Ikke noget paradoks

Jeg har som almindelig kendt været erklæret modstander af indvandringen lige siden politikerne vedtog den berygtede udlændingelov i 1983, der åbnede landet for masseindvandring fra fattige lande. Da en stor del af denne indvandring kommer fra muslimske lande, er der nok nogen, der ser et paradoks i at være indvandringsmodstander og samtidig have et udmærket samarbejde med den muslimske stat Iran i spørgsmål vedrørende historieskrivning om jødernes skæbne i de tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig samt i kritik af magtfulde jødiske kredses indflydelse på verdenspolitikken, heraf især den pro-israelske jødiske lobby i USA.

Svaret er ganske enkelt. Jeg er imod enhver masseindvandring. Da en stor del af nutidens masseindvandring kommer fra muslimske lande, er jeg naturligvis imod denne, men jeg er så sandelig lige så stor modstander af al anden masseindvandring, det være sig kinesere, andre ikke-muslimske asiater, kristne negre og så videre. Jeg ser ikke indvandringen som et spørgsmål om religion, men som et etnisk problem. Derfor har jeg aldrig deltaget i kampagner mod muslimerne, men har altid understreget, at jeg er imod enhver indvandring fra fattige lande. Af samme årsag har jeg de sidste mange år været passiv i modstanden mod indvandringen og har for eksempel aldrig været medlem af Dansk Folkeparti. Egentlig mener jeg, at de, som kun hakker på Islam, ofte gør dette, fordi de ikke tør nævne begreber som etnicitet og race. Islam bliver således gjort til syndebuk, som var det dens skyld, at Danmark er blevet åbnet for masseindvandring.

Magtfulde jødiske kredse både i Danmark og andre vestlige lande har været meget aktive for presse på for øget indvandring. Det er de samme jødiske kredse, der presser på for at få undertrykt ytringsfriheden med det formål at gøre indvandringsmodstandere tavse. Her er det interessant, at man aldrig hører indsigelser fra disse kredse over, at Israel kun accepterer jødiske indvandrere. Man kunne nemt forestille sig, hvor forarget prominente danske jøder som Bent og Arne Melchior ville føre sig frem i de danske massemedier, hvis for eksempel Dansk Folkeparti foreslog, at kun kristne måtte indvandre til Danmark.

Indvandrerne behøver iøvrigt ikke en gang at komme fra den tredje verden for at udgøre et problem. I 1700-tallet kom der mange tyskere til Danmark, og efterhånden blev der så mange af dem, at man blev nødt til at lave en indfødsretslov for at begrænse denne indvandring. På et tidspunkt strømmede det ind med forfulgte franske protestanter, de såkaldte huguenotter, og igen blev der fra de danske myndigheders side gjort tiltag for at begrænse deres antal. Det samme gjaldt med de fattige tyske bønder, der af de danske myndigheder i 1700-tallet blev inviteret til at opdyrke den jyske hede med kartofler. Ret hurtigt blev der sat en stopper for denne indvandring. Man kan således se, at i gamle dage havde de danske magthavere en yderst fornuftig og realistisk forståelse af indvandring og dens konsekvenser. Ingen brugte skældsord som racister eller fremmedhadere om dem. Et lille land som Danmark skal ikke finde sig i at blive oversvømmet af indvandring. Den første naturlov er selvbevarelse og den gælder også for nationer og etniske grupper.

Jeg har ikke noget imod indvandrernes hjemlande. Det er kun masseindvandring herfra, jeg er modstander af. Til gengæld for, at vi lukker af for indvandringen, skal vi så ikke blande os hjemlandenes indre anliggender. Den danske deltagelse i det amerikanske militære eventyr i Irak og Afghanistan er en skændsel. De danske soldater bør straks hjemtages. Danmark har eksisteret som selvstændig stat i over tusind år og Iran eller i hvert fald Persien endnu længere uden nogen konflikter mellem de to stater, og sådan skal det fortsætte de næste mange tusinde år.

Dronningen plejer at afslutte sin nytårstale med: Gud bevare Danmark. Her vil jeg tillade mig at tilføje: og Gud bevare den Islamiske republik Iran med ønsket om venskab og et frugtbart samarbejde fremover.

Den 18 december, 2006.