Kosovo og det internationale samfunds ansvarsløshed

af Anna Hansen

Den retfærdige krig er blevet moderne igen. Vi oplever, at den generation der var unge under Vietnam-krigen pludselig er blevet krigstilhængere. Men det er ikke længere den imperialistiske krig men den retfærdige krig. Krigen for menneskerettigheder og humanisme, ja det indtryk får man gennem den trykte og elektroniske presse.Fjendeibillederne er på plads igen. Serberne er de onde, albanerne er de gode; og den militæraktion vesten gennemfører må ikke kaldes krig men skal i stedet for omskrives til humanitær intervention. Formålet med aktionen var officielt at tvinge Jugoslavien til at gå ind på Rambouillet-aftalen. Sprogbruget er helt orwellsk. Angreb på Beograd omtales som præcitionsbombninger. TV-stationer, broer og elforsyning er militære mål. De civile ofre det måtte er blot den 'pris' vi må være villige til at betale for den retfærdige sag. Serbien er berettiget blevet kritiseret for at krænkse presse- og ytringsfriheden. Men en NATO-talsmand dog også givet et fingerpeg om, hvor meget organisationen selv respekterer ytringsfriheden, idet han har udtalt at journalister der måtte medvirke til propaganda mod NATO risikerer deres liv.

Militæraktionen er ikke 'rigtig krig'' Denne besvægelse gentages igen og igen. Men efterhånden begynder dens legitimitet at slå revner. Det kan vække undren, at NATO ensidigt har givet sikkerhedsgarantier til Albanien uagtet at Albanien også fungerer som base for UCKs (Den kosovoalbanske befrielseshær) aktioner inde i Kosovo. Den Kosovoalbanske befrielseshær rekrutterer flygtninge frivilligt men der har været vedholdende forlydender om at detogså sker med tvang. NATO har ikke ultimativt kædet sine garantier til Albanien sammen med lukning af UCKs træningslejre. Derfor kan man med en vis ret sige, at NATO ensidigt har taget parti for UCK mod Jugoslavien. Det undergraver den påstand, at krigen mod Jugoslavien kun er humanitær. En anden iøjnefaldende selvmodsigelse i vestens mål er, at en afmilitaring af Kosovo de fakto vil føre til løsrivelse af provinsen fra Jugoslavien. Europa og USA har hidtil insisteret på grænsernes ukrænkelighed. Der har hersket udbredt enighed om, at grænserevisioner ikke måtte gennemføres med voldelige midler. Ved at kræve tilbagetrækning af alle jugoslaviske og serbiske sikkerhdsstyrker fra Kosovo vil landet ikke længere være i stand til at håndhæve sine love i provinsen. Den logiske følge af et sådant krav vil derfor være, at Kosovo i en uvis årrække administreres som et protektorat, hvilket vil gøre det meget vanskeligt for Jugoslavien bagefter at genvindesuveræniteten over området. Det internationale samfund vil have skabt fuldbyrdede kendsgerninger samtidig med at der opbygges en parallel albansk øvrighed, der ikke vil adlyde serbiske love og domstolskendelser. Internationale protektorater har igennem historien ofte været et dække for kolonimagternes territoriale ambitioner. Ingen vil hævde at vesten har sådanne ambitioner i Kosovo. Men spørgsmålet er, om albanerne vil stille sig tilfredse med en sådan protektoratsløsning på ubestemt tid. Det skal nemlig ikke glemmes, at Kosovoalbanerne ikke underskrev Rambouillet af lyst men mere sandsynligt kalkulerede med at Jugoslavien ville afvise den - hvilket også skete. Vi bør derfor besinde os i tide. Vesten har helt klart en interesse i at menneskerettighederne overholdes, men en albansk storstat eller et uafhændigt Kosovo vil ikke øge stabiliteten på Balkan.