Af Knud Eriksen

[Denne artikel er fra den 19.3.1994]

Emnet for mit foredrag hedder "de humanitære organisationer," Altså med anførselstegn, der antyder, at de måske ikke altid er så humanitære endda. Jeg har ikke selv sat anførselstegnene, men jeg er ganske enig i dem. Jeg var blevet bedt om at gennemgå de humanitære organisationer med kolde facts om dem. Det kunne let være blevet en meget dræbende affære, for de udmærker sig især ved at være rigtig mange, der ret meget ligner hinanden og de udspyr et væld af brochurer, rapporter, bøger, film, konferencer osv. Det kunne meget vel også blive totalt forvirrende med en slavisk gennemgang af dem.

Jeg har derfor sat mig som mål at forsøge at give jer et overblik, Både historisk og internationalt og især med hensyn til de bagvedliggende filosofiske og politiske strømninger. Det har ikke været let at uddrage noget overskueligt, dels fordi mængderne af oplysninger er så store, dels fordi der ofte bruges noget der ligner et bureaukratisk kodesprog og tilsyneladende også fordi sammenhænge skjules for offentligheden og det store flertal af medlemmer og støtter.

Når jeg nu vælger at se meget kritisk på de humanitære organisationer, kan det godt virke helt uretfærdigt, for sandheden er jo, at de alle, eller ihvertfald de fleste har hjulpet i hundredtusindvis - ja millioner af mennesker i nød. Det må ikke glemmes, men det siges så ofte af dem selv, at jeg ikke vil bruge min tid på at opremse det her. Jeg har taget en del materiale med om organisationerne, skrevet af dem selv, for de, der er interesseret.

Jeg vil især forsøge at vise jer, at de humanitære organisationer i dag, og faktisk fra begyndelsen, mere end hundrede år tilbage, har været brugt som noget der hedder "Dækorganisationer" for et andet formål end det, de på overfladen opfylder.

Og Jeg vil vise jer, at på den ene side nedbrydningen af nationalstaten Danmark via afgivelse af suverænitet til Europa Unionen, FN og andre overnationale organer og på den anden side importen af fremmede under det ene og det andet påskud for at opløse Danmarks homogenitet indefra, er del af samme stort anlagte plan. Uden denne indsigt vil "flygtningeproblemet" og pressens behandling af dette og andre livstruende problemer i Danmark forblive en gåde. Der er ikke tale om uforståelige kosmiske kræfter. Der er tale om et regulær forræderi. Danmark er jo realiteten et besat land.

Dækorganisation er langt fra noget nyt eller mærkeligt. De har været brugt ligeså længe, der har været mennesker til. De er kendt fra spionageverdenen og propagandaverdenen, hvor de er gavnlige, fordi spionen kan arbejde uhindret fra en uskyldigt udseende organisation eller et diktatursystem kan sprede en uskyldigt udseende propaganda under et almennyttigt dække. Et af de bedst kendte eksempler er "Fredsbevægelsen", der jo i den vestlige verden fik enorm succes, og som talte om noget så smukt som fred og nedrustning. Problemet var kun, at bevægelsen blev styret og finansieret fra Moskva. Og det var altid den vestlige verden, især USA, der var skurken.

Hvis der skulle være noget om denne snak med hensyn til de humanitære organisationer, hvem skulle det da være, der bruger dem skjult?

Jeg kalder dem De Gale Internationale" eller internationalisterne, Der er som altid en inderkerne, flere ydre og medløberne, der ikke aner andet, end at de arbejder for en smuk sag. De mener, at alt er, som der står i brochurerne, og bliver derfor udnyttet.

Internationalisterne har i mange år arbejdet for en Verdensregering og et internationalt retssystem, der kunne håndhæves stærkt i hele verden. Derfor har de kæmpet for en verdenshær, efter Anden Verdenskrig under FN (se mit vedlagte indlæg i Berlingske Tidende om dette). I de seneste år, specielt efter Golfkrigen, har der fra hele den vestlige presse, temmelig ensrettet, lydt nogle floskler som efterhånden er blevet gentaget af alle medløberne i bøger, debatindlæg og udtalelser i TV osv.

Det drejer sig om "Den Ny Verdensorden", "Det Internationale Samfund" og "Verdenssamfundet". Alle udtryk for det samme gamle ønske om en stærk Verdensregering. I halvtredserne var udtrykket "Verdensborger" populært, og den danske - og Internationale "Een Verden Bevægelse" helt fremme med propagandaen. Senere blev de stille. Ja nærmest hemmelige. Der var for stor folkelig modstand. Folk så "Big Brother"-diktaturet bag de smukke ord og teorier. Men arbejdet for sagen er fortsat i det mere skjulte, og i dag går det hurtigere end nogensinde med etablering af denne verdensregering. Den Danske Brigade er en lille del af den kommende FN-hær, FN skal have egne indtægter, sådan som også EU har (moms) og FN skal nu ændres organisatorisk, så det får større magt.

Alt dette er langt fra nyt. Det går blot meget hurtigt i dag. Men samtidig er der efter kommunismens sammenbrud stukket en kæp i hjulet på internationalismen. Mange folk ønsker deres egen nation med hensyntagen til deres historie og kultur. Derfor udråbes nationalismen som denne verdens største onde. Den ødelægger planerne for en Verdensregering. Nationalismen - folks kærlighed til deres land, kultur, historie og helte - er paradoksalt nok stærkere end nogen sinde. Tryk avler modtryk. Internationalistisk undertrykkelse, hvadenten den gemmer sig bag kommunistiske kommissærer eller storkapitalen, skaber krav om ægte folkelighed og frihed. Dette bagtales også blandt den "internationalistiske elite" i presse, TV og parlament som "populisme"

Jeg vil nu gennemgå historien i de vigtigste træk for Røde- kors organisationen. Det er en af de ældste af de Internationale humanitære organisationer, 130 år gammel i år. Fra Røde Kors stammer nemlig flere af de andre bevægelser, således flygtningehjælpen og Red Barnet-bevægelsen, direkte, og fredsbevægelserne og u-lands organisationerne mere indirekte, gennem personsammenfald og filosofisk fælles baggrund. De øvrige "folkelige" humanitære organisationer ligner den på en prik. Og det er ikke noget tilfælde.

Ved siden af udviklingen i Røde Kors-bevægelsen går der en parallel udvikling af "Verdenssamfundet" fra sidst i det 19. århundrede, gennem arbejdet med "Folkeretten", den ret der skulle gælde mellem selvstændige nationer, men som ikke kunne håndhæves, frem til skabelsen af Folkeforbundet efter Første Verdenskrig og endelig Forenede Nationer efter Anden Verdenskrig.

Det, der er særligt interessant er, at såvel Røde Kors- bevægelsen, og dermed de følgende humanitære organisationer som "Verdensregerings-bevægelsen" blev grundlagt af de samme personer.

Den ene var Henry Dunant. Født den 8. maj 1828 i Geneve. Der var allerede den gang i Geneve en ivrig optagethed af humanitære spørgsmål, så som afskaffelse af dødsstraf, fængselsreformer og arbejderlovgivning. (Jeg ved egentlig ikke, hvorfor netop Geneve var stedet, og senere er blevet knudepunkt for internationale organisationer, bortset fra dets neutralitetspolitik. Måske er det hele forklaringen. Det burde undersøges nærmere. Paradoksalt angriber de samme internationalister nu konstant Schweiz for ikke at være medlem af FN. Dunant var påvirket af filosoffen Rousseau og sin strengt kristne opdragelse. Han blev grebet af tanken om nødvendigheden af et verdensomspændende broderskab og enighed mellem landene. Han så som 8-årig lænkede straffefanger i havnen i Toulon og svor på, at han "ville leve længe nok til at skaffe dem friheden". Som næsten voksen blev han påvirket af tre berømte kvinder. Florence Nightingale, "Damen med lampen", heltinden fra Krim-krigen, der blev forgudet af de sårede soldater, og som nedsatte dødeligheden på lazaretterne fra 42 til 2 pct. Hun grundlagde dermed den moderne sygepleje. Den anden kvinde var Harriet Beecher Stowe, berømt forfatter af "Onkel Toms hytte", som spillede en stor rolle for afskaffelsen af slaveriet, ag endelig englænderen Elisabeth Fry, der i begyndelsen af det 19. årh. havde lettet vilkårene for fanger i hele Europa.

De to grundtanker humanitært hjælpearbejde og internationalt broderskab arbejdede Dunant for hele sit liv. Han havde store organisationsevner. Han havde været den ledende kraft bag omdannelsen af KFUM i 1855 til en verdensomspændende organisation med både godgørenhed og internationalisme på programmet. Han var ledende kraft bag andre storslåede projekter. Han arbejdede for offentlighedens forståelse af en international voldgift (domstol) på basis af international ret. Han havde skabt Verdensalliancen for Orden og Civilisation", der endeligt afskaffede slaveriet (gennem kongressen i London 1. februar 1875. ) Han havde arbejdet siden 1866 på Jødernes genbosættelse i Palæstina. Denne plan var så langt forud for sin tid, at ingen forstod den. Men han blev 31 år senere anerkendt som pioner for denne sag på den første zionist-kongress i Basel 1897. Først med oprettelsen af Israel i 1948 blev planen endeligt gennemført.

Røde Kors-bevægelsen startede i 1862. Dunant skrev en bog om sine skrækkelige oplevelser under slaget ved Solferino i Italien 24. juni 1859. "Erindringer fra Solferino" udkom 1862. Han appellerede til offentligheden om, at der måtte kunne skabes enighed om anerkendelse af et neutralt hjælpeselskab under krige.

Han var selv på besøg hos Europas fyrster for at agitere for ideen, men en større organisator end han selv var tilsyneladende advokaten Gustave Moynier fra "Gerieves almennyttige selskab" (anden betydning end i dag). Han er den anden nøgleperson i internationalismens historie. Hans baggrund og øvrige aktiviteter vil afgjort være et studium værd.Også han havde viet sit liv til at forbedre de sociale forhold for sine medmennesker og brændte for verdensomspændende broderskab. Der blev dannet en 5-mands komite 17. februar 1863, som herefter blev ledet af Moynier, som præsident, i et halvt århundrede (til han døde i 1910). Komiteen lavede en handlingsplan og indkaldte via den schweiziske regering (efter Napoleon 3.'s lobbyvirksomhed for sagen) en international, konference. 18 repræsentanter for 14 regeringer deltog. De var skeptiske overfor det nye og dristige projekt. Ved afslutningen 29. oktober 1863 enedes man dog om nogle resolutioner. 1) Hvert land skulle danne en komite. 2) Man skulle yde bistand til de respektive hære, organisere frivillige, samarbejde med myndighederne. 3) Det frivillige personel i alle lande skulle bære ensartet hvidt armbind med rødt kors (det omvendte af Schweiz' flag) - Senere kom "Røde halvmåne" til for muslimske lande.

Dette var anbefalinger, men Dunant arbejdede ihærdigt for at få regeringers accept, og den 22. august 1864 afsluttedes en diplomatkonference med "Genevekonventionen af 22. august 1864 til forbedring af forholdene for de sårede i hære i felten". Her fastslås det frivillige personales neutralitetsstatus, som skal respekteres af de krigsførende. Konventionen blev ratificeret-godkendt- af 8 regeringer allerede samme år.

I 1895 havde Dunant været "glemt" af Røde-Kors bevægelsen i 28 år pga. en konkurs i Algeriet, som havde gjort ham uønsket for det bedre selskab. Men i samme tidsrum var Geneve-konventionen blevet underskrevet af i alt 42 stater, og den blev af verdens fremtrædende jurister anerkendt som en af den Internationale rets solideste grundpiller.

Første gang det røde kors-armbind blev brugt var ved Dybbøl i 1864. Den danske regering var dog ikke særligt interesseret i sagen, da en repræsentant for den spæde Røde Kors Organisation besøgte den.

Moynier, præsidenten for "Internationalt Røde Kors- komiteen" tog initiativet til stiftelsen af "Institut de droit international" (Folkeret) i Geneve, 1873. Foreningen har siden været hovedkraften bag organisering og styrkelse af folkeretten, bag oprettelsen af "Folkeforbundet", som blev til FN og har stået bag mange Internationale traktater og nationale lovgivninger. Instituttet kunne træde i baggrunden, da folkeret efter Første Verdenskrig blev gjort til et decideret regeringsanliggende med oprettelsen af Folkeforbundet, men foreningens magt styrkedes gennem Amerikas dominerende indflydelse på folkeretten. Internationalismens hovedsæde var siden århundredskiftet New York, hvor den Internationale højfinans mest åbent opererede fra.

Dunant døde den 30. oktober 1910, samme år som Moynier, og i øvrigt samme år som Florence Nightingale og Leo Tolstoj, som han begge beundrede.

Røde Kors var altså oprindelig hjælpeforeninger under krig, men allerede Dunant havde i sin 3. udgave af "Un souvenir de Solferino" gjort opmærksom på den hjælp, som de kunne yde under epidemier og katastrofer, og de gik efterhånden over til at drive _fredsvirksomhed_ "uden hensyn til politik, race, nationalitet og religion". Under Første Verdenskrig nåede Røde kors et højdepunkt med 40 millioner medlemmer internationalt.

Dansk Røde Kors blev dannet i 1876, som "Foreningen til syge og såredes pleje under krigsforhold". Skiftede navn til "Det Røde Kors" i 1881 og endelig til Dansk Røde Kors i 1921.

Efter Første Verdenskrig skete der meget på den Internationale scene, og også for Røde Kors.

"Folkeforbundet" til skabelse af international fred blev dannet i 1919, som et foreløbigt højdepunkt for folkerettens fremgang. Det blev forløberen til FN.

En Liga af Røde kors- selskaber blev dannet med de nationale selskaber som medlemmer. Nøglepersonen bag denne sammenslutning var amerikaneren Henry Davison. Ligaen havde et rent fredsprogram samt et sundheds- og barmhjertighedsprogram. Pengene til det store program kom fra amerikansk Røde Kors, og organisationen blev placeret i Paris. I Danmark kaldes ligaen nu "Forbundet".

Røde Kors blev stærkt anerkendt og støttet af Folkeforbundet gennem pagtens paragraf 25, der opfordrer medlemsnationerne til at støtte ligaens fredsprogram.

Ungdommens Røde kors var opstået under verdenskrigen, hvor ledende undervisningsteoretikere og psykologer havde set den store mulighed i at opdrage ungdommen til bl.a. "fredsidealerne, samfundssind og international forståelse over for børn i andre lande". Programmet for ungdommen blev indlagt i ligaens program i 1922. I 1928 var ungdomsorganisationen en anerkendt del af bevægelsen i 40 lande og havde et anslået medlemstal på 10 mill. medlemmer.

På nogenlunde samme tid (i 1922) oprettedes Folkekirkens Nødhjælp for at yde bistand til flygtninge, katastroferamte og u-landene.

Og det internationale "Red Barnet" blev dannet af Røde Kors, og under dets beskyttelse i januar 1920.

Endelig begyndte det internationale flygtningearbejde i 1921, som en udløber af Røde Kors. Som resultat af en international konference i Geneve 15. august 1921, indkaldt af Internationalt Røde Kors, hvor formålet var at organisere hjælpearbejdet for hungersramte egne af Rusland (Sovjetunionen), blev den norske polarforsker og internationalist Dr. Fridtjof Nansen udnævnt til flygtningehøjkommissær, i spidsen for hjælpeprogrammet. Dette initiativ var støttet af Folkeforbundet og førte senere direkte frem til det senere IRO (International Refugee Organisation) og UNHCR (FN's flygtningeorganisation). To Flygtningekonventioner, (1933 og 1951), der lettede flygtninges adgang til - og rettigheder i medlemslandene, blev også resultatet af den spæde start i 1921.

Dansk Røde Kors voksede sig stort. Det var og er en privat organisation, der arbejder på grundlag af de senere officielt vedtagne humanitære altså menneskekærlige principper: Medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed, frivillig tjeneste, enhed, almengyldighed. I 1958 var der 126 afdelinger med 140.000 medlemmer, 239 samaritterforeninger med 6000 aktive samaritter. I 1983 var der 243 afdelinger og 105.000 medlemmer, medlemstallet og antal samaritter i dag kender Jeg ikke. Årsberetningen 1992-93 giver ikke sådanne klare tal, men siger, at der er 83 samariterafdelinger som i 92 behandlede 15.755 større og mindre skader. 70.000 mandetimer blev brugt på det frivillige arbejde.

Noget tyder på, at Røde Kors i de senere år er begyndt at have problemer med det folkelige og de frivillige. Langt den største del af indtægterne kommer nu fra det offentlige, hovedsageligt DANIDA (til det Internationale arbejde)- 243 mio. kr. ud af 804 mio. og Direktoratet for Udlændinge til flygtningearbejdet (asylcentre)- 476 mio. kr. ud af 804 mio. Landsindsamlingen (det folkelige), gav 11,7 mio kr., og minus udgifter 6,9 mio. Landsindsamlingen i 1993 forventedes tilsvarende at give brutto 13-14 nio. kr. - oprindelig lå tallene vist på 20 mio. Resultatet har jeg ikke set, men organisationen var meget nervøs for resultatet og satte mange forklarende annoncer i dagspressen i ugen op til indsamlingen. Der var nu - i 1992 - 219 ansatte på landskontoret, heraf 123 alene i asylafdelingen. Disse tal er før masseindstrømningen fra ex-Jugoslavien. I starten af 1992 var der 28 asylcentre, nu omkring 139.

Om arbejdet med at drive asylcentre for staten, som har ændret organisationen drastisk, forklares i de fleste brochurer osv., at staten i 1984 henvendte sig til Røde Kors, men sandheden er, at det var Røde Kors, der i 1982-83 planlagde at tage sig af flygtningene "som en naturlig del af organisationens virke."

I 1992 fik organisationen ny struktur, nye love og vedtægter, Det hed sig, at organisationen skulle "demokratiseres og slankes, og styrelsen skulle være mere handlekraftig". Især mange af de frivillige samaritter så anderledes på det. Det var deres indflydelse, det gik ud over. Slankningsprojektet blev gennemført af Christian Kelm-Hansen, socialdemokrat og tidligere chef i DANIDA. Det hed sig at Røde Kors måtte tilpasse sig nye forhold. Skulle være mere professionelt. Styrelsen slankedes fra 46 til 15 medlemmer. Alle afdelinger skulle have et medlem af repræsentantskabet (uanset størrelse). Repræsentantskabet (øverste myndighed) skulle vælge styrelsen, der fremover mødte 10 gange om året mod 1 gang tidligere i Hovedbestyrelsen på 46 medlemmer. Alle de lønnede skulle ansættes af styrelsen. Altså en mere "professional" og mindre "folkelig" organisation. Mange frivillige har formentlig forladt organisationen i protest. Meget tyder på, at en lidt grundigere undersøgelse, blandt andet mellem frafaldne, vil vise, at de nye forhold blev trumfet igennem på sædvanlig "demokratisk" facon. Der var 402 deltagere til det afgørende landsmøde i 92, men kun 241 heraf havde stemmeret. Blev de kritiske holdt væk på en eller anden made? En annonce i dagbladene efter frafaldne vil bringe sandheden frem. Der var også kritik af, at nye vedtægter først skulle vedtages på et senere møde. Anklagen var selvfølgelig, at medlemmerne "købte katten i sækken".

Dansk Røde Kors ser nu ud til at være et stort set statsfinansieret professionelt asyl- og u-landsforetagende, og det frivillige aspekt, der er så vigtigt som legitimation ser ud til at være en aftagende og problematisk sag. DRK er ifølge egen formulering "en af de største bidragsydere til internationalt Røde Kors, er stormodtager af DANIDA-midler og en troværdig samarbejdspartner for Justitsministeriet (nu Indenrigsministeriet)"

Der har også været problemer med andre af de ædle principper. Det havde været et princip på asylcentrene, at man blandede etniske grupper. Alt andet ville jo være apartheid og racisme. Det gik der imidlertid kludder i, fordi disse grupper førte deres krig videre til Danmark. Derfor måtte DRK ligefrem bede om dispensation fra registerloven for at finde frem til, hvilken etnisk gruppe deres klienter tilhørte. Unødvendigt at tilføje, at dispensationen kom. Så meget om fredelig sameksistens i praksis.

Røde Kors har måttet indskærpe centerledere, at de ikke må udtale sig om flygtningepolitik til pressen, i anledning af, at lederne pressede på for at ændre vilkårene for ex-jugoslaver med midlertidig opholdstilladelse. Røde Kors kunne ikke holde til at komme med politiske meldinger. Samtidig fik ledelsen i RK alligevel fortalt til pressen, at den i virkeligheden var enig. Det er så som så med det upolitiske og upartiske.

Sidste sag var omkring asylcenterpersonales private omgang med asylansøgere. Det måtte man ikke. Det kunne give problemer omkring upartiskheden. Et andet af RK-principperne.

Med den eksploderende strøm af flygtninge fra ex-Jugoslavien, den stigende uvilje i befolkningen, og de interne problemer med frivillige, står DRK over for betydelige problemer. Men målt i penge, personale og propagandamængde, er der nu tale om en magtfuld, snævert styret internationalistisk industri. Ungdommens Røde Kors er nu en selvstændig organisation med internationalisme og fredsarbejde som program. Den er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (om denne senere).

Dansk Flygtningehjælp, som altså dels har baggrund Internationalt Røde Kors, og dels er fortsættelsen af flygtningeadministrationen efter Anden Verdenskrig vil jeg gennemgå kort, som den anden store "private" og "folkelige" flygtninge-industri i landet. Den skulle have været nedlagt, da der i sin tid ikke var flere flygtninge, men blev opretholdt af forventningsfulde humanister. Klienterne lod da heller ikke vente længe på sig. Den fungerer som et supplement til Dansk Røde Kors både nationalt og internationalt. Der er ofte konkurrence mellem de humanitære organisationer mht. hvem, der retteligt bør tage sig af opgaverne, men internationalisme kan de ikke blive uenige om.

Dansk Flygtningehjælp vil gerne være "folkelig". Det er vigtigt, især når det skal begrundes, at "folket står bag - nærmest kræver - at organisationen får sugerøret dybere ned i statskassen. En folkeindsamling gav 5,7 mio. kr. i 1992 men ellers er resten skatteyderpenge, hovedsagelig fra Socialministeriet, til flygtninges integration (indslusning) i det danske samfund, og internationalt skatteyderpenge til internationalistisk landsarbejde, især DANIDA, men også EU og UNHCR.

Dansk Flygtningehjælp er et samarbejde mellem Amnesty International, ASF-Dansk Folkehjælp, Caritas Danmark, Dansk Røde Kors, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Kvinders Nationalråd, FN- forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, Landsorganisationen Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke, Mosaisk Trossamfund.

Det vil føre for vidt at gennemgå dem alle, men fælles for dem er, at de er internationalistiske, dvs. arbejder for flere beføjelser til internationale organisationer, specielt FN og denne organisations underorganisationer, arbejder for et multietnisk Danmark, er anti-nationalistiske. En nærmere gennemgang af medarbejdere på alle niveauer vil vise, at de rokerer mellem organisationerne, det er en selvsupplerende flok, hvor der bliver lavet sindelagskontrol på subtile måder ved ansættelse, f.eks. som udsendte medarbejdere. En stor del (alle) på betydende poster er venstreorienterede, formentlig alle internationalister, hvor den rette betegnelse er "pro nedlæggelse af Danmark". Klaus Rothstein, jødisk Internationalist med stærke forbindelser til den internationale socialisme, tidligere redaktør af børne- og ungdomsbøger på Gyldendals Forlag, er nu informationschef i Flygtningehjælpen. Da Anders Ladekarl, ("Rød, rødere, Anders") fra Dansk Ungdoms Fællesråd(DUF) fik problemer omkring skandalen med misbrug af tipsmidlerne, kunne han straks bruges i den internationale afdeling i Dansk Flygtningehjælp.

Disse organisationer giver u-landshjælpen og flygtningearbejdet det folkelige godkendelsesstempel, selv om det folkelige efterhånden er meget begrænset. DANIDA-midler gives til disse, såkaldte NGO'er (Non Government Organisation) fordi et budskab, der kommer fra så mange "folkelige kanter virker overvældende. De har hver deres klientel, og deler DANIDA's penge videre ud til vennerne, som ikke selv ville kunne få sugerørene ind her. Mellemfolkeligt Samvirke har traditionelt haft et rødt image, som i dag ikke har helt den folkelige tiltrækningskraft, det plejede, og det tyder p&, at det nyere "CARE Danmark" har et sådant mere borgerligt image. Også disse organisationer er stort set finansieret gennem DANIDA, altså skatteyderpenge.

Danskerne leverer selv det reb, de skal hænges med.

Af de deltagende organisationer i Dansk Flygtningehjælp, som alle får store midler fra offentlige kasser (specielt DANIDA) er nogle mere væsentlige end andre i nærværende sammenhæng. Tilsammen fungerer de som et godgørende, og usvigeligt sikkert alibi for at nedlægge nationalstaten Danmark. De har alle et multietnisk land som ideal, og ser alle et stærkt FN osv. som fremtidens ønskedrøm. De får alle skatteyderpenge i millionvis til at agitere for.

DANIDA er som sagt bankforbindelsen. Chefsstrategerne findes derimod i, eller forbundet med, to lidet kendte organisationer: Mosaisk Trossamfund (Jøderne I Danmark) og FN-forbundet.

Det Internationale toneangivende jødesamfund, I Danmark Mosaisk Trossamfund har altid agiteret for en grænseløs, internationalistisk verden, og gør det fortsat. Et multietnisk Danmark, selv om hovedparten af indvandrerne er muslimer, altså fjendtligt stemt mod jøder, er meget spiseligt for denne gruppe. Den forhadte udlændingepolitik har stærk jødisk dominans i den øverste ledelse, f.eks. navnene Erling Olsen, Birte Weiss, Klaus Rothstein som de tydeligste, men også ned igennem Røde Kors og Flygtningehjælpens organisationer. Iflg. mine oplysninger er også den grå eminence i flygtningepolitikken, Niels Foss, formand for Dansk Flygtningehjælp, af jødisk slægt. Man kunne gisne om, at danskerne fik større forståelse for Israel, hvis vi havde mange problemer med muslimer her. Der kan være andre grunde. Men arrangementet er oplagt til selvskabt antisemitisme, og et blandt mange eksempler på, at danske jøder sidder solidt repræsenteret overalt i toppen af det danske samfund. MT's forbindelser til presse, TV, politikere og interesseorganisationer (specielt de humanitære) er meget stærke, for nu at underdrive vildt. Det foregår mest på personligt plan, og ikke altid tydeligt for omverdenen. Der foregår en intens jagt på alle højreorienterede, lig med nationalister, lig med fascister, lig med jødehadere. Det er en kurs, der lettes betydeligt ved, at den jødiske socialdemokrat og ultra-internationalist, Erling Heymann Olsen er kommet på posten som justitsminister. Som sædvanlig blev det danske folk ikke spurgt. Han har i sin visdom bekendtgjort, at PET, Danmarks hemmelige politi fremover skal koncentrere sig om højreorienterede, da faren kommer herfra, siger han. Det forstyrrer ikke hans vurdering af situationen, at 99 pct. af al kendt terrorisme- og voldelig gadepøbel i Danmark har været venstreorienterede. Det har heller ingen interesse at spørge efter gamle kommunistmedløbere i STASI-arkiverne. Alt er glemt og tilgivet. Nu skal vi se fremad, siger "Ærlige Olsen". Racisme og nazisme må endelig ikke sammenblandes - ifølge MT. MT stod bag dannelsen af Landsforeningen mod nazisme, sammen med den kendte "anti-racist" Jens Sejersen, men da medlemmer ville have den udvidet til også "racisme" gjorde MT modstand. Efter sigende fordi nazisme var så meget alvorligere end racisme, at begrebet ikke måtte udvandes. Men måske også fordi MT's medlemmer ikke kan sige sig fri for en udbredt racisme i egne rækker. Jøderne er kendt for stærkt sammenhold, men det er vigtigt at understrege, dels at den internationalistiske sammensværgelse ikke er ensbetydende med en jødisk sammmensværgelse. Det ville være en grov uretfærdighed over for de mange jøder, der - faktisk er imod en sådan internationalistisk skjult politik. Nogle af de mest effektive modstandere har været jøder. Eksempelvis i den frafaldne Mossad- agent Ostrovsky, som Ekstra Bladet for nylig citerede for, at Mossad (Israels CIA) spionerer uhindret, ja ligefrem hjulpet af PET, mod danske borgere. Klart landsforræderi fra involverede danskeres side. Ostrovsky mente også, at det var hævet over enhver tvivl, at det var Mossad, der havde aflyttet Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen. Mere retfærdige og dækkende betegnelser er "Internationalister", "Ultra- internationalister", "Den ekstreme internationalist ...." osv., selv om det er lidt uhåndterlige ord. Her er ikke taget stilling til nationalt, religiøst eller andet tilhørsforhold, "De Gale Internationale" rimer, men vil ofte blive tilbagevist som grimt sprog fra f.eks. debatredaktioner.

FN-forbundet er den tydeligste strategiske hovedkraft bag nedlæggelsen af national-Danmark. Det er i dag nedspillet, at "Verdensregering" ("Verdensfred gennem verdenslov") er hovedmålet, og at foreningen "Een -Verden", hvis mål var dette, blev en del af FN-forbundet i 1970. Det benægtes ikke, der bliver blot aldrig talt om det. Denne organisation har siden oprettelsen i 1948 arbejdet for Verdensregering. Den stod bag indførelsen af paragraf 20 i Grundloven af 1953, den paragraf, der siden er brugt til at overgive stadig mere af Danmarks selvstændighed til internationale organer. Specielt EF (EU) siden 1972. Den er stolt af det og praler af det i sine skrifter. Den har stærke forbindelser i politik, undervisning og presse. Ja, alle, der vil blive til noget i dette land vil, blive vurderet på loyalitet mod denne forenings mål. Ingen har dårlig samvittighed pga. dette, de regner sig for idealister, som må opdrage den uforstående befolkning til internationalisme, i mellemtiden blot underhånden indføre den i alle områder. (kan dokumenteres til overflod fra FN-forbundets og Een-verdens egne skrifter: Først "Een Verden", så "Verden og Vi" og sidst "FN- orientering")

Et nyt modeord er i de senere år føjet til miljø og demokrati som bærebølge for internationalismens fremdrift: "Menneskerettigheder."

DANIDA bevilger penge på baggrund af indførelse af demokrati og menneskerettigheder. Man skal blot huske, at der aldrig tales om DIREKTE DEMOKRATI, altså at folk selv skulle have lov at bestemme, som i Schweiz, kun repræsentativt demokrati, hvor den selvsupplerende "elite" lige skal opdrage( indoktrinere) de uvidende vælgere til rette opfattelse, før de kan betros at stemme. Det starter senest, når børnene kommer i skole.

Man må huske, at for mange af medløberne i de humanitære installationer, og talsmændene for internationalisme, var selv Sovjets styre en form for demokrati (Hal Koch, Alf Ross, Ole Espersen, Lasse Budtz), hvor man til og med havde den menneskeret ikke at skulle bekymre sig om at tænke selv. For nylig blev det afsløret, at venstremanden og tidligere flygtningehøjkommissær, Poul Hartling, i al hemmelighed på en rejse havde ønsket foretræde for DDR-spidser, så han kunne få lejlighed til at skamrose kommunister.

Menneskerettigheder er også mere interessante blandt eksotiske og forfulgte folkeslag på den anden side af Jorden (hvor man ikke har råd til at rejse til for egne penge), end hvis det drejer sig om Glistrup, Den Danske Forening, højreorienterede, nationalister, racister, eller andre, som menneskerettighedseksperterne har udnævnt til klassefjender.

Med hensyn til spørgsmålet om en Verdensregering da ikke er idealistisk og smuk, og om nedlæggelsen af Danmark ikke er naturlig i dag, må jeg sige : NEJ.

Virkeligt demokrati og frihed kan kun foregå i små områder, der føler naturlig samhørighed. Nationen er det naturlige område. Ønskede forkæmperne for en Verdensregering at kæmpe redeligt og åbent, med en ærlig presse, et virkeligt folkestyre (direkte demokrati) kunne vi tale fredeligt og redeligt om sagen. Men de har fra starten frem til i dag satset på lusk, hemmelighed, manipulation, og løgn med erobring af medier, regerings- og parlamentsmagt som deres våben. Idealister?

Og hvem tør vi lade komme til tops i sådan en Verdensregering? Henning Christophersen? Uffe Ellemann? Ritt Bjerregård? Mimi Jakobsen? - Melchior, Delors, Clinton? Alle erklærede ultra-internationalister.

De ved selv, at de er egnede. Ingen tvivl om det. Nogle sidder allerede i Verdensregeringen. F.eks., Ritt Bjerregård.

Knud Eriksen, den 19.3.1994

Efterskrift den 19.4.1994, een måned senere:

Konflikten er nu brudt ud i Røde Kors.

Dansk Flygtningehjælp bevæger sig længere og længere ud på den tynde is, der hedder "neutralitet", når de politisk kritiserer, at udlændinge med midlertidigt ophold fra ex- Jugoslavien skal kunne søge asyl. De løber sig en kæp i livet inden længe, fordi de satser på mediernes censur og kontrol mad den stærkt voksende upopularitet i befolkningen.

Ritt Bjerregård forsøger nu (Berl.T. 15.4.94 "Verden ifølge Kissinger" af Michael Kuttner) at tage brodden af sin mangeårige flirt med den hemmelige del af verdensregeringen, "Den Trilaterale mere hemmelige del, "Bilderberg-gruppen" kapitalister (hun er vist i Socialdemokratiet endnu, ikke?)

Nederlaget for FN og Verdenssamfundet" ved Gorazde i ex- Jugoslavien var uden tvivl det alvorligste tilbageslag for Een- verdens fanatikerne. Det har totalt ydmyget FN.

Men som sædvanlig er de eksperter i at udnytte katastrofer til at opnå langsigtede mål. Så nu vil propaganda-råbet lyde fra alle de ensrettede og afrettede massemedier: Se selv, FN gøres stærkere og må have sin egen hær. Dette program er vedtaget og er i fuld gang. Hæren skal være på 100.000 mand pr. næste årsskifte. Danmark er som altid med Een-verden programmer i fronten med Den Danske Brigade og med skatteyderbetalte krigsudgifter i ex-Jugoslavien og alle andre steder, hvor danske drenge og piger i fremtiden skal dø for disse magtgalninges utopi. Dette er nok det pt. farligste verdenstyranni program.

Hans Hækkerup er søn af den mest fremtrædende Een Verden politiker i Danmark i nyere tid, Per Hækkerup. Han har travlt med at fuldføre faderens visioner om en Verdensregerings hær. Big Brother har aldrig været større end i dag.

Men det er en elefant på lerfødder. Løgn, propaganda, censur i nye, raffinerede former er varemærket. Dette kan afsløres. De virkelige mål: Nedlæggelse af Danmark og Verdens-tyranni kan afsløres og er ved at blive det. Du kan bidrage ved at fotokopiere og give videre. Ved ordets magt skal vi vinde og undgå forrædernes forudsigelige racekampe og politistatsmetoder.

Positivt set skal vi samle os om en ærlig nationalisme ("Pas på Danmark") og populisme ("af folket, for folket"). Fædrelandskærlighed, patriotisme skal igen være de stolte begreber, vi skal værne om. Det er ikke ord, vi skal fremstamme rødmende. Det lader sig idag, med revolutionen inden for samfærdsel og kommunikation let gøre uden at træde på andre folks berettigede nationalfølelser. Blot perverteringen af massemedierne ophører. Det er denne forgiftede brønd, der i dag er ansvarlig for tusindvis af racekrigs-ofre, og som vil kunne styrte os ud i Tredje Verdenskrig.

Det er vore børns fremtid, vi kæmper for. De vil ingen rettigheder få i et fremtidigt multi-etnisk volds- og narkohelvede, hvor de bliver en forsømt minoritet. Dette er den "vision" vore forræderiske internationalister, Danmarks selvbestaltede "overmennesker" har planlagt for dem. Enten er det forbryderisk dumhed eller også er det................................

En god begynderlærebog i den internationalistiske sammensværgelses opbygning og metoder er Gary Allen "None dare call it Conspiracy" (et par, endnu ikke stjålne eksemplarer af den danske oversættelse findes på folkebibliotekernes depoter) samt løbende orientering i "The Spotlight " begge på adressen: Liberty Library, 300 Independence Ave., Washington, D.C. 20003, USA.

Ellers kontakt mig.

Efterskrift 15.8.1994, kort for folketingsvalget:

Det oprindelige foredrag blev holdt for, en snæver kreds i Den Danske Forening. Manuskriptet blev fulgt i store træk, med udeladelse af afsnittet om danske Jøders indflydelse, pga. dette spørgsmåls tabukarakter. I mellemtiden har spørgsmålet været behandlet af venstremanden Ole Maisted med start i et læserbrev den 24.6.94 i Politiken, efterfulgt af et par ugers angreb på ham sammesteds, og endelig med det resultat, at han måtte forlade Venstre.

Uffe Ellemann-Jensen tog afstand fra Ole Maisted samtidig med, at han påstod, at han ikke gik ind for at gøre Danmark multietnisk. Dette sammenholdt med, at Birthe Rønn Hornbech, Venstres udlændingepolitiske ordfører kun i tale, men ikke i gerning arbejder mod denne fremmedgørelse af Danmark, må være bevis på, at Venstres top (som i øvrigt toppen i de øvrige etablerede partier, med undtagelse af Fremskridtspartiet), er internationalistiske med nedlæggelsen af national-Danmark på programmet.

Dette harmoniserer også godt med, at Uffe Ellemann-Jensen nu er direktør for Udenrigspolitisk Selskab, den stærkeste private gruppe, der lægger kursen for Danmarks udenrigspolitik, altid internationalistisk, aldrig nationalistisk. Fint på linie med FN- forbundet og de øvrige internationalistiske og humanitære organisationer. Udbredt personsammenfald. Samtidig var Uffe Ellemann-Jensen, tilsyneladende for første gang, for nylig med i den uofficielle verdensregerings årlige møde, denne gang i Finland, Knud Eriksen, Fælledvej 34D 1mf, 4000 Roskilde, tlf.: 42 36 63 53

Tilbage til undermenu