Af Dr. phil Christian Lindtner
Fire debatindlæg i Kristeligt Dagblad (den 14., l8., 21. og 22. april) vidner ikke blot om en levende interesse og forståelse, men tillige om en del forvirring ( og tilmed forargelse) i forbindelse med den nyeste holocaustforskning. Dette er vel kun naturligt, for den såkaldte revisionisme synes rigtig nok krast at antaste mange vante forestillinger og dybe følelser.( Sådan oplevede jeg det også selv, da jeg først, med stort besvær, gjorde mig bekendt med den udenlandske forskning, der er gået danske historikere og skribenter sporløst forbi.) Men, spurgte jeg mig selv, er det ikke også en naturlig pligt, især for en videnskabsmand, at forsøge at modtage ny viden med kritisk åbenhed og objektivitet?
Da jeg for tredive år siden begyndte at studere klassisk filologi på universitet, gik jeg også til et kursus i historisk kildekritik. Her lærte jeg, at man bestemt ikke skal tro på alt, hvad man læser og hører. Den lærdom har været mig til uvurderlig nytte indenfor det fag, jeg siden da flittigt har dyrket, nemlig den indisk-østerlandske filologi (herunder almindelig videnskabs- og religionshistorie). Ret tilfældigt stødte jeg på fænomenet holocaust. Det var et chok for mig at opdage, at her blev historien skrevet og fortalt uden at man anvendte kildekritik. Dette chok blev endnu større, da jeg opdagede, at de få udenlandske forskere, der insisterede på en kildekritisk revision af den gængse viden om holocaust dermed udsatte sig for offentlighedens fordømmelse og forfølgelse.
Dette misforhold fik mig til at offentliggøre en række indlæg og kronikker i den etablerede danske presse. Disse skriverier bragte mit navn i fokus, også i den udenlandske debat. Som den opmærksomme læser vil bemærke, er mit hovedanliggende ganske enkelt: Jeg ønsker at hævde forskningens frihed på alle historiske områder. For mig er revisionisme altså simpelthen kildekritik, navnlig af gamle kilder i lyset af ny viden.
Selv om mange stadig ønsker, at det skal være strafbart at beskæftige sig kildekritsk med holocaust, vinder dette sære synspunkt næppe større gehør her i landet. Derimod kunne man mene, at det var helt overflødigt at forholde sig revisionistisk til holocaust. Er alt måske ikke soleklart og veldokumenteret? Er kildekritik ikke blot spild af tid?
Dette er ganske forkert! I videnskaben må der skelnes meget skarpt mellem tro og viden. Skepsis er et sundhedstegn.
Det mest centrale i al holocaustforskning er spørgsmålet om eksistensen af gaskamre. Er det noget vi ved, eller noget vi blot tror? Videnskab eller religion?
At der er grund til at være åben og kritisk viser følgende eksempler, som danske historikere har overset:
1. Mange mener, at der var gaskamre til aflivning af mennesker på tysk grund. Men i l993 (The Stars and Stripes, 24/1) skrev selveste Simon Wiesenthal: " Det er sandt, at der ikke var udryddelseslejre på tysk jord, og derfor heller ingen massegasninger...".
2. Nogle mener, at der kun fandtes gaskamre i Polen, især Auschwitz-Birkenau. Da en af de førende autoriteter på området, Raul Hilberg, forfatteren til standardværket The Destruction of the European Jews, under en retssag i Toronto l985 blev anmodet om at henvise til blot én videnskabelig undersøgelse af et gaskammer, svarede han: " I am really at a loss". Jeg er helt i vildrede!
3. Professor Arno J. Mayer fra Princeton University konstaterede i l988 i sin bog Why Did the Heavens Not Darken: " Kilderne til studiet af gaskamre er både sjældne og upålidelige."
4. Nogle mener, at "Endlösung" - som mange tror er det samme som Holocaust - blev besluttet på den såkaldte Wannsee-konference i januar l942. Men Yehuda Bauer, fra Jerusalem, skrev l992 (Canadian Jewish News, 30/1): " Offentligheden gentager igen og igen den tåbelige skrøne (silly story), at man i Wannsee besluttede jødernes udryddelse."
5. Andre (fx hr. Cain) mener, at der er "tusindvis af vidnesbyrd fra overlevende". Men Simone Veil, der selv var i Auschwitz udtalte i l983 til France-Soir Magazine (7/5):" Alle ved, at nazisterne har ødelagt gaskamrene og systematisk udryddet alle vidnerne." Ifølge Simone Veil, er der altså ingen vidnesbyrd fra overlevende. Altså ingen førstehåndsvidner.
6. Nogle henviser til billeder, fx "det gruopvækkende syn", som ses i Kristeligt Dagblad den 14. april. Jo, det virker uhyggeligt. Men hvor og hvornår er billedet faktisk taget? I nogle bøger siger billedteksten, at det stammer fra Mauthausen, andre nævner Buchenwald. Et af ansigterne skal tilhøre Elie Wiesel, som har sagt, at han både blev befriet fra Auschwitz, fra Buchenwald og fra Dachau. Et andet ansigt tilhører Mel Mermelstein, som siger at han blev befriet i Auschwitz. (Christian News 7/5 l990). Er billedet overhovedet ægte? Hvem? Hvad? Hvor? Hvornår? Hvad er sandheden?
7. Nogle hævder, at der fandtes et gaskammer i Auschwitz. Men tegninger fra dengang viser, at der slet ikke var nogen dør udefra og ind til det frygtelige rum. Hvordan kom de så ind? Andre mener, at gaskamrene fandtes i ligkældrene i Birkenaus krematorier, og at gassen (Zyklon B) hældtes ned gennem huller i loftet. Ruinerne er der stadig og man har fine samtidige luftfotografier. Men der er ingen af de famøse huller! Hvordan kan man hælde noget ned gennem huller, der slet ikke eksisterer? Andre siger, at gassen kom gennem en bruser i loften. Men hvordan er det muligt? Hvordan kan man lede Zyklon B (blåsyre bundet til kiselsten, leveret i dåser) gennem (enten åbne eller lukkede) vandrør?
8. Nogle vidner taler om vældige røgskyer og kvalmende stank fra krematoriernes ildspyende skorstene. Men enhver krematorieekspert kan bekræfte, at moderne krematorier hverken udsender røgskyer, kvalmende stank eller lange flammer.- Har vidnerne set syner, eller husker de forkert? Forveksles krematorier med gaskamre?
9. Andre vidner fortæller om andre rædsler. Således beretter fx Helene Weiser i Mine erindringer fra fem koncentrationslejre under 2. Verdenskrig, bl.a. om hvordan hun i Auschwitz "skulle bære en stor sten flere km op på et bjerg og gå stærkt med den". Men tager man til Auschwitz, ser man ingen bjerge. Virker vidnet troværdigt? Eller er Bent Melchior troværdig, når han hævder, at det var meningen at danske jøder skulle til Auschwitz? Sensationel nyhed - eller fri fantasi?
10. Endelig er der den franske apoteker Jean-Claude Pressac, som afviser de fleste vidner som utroværdige. Ifølge G. Cain har Pressac "samlet en imponerende dokumentation, der fastslår gaskamrene uhyggelige eksistens".
Ja, Pressac (som jeg også selv har henvist til i Berlingske Tidende, 24/1) har samlet omfattende dokumentation. Men har han fastslået "gaskamrenes uhyggelige eksistens"? Titlen på hans første bog lød: Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers ( New York l989, ikke i boghandelen). Den blev l993/94 efterfulgt af en forkortet udgave (fransk, norsk og tysk): Die Krematorien von Auschwitz. Die Technik des Massenmordes. Bemærk, hvorledes titlen er ændret. Gaskamrene er ersattet af krematorier. Pressacs bog handler om krematorier, ikke om gaskamre.
Ingen af bøgerne indeholder oprindelige tegninger eller billeder af gaskamre. I maj l995 trådte Pressac i skranken som vidne i en retssag i Paris. Da retsformanden bad Pressac om at fremlægge bare ét bevis på eksistensen af et gaskammer, slog Pressac ud med armene, påberåbte sig jamrende Leuchter-rapporten (der netop ville bevise det modsatte) - og brød sammen. Exit Pressac!
Når talen er om gaskamrene, er der altså store kildekritiske problemer, både vedr. vidner og uafhængige videnskabelige undersøgelser. Hvad skal vi basere vor tro på?
Med disse eksempler har jeg især støttet mig til jødiske kilder. Hr. Cain bryder sig vist ikke om "ekstremt selvkritiske jøder". Hvorfor dog ikke? Kritik, synes jeg, er dog en god ting. Det afgørende er dog om der tales sandt.
Endelig spørger hr. Cain om jeg er enig i de påstande som den schweiziske forsker Jürgen Graf citeres for?
Svaret er: Det kan kun tiden og grundige videnskabelige undersøgelser afgøre. Sandheden er, at der til dato ikke er foretaget officielle kriminaltekniske undersøgelser af hele gaskammerproblematikken. Denne kendsgerning blev allerede fastslået af retten i Frankfurt i forb. med den store Auschwitz-proces l964-65.
Hr. Cains påstand om at jeg benægter, at der har fundet nazistiske grusomheder sted, er usand. Et meget stort antal jøder blev deporteret og mange mistede livet. Mange overlevede. De nøjagtige tal kender vi ikke, og selv et lærd værk som W. Benz, Dimension des Völkermords, München l99l, må siges at være pseudovidenskabeligt (bl.a. fordi det i mere end en halv million tilfælde tæller holocaustofrene dobbelt, og fordi det blandt ofrene også tæller jøder der er konverteret til kristendommen, som er udvandret, som har skiftet navn, osv.)
Hr. Cain er meget dårlig til at citere. Fx lægger han citater fra to jødiske forskere, Riggs og Sack, mig i munden. Og hvad skal læseren stille op med hr. Cains sjuskede henvisning til det tyske "Viertelsjahres"?
Muligvis tænkes på "Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung" , som udkommer i Belgien (på grund af undertrykkelsen af forskningsfriheden i selve Tyskland).
Dybt foruroligende er historielektor Otto Rühls indlæg. Han synes ganske uvidende om omfanget af den kommunistiske propaganda før, under og efter krigen. Det er noget, marxisterne fra 68 helst ikke taler om. I Nürnberg forsøgte kommunisterne at gøre tyskerne ansvarlige for massemordet på polske officerer i Katyn. I januar l945 blev tyske officerer hængt i fuld offentlighed i Leningrad for delagtighed i dette massemord. Allerede dengang vidste alle, at kommunisterne var eneansvarlige. Herom er danske historiebøger også tavse. Vi savner et meget stort kapitel om sovjetpropaganda.
Russerne besatte Auschwitz den 27. januar l945. Hvad de fandt kunne læses i Pravda den 1. februar: " ( Tyskerne myrdede med) en elektrisk kæde, hvor hundreder af mennesker samtidig blev dræbt af en elektrisk strøm; ligene væltede ned på et bånd som langsomt blev trukket af en kæde og førte dem hen til en højovn."
Gaskamre kendte Pravda ikke til. Så blev Auschwitz lukket af for omverdenen. Hvad skete der? Er alt så klart, som vi troede? Er der ikke grund til lidt sund skepsis?