, da hverken R.Vrba eller P.Broad havde overværet en menneskegasning. I sin bog: „I cannot forgive“ (Toronto, 1964, s. 10 ff.) skildrer Vrba et angiveligt besøg af Himmler i Auschwitz i januar 1943; Rigsføreren-SS skulle ved denne lejlighed have overværet indvielsen af et krematorium i Birkenau med gasningen af 3.000 jøder. Havde Vrba studeret dokumenterne, ville han vide, at sidste gang Himmler besøgte Auschwitz var i juli 1942, samt at det første Birkenau krematorium blev indviet i marts 1943. Ved den første Zündelproces i Toronto blev Vrba fremført som vidne for anklageren og blev taget i grundigt krydsforhør af Zündels forsvarsadvokat Douglas Christie. Han indrømmede, at han ved skrivningen af sin bog havde benyttet sig af „digterisk frihed“ („poetic licence“, se protokol for den første Zündelproces i Toronto, 1985, s. 1244 ff.) SS-manden Perry Broad, som har påstået, at der på 210m² i Auschwitz kunne være 4.000 jøder, kom i 1945 i britisk fangenskab. Englænderne kunne have hængt ham, som de gjorde med hundredvis af andre SS-mænd, men de krummede ikke ét eneste hår på hans hoved. Dette var belønningen for hans øjenvidneberetning, i hvilken han betegner Auschwitz som stedet for historiens største massemord. Således er beviser for holocaust opstået.
41) M.Andersson skriver: „på et af luftfotografierne fra 25. august 1944 er der tydeligt genkendelige huller til indførsel af Zyklon B på ligkælderens tag på Krema II i Birkenau.“
Svar: I følge vidnerne var der fire runde huller i ligkælderens tag. Hvis man i dag begiver sig til Birkenau, konstaterer man, at disse fire runde huller ikke findes, og følgelig heller ikke fandtes dengang. I deres sted finder man to uregelmæssige huller, der tydeligt er brækket, meget amatøragtigt, i loftet efter sprængningen af Krema II. Disse huller skulle forestille Zyklon B nedkastningssluser; dog kan man i et af dem se, hvordan jernstænger fra den bærende loftskonstruktion går tværs igennem hullet. Dette viser ganske klart, at hullerne aldrig kan have været en del af den oprindelige bygningsstruktur. Dermed har John Ball helt sikkert ret, når han siger, at CIA har manipuleret med luftfotografierne.
42) Til mit argument om, at øjenvidnerne skildrer ikke mindre end fem forskellige metoder til at indføre Zyklon B i gaskamrene, svarer M.Andersson, at der i Auschwitz var otte forskellige bygninger indrettet til gasning.
Svar: Hvis det er sandt, så vær så venlig hr. Andersson at nævne mig blot én af de otte bygninger, hvor indretningen til gasning var således, at gassen kunne stige op fra huller i gulvet, som Zofia Kossack fortæller. Eller hvad med at nævne mig en indretning til gasning, hvor man kunne indføre Zyklon B granulater gennem brusehoveder, som Jenny Spritzer skvadronerer. Eller for den sags skyld, hvordan man indfører Zyklon B granulater igennem ikke-eksisterenede huller i gaskammerets loft?
43) M.Andersson påstår, at vidner har afgivet fuldstændig enslydende beretninger.
Svar: I følge vidnerne foregik massemordene i Auschwitz således:
I elektriske bade, ved hjælp af en lufthammer, en luftkanon (beretning af den polske modstandsbevægelse under krigen)
Ved hjælp af hvidt pulver (Kitty Hart).
Ved hjælp af vatstykker vædede i blåsyre (Kurt Gerstein).
På elektriske samlebånd (Pravda, 2 februar 1945).
Ved hjælp afbrænding i ovne, i hvilken ofrene blev kastet ind i fra vogne (Eugene Aroneanu).
Ved afbrænding af levende ofre i gruber i jorden (Elie Wiesel).
Ved hjælp af Zyklon B, siden foråret 1945 den dominerende variant.
For Treblinkas vedkommende leverer vidnerne følgende varianter:
Kvælning ved hjælp af udsugning af kamrene (Wassili Grossmann).
Skoldning med hed damp (Nüernberger dokument PS-3311).
Samlebånds nakkeskud ( „Schwarzbuch des Jüdischen Weltkongresses“ 1943).
Ved hjælp af forbrændingsgas fra dieselmotorer (siden ca. 1946 en ofte foretrukket variant).
I Belzec blev, der i følge vidnerne, myrdet på følgende måder:
På en elektrisk platform i en af barakkerne (Polish Fortnightly Review, 1. december 1942).
På elektriske plader i underjordiske vandbassiner (Stefan Szende).
Ved hjælp af ulæsket kalk (Jan Karski).
I en elektrisk oven (Abraham Silberschein).
Ved hjælp af kulilte fra flasker (Josef Oberhauser).
Ved hjælp af Zyklon B (Adalbert Rueckerl).
Ved hjælp af gas fra en benzinmotor (Rudolf Reder).
Ved hjælp af gas fra en dieselmotor (Kurt Gerstein).
Sandelig „en samling enslydende beretninger“, ikke sandt hr. Mikkel Andersson?
44) For at demonstrere udryddelsesmetodernes absurditet i Auschwitz-Birkenau henviste jeg til „gaskamrets“ (ligkælder I, Krema II) 2,1 · 1,35 m store lift, der førte til ovnrummet. Denne lift kunne højst transportere 10 lig ad gangen. Man skulle således køre 200 gange frem og tilbage mellem gaskammeret og ovnrummet, hvis man, som vidner påstår, skulle have gasset 2.000 mennesker på én gang. M.Andersson svarer, at liften har målt 2,76m gange 1,43 m, og at den kunne rumme 15–18 lig per gang.
Svar: Okay, alle tiders! For at kunne transportere lig fra én gasningsproces, skulle liften således ikke køre 200 gange, men „kun“ 110–130 gange frem og tilbage mellem gaskammeret og ovnrummet. I sandhed et enestående bevis for nazisternes tekniske genialitet, ikke sandt hr. Mikkel Andersson?
45) M.Andersson holder sig ikke for dum til at påstå, at man kunne kremere 2 eller 3 lig i løbet af 20–30 minutter i én ovn.
Svar: Kremeringen af et 70kg tungt lig i en ovn tager også i nutidens krematorier gennemsnitligt én time. Dersom man putter to lig i ovnen (hvilket ikke er hensigten, men dog teknisk muligt) fordobles kremeringstiden ganske nøjagtigt, ligesom ved forbrændingen af et 2kg tungt stykke træ, hvis forbrænding tager dobbelt så langt tid som et 1kg tungt stykke træ.
46) Til mit argument om, at det af J.-C. Pressac fremførte gasningsvidne David Oliere har tegnet det indvendige af Krema III forkert, hvoraf man kan slutte, at han aldrig har set dette, mener M.Andersson: „Ikke så lidt af en svinestreg,eftersom at Pressac selv eksplicit gør udtryk for, at dette er en fejl ved Olieres tegning.“
Svar: På Olieres tegning ligger „gaskammeret“, — altså ligkælderen — på samme etage som ovnrummet, selvom det i virkeligheden ligger et par etage højere. En sådan fejl ville ingen have begået, heller ikke den, som kun havde besøgt krematoriet en enkelt gang. Hvorfor fremfører Pressac overhovedet Oliere som gaskammervidne?
47) For at bevise vidnet Olieres troværdighed fremfører M.Andersson, at Olieres tegning af det ydre af Krema III er i overensstemmelse med fotografier.
Svar: Det er slet ikke så mærkeligt, da enhver Birkenau-fange kunne se dette krematorium udefra. Dog beviser en korrekt tegnet gengivelse af bygningens ydre ikke, at mennesker blev gasset i dens indre.
48) M.Andersson påstår, at jeg påstår, at Oileres tegninger er lavet efter bestilling.
Svar: Hvor har jeg skrevet dette? Oilere vil efter krigen have hørt eller læst vidneudsagnene om gasninger, og har herefter givet sin perverse fantasi frit løb. Et af hans yndlingsmotiver er smukke, nøgne kroppe fra gassede kvinder. Sådanne forestillinger dukker hele tiden op hos mentalt syge jødiske vidner; Filip Müller skildrer i „Sonderbehandlung“ (Frankfurt 1979), hvordan smukke, nøgne jødiske piger voldsomt skubbede ham ud fra gaskammeret, da han ville gå i døden med dem.
49) Under henvisning til et angiveligt tysk dokument fra krigen, påstår M.Andersson, at krematorierne i Auschwitz kunne have kremeret 4,756 lig dagligt.
Svar: Dette tal er termoteknisk umuligt, og det pågældende dokument er et falskneri. Beviset herfor bringer Dipl. ingeniør M.Gerner i nr. 3/1998 af „Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung“ (hjemmeside: www.vho.org). Da det står enhver frit for at tjekke dette efter, vil jeg ikke komme nærmere ind på det her.
50) Til mit argument om at fordampningen af Zyklon B i Birkenaus ligkældre ved lave temperaturer ville have varet flere timer, svarer M.Andersson:„Koldblodede dyr som lus kræver en væsentligt længere eksponeringstid og højere koncentration af HCN for, at denne virker dræbende.“
Svar: Dette er fuldstændigt korrekt, men hvad pokker har det med mit argument at gøre? Hvis Zyklon Bs fordampningstiden varede flere timer kunne Sonderkommandofolkene umuligt have stormet ind i gaskamrene, sådan som vidner påstår, idet granulaterne længe efter det sidste offers død stadig ville have afgivet dræbende gas.
51) I mit foredrag citerer jeg diplomingeniør og gasningsspecialist Wolfgang Frölich ifølge hvilken, at dersom ofrene skulle være blevet dræbt i løbet af få minutter, sådan som vidnerne påstår, skulle der have været indført enorme mængder af Zyklon B i gaskammeret (op til 40kg), da gassen kun langsomt frigøres fra granulaterne. Brugen af en så stor mængde ville ved åbning af dørene have ført til Sonderkommandofolkenes død samt have dødeligt inficeret alt i umiddelbar nærhed af gaskammeret. M.Andersson svarer hertil: „Ja, fordi i Auschwitz var HNC-gassen nemlig af en særlig og helt speciel type, der var meget farligere end alle andre steder på jorden, hvor den ikke kan trænge gennem huden, og hvor man ikke har nogen problemer med at udrydde både varm- og koldblodede dyr med denne gas.“
Svar: Måske finder M.Andersson denne form for idioti morsom, men det gør jeg ikke. Hvor i verden hælder man for at dræbe parasitter, hvad enten disse er kold- eller varmblodede, op til 40kg Zyklon B ind i gasningsrummet? Hvis M.Andersson indvender, at man har brugt mindre mængder, betyder det, at ofrenes død først er indtrådt efter længere tid, hvilket betyder, at vidnerne har løjet. Og hvis vidner er utroværdige, hvilke andre beviser har man da for menneskegasninger?
Til Anderssons indvending om, at blåsyre ikke kan trænge igennem huden, citerer jeg en artikel fra den i Grinell, Iowa, udkomne studenteravis „Camp Scope“, hvilken også er gengivet i nr. 1/2000 af „Vierteljahrshefte für freie Geschichtsforschung“ (hjemmeside: www.vho.org): „A student at Grinell College committed suicide by swallowing so much potassium cyanide that the fumes from his body sickened nine people. Two college staff members, three students and four paramedics were weakened and nauseated by the fumes after encountering the student's body on Monday. (…) Grinell's residence hall at the private liberal arts college (…) was evacuated because of the fumes.“ Når blot et lig med blåsyreforgifting er til så stor fare for dets omgivelser, hvor farlig måtte så ikke 2.000, 3.000 eller 4.000 af sådanne lig, som blev hentet ud af et blåsyre mættet kammer, have været. Som Robert Faurisson allerede for årtier siden skrev, så ville den første massegasning med Zyklon B have udviklet sig til en katastrofe for hele lejren.
52) M.Andersson påstår: „Lus kræver en eksponeringstid på mindst 24 timer.“
Svar: I et blåsyregaskammer med kredsløbssystem tog aflusningen af tøj 70–75 minutter (G.Peters, E.Wuestiger; „Sach-Entlausung in Blausäure-Kammern“, „Zeitschrift für hygeienische Zoologie und Schädlingsbekämpf“, Heft 10/11, 1940, s. 195). Hvis det til gasning tiltænkte rum ikke havde et kredsløbssystem, så ville eksponeringstiden i gennemsnit have været 16 timer. Idet gassen skulle ud til de yderste søm i de af lus befængte beklædningsstykker, da ikke kun lusene men også deres æg skulle dræbes. Dette fremgår af en brugsanvisning med titlen: „Richtlinien für Anwendung von Blausäure (Zyklon) zur Ungeziefervertilgung (Entwesung)“. Denne brugsanvisning blev fremlagt som dokument nr. NI-9912 i en Nürnberger efterfølgerproces. Ifølge denne skal man efter anvendelsen af et rum, der ikke er udstyret med kredsløb, udlufte dette i mindst 20 timer efter gasningen, da dette er den tid, som det tager med åbne vinduer og døre at udlufte rummet, således at man uden fare atter kan betræde det. Det citerede dokument er således et tungtvejende bevis mod holocaust-løgnen, ifølge hvilken Sonderkommandomedlemmer straks efter ofrenes død kunne betræde gaskamrene for at fjerne disses lig.
53) M.Andersson betvivler, at omkring 23.000 jødiske, overvejende kvindelige fanger i 1944 blev overført fra Auschwitz til Stutthof.
Svar: De dokumenterede beviser for denne overførsel findes i Stutthoflejrens arkiv (1–11b–8, s.1). Også i den polske faglitteratur bliver overførslerne til Stutthof nævnt. (Danuta Drywa; „Ruch transortow meidzy KL Stutthof a innymi obozami“, Stutthof, Zeszyty Muzeum, nr. 9, 1991) Derimod passer det ikke, som jeg sagde i mit foredrag, at Mattogno og jeg havde set lister med navnene på alle transporterede, da navnelisterne kun er delvist bevaret. Jeg har i denne sammenhæng begået en fejl, hvilket skyldes, at vores besøg i Stutthof lå 16 måneder tilbage i tiden, og at jeg i den mellemliggende tid ikke havde haft mulighed for at tjekke arkivmaterialet. I bogen: „Das Konzentrationslager Stutthof und seine Funktion in der nationalsozialistischen Judenpolitik“, Hastings 1999, som jeg skrev samme med Carlo Mattogno et halvt år efter mit foredrag i København, bliver denne fejl naturligvis ikke gentaget.
54) I mit foredrag nævner jeg beretninger fra Radio Moskva samt fra et kommunistisk undergrundstidsskrift i Frankrig, ifølge hvilke den røde hær i 1944 fandt 8.000 franske jøder i Ukraine. M.Andersson føler sig foranlediget til at svare på dette. Han skriver: „Absurditeten i dette ræsonnement skriger til himlen. Før påstod Graf, at jøderne havde gemt sig rundt omkring i verden, fordi Graf engang har set et billede i et amerikansk avis, men nu tog de altså til Ukraine. (…) Ikke så meget som en eneste af disse 8.000 franskmænd er nogensinde vendt tilbage til familie og venner.“
Svar: Hvis Mikkel Andersson havde en tante, som boede i Roskilde, ville dette vel ikke udelukke, at en anden tante var bosat i Odense? At store skare af europæiske jøder udvandrede til oversøiske områder efter krigen udelukker ikke, at 8.000 eller flere franske jøder under krigen blev deporteret til Ukraine af tyskerne. Et normalt tænkende menneske ville begribe, at det ene ikke udelukker det andet, men M.Andersson er tilsyneladende ikke i stand til at tænke normalt. Og hvorfra ved Andersson, at ingen af de 8.000 pariserjøder er kommet tilbage til familie og venner?
55) Et af revisionisternes vigtigste argumenter er, at udryddelsen af millioner af jøder i dødslejre ikke kunne holdes hemmeligt for verden. Og da verden ikke reagerede, har denne udryddelse ikke fundet sted. Jeg fremførte dette argument til sidst i mit foredrag, hvor det hedder: „Men verden tav. De hvide, kristne folk tav.“ M.Andersson svarer: „Nej, det gjorde de ikke. Verden vidste besked.“
Svar: Verden vidste på ingen måde besked. Vel berettede jødiske vidner siden slutningen af 1941 ustandseligt om gaskamre, dampkamre, underjordiske strømhenrettelsesanlæg osv., men hverken jøderne, de allierede regeringschefer, det internationale Rødekors eller Vatikanet troede på disse rædselsberetninger. Et bevis herfor forefindes på side 520 i Raul Hilbergs holocaust-klassiker „Die Vernichtung der europäischen Juden“ (Frankfurt 1997), hvori han skriver: „In ganz Polen fand sich die überwältigende Mehrheit der Juden freiwillig an den Sammelstellen ein und bestieg freiwillig die Züge, die sie in die Tötungszentern deportierten.“ („Over hele Polen indfandt det overvejende flertal af jøderne sig frivilligt på samlingsstederne og stod frivilligt på de tog, der førte dem til drabscenterene.“) På side 543/544 beretter Hilberg om, hvordan jøderne fra ghettoen i Lodz i august 1944 (!!!) med 40 pund bagage per person, frivilligt lod sig føre til Auschwitz. Dette havde de næppe gjort, dersom de havde vidst eller anet, at der ventede gaskamre på dem, der hvor de kom hen. Hvad Ungarn angår, beretter Hilberg på side 889, at Budapests „Judenrat“ hjalp tyskerne med gennemførselen af deportationer af jøder og mindede den jødiske befolkning om: „Es sei jerdermanns Pflicht, sich auf entsprechende Anordnung des Zentralrats hin zur angegebenen Zeit am angegebenen Ort einzufinden.“ („Det er enhver mands pligt, at følge centralrådets forordninger om at indfinde sig på det givne tidspunkt på det givne sted.“) Vil Mikkel Andersson påstå, at ungarske jøders ledere bevidst sendte deres trosfæller til gaskamrene i Auschwitz? Nej, jøderne fra Lodz og Ungarn genkendte snart de af deres ledere, der flittigt udbredte udryddelseshistorie, som det de var, nemlig fremstillere af rædselspropaganda bestemt for de dumme gojim.
Facit: At de danske holokaust-propagandister for at gendrive de revisionistiske teser ikke kan mobiliserer en bedre person end den jammerlige og dilettantiske nar Mikkel Andersson, beviser deres intellektuelle fallit.
Tilbage til undermenu