Det nye DCHF

Af Dr. phil. Christian Lindtner

I Nørre Søgade 35.5 i København findes et Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, forkortet DCHF.

DCHF har en bestyrelse på otte medlemmer, en stab på 23, og en direktør ved navn Uffe Østergård. Man har også en hjemmeside: www.dchf.dk

Flere forespørgsler viser, at DCHF ikke ønsker at indgå i en videnskabelig debat omkring Holocaust. (Mere herom sidenhen.)

En gennemlæsning af materialerne på hjemmesiden viser endvidere, at DCHF ikke agter at befatte sig med de mange tilfælde af holocaust, som har fundet sted i tidernes løb. (Om nogle af disse, se nedenfor.)

Disse to forhold betyder med andre ord, at DCHF på sæt og vis bekender sig til holocaust-fornægtelse eller, om man vil, holocaust-forglemmelse.

På denne baggrund har Myhres forlag besluttet at tage initiativ til oprettelsen af et Dansk Center mod Holocaust-forglemmelse:

Det Nye DCHF (DNDCHF)

DNDCHF skal behandle Holocaust videnskabeligt, efter hævdvundne kildekritiske - dvs. revisionistiske - metoder. I modsætning til andre sætter forlaget ikke folk på porten, hvis de ønsker en videnskabelig og åben debat.

DNDCHF blander ikke religion og politik sammen. Denne farlige sammenblanding lader man DCHF om.

DNDCHF vil kaste lys over nogle af de eksempler på holocaust - altså "total brand" - som DCHF ikke agter at tale om, bl.a.:

Den nukleare holocaust, dvs. atombomberne, som amerikanerne kastede over de to japanske byer Hiroshima og Nagasaki, august 1945. Den første bombe ramte Hiroshima den 6. august og dræbte ca. 70.000 mennesker, sårede et lignende antal , og ødelagde byen. Den anden bombe faldt over Nagasaki den 9. s.m., og ødelagde ca. 30% af byen.

Et særligt dansk aspekt af denne holocaust ligger i belysningen af den rolle, som fysikeren Niels Bohr har spillet.

Dresden står som symbol på de allieredes meningsløse ødelæggelse af Tysklands smukkeste byer. Her kan man tale om en holocaust - total brand - i ordets bogstaveligste forstand. Et meget stort antal civile - kvinder og børn - blev flammernes bytte.

Dresden var kun en blandt de mange europæiske byer, som ramtes af de allieredes terrorbombninger. Ialt blev 17 - sytten - forskellige europæiske lande ramt af de anglo-amerikanske bomber.

To vigtige bøger om ødelæggelsen af de tyske byer og massemordene på tyske civile er David Irvings Und Deutschlands Städte starben nicht - Ein Dokumentarbericht, og Der Untergang Dresdens.

Direktøren for DCHF skriver om Irvings bøger: " Der er bare ingen grund til længere at læse dem, endsige diskutere deres påstande."

DNDCHF forfægter det stik modsatte standpunkt: Med mindre man ønsker at glemme alt om de allieredes holocaust, er der god grund til at læse Irvings veldokumenterede bøger om dette emne.

Direktøren for DCHF synes på dette punkt at gøre sig skyldig i den "holocaust-benægtelse", han selv lader som om han gerne vil bekæmpe.

DNDCHF ser det også som sin opgave, at belyse de allieredes forbrydelser efter krigen. Også om denne holocaust er DCHF tavs.

James Bacque har i bogen Other Losses, Toronto 1989, dokumenteret massemordet på omkring en million tyske soldater efter krigens afslutning. Dette massemord skete især i franske og amerikanske kz-lejre.

John Sack har i bogen An Eye for an Eye, New York 1993, dokumenteret de massemord på mellem 60.000 og 80.000 uskyldige tyskere, som fandt sted i Polen under jødisk ledelse. Paul Findley skriver i sin anmeldelse bl.a.: " His book recounts the ugly story of a secret holocaust perpetrated against innocent Germans in Poland by Jewish survivors of the equally grisly and much larger Nazi holocaust" (Kilde: Christian News, Febr. 1997, p. 15)

I sin seneste bog, Crimes and Mercies, Toronto 1997, dokumenterer James Bacque, at de allierede sultede millioner af tyske civile ihjel efter krigens afslutning.

Denne holocaust må heller ikke glemmes!

Forbrydelserne mod det tyske folk omfatter meget andet, som ikke nævnes med ét ord af direktøren for DCHF.

Her er henvisninger til blot to veldokumenterede standardværker, hvis undertitler taler for sig selv:

Erich Kern, Verbrechen am deutschen Volk. Dokumente allierter Grausamkeiten 1939-1949, Pr. Oldendorf 1964.

Günter Böddeker, Die Flüchtlinge. Die Vertreibung der Deutschen im Osten, München & Berlin 1980.

Omfanget og karakteren af kommunismens holocaust er næsten ikke til at overskue!

DCHF beskræftiger sig øjensynligt ikke med denne historiens mest omfattende holocaust.

Et udenlandsk hovedværk er Stéphane Courtois m.fl., Das Schwarzbuch des Kommunismus. Unterdrückung, Verbrechen und Terror, München & Zürich 1998. De franske originaltitel, fra 1997, lød Le livre noir du communisme. Forfatterne regner med, at den kommunistiske drøm om det klasseløse samfund i vor tid har kostet over 80.000.000 menneskeliv.

Man fatter det dårligt!

Endnu mere ufatteligt er det, at denne holocaust slet ikke interesserer det center, som netop er oprettet for at forske i holocaust!

Et almindeligt middel til at fremme historieforfalskningen på, er naturligvis at undertrykke kritiske synspunkter og videnskabelig kritik. Den anden part skal ikke høres! Som Holberg udtrykte det: Qvid est facilius, qvam vincere non repugnantes, dvs. "Hvad er nemlig lettere end at sejre, når ingen gør modstand?"

Direktøren for DCHF har gjort sig til talsmand for denne parole.

DNDCHF hylder det modsatte standpunkt: At modparten også skal høres!

Derfor agter DNDCHF i samarbejde med Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning (DSFHF), at indbyde en række udenlandske og danske forskere til offentlige debatter om de emner, som forlaget har omtalt ovenfor.

DNDCHF ville oprindeligt også gerne - om muligt - indlede en form for samarbejde med Amnesty. I modsætning til DCHF modtager Amnesty for at bevare sin uafhængighed ikke statspenge.

Det virker sympatisk, ikke mindst når Amnesty i en folder skriver, at kravet er, at ingen må fængsles for sine meninger, og at en politisk fange skal have en retfærdig retssag.

Henvendelser til Amnesty viser imidlertid, at denne internationale organisation ikke vil røre en finger for fx de tyske historikere, som ikke får en retfærdig retssag og som fængsles på grund af deres - tilmed videnskabeligt underbyggede - meninger.

Det er en køn historie!

Det er begrænset, hvad DNDCHF kan udrette. DNDCHF ønsker ikke at lænse statskassen for kroner, og vi søger heller ikke privat støtte til projekter, vi ikke agter at gennemføre. Medarbejderne har kun én arbejdsgiver:

Sandhedens krav!

Direktøren for DCHF taler om europæiske værdier. Det gør mange andre også.

Til de mest fundamentale europæiske værdier hører utvivlsomt sandhed og ret.

DNDCHF befatter siger derfor også med organisationer, der i rettens navn handler uret.

Opdateret d. 11.10.2002