Nedenstående artikler blev bragt i Weekendavisen 6/1-06 og 13/1-06

YTRINGSFRIHED

Kommentar. Retsforfølgelsen af Orhan Pamuk for "nedsættende udtalelser om Tyrkiets identitet" er en skandale. Det samme er den østrigske stats fængsling af David Irving med henvisning til, at han offentligt har benægtet, at holocaust har fundet sted.

Af

BRENDAN O’NEILL


To europæiske forfattere er fornylig raget uklar med europæiske regeringer, fordi de har givet udtryk for deres opfattelse af folkedrab. Begge trues nu med retsforfølgelse og fængsling for noget, de har sagt eller gjort. Den ene støttes af EUs politikere og litterære kulturpersonligheder  der har mobiliseret sig for at forsvare ham mod censur og hævde alle forfatteres ret til at udtrykke sig frit, mens den anden er blevet ignoreret eller endda har fået at vide, at han kun har fået straf som forskyldt.
 
Dette er en dårlig nyhed, for spørgsmålet om ytringsfrihed er et enten-eller. Enten har man den eller også har man den ikke. Hvis vi har ytringsfrihed for den ene forfatter, men ikke for den anden, har vi slet ikke ytringsfrihed.

[)e to forfattere er Orhan Pamuk og David Irving. Pamuk er en tyrkisk romanforfatter, der bliver retsforfulgt, fordi han har sat spørgsmålstegn ved den officielle tyrkiske holdning til Armenien. De tyrkiske myndigheder hævder, at drabet på armeniere under Første Verdenskrig ikke kan kategoriseres som folkedrab og har taget anstød af en udtalelse fremsat af Pamuk i 2005: «En million armeniere og 30.000 kurdere blev dræbt i disse landområder, men ingen andre end jeg tør tale om det.» Med disse ord har Pamuk »fornærmet tyrkiskheden», og hvis han bliver dømt, risikerer han tre år i fængsel. Sagen er nu blevet en international cause célèbre. Irving, der er brite og historiker, sidder for tiden fængslet i Wien og bliver stillet for retten i februar anklaget for at have benægtet eksistensen af holocaust. Han blev anholdt i november under en fore dragsturné i Østrig og anklaget for at have fremsat nogle udtalelser sammesteds for femten år siden. Han skulle dengang have holdt to foredrag, hvori han benægtede, at der var bygget tyske gaskamre under Anden Verdenskrig (han har åbenbart ændret opfattelse siden da og erkender nu, at der muligvis har eksisteret nogle få gaskarnre). Be nægtelse af holocaust er en forbrydelse i Østrig, og hvis Irving bliver kendt skyldig, risikerer han en fængselsstraf på op til ti år. Hans sag er ikke blevet nogen international cause célèbre.

DISSE to forfattere er så for skellige som nat og dag. Pamuk er en internationalt anerkendt romanforfatter. Hans bøger er over sat til over tyve sprog, og han om tales jævnligt som kandidat til Nobelprisen. Hans »forbrydelse« er, at han har bestridt den herskende opfattelse i Ankara af det penible spørgsmål om Armenien. Irving derimod er en racistisk særling og historiker, som kun tages alvorligt af små fascistiske sekter. Han benægter, at holocaust er en historisk kendsgerning og har også engang påstået, at »der døde flere kvinder på bagsædet af Edward Kennedys bil ved Chappaquiddick end i gaskamrene i Auschwitz. I betragtning af, at Irving har udnyttet Englands snæversynede og udemokratiske injurielovgivning til at straffe sine kritikere deriblandt Deborah Lipstadt, forfatter til bogen Denying the Holocaust — i forbindelse med en sag, som han tabte i 2000, har han ikke det bedste udgangspunkt for at beklage sig over, at han bliver berøvet sin ytringsfrihed.

DER er imidlertid tale om to ens sager; de to mænd risikerer begge at få en fængselsdom, ikke fordi de har tilføjet et andet menneske fysisk overlast eller beskadiget andres ejendom, men fordi de har udtalt sig med nogle bestemte ord; de berøves med andre ord deres frihed, fordi de har givet udtryk for meninger, som myndighederne i henholdsvis Tyrkiet og Østrig har defineret som forkastelige. Begge retssagerne imod dem betegner en grov tilsidesættelse af principperne for ytringsfrihed. Man kan være enig eller uenig med Pamuk, og de fleste tager formodentlig stærk afstand fra Irving, Men sagen drejer sig ikke om, hvad den ene eller den anden har sagt, men derimod om deres ret til at sige, hvad de har sagt, og om vores ret til at høre det. Det ligger i ytringsfrihedens princip, at den ikke kun sikrer retten til at lufte meninger, der er bredt acceptable i det gode selskab, men også retten til at ud 'trykke forargelige eller forkastelige synspunkter, kort sagt friheden til at tale om alt, friheden til at tænke, sige og skrive, hvad man vil, og alle andres frihed til at angribe eller latterliggøre ens argumenter. Den omstændighed, at retssagerne mod Pamuk og Irving findersted på nogenlunde samme tid, sætter det europæiske forsvar for ytringsfriheden på en hård prøve. Og det faktum, at så mange er gået sammen om at forsvare Pamuk, mens man ikke har interesseret sig for Irving eller måske ligefrem stiltiende har accepteret hans fængsling, er ensbetydende med, at Europa ikke har bestået prøven. I begge tilfælde  både hvad an går selve retssagerne og de reaktioner, de har givet anledning til  er det afgørende spørgsmål ikke så meget friheden som EUetiketten; det drejer sig ikke først og frem mest om at forsvare den åbne debat, men snarere om at definere, hvad det vil sige at være et flinkt lille EUland og rette sig efter de store kanoner i Bruxelles. Man forsøger at presse Tyrkiet til at aflyse sagen mod Pamuk og dermed demonstrere, at landet er den moderne europæiske stat, som det påstår at være, og er egnet til at være medlem af EU, mens Østrig lykønskes med den hårde kurs over for holocaustbenægtelse, der tages som bevis for, at landet har overvundet sin tvivlsomme nazistiske fortid som Hitlers fødested og er på vej mod nye horisonter. EUembedsmænd forlanger, at Tyrkiet skal give Pamuk lov til at udtale sig, hvis det ønsker blive taget alvorligt som ansøger land, samtidig med at Østrig tages alvorligt, fordi det nægter visse personer retten til at udtale sig. Det drejer sig med andre ord om retten til at ytre sig med de rigtige meninger, som defineret i Bruxelles.

NOGLE af de EUembedmænd, der stiltiende har accepteret Østrigs fængsling af Irving, og som har indskrænket friheden i deres egne lande, mener ikke desto mindre at være i deres gode ret til at belære Tyrkiet. En af dem er Denis MacShane, der er New Labours parlamentsmedlem for Rotherham i England og tidligere europaminister. Han er rejst til Tyrkiet for at overvære sagen mod Pamuk og har udtalt, at det er »Tyrkiet, der stilles for retten,» ikke Pamuk. »Som det er sket i tidligere år hundreder, har statslige myndigheder eller religiøse fundamentalister nu igen lagt sag an mod en forfatter for at forhindre ham i at stille ubelejlige spørgsmål, men det er dem selv, der kommer på anklagebænken,» har MacShane udtalt. »Tyrkiet kommer ikke med i EU, medmindre Voltaire vinder, og ayatollaherne  både de verdslige og de religiøse  taber.» Hvad bilder MacShane sig ind sådan at belære Tyrkiet om ytringsfrihed, sætte tyrkiske myndigheder på »anklagebænken» og bestemme, hvornår Tyrkiet kan eller ikke kan blive medlem af EU? Hans egen regering har givet pokker i ytringsfriheden, eftersom den for nylig har fremsat forslag om en ny lov om racehad og religiøs diskrimination (The Racial and Religious Hatred Bill), der i vidt omfang vil indskrænke friheden til at latterliggøre religiøs åndsformørkelse og lovfæste nye regler, der gør det lovstridigt at »forherlige» eller »bifalde» terrorhandlinger (eller fremsætte andre udtalelser, der kan udlægges som et »angreb på Vestens moralbegreber». for at sige det med Lord Falconer), og som desuden vil forbyde visse fænomener, der anses for at være krænkende, hvad enten det drejer sig om den avis, der udgives af British National Party, eller om den musik, der spilles af visse musikere fra Jamaica; en af dem blev anholdt sidste år, da han ankom til England, afhørt af en Racial and Violent Crimespecialgruppe og udvist. Burde MacShane i virkeligheden ikke befinde sig i Østrig og under søge sagen mod Irving i stedet for at spilde tiden i Ankara? Irving er i det mindste britisk statsborger, hvilket indebærer, at MacShane har visse beføjelser til at forhøre sig om hans velbefindende og juridiske status, hvorimod han ikke har ret til at tale nedsættende til tyrkerne. Men sandsynligvis er Irvingsagen for indviklet for MacShane, der åbenbart foretrækker det populære og letfattelige forsvar af Pamuk. Eller måske går han lige frem ind for, at Irving skal retsforfølges og fængsles.

SELVE det faktum, at en repræsentant for en så uliberal regering som New Labour kan finde på at irettesætte Tyrkiet i Pamuksagen, viser med al ønskelig tydelig hed, at sagen kun i ringe omfang drejer sig om ytringsfrihed. Adskillige europæiske politikere og EUbureaukrater, der ikke ved, hvad ytringsfrihed vil sige, står i kø for at anklage Tyrkiet. En af dem har udtalt, at den tyrkiske regering opfører sig »som et diktatorisk regime, ikke som en moderne europæisk stat.» Samtidig har anholdelsen af Irving — »i et land der stadig har problemer med sin nazistiske fortid» indbragt Østrig »ros fra stort set hele verden». I sagerne mod henholdsvis Pamuk og Irving er argumenterne for ytringsfriheden blevet overskygget af kravet om, at både Tyrkiet og Østrig skal demonstrere deres egnethed som medlemmer af EU til alverdens (og Denis MacShanes) tilfredshed  Tyrkiet ved at give en forfatter lov til at stille ubehagelige spørgsmål om Armenien, Østrig ved at gribe ind over for enhver, der sætter spørgsmålstegn ved holocaust.

I Østrig skete der noget for fem år siden, som betyder, at man er særlig ivrig efter at straffe Irving. I 2000 pådrog den Østrigske befolkning sig EUernbedsmændenes vrede, fordi den stemte på den højreorienterede Jörg Haider. Østrig blev uformelt suspenderet fra EU og er nu opsat på at vise, at det er en moderne og liberal stat ved at statuere et eksempel med den højreorienterede David Irving. I sagerne mod Pamuk og Irving argumenterer EUembedsmændene i virkeligheden for retten til privilegerede, men ikke frie ytringer; de forsvarer udtalelser, som de går ind for, og forfattere, som de beundrer, men har ikke noget imod, at andre, som de ikke bryder sig om, bliver spærret inde, når de giver udtryk for afvigende opfattelser. Sagen mod Pamuk burde afvises, og han bør have frihed til at sige og skrive, hvad han vil. Men hvis det sker, og Irving bliver ved med at sidde fængslet i Wien, har vi ikke ytringsfrihed i Europa. Hvis Pamuk frit kan stille spørgsmål om Armenien, mens Irving ikke har lov til at påstå, at historien om holocaust er en overdrivelse, så findes ytringsfriheden ganske enkelt ikke.

Oversat af Claus Bech.


Brendan O’Neill er assisterende redaktør på netmagasinet "spiked" i London (www.spikedonline.com)

En ubehagelig karl, men... David Irving. Østrigs opsigtsvækkende krænkelse af den britiske forfatters ytringsfrihed.

PEN op på mærkerne

Af LEIF BLÆDEL

DET er noget af det mest forbløffende, jeg længe har oplevet, at jeg ikke før har set eller hørt om Østrigs anholdelse og fængsling af den britiske historiker og forfatter David Irving på grund af hans meninger. Han har spilleme siddet i spjældet siden november, og jeg får det først at vide gennem Brendan O’Neills artikel i Weekendavisen BØGER sidste uge. Det er selvfølgelig muligt, der har været en notits et eller andet sted, måske endda en lidt større artikel som jeg har overset — men der har ikke været et ramaskrig, som var til at høre. Vi er vant til at journalister og forfattere fængsles i diktatoriske lande for at skrive eller sige, hvad de mener, men at det sker i et europæisk land som regnes for at være demokratisk — det er dog en krænkelse af ytringsfriheden, som bør vække opsigt. Det er ikke mindre bemærkelsesværdigt, at den britiske regering ikke synes at have reageret med den største voldsomhed i forsvar for en af sine statsborgere — jeg går ud fra, at Brendan O’Neill ville have omtalt både det og reaktionerne på det, hvis det havde fundet sted.

David Irving er en ubehagelig karl. Han er formodentlig grov antisemit og i hvert fald halvfascistisk indstillet, og det, han navnlig er kendt for, er påstanden om, at Holocaust ikke har fundet sted. Tidligere benægtede han, at der overhovedet var bygget tyske gaskamre, men ifølge O’Neill har han ændret opfattelse og erkender, at der muligvis findes nogle få gaskamre. At benægte Holocaust er ulovligt både i Tyskland og Østrig. Men det er bemærkelsesværdigt, at Irving blev anholdt under en foredragsturné sidste år og anklaget for nogle udtalelser samme sted for 15 år siden. Det tyder på, at det er personen, man er ude efter, siden man graver noget fortidigt frem. Og nu holder man ham indespærret på anden måned for at stille ham for retten engang i februar.

Det er højst ubehageligt og udemokratisk at forbyde folk at ytre nok så ubehagelige meninger, selvom man historisk set kan forstå, at Tyskland og Østrig gerne vil undgå, at deres borgere er så grove at bestride Holocaust. Men det er saftsuseme for galt, at man anholder og strafforfølger mennesker fra et andet land for at sige den slags vås. At man krænker egne borgeres ytringsfrihed er én ting, det er noget andet at forgribe sig på andre EU-borgere. Hvis man mente, at Irving havde sagt noget østrigsk set ulovligt under sin aktuelle turné, kunne man have udvist ham af landet. O’Neill har desuden en fremragende pointe, når han påviser parallellen til Tyrkiets sag om forfatteren Orhan Pamuk. Også han har sagt noget, som man på stedet anser for ulovligt, ja som en fornærmelse af fædrelandet ved at ytre sin mening om de tyrkiske folkedrab på armeniere. Den sag har vakt rimelig opsigt i Europa og kaldt på protester fra talrige sider. Med god grund. Men det kan jo ikke nægtes at Pamuk appellerer mere til vores agtelse end Irving, og at det derfor er mere populært at protestere mod hans retssag end mod fascistens.

Imidlertid handler forsvaret for ytringsfriheden ikke om, hvad der er velset og populært. Næsten tværtimod, der er mest brug for at sikre ytringsfriheden for dem med de tåbelige, de afskyelige, de på alle måder »forkerte« meninger. Derfor er det vigtigt, at også David Irvings ret til sine meninger forsvares. Jeg går ud fra, at Dansk PEN hører til dem, som har protesteret imod tyrkernes sag mod Pamuk. Og jeg opfordrer organisationen til omgående at reagere på oplysningerne om Østrigs retssag mod Irving.