Af Dr. phil Christian Lindtner
Under den sikkert utilsigtet komiske titel " Nye myter om Holocaust" (Berl. Tid., 7. februar l998) afslører også Stig Hornshøj-Møller sig som en på én gang mystisk og morsom Holocaust- benægter.
Hornshøj-Møller er kendt i offentligheden som forfatter til en historisk roman "Førermyten", der ligger til grund for den kedsommelige underholdningsfilm " Atawolf - Gåden Adolf Hitler".
SH-M er et lille barn af 68, der som så mange andre har gjort det til sit levebrød vidt og bredt at udbrede sin helt personlige mening om Adolf Hitler, ifølge SHM "en bums", "dum", "doven", osv. Hitlers had til jøderne, mener SHM, skyldes først og fremmest, at Goebbels havde vist ham filmen "Der ewige Jude". Hitler var meget usikker på sig selv, men efter at have set filmen fik han endelig mulighed for at vise sig - vise, at han også var et mandfolk, der duede til noget - nemlig ved at give ordre til Holocaust. Den ordre gav han allerede til Himmler den 22.6.l940, mener SHM.
At bede SH-M om dokumentation for disse påstande ville være en fornærmelse mod hans hele væsen, en total miskendelse af hele hans arbejdsmetode. Han hylder den psykologiske metode, som kun kan betragte kildekritiske fordringer med overbærenhed. Forklaringen på "gåden Atawolf" er ikke at finde i historien, men inde i Stig Hornshøj-Møller.
Dette giver ham visse problemer, som er af mere end blot og bar psykologisk beskaffenhed. Hans artikel giver læseren flere eksempler herpå.
Som bekendt har en ung tysker, Christian Gerlach, fundet en seddel i Himmlers dagbog, som kæder løsningen af jødespørgsmålet sammen med bekæmpelsen af partisaner - altså på Østfronten. Om denne seddel nu er skrevet før eller efter et møde, Himmler havde med Hitler, så har vi i hvert fald, mener han, her en slags bevis på, at Hitler beordrede Holocaust. At Hitler næppe har kendt ordet Holocaust - han bruger det mig bekendt aldrig i sine taler, skrifter eller samtaler - bekymrer naturligvis ikke SH-M det ringeste. Det samme gælder Himmler, Goebbels osv. - heller ikke hos dem nævnes ordet Holocaust.
Med denne tolkning - at Holocaust i realiteten er ensbetydende med henrettelse af jødiske partisaner - vinker SH-M farvel til alle historierne om Auschwitz som tilintetgørelseslejren, hvor millioner af jøder blev gasset. For hvis de jødiske partisaner blev skudt på Østfronten, blev de vel ikke efterfølgende også bragt til Auschwitz for at blive gasset?
SH-M benægter slet ikke, at Hitler, Himmler osv. endnu i krigens sidste år talte om, at jødespørgsmålet skulle finde sin endelige løsning efter krigen, på Madagaskar. Samtidig mener SH-M, at jøderne allerede er blevet udryddet. Hvordan forklarer han så modsigelsen - at de godt nok er døde og borte, men alligevel skal deporteres? Det gør han med et mystisk psykologisk kneb, og her fejrer hans særlige metode sin største triumf. Hitler, Himmler osv. ved udmærket godt, påstår SH-M, nu i rollen som tankelæser, at jøderne forlængst er blevet skudt på Østfronten. Når d'herrer alligevel fremturer med at fabulere om Madagaskar, er det blot for at skjule de forfærdelige kendsgerninger for sig selv! Hitler og Himmler har altså aftalt at myrde jøderne - men alligevel skjuler de det både for sig selv og for hinanden! De holder altså på en hemmelighed så dyb, at de ikke engang vil afsløre den for hinanden - og da vel slet ikke for andre! For hvis de, rent hypotetisk, afslørede den for andre, så kunne de vel ikke holde den hemmelig for hinanden? Man må altså antage, at Hitler og Himmler heller ikke har afsløret Holocaust for andre. Hvordan kan de selv, eller andre, så have været ansvarlig for Holocaust? Er Holocaust faldet ned fra himlen?
Dermed ender SH-M med at benægte Holocaust.
Og dog. For selv om han netop har tolket Holocaust som mord på jødiske partisaner på Østfronten, mener han alligevel, at sandheden står at læse i artiklen "Auschwitz" som kollegaen Therkel Stræde, har skrevet til "Den Store Danske Encyklopædi". Det er, skriver han, "uvidenskabelig manipulation af groveste slags" at forkaste disse tal.
Som navnlig Carlo Mattogno har påvist, er det en teknisk og fysisk umulighed, at krematorierne i Birkenau i den samlede funktionsperiode har kremeret mere end l38.000 lig. Den maksimale dagskapacitet har, rent teoretisk, aldrig oversteget ca. l000 kremeringer. I praksis har den daglige gennemsnitskremering ligget omkring l00 lig. Disse kendsgerninger står mindst ligeså fast i historien som Himalayas bjerge i geografien. Alligevel skriver Therkel Stræde, at der ialt blev myrdet og brændt mere end l.000.000 jøder (hvortil kommer ca. l50.000 zigøjnere) i disse krematorier. (Hertil må lægges de mange, som faktisk døde af tyfus og andre naturlige årsager, men dem glemmer Stræde helt i sin blodrus!). Og han forfærder læseren med, at der undertiden myrdedes og brændtes 9.000 mennesker om dagen!
Disse talfantasier har intet med virkeligheden at gøre. Eller rettere: de er levende realiteter i den psykologiske virkelighed, som både Stræde og SH-M lever i, og som de med deres " bøger, artikler, radioforedrag og avisindlæg" - og gode faste stillinger - tjener mange penge på at foregøgle den danske offentlighed.
Hvad navnlig Stig Hornshøj-Møller angår, er det værd at bemærke, at han har formået at gøre det til en del af sin levevej, at rejse rundt i Danmark og Tyskland og forevise filmen " Den evige Jøde". I Tyskland, hvor offentlig forevisning ellers er forbudt ved lov, har Hornshøj-Møller, efter hvad han selv meddeler ved sine foredrag, som den eneste fået særtilladelse til at forevise filmen for et tysk publikum.
Det siger lidt om hvor absurd situationen er i Tyskland. En dansk pseudohistoriker lader sig honorere af tyske skatteborgere for at forfalske deres egen historie.
At holde sig til de historiske kendsgerninger, som ikke modsiges af tekniske og fysiske realiteter, betegner disse falske historikere som "uvidenskabelig manipulation af groveste slags".
Ofte fordømmmer man "Holocaust-benægtere" for at benægte de historiske kendsgerninger. I den forstand kan man ikke andet end udnævne Therkel Stræde, Stig Hornshøj-Møller og "Den Store Danske Encyklopædi" til fremtrædende repræsentanter for dansk "Holocaust-benægtelse".
Alle fordømmmer de "revisionismen". Men hvad er revisionisme egentlig andet end gammeldags kildekritik? I ord og i gerning forkaster disse falske historikere kildekritik. Dermed berøver de sig selv det eneste middel til at skelne mellem historie og historier.