En vildledende leder

Langende ud til både højre og venstre vender JPs leder sig 19/11 mod en, som det hedder, forfærdende historieløshed og massiv historieforfalskning, der angiveligt "kulminerer i det skamløse spørgsmål: Blev der overhovedet myrdet så mange jøder under Anden Verdenskrig".
Lederen synes således uvidende om, at der er flere gode grunde til at anse spøgsmålet om, hvor mange jøder der kom af dage under Anden Verdenskrig som både rimeligt og sagligt, og derfor ikke spor skamløst. Her er nogle af de vigtigste grunde til, at det tal, der uafladeligt nævnes, nemlig 6 millioner, må betragtes med sund skepsis og videnskabelig kritik:

1. Allerede i oktober 1919 omtalte tidsskriftet The American Hebrew en holocaust omfattende 6 mill. europæiske jøder. Det pågældende tal nævnes flere gange i amerikanske massemedier allerede før Anden Verdenskrig brød ud i 1939.

2. Der hersker stadig stor uenighed blandt de lærde om, hvor og hvordan, hvorfor og i hvilket omfang 6 mill. jøder omkom under Anden Verdenskrig.

3. Professor Martin Broszat fra det kendte Institut für Zeitgeschichte i München betegnede 1960 tallet 6 mill. som et symbolsk tal", der altså ikke skulle tages for pålydende.

4. Til dato foreligger ingen pålidelig videnskabelig opgørelse over antallet af myrdede jøder. Rigtignok udgav den venstreorienterede Wolfgang Benz bogen Dimension der Völkermords, München 1991. Men bogen er meget tendentiøs, den går ud fra det tal, der skal bevises, samme tal tælles to gange osv.

5. Siden 1945 har man gerne ment, at af de 6 mill. jøder blev de fire mill. myrdet ved gasning i Auschwitz-Birkenau. Tallet 4 mill. stammede angiveligt fra øjenvidner. I 1990 reducerede de polske myndigheder imidlertid uden nærmere forklaring tallet fire mill. til omkring én mill. Dermed underkendte man selvsagt ikke blot de pågældende vidneforklaringer, men også domstolen i Nürnberg, der i 1945-46 netop opererede med 6 mill., hvoraf de fire mill. i Auschwitz-Birkenau. - De nyeste undersøgelser har vist, at dødeligheden i Auschwitz-Birkenau umuligt kan have oversteget ca. 150.000, d.v.s. krematoriernes absolut maksimale kapacitet.

6. Arno Mayer, en jødisk historiker fra Princeton, skønnede i bogen Why Did the Heavens Not Darken,1988 (s. 366) , at under krigen omkom flere jøder f "naturlige"' årsager (sygdom, alderdom, epidemi m.m.), end af "unaturlige" (henrettelse m.m.).

7.Arno Mayer ytrede også sin tvivl om eksistensen af gaskamre, idet han skrev, at kilderne til studiet af gaskamre er både sjældne og upålidelige". 1 1983 skrev Simone Veil i France-Soir Magazine, at nazisterne allerede før krigens afslutning ødelagde gaskamrene og systematisk udryddede alle vidnerne. Har hun ret, så betyder dette selvsagt, at alle, der er stået frem som vidner efter 1945, ikke kan være øjenvidner.

8. De vist nok første vidnesbyrd om hvorledes massemord foregik i Auschwitz-Birkenau fremkom i Pravda,1-2-1945, altså få dage efter lejrens befrielse. Mordet skete med "en elektrisk kæde, hvor hundreder af mennesker samtidig blev dræbt af en elektrisk strøm, ligene væltede ned på et bånd, som blev trukket af en kæde og førte dem hen til en højovn". De første vidner nævner altså ikke et ord om gaskamre i Auschwitz. Andre vidner taler om, at jøderne blev kastet levende på bålet, at de dræbtes på stærkstrømsplader, at de blev forarbejdet til sæbe, at de blev bombarderet bort, at de blev skudt, at de blev forgiftet, at de måtte arbejde sig til døde,at de blev gasset helt andre steder, eller at de simpelthen er sporløst forsvundet.
Det myldrer kort sagt med modstridende opfattelser om hvor mange jøder der blev myrdet, og hvordan, hvor og af hvem de blev myrdet. Da problemet, der gerne under ét kaldes "Holocaust", ikke kan betegnes som ubetydeligt, er det rimeligt, at forskerne får mulighed for frit at foretage de nødvendige undersøgelser.

I erkendelse af problemets betydning, både fra en videnskabelig og en moralsk synsvinkel, har man flere steder oprettet institutioner, hvis opgave det er at kaste lys over de mange uklare punkter. Således også i Danmark, hvor der under Udenrigsministeriet i 1999 blev oprettet et særligt "Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier". Til dato har dette center imidlertid ikke levet op til offentlighedens forventninger om saglig og grundig oplysning om de anførte problemer vedrørende den gådefulde Holocaust.
I maj 1998 havde Københavns Universitet besøg af den tyske professor Eberhard Jäckel, der netop forelæste om Holocaust. Ved den lejlighed tillod jeg mig at anmode den lærde tysker om hans kommentar til flere af de ovenfor anførte problemer. En dansk lektor blandede sig i samtalen og erklærede, at man ikke ville høre den slags spørgsmål. Den lærde tysker svarede med at løbe sin vej! På den måde løser man desværre ikke de videnskabelige problemer. Misforståelser og uvidenhed skal bekæmpes med oplysning og saglige argumenter, ikke ved at løbe sin vej, ikke ved at lukke øjnene, og slet ikke ved at afvise videnskabelige spørgsmål som "skamløse".
En del af den uvidenhed, der kommer til orde i JPs leder, hænger sammen med mangel på kendskab til de primære kilder. Denne mangel hænger atter sammen med at den videnskabelige litteratur er meget vanskelig at opdrive. I Danmark drives, ingen selvstændig videnskabelig forskning i emnet. Man er i høj grad afhængig af den tyske forskning, som imidlertid langt fra er fri. Dette giver en beklagelig ensidighed, som JP burde vende sig imod. Et af de mest lødige værker, jeg kender, er Ernst Gauss, Grundlagen zur Zeitgeschichte. Ein Handbuch über strittige Fragen des 20. Jahrhundert. Den udkom i Tübingen 1994, men er nu forbudt af myndighederne, og derfor dårligt til at opdrive. Heldigvis er den netop udkommet på et akademisk forlag i USA, hvor der stadig er forskningsfrihed, under titlen: Dissecting the Holocaust. The Growing Critique of "Truth" and "Memory", (Theses & Dissertations Press, Alabama).