Krematorierne i Auschwitz-Birkenau

Nedenstående er et uddrag af Ivan Lagaces retstekniske ekspertundersøgelseundersøgelse af krematorierovnene på Auschwitzmuseet. Ivan Lagace var på dette tidspunkt direktør for et stort krematorium i den canadiske storby Calgary. I den etablerede historieskrivning hævdes det, at man med 46 krematorieovne (retorter) var i stand til at kremere 9.000-12.000 lig i døgnet, d.v.s., at man skulle have været i stand til at kremere og fjerne asken efter et lig på under 10 minutter.

Nogle bemærkninger må gøres omkring emnet krematorier, såvel gamle som nye, førend der kan drages slutninger om de tyske krematoriers evne til kvantitativt opfylde deres angivelige mål.

Ligbrænding er ikke en moderne ide. Den er blevet praktiseret af mange kulturer gennem adskillige århundreder. Selvom ligbrænding er en årtusinder gammel skik, blev den forbudt af den katolske kirke, således at ligbrændinger ikke blev udført igen før i den sidste halvdel af det 18. århundrede, hvor kirken mildnede sit syn herpå.

Ligbrænding er forbudt af den ortodokse jødedom. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte man i Europa atter at udføre ligbrændinger i beskeden målestok. Ligbrænding har sine fordele, bl.a. ved, at man på denne måde kan forhindre visse sygdommes spredning, ligesom man kan frigøre megen jord til nyttige formål i tætbefolkede områder. Endelig kommer man ud over problemet med at opbevare ligene vinteren over, indtil jorden atter tør op. de tidlige europæiske krematorier var kul- eller koksfyrede.

Ovnen, hvori ligene brændes, kaldes i korrekt terminologi en retort. Tidligere retorter var simpelthen ovne, hvori al kropsvæske blev bagt ud af ligene, hvorefter de omdannedes til aske. Knogler kan ikke brænde, og må derfor pulveriseres. Dette gælder endog for moderne krematorier. Moderne retorter opvarmes med gas, selvom visse modeller dog stadig fyres med olie. Der eksisterer i vore dage ingen retorter af denne type i hverken USA eller Canada.

De ældre retorter var tørre- eller bageovne, hvori kropsvæsken varmedes ud af ligene. Moderne retorter af mursten og stål er derimod forsynet med en dyse, hvorfra der udspys flammer, som hurtigt fortærer liget. Moderne retorter er også udstyret med en såkaldt efterbrænder, som destruerer de forurenede affaldsprodukter, der ligger tilbage efter den første brænding. Det skal bemærkes, at det ikke er ligene selv, som indeholder de skadelige stoffer. Disse hidrører helt og holdent fra de i retorten anvendte fossile brændstoffer. En elektrisk retort, som imidlertid ville være for dyr i drift, ville ikke efterlade skadelige affaldsprodukter.

Disse morderne retorter, eller krematorier, opererer ved en temperatur på mindst 1100 grader Celsius. Efterbrænderen arbejder ved ca. 870 grader. Den høje temperatur får liget til at bryde i flammer og fortære sig selv, hvorfor selve brænderen herefter kan slukkes. Ligkister af træ kan i dag, på grund af den høje temperatur, brændes sammen med liget, uden at dette forøger brændingstiden. Dette var ikke muligt tidligere. Nogle europæiske krematorier arbejder ved en noget lavere temperatur, kun 800 grader, hvorfor forbrændingen tager længere tid.

Hvis den arbejder med en temperatur på 1100 grader og er forsynet med et udvendigt luftindblæsningsanlæg med en kapacitet på 70 kubikmeter per minut, vil en moderne retort kunne forbrænde et lig på 5 kvarter. Dette svarer teoretisk til 19,2 lig i døgnet. Imidlertid lyder fabrikantens anbefaling for kontinuerlig drift på, at der i praksis højst forbrændes 3 lig om dagen. For ældre olie-, kul-, eller koksfyrede anlæg, som ikke brugte den direkte flammepåvirkning af liget, tog forbrændingen betydelig længere tid per lig. Disse beregninger er foretaget under forudsætning af 1 lig per retort per forbrænding. De moderne retorter er udført i helstål, og er omgivet af ildfaste mursten af høj kvalitet. Brændstoffet ledes ind i retorten , og alt kontrolapparatur er elektrisk og automatisk. De kul- og koksfyrede anlæg kunne ikke konstant holdes på den tilstræbte temperatur af 870 grader, og måtte kontinuerligt forsynes med brændstof i varierende mængder, således at den aktuelle temperatur holdt sig så tæt på den tilstræbte som muligt. Da liget ikke blev udsat for direkte flammepåvirkning, tjente det indbyggede blæseapparatur kun til stimulation af flammerne for at øge ovnens temperatur. Denne primitive driftsteknik resulterede i en gennemsnitstemperatur på omkring 760 grader celsius.

De undersøgte tyske anlægs krematorier var af den ældre type. De bestod af røde mursten og mørtel, og var indvendigt beklædt med ildfaste tegl. Alle ovnene var forsynet med flere retorter, nogle var udrustet med blæser-anlæg (selvom ingen anvendte direkte forbrænding), ingen af dem havde efterbrændere, og de var alle koksfyrede, undtagen et ikke længere eksisterende anlæg i Majdanek. Ingen af de undersøgte retorter var beregnet til forbrænding af mere end 1 lig ad gangen. Der bemærkes, at med mindre retorten er specielt konstrueret til en større kød- og knoglemængde i forhold til den tilladte varmemængde , kan den ikke destruere mere end et lig.