Af Tom Marcellus*
"Sandheden er altid det første offer under en krig. De følelsesmæssige forstyrrelser og forvrængninger er altid størst i krigstid"
Disse ord stammer fra historikeren, sociologen, og
kriminologen professor Harry Barnes, som efter første
verdenskrig startede en skole indenfor den historiske tænkning,
som blev kendt som revisionisme.
Men hvorfor revisionisme? Hvad er historisk revisionisme? Og hvad
gør den forskellig fra den historie, som vi lærte i skolen og
stifter bekendtskab med i de populære medier?
For den afdøde Dr. Barnes betød revisionismen "ikke mindre
end en bestræbelse på at korrigere historieskrivningen i lyset
af en mere komplet samling af historiske kendsgerninger, en mere
rolig politisk atmosfære og en mere objektiv holdning."
Udtrykket opstod hos en gruppe videnskabsfolk (franske, engelske,
amerikanske, tyske og andre), hvis research underminerede
antagelsen af et særligt tysk ansvar for udbruddet af første
verdenskrig i 1914. Skønt udtrykket revisionist oprindeligt kun
blev brugt i forbindelse med spørgsmålet om skylden for første
verdenskrig, er det sidenhen kommet til at inkludere alle
historiske forskningsresultater, der står i modsætning til de
etablerede. Revisionisme er ytringsfrihed i forhold til
historien.
Disse tidlige revisionister og dem, som fulgte traditionen
erkendte følgende kendsgerning forbundet med
historieskrivningen, "at i tilfælde af krige havde den
sejrende parts historikere en tendens til at skrive historien på
sådan en måde, at relevante kendsgerninger, som ikke er til
sejrherrens gunst, bliver udeladt samtidig med, at andre
kendsgerninger fordrejes eller opdigtes for at sætte taberen i
et dårligt lys." De fleste af disse historikere havde
spillet en aktiv rolle under første verdenskrig i propaganda-
eller efterretningstjenesten, og det var ikke ualmindeligt, at de
opretholdt forbindelsen med efterretningstjenesterne.
Bestræbelserne hos de ledende kredses historikere for at
forblive på den rigtige side i forhold til de til enhver tid
siddende magthavere (ligesom hofhistorikere, som tjente konger og
kejsere i tidligere tider), skabte en historieskrivning, som ofte
mindede mere om krigstidspropaganda end om uafhængigt arbejde.
"Krigsudbyttet tilhører sejrherren" er et velkendt
citat af den amerikanske præsident Andrew Jackson. Et af de
største udbytter ved at vinde en krig er, at man er i stand til
at skrive historien ud fra sit eget perspektiv.
Når historien bliver skrevet af partiske historikere fra den
vindende nation, fremstår vinderne simpelthen som de
"gode" og taberne naturligvis som de "onde".
Spørgsmål om årsagen til krigen ( for eksempel om det
virkelige hændelsesforløb bag sænkningen Lusitania eller
angrebet på Pearl Harbour) eller dens ledelse (huggede
"hunnerne" virkelig hænderne af børnene i Belgien?.
Er det i orden at udslette hele storbyer som Dresden og Tokyo fra
luften?) eller dens afslutning (så som Versaillestraktaten eller
de hemmelige forhandlinger i Teheran og Yalta) er overset eller
fejet til side.
I årene efter første verdenskrig "reviderede" Harry
Elmer Barnes og andre historikere både hos de sejrende og
besejrede nationer vindernes officielle version i takt med, at de
fik adgang til de hemmelige optegnelser af krigstidsregeringernes
ministre, generaler og diplomater. Dokumenterne viste, at der var
stor forskel på, hvad lederne sagde offentligt, og hvad de
gjorde privat. Revisionisterne demonstrerede, at millioner af
mænd var gået i døden for idealer, som magthaverne i al
hemmelighed foragtede og spottede. Et stort og sundt omslag i
holdningen til krig og krigsmagere indtraf, og amerikanerne
vendte sig mod yderligere "korstog" på den anden side
af oceanerne.
Men de omvæltninger, som den første verdenskrig havde bragt i
Europa og Asien, samt de kortsigtede ordninger, som sejrherrerne
havde påtvunget de besejrede nationer, førte til en ny krig.
Denne gang bestemte de ledende kredse, at der ikke skulle
foretages nogen "revision" af deres krigspropaganda,
hvilket vil sige, at historien ikke skulle bringes i
overensstemmelse med kendsgerninger. De personer, der skrev den
autoriserede version af anden verdenskrig, var tilknyttede til
deres samfunds herskende eliter - både offentligt og privat -
lige så tæt som hofhistorikerne fra svundne tider. De nød
privilegeret adgang til de optegnelser, som mange af dem selv
havde været med til at skabe i kraft af deres krigstidsrolle i
propaganda- og efterretningstjenesten. De afvigende historikere -
"revisionisterne" - var udelukket.
Det er imidlertid altafgørende, at vi opnår en forståelse af
de faktiske årsager og konsekvenser af anden verdenskrig og alle
moderne krige. De "gode" mod de "onde"
historie forstærker krigspropagandaen. Videreført til fredstid
står den i vejen for forsoning og afføder en atmosfære, i
hvilken alverdens konflikter bliver betragtet som epokegørende
kampe mellem godt og ondt.
Det er revisionismens mål at forstå krige og ikke at fortsætte
dem i endeløse polemiske slag. Revisionister leder efter de
underliggende årsager til krige og fastholder alle parters ret
til kritisk revision af disse kampe og undersøger ofte skjulte
tredjeparter, som forsøgte at profitere sig af krige udkæmpet
tilsyneladende på vegne af nationalstaterne.
Revisionistiske akademikere arbejder i mange lande. Bevægelsen
modsætter sig et hvert forsøg på at blive sat politisk i bås
som højre/venstreorienteret. Revisionisterne har først og
fremmest helliget sig sig opgaven at finde sandheden, der ofte er
gemt væk i hemmelige arkiver, som regeringerne og de etablerede
magter overalt helst ville have lukket for offentligheden i al
evighed. De er ligeledes viet til det princip, at borgerne har
ret til at vide, hvad deres regeringer rent faktisk foretager sig
bag kulisserne.
Revisionisterne er dybt foruroliget over gennemtvingelsen af et
ensrettet ortodoksi, når det drejer sig om historieforskningen.
Revisionisterne har i særdeleshed udfordret nogle af den anden
verdenskrigs allermest ukrænkelige dogmer ligefra fra Tysklands,
Japans og deres allieredes absolutte ondskab og aggressivitet til
den bevidstløse accept af det såkaldte Holocaust i alle dets
usandsynlige detaljer.
Revisionisterne har lært og mener, at ved ikke at forstå den
sande natur af konflikterne mellem nationerne tillader
politikerne, som ofte lader sig styre af særlige interesser, at
vi blindt bliver ført ind i krige, i hvilken flertallet af
befolkningen ikke har nogen reel interesse. Manglen på en
ordentlig forståelse af vores egen deltagelse i de europæiske
krige har involveret amerikanerne i den ene krise efter den anden
i årtierne, der fulgte efter anden verdenskrig, fra Korea til
Vietnam til Beirut. Hver gang har politikerne forsikret os om at
vi er i gang med at slå "aggression" tilbage, afværge
"blodbad", "bekæmpe kommunisme" eller
"terrorisme" og så videre. Og hver gang er
interventionerne ikke endt med sejr men derimod i død,
frustration og vanære.
Stadigvæk er det særlige interesser, der fremmaner nye skurke
og nye djævle. Det virvar af rivalisering og had, som
intervention udefra har skabt i Mellemøsten, fortsætter med at
forsyne vore ledere med undskyldninger til nye eventyr, fra den
Persiske golf til Libyen. Vil den slags offentlig had fremstillet
af professionelle propagandister mod udenlandske ledere som
Khadafy eller Khomeiny lokke os ind i et nyt korstog? Eller endda
i en katastrofal atomkrig?
Ikke hvis der bliver taget hensyn til revisionisternes
resultater. Barnes, hans kollegaer og deres efterfølgere, som
udfra en dyb overbevisning om at krig er unødvendig, har
demonstreret, både hvor besnærende retfærdiggørelsen af og
hvor ødelæggende resultaterne har været af de krige, som
Amerika har rodet sig ind i i dette århundrede. Disse krige har
formindsket vores frihed, undermineret vores velstand og skabt en
falsk illusion om national retlinethed.
Revisionisterne er måske de eneste af dem, der beskæftiger sig
med fortiden, der har taget Georg Orwells advarsel til
efterretning: "Den, som kontrollerer fortiden kontrollerer
fremtiden; og den, der kontrollerer nutiden kontrollerer
fortiden." Ved at fravriste de etablerede interesser
kontrollen over fortiden og give den tilbage til dem, der
gennemlevede og led under den, kan revisionisterne muliggøre en
sikker og gunstig fremtid for os alle.
The Institute for Historical Review, der blev grundlagt i 1978,
er verdens førende organisation i den historiske revisionismes
stolte tradition, som nu er et verdensomspændende fænomen. IHR
er uideologisk og ikke tilknyttet til noget politisk parti. Vi er
ikke interesseret i at rehabilitere det ene eller det andet
regime. Vi er kun interesseret i at rehabilitere sandheden, eller
som Dr. Barnes udtrykte det: " At bringe historien i
overensstemmelse med sandheden."
Hvis vi kan konfrontere og anerkende eksistensen af de
underliggende årsager til krig, og hvad vores egne ledere har
gjort for dels at tilskynde til krige, og dels at trække dem ud
og gøre dem mere ødelæggende end på noget andet tidspunkt i
historien, kan vi være på vej til at opnå den retfærdige og
vedvarende fred, som enhver anstændig person længes efter.
* Tom Marcellus har været direktør for Institute for Historical Review
Resume
1. Meningen med den historiske revisionisme er, at bringe
historieskrivningen i overensstemmelse med kendsgerninger. Dens
formål er at forstå årsagen til og konsekvenserne af krige for
at kunne undgå fremtidige krige.
2. Historisk revisionisme er uideologisk og upolitisk.
Revisionister kommer fra hele det politiske spektrum.
3. Historisk revisionisme er hverken antijødisk eller protysk.
Revisionisterne forsøger ikke, at rehabilitere det ene eller det
andet regime. De forsøger at rehabilitere sandheden.
4. Historisk revisionisme er en verdens omspændende bevægelse,
som har vokset betydeligt de sidste ti år under ledelse af
Institute for Historical Review.
5. Der findes et righoldigt udvalg af bøger og andet forsknings-
materiale, som på overbevisende vis fremmer revisionismens sag.
INSTITUTE FOR HISTORICAL REVIEW
PO Box 2739
Newport Beach, California 92659
USA