Hvis læseren troede, at offentlige bogbrændinger var noget, der lykkeligvis hørte fortiden til, så må han tro om igen. Han behøver desværre blot at vende sit blik ned mod vor store sydlige nabo.
Nu er Tyskland jo ellers ikke, hvad man kan betegne som et til- bagestående udviklingsland. Tværtimod har netop denne nation på næsten alle videnskabens områder indtaget førende stillinger, som jo også andre landes forskning og teknik igennem tiderne med beundring og beredvillighed har nydt godt af.
Netop derfor er der god grund til at være på vagt, når det kommer dertil, at selv tyske politikere åbent indrømmer, at der er problemer med ytringsfriheden, og nogle af dem begynder at lægge pres på domstolene for at gennemtrumfe politisk ønskværdige domfældelser.
I de seneste måneder har der været flere foruroligende tilfælde på sådan politisk justits, hvis formål er at straffe og afskrække enkeltpersoner og forlag fra at nyde godt af de frihedsrettigheder, som ellers udtrykkeligt er dem sikret af landets egen grundlov såvel som af internationale aftaler og traktater.

I teorien tillader den tyske grundlov (§5) selvfølgelig enhver at ytre sin mening i ord, skrift og billede; ligesom også kunst, videnskab og forskning erklæres fri. Grænserne sættes kun - som hos os og andre steder - af det rimelige ønske om at lægge en vis dæmper på de mest generende, krænkende og anstødelige ytringer m.v. Der må tages et vist hensyn til privatlivets fred og god offentlig ro og orden.
Men i praksis er det ganske anderledes. Hvad tysk lovgivning gi- ver med den ene hånd, prøver den så at sige at tage med den anden. Med fængsel indtil fem år kan loven (§136) straffe den, der, som det hedder, opægger til had mod dele af befolkningen. Et sagligt videnskabeligt bevis for at nogen rent faktisk, på en given måde, med et givet formål og med et konkret resultat overhovedet i et bestemt omfang formår eller har formået at vække had til en given del af en befolkning, kræves ikke.
Her ligger problemet. Det er tilstrækkeligt, at anklageren påstår, at sådan er det bare, og at dommeren er parat til at gå med ind herpå. (Den første dommer, der ikke fattede dette spil, er allerede tvunget til førtidspension.)
Læseren tror måske, at dette ikke kan have sin rigtighed? Men det er desværre sandt, og flere retshistorikere har med føje henvist til, at vi her står over for et moderne sidestykke til tidligere tiders hekseprocesser. Blev man først anklaget for at stå i ledtog med Satan, da var der sjældent langt til galgen eller bålet. Den største forbrydelse af alle var at benægte eller betvivle Djævelens eksistens. Og anklages man i dagens Tyskland først for at opægge til had mod dele af befolkningen, er der sjældent langt til fængselscellen eller bogbrændingen.
Det er et politisk dekret, at en videnskabelig kritik af visse officielle historieopfattelser skal straffes som værende ensbetydende med opæggelse af had til dele af befolkningen. En tilsvarende retspolitisering af historien kendes fra kommunistiske diktaturstater, og f.eks. fra den Dominikanske Republik,

En sådan besættelse har i dag grebet Tyskland, og da den slags meget vel kan smitte, må vi her i landet være særligt på vagt. I Tuebingen har et forlag (Grabert) for historiske bøger og tidsskrifter i flere år haft til huse. Deres publikationer findes på alle større videnskabelige biblioteker herhjemme, og det ville være en kæp i hjulet også for dansk historieforskning, hvis de ikke gjorde. 1 1994 udgav forlaget imidlertid et stort værk: Grundlagen zur Zeitgeschichte - en håndbog om kontroversielle spørgsmål i vort århundrede. Heldigvis nåede Det kongelige Bibliotek i København at sikre sig et eksemplar af dette fremragende arbejde, før politiet beslaglagde restoplaget i Tuebingen. Bogen blev forbudt. Brændt! I juni 1996 blev forlæggeren idømt en bøde på 30.000 DM, mens flere af forfatterne til bogen idømtes boøder eller ubetinget fængsel på mere end et år. En privatperson blev idømt en bøde blot for at have bestilt bogen i fem eksemplarer, før den blev forbudt.
Selv det af retten afhørte ekspertvidne (historikeren dr. J. Hoffmann) erklærede, at der var tale om et betydningsfuldt videnskabeligt arbejde. Den kvindelige anklager, der slet ikke er historiker, fastholdt rasende - i modsætning til rettens sagkyndige vidne, og uden nærmere begrundelse - at bogen er et "pseudovidenskabeligt makværk af værste skuffe" og lignende. Med denne perfide fordømmelse synes hun helt at glemme, at det ikke var "psedovidenskabelighed" men opæggelse til had, der stod anklaget! Dermed indrømmede hun jo indirekte, at det politisk korrekte lå hende mere på sinde end det videnskabeligt korrekte. Hun afslørede dermed, at an- klagemyndigheden i Tyskland undertiden blot er en marionet. At den politiske magt greb ind i den dømmende magt, akkurat som i visse totalitære stater.
En anden grotesk dom blev fældet i Weinheim den 21. juni i år. Der blev Gunter Deckert, tidligere gymnasielærer i engelsk og fransk, idømt 20 måneders fængsel - oven i de to år, han allerede er i gang med at afsone. Først var han blevet dømt for flere år forinden at have oversat et mundtligt foredrag af den kendte amerikanske gaskammerekspert Fred Leuchter. Det var en sag, der om og om igen gik fra den ene retsinstans til den anden, og det vakte stor international opsigt, da dommer Rainer Orlet betegnede Deckert som "en ansvarsbevidst personlighed med klare grundholdninger". (Da kansler Kohl og andre politikere blan- dede sig og pressede på, kostede dette omsider dommer Orlet hans stilling.)
Og i juni 1996 blev Deckert så dømt på ny. Anklageren havde krævet fire års fængsel (oven i de to - og flere anklageskrifter skal være på vej!). Anklagen lød nu på, at Deckert i 1990 (!) havde ledet et foredrag med den engelske historiker David Irving. Endvidere havde Deckert, der også havde en lille boghandel, uddelt nogle eksemplarer af Grundlagen zur Zeitgeschichte - det var før retten i juni bestemte, at den skulle brændes! Endelig havde Deckert - som forlægger udgivet et genoptryk af sine tidligere sagsakter, ikke mindst anklagemyndighedens egne anklageskrifter og lignede materiale. Og nu blev Deckert så anklaget for med udgivelsen af samme anklagers egen tidligere anklageskrifter at have opægget - endog på uvidenskabelig vis - til had mod dele af befolkningen. Og selv om der ikke var dokumentation for, at Deckert havde gjort noget sådant, blev han hårdt straffet derfor. (Og under afsoningen nægter man ham, i strid med alle regler, udgangstilladelse osv. Det drejer sig om ren chikane.)
Og Deckert er slet ikke den eneste. Flere andre tyske videnskabsmænd sidder allerede i fængsel eller er på vej dertil. Det gælder f.eks. den fremragende historiker Udo Walendy i Vlotho.

Politiseringen af retsvæsenet i Tyskland er en kendsgerning. Den er skærpet i forhold til dengang, danskere kunne blive straffet for at synge fædrelandssange syd for grænsen. Tåbeligt og latterligt! Selv om den for tiden er begrænset til visse følsomme, historiske emner (især den såkaldte Auschwitz-løgn), har den en dybt foruroligende afsmittende virkning. Dommer Rainer Orlet har statueret et afskrækkende eksempel. Po- litisk pres tvang ham på førtidspension. Anklageren har at følge de politiske signaler. Han kan roligt feje de videnskabelige kendsgerninger af bordet. Han kan lade hånt om rettens ekspertvidne, hvis dette skulle have mod til at udtale noget politisk ukorrekt. Og forsvareren har også problemer. Er han for ihærdig, ender han måske selv på samme anklagebænk som sin klient. Det var derfor ganske modigt af Deckerts forsvarer at fastslå, at i Tyskland eksisterer tanke- og ytringsfriheden i dag kun på papi- ret.
Og selv kender jeg mange fremragende tyske videnskabsmænd, nydelige universitetslærere, nette forskere, der ryster og bæver for loven!
Det er sandt og det er slemt. På talrige områder er dansk viden- skab afhængig af tysk videnskab. Ufri videnskab - og ufri justits - der blot tjener politiske formål, er en pestilens, der må bekæmpes på alle måder.

Den frihed, vi her i landet nyder til at tænke og ytre os så nogenlunde frit, er slet ikke kommet gratis, og det er heller ingen selvfølgelig ret. Og lad os endelig i den forbindelse ikke glemme, at det er en tysker, vi her kan takke for så meget, nemlig den fremsynede Johann Friedrich Struense og hans trykkefrihedsreform i 1770:

"Da det er saavel skadeligt for Sandheds upartiske Undersøgning, som og hinderligt i at oplyse de ældre Tiders Vildfarelser og Fordomme, når redeligsindede og nidkære Patrioter skulle, formedelst Persons anseelse, Befalinger eller forudfattede Meninger, skrækkes fra eller forhindres at skrive frit efter deres Indsigt Samvittighed og Overbevisning, samt at angribe, misbruge og 1ægge Fordomme for Dagen: saa tillades i Kongens Riger og Lande i Almindelighed en uindskrænket Frihed for Bogtryk- kerierne..." (14.9. 1770).

Der skal stadig kæmpes for det frie ord og den frie forskning. Der er mange, der ser en personlig eller politisk interesse i at undertrykke andres menings- og ytringsfrihed. Det er vor selvklare pligt at tage til orde mod sådanne bestræbelser.