Af Dr. phil Christian Lindtner
Endlösung er et ord, de fleste vel umiddelbart forbinder med Holocaust, eller Hitlers folkemord på 6.ooo.ooo jøder under anden verdenskrig. De færreste gør sig klart, at der her faktisk er tale om vidt forskellige begreber med vidt forskellig historisk baggrund. Uvidenhed om den historiske baggrund har medført en almindelig begrebsforvirring, hvis afklaring må betragtes som en af den moderne historieforsknings vigtigste opgaver.
Når der tales om Endlösung, eller Die Endlösung, er dette et kort udtryk for Die Endlösung der Judenfrage - den endelige løsning på jødespørgsmålet.
Selv om jødehad reelt er af ældgammel dato - det har eksisteret overalt, hvor der har været jøder - er jødespørgsmålet, eller jødeproblemet, en følge af den emancipation og ligestilling, den moderne oplysningstid stillede ghettojøderne i udsigt. Alle erkendte jødernes egenart og fremmedartethed; den moderne tanke tilsigtede at fjerne fremmedlegemet ved at opløse det gennem tilpasning og assimilation. Nogle jøder ønskede at tilpasse sig, de antog europæiske navne og skikke, og de lod sig døbe. Andre holdt fast ved det gamle, og frygtede at bryde de fædrene bånd. Der skabtes en splittelse blandt jøderne, og forvirringen forøgedes, da mange "assimilerede" jøder alligevel forblev jøder " i hjertet". Det var usikkert, hvor deres nationale loyalitet egentlig lå. Snart blev det den almindelige opfattelse blandt dannede europæere, at jøderne var og blev en egen nation blandt andre nationer. Den dobbelte nationalitet ansås for en socialt usikkerhedsmoment. Selv om jøderne skiftede "religion", forekom det, at deres adfærd, fremtoning og "race" var aldeles uforandret.
De mislykkede bestræbelser på ligestilling og tilpasning blev dermed afløst af det jødiske spørgsmål, eller jødeproblemet. I næsten hele Europa - dog navnlig i Tyskland - førte jødespørgsmålet til en livlig debat, hvori både jøder og ikke-jøder tog del. Jødernes forskelligartethed var og blev et problem, det viste både gamle og moderne erfaringer. Hvordan skulle det svære spørgsmål løses? Der var mange forslag til en løsning, men det var først i vor tid, at der var tale om en endelig, dvs. definitiv løsning på det gamle problem.
En voldsom jødefjendtlighed kommer tidligt til orde i et lille skrift af en mand , der selv var jøde: Skriftet Zur Judenfrage af Karl Marx fra l844. For Marx er jødedommen blot en pengereligion, og kristendommen i sit ophav og væsen gennemsyret af jødisk mentalitet. Jøderne kender kun én gud - guldet! Jødeproblemet afskaffes først, når jødernes afgudsdyrkelse afskaffes.
Marx var altså "antisemit" - uden dog selv at vide det. Ordet optræder første gang på tryk l879, i en lille bog af Wilhelm Marr, Der Sieg des Judenthums über das Germanenthum. For Marr, der også var jøde, er jødespørgsmålet ikke et religiøst problem. Det ligger i blodet. Til alle tider har jøderne gjort sig forhadt overalt hvor de optrådte. Det skyldes, mener Marr, dels at de altid undgår ærligt arbejde, dels at deres lovbøger foreskriver dem had mod alle andre nationer. M.h.t. en løsning er Marr pessimist.
Den mest dybtgående behandling af emnet udsendtes to år senere af nationaløkonomen og filosoffen Eugen Dühring (l833-l921): Die Judenfrage als Rassen-, Sitten- und Kulturfrage, l88l. Dührings løsningsforslag er drastisk: jøderne skal fratages enhver indflydelse i samfundslivet, og fjernes fra de nøglestillinger, de med stort held allerede har tiltaget sig. (Nærmere i bogen Eugen Dühring on the Jews, som netop er udkommet med en oplysende indledning af Dr. Alexander Jacob fra University of Toronto.)
Dührings skrift fik stor indflydelse på Theodor Herzl, grundlæggeren af den moderne zionisme. Herzl så i sin epokeskabende pamflet Der Judenstaat fra l896 løsningen på jødespørgsmålet i oprettelsen af en jødisk nationalstat. Emancipation og assimilation giver ingen endelig løsning på problemet. Mange anså Herzl for en ny Moses, den ventede Messias. Blandt hans prominente tilhængere taltes David Ben Gurion, Israels første premierminister l948-l963, og Chaim Weizmann, den zionistiske stats første præsident.
På dansk drøftes emnet med stor sagkundskab og på grundlag af iagttagelser og studier over jødisk liv i Polen af universitetsprofessor Stan. Rozniecki, i bogen Det jødiske problem, fra l92O.
Da Hitler greb magten i l933 havde det gamle spørgsmål stadig ikke fundet sin endelige løsning. I det væsentlige byggede den nationalsocialistiske jødepolitik videre på Dühring og Herzl. Igen og igen forkyndte Hitler og hans folk, at jødespørgsmålet først var løst, når den sidste jøde havde forladt Europa. Før krigen samarbejdede nationalsocialister og zionister omkring en frivillig udvandring. De største vanskeligheder skyldtes, at mange jøder slet ikke ønskede at forlade Tyskland. Ikke så få jøder var tysk-nationale. (I både første og anden verdenskrig kæmpede jøder i tysk uniform!) Den internationale konference i Evian i l938 viste, at kun få lande ønskede at modtage flere jødiske emigranter. Krigsudbruddet afbrød videre forhandlinger, og efterhånden umuliggjorde krigsforholdene den frivillige jødiske udvandring. Krigen mod Sovjet juni l942 åbnede med ét nye perspektiver. Hitler besluttede sig nu til at udskyde den endelige løsning til efter krigens afslutning. Den mest betydelige midlertidige løsning gik nu ud på at tvangsforflytte de europæiske jøder østpå, navnlig til Hviderusland (med Minsk som centrum). Her blev de sat til hårdt arbejde, der kostede mange af dem livet. Jøder, selv kvinder og børn, der blev taget i sabotage, spionage m.v., blev skudt. Faguddannede jøder blev i stort antal sat ind i krigsindustrien. Ældre, uarbejdsdygtige jøder blev anbragt på alderdomshjem, eller i Theresienstadt. De jødiske tab var betydelige, men nogen pålidelig statistik foreligger til dato ikke. (Et tabstal fra l945 på fire millioner i Auschwitz blev i l989 reduceret til én million, dog stadig uden videnskabelig dokumentation.)
Indtil l942 arbejdede man fra tysk side intenst på at løse jødespørgsmålet ved en evakuering til Madagaskar (- snarere end til Palæstina, hvilket jo ville krænke araberne). Krigsforholdene fik Hitler til at udskyde planerne herom til efter krigens afslutning. Samtidige kilder nævner ofte jødespørgsmålet og dets løsning, men man søger forgæves efter originale tyske dokumenter, der udtrykkeligt taler om systematisk, industrialiseret massemord.
Det er først efter krigen, at den endelige løsning (af jødespørgsmålet) af de allierede bliver gjort ensbetydende med et planlagt massemord på 6.ooo.ooo jøder (især i gaskamre), den såkaldte Holocaust.
Begrebet Holocaust stammer fra den latinske oversættelse af Første Mosebog 22. Abraham skal bringe sin eneste søn som brændoffer (holocaust) til Gud. Til gengæld lover Gud ham, at hans efterkommere bliver talrige som himlens stjerner, og at de skal erobre deres fjenders porte. Holocaust er altså forudsætningen for Zions herlighed.
De store zionistledere kender naturligvis historien om, at Abraham skal ofre Isak. Holocaust er Zions pris. En europæisk holocaust omfattende 6 millioner jøder nævnes på tryk af en amerikansk zionist allerede i l9l9. (Dette er kun to år efter at Weizmann gennem Balfour-deklarationen l9l7 har sikret sig den engelske regerings støtte til tanken om oprettelsen af et jødisk nationalhjem i Palæstina.) Helt profetisk taler andre amerikanske zionistledere længe før krigen om fem eller seks millioner jødiske ofre for holocaust. Zionisterne nærer altså den forestilling, at staten Israel først kan blive oprettet efter, at 6 millioner jøder er blevet ofret ved et brændoffer. Her flyder religion og historie på forunderlig vis sammen.
Først flere år efter krigens afslutning blev det almindeligt at sætte lighedstegn mellem den endelige løsning, Endlösung, og holocaust (der herefter staves med stort: Holocaust).
De nazistiske ledere, der blev holdt ansvarlige for Endlösung og for Holocaust kan næsten minde os om den vædder, Abraham endte med at bringe som brændoffer i stedet for sin søn. At ordet Endlösung skulle have været et dækord for massemord, fik de først at vide i Nürnberg efter krigen. Og at Holocaust skulle være synonymt med Endlösung fik de aldrig at vide. Ved processen i Nürnberg l945-l946 blev ordet holocaust nemlig aldrig nævnt. Det var først Hollywood-filmen af samme titel, der fra l979 gjorde ordet Holocaust kurant i den betydning, vi nu kender.
Det er farligt at glemme, at begreberne hele tiden skifter betydning. Overses denne sammenhæng, fortegnes historiebilledet, og dermed bliver man uvægerligt bytte for sine egne subjektive vrangopfattelser.