Hvad er racisme?

af Thomas Jackson

(Oversat fra American Renaissance, Vol 2, No. 8)

Der er sikkert ingen anden nation i verden, der betragter "racisme" med større rædsel end USA. Sammenlignet med andre former for forseelser anses denne for mest forkastelig. Pressen og offentligheden er blevet vænnet til beretninger om mord, røveri og brandstiftelse, som der på nær de mest opsigtsvækkende forbrydelser rystes på hovedet af som en uundgåelige del af amerikansk liv. "Racisme" rystes der aldrig på hovedet af. For eksempel da en hvid Georgetown Law School student tidligere i år sagde, at sorte studerende ikke var så kvalificerede som hvide studerende, affødte det et ramaskrig om "racisme". Hvis han blot havde myrdet en eller anden, havde han tiltrukket sig langt mindre opmærksomhed og kritik.

Ja, racisme er faktisk nationens besættelse. Universiteter er på vagt overfor det, aviser og politikere undsiger det, kirkerne beder imod det, Amerika siges at være plaget af det. Men hvad nøjagtigt er racisme?

Ordbøger er ikke til megen hjælp og forståelse af, hvad der menes med ordet. Sædvanligvis definerer de det som den overbevisning, at ens egen etniske gruppe er andre overlegen, og overbevisningen at kultur og adfærd er rodfæstet i racen. Når amerikanere taler om racisme, mener de en hel del mere end dette. Ikke desto mindre giver ordbøgerne et fingerpeg om, hvad amerikanerne mener. Den besynderlige amerikanske betydning afledes af det nuværende dogme, at alle etniske grupper er lige. I modstrid med klare beviser for det modsatte er alle racer erklæret lige begavede og arbejdsomme, og enhver, der rejser tvivl om dette dogme, anses ikke blot for at tage fejl men som ond.

Dogmet har logiske konsekvenser, der er af dybtgående vigtighed. Hvis sorte for eksempel er lige med hvide på enhver måde, hvad forklarer da fattigdommen, kriminaliteten etc.? Eftersom enhver teori om racemæssig forskelligartethed er blevet gjort fredløs, er den eneste mulige forklaring på sortes fiasko hvides racisme. Og eftersom sorte er udpræget fattige, kriminalitetstilbøjelige etc., må Amerika være plaget af udbredt racisme. Intet andet kunne fastholde dem i en så ussel tilstand.

Al offentlig tale om race er lukket inde i denne stive logik. Enhver forklaring på sortes fiasko, der ikke bygger på hvides ondskab truer med at dreje af ind på det forbudte område af racemæssig forskellighed. Selv hvis hvide af idag ikke i deres hjerter stræber efter at undertrykke sorte, må hvide af igår have undertrykt dem. Hvis hvide ikke bevidst undertrykker sorte, må de gøre det ubevidst. Hvis så ingen indlysende racistiske individer kan identificeres, må institutionerne være racistiske. Eller da sorte fejler så markant i Amerika må der være millioner af hvide mennesker, som vi ikke kender, der arbejder dag og nat på at fastholde sorte i elendighed. Dogmet om racelighed efterlader ingen plads til en forklaring på sortes fiasko, der ikke i en eller anden afskygning er en anklage imod hvide.

Den logiske konsekvens af dette er klar. Det kræves, at vi tror på, at den eneste forklaring på ikke-hvid fiasko er hvid racisme. Hver gang en ikke-hvid er fattig, begår en forbrydelse, modtager bistandshjælp eller tager stoffer beskyldes det hvide samfund for endnu en racistisk handling. Ikke-hvides mislykkede bestræbelser og dårlige opførsel er slående beviser på, at det hvide samfund er fuldt af had og snæversyn. For præcist sålænge, at ikke-hvide er ude af stand til at opnå succes i livet på nøjagtigt det samme niveau som hvide, vil de hvide pr. definition modarbejde og undertrykke dem. Dette påtvungne tankemønster fører til mærkværdige konklusioner. Først og fremmest anses racisme som en synd begået næsten udelukkende af hvide. Ja et sort kongresmedlem fra Chicago, Gus Savage og Detroits sorte borgmester, Coleman Young har argumenteret for, at kun hvide kan være racister. Tilsvarende i 1987 offentliggjorde positiv særbehandlingsmedarbejder i The State Insurance Found i New York en pamflet, i hvilken hun forklarede, at alle hvide er racister, og at kun hvide kan være racister. Hvordan kunne sortes tilstand ellers forklares uden at lege med tanken om raceulighed?

Skønt visse sorte og liberale indrømmer, at ikke-hvide måske kan være racistiske; tilføjer de uværgeligt, at ikke-hvide er blevet tvunget ind i det som et selvforsvar på grund århundreders hvid undertrykkelse. Hvad der synes at være ikke-hvid racisme er så forståelig og tilgivelig, at det knap nok fortjener navnet. Om en handling benævnes racistisk eller ej, afhænger således af, hvilken race racisten er tilhører. Hvad der helt sikkert ville blive kaldt racisme, når det gøres af hvide, ville blive anset som normalt, når det bliver gjort af alle andre.

Eksempler på denne dobbeltstandart er så almindelige, at det næsten er kedsommeligt at opremse dem: Når en hvid dræber en sort og bruger ordet "nigger," opstår der en enorm medietummult, og nationen slår sig for dets kollektive bryst. Når medlemmer af den sorte Yahweh kult udfører ritualmord på tilfældigt udvalgte hvide, er medierne tavse (se AR marts 1991). Læreanstalter forbyder nedsættende udtalelser om ikke-hvide som "racisme" men ignorerer grove angreb på hvide.

Ved valg, hvor 60 % af de hvide vælgere stemmer på en hvid kandidat, og 95 af de sorte vælgere stemmer på hans sorte modstander, er det de hvide der beskyldes for racefordomme. Der er 107 "historisk sorte" læreanstalter, hvor grundlæggende "sorthed" skal bevares i mangfoldighedens navn, mens alle historisk hvide læreanstalter skal tvangsintegreres i samme tings navn. At modsætte sig dette regnes for at være racistisk.

"Sort stolthed" siges at være en vidunderlig og en værdifuld ting, men alt, der kunne udlægges som et udtryk for hvid stolthed, er en form for had. Det er fuldstændigt naturligt for immigranter fra den tredje verden at forvente uddannelsesinstitutioner og køreprøver på deres egne sprog, hvorimod det er racisme, når indfødte amerikanere beder dem om at lære engelsk.

Grov anti-hvid forudindtagethed i form af positiv særbehandling er i dag reglen. Alt lignende positiv særbehandling praktiseret til fordel for hvide ville blive udskreget som forargelig og urimelig begunstigelse.

Over hele landet regnes sorte, latinamerikanske og asiatiske klubber og møder for at være smukke udtryk for etnisk solidaritet, mens enhver klub eller forening udtrykkeligt for hvide per definition er racistisk. Foreningen, National Association for the Advancement of Colored People, NAACP (den landsdækkende forening til forbedring af farvede menneskers vilkår) kæmper åbenlyst for sortes fortrinstilling, mens en respekteret "borgerettighedsorganisation." som National Association for the Advancement of the White People, NAAWP (den landsdækkende forening til forbedring af hvide menneskers vilkår), der kæmper for lige behandling af alle racer, udskriges som ondartet racistisk.

På få læreanstalter, hvor modstandere af positiv særbehandling har oprettet studentersammenslutninger lig dem for sorte, hispanics, etc., er de blevet fordømt voldsomt som racistiske. Fornylig da de hvide studerende på Lowell High School i San Francisco fandt ud af, at de udgjorde en minoritet, bad de om en raceeksklusiv forening som den, de ikke-hvide grupper har. De blev afvist med rædsel. Ja, i Amerika idag vil enhver forening, der ikke en gang specielt er dannet for hvide, men hvor blot medlemmerne er hvide, blive stemplet som racistisk.

Et af de foretrukne slagord, der bruges om den omvendte racisme i dagens USA er "lovprisning af mangfoldighed." Det er begyndt at gå op for nogle få, at mangfoldighed altid opnås på bekostning af hvide (og sommetider mænd) og aldrig den anden vej. Ingen foreslår, at Howard University [et sort universitet] gøres mere mangfoldigt ved at optage hvide, latinamerikanere eller asiatere. Ingen har nogensinde foreslået, at National Hispanic University i San Jose, Californien ville blive beriget med mangfoldighed ved at have ikke-latinamerikanere på universitetet. Ingen foreslår, at The Black Congressional Caucus eller ledelsen i NAACP eller Mexican-American Legal Defense and Educational Found lider under manglen på mangfoldighed. Faktisk regnes det for fuldstændigt berettiget for dem at lovprise homogenitet. Og så alligevel - et helt hvidt firma, en by, en skole, en forening, et kvarter menes at lide under en mangel på mangfoldighed, som der må rådes bod på så hurtigt som muligt. Kun når hvide er reduceret til en minoritet, er "mangfoldigheden" nået.

Lad os sige det ligeud: At "lovprise" eller "tilslutte sig" mangfoldighed, som vi så ofte bliver bedt om, er ikke andet at angre hvides overmål. Faktisk menes hele nationen at lide under dette overmål af hvide. Vor nuværende immigrationspolitik er struktureret sådan, at 90 % af vor årlige 800.000 immigranter er ikke hvide. De millioner af illegale immigranter, der kommer ind i landet hvert år, er så godt som alle ikke-hvide. Det ville være racistisk ikke at være taknemmelig for dette prisværdige bidrag til "mangfoldigheden." Det er selvfølgelig kun hvide nationer, der er udpeget til at praktisere denne form for "mangfoldighed." Det er næsten forbryderisk at forestille sig en nation af en anden race gå med til en fordrivelse af den karakter.

Hvad nu hvis USA hældte de fattigste, mindst uddannede hvide ind over grænsen til ind i Mexico? Kunne man være tåbelig nok til at tro, at Mexico ville blive "kulturelt beriget"? Hvad hvis nu den mexikanske delstat, Chihuahua mistede sin majoritetsbefolkning til fattige hvide, der forlangte, at der blev undervist i engelsk i skolerne og insisterede på at fejre den amerikanske uafhængighedsdag , eller forlangte ret til at stemme, endog hvis de ikke var statsborgere og råbte på positiv særbehandling på arbejdsplader og i undervisning o.s.v.?

Ville Mexico eller nogen anden ikke-hvid nation tolerere denne form for kulturelt og demografisk erobring? Selvfølgelig ikke. Alligevel forventes hvide amerikanere at se på strømmen af latinamerikanere og asiatere, der kommer ind i landet som en uvurderlig kulturel gave. De forventes at "lovprise" deres eget tab af indflydelse, deres skrumpende antal, og deres egen fortrængning, thi alt andet ville være håbløst racistisk.

Der er en anden besynderlig uregelmæssighed ved den amerikanske racisme. Når ikke-hvide fremmer deres egne raciale formål, er der ingen, der beskylder dem for at hade en anden gruppe. Sorte kan slutte sig til "borgerrettighedsgrupper" og latinamerikanere kan være aktivister uden frygt for at blive stemplet som bigotter og hadmagere. De kan i åbenhed propagandere for racemæssig fortrinsret, der vil ske udelukkende på bekostning af hvide. De kan forlange begunstigelser af enhver slags, uden at det lader formode, at de er "antihvide."

På den anden side behøver hvide blot udtrykke opposition overfor positiv særbehandling for at blive betegnet som hadere. De behøver blot at tale om racepolitik, der er klart til skade for dem selv for at blive kaldt racister. Skulle de faktisk gå så vidt som at sige, at de foretrækker at være i selvskab med folk af deres egen slags, og at de ønsker at blive ladt alene for at nyde frugterne af deres egen europæiske arv, bliver de udskreget som uforbederligt onde og hadefulde.

Her er så de amerikanske racerelationers forvirrede inkonsekvens. Det er tilladt for alle ikke-hvide at foretrække selskab af deres egen slags, at tænke på sig selv som grupper med interesser forskellige fra helhedens og at arbejde åbent for gruppefordele. Intet af dette anses at være racistisk. På samme tid skal hvide også deltage i felttoget for ikke-hvides interesser. De må ofre deres fremtid på "mangfoldighedens" alter og samarbejde for deres egen fordrivelse. De opfordres endog til at understøtte fortrængningen af europæiske folk og kultur til fordel for fremmede folk og kulturer. For at udtrykke det kort og godt vil hvide gladeligt slagte deres eget samfund og begå racialt og kulturelt selvmord. Thi for at afvise at gøre sådan ville være racistisk.

Selvfølgelig er hele den ikke-hvide foretagsomhed i USA helt naturlig og sund. Intet kunne være mere naturligt end at elske ens eget folk og håbe på, at det blomstrer. Filipinere og El Salvadoranere er utvivlsomt overraskede over at opdage at blot ved at sætte deres ben i USA, er de berettiget til positiv særbehandling, og kan det bebrejdes dem, at de accepterer det? Overrasker det, at de skulle ønske deres sprog, deres kulturer, deres brødre og søstre at sætte sig det i besiddelse og uudsletteligt sætte deres mærke på landet? Hvis et engang stort folk i en engang stor nation er tilbøjelige til selvdestruktion og er parat til at overdrage land og magt til hvem som helst, der måtte vise sig og bede om det, hvorfor skulle mexicanere og cambodianere da beklage sig?

Nej det er den hvide foretagsomhed i USA, der er unaturlig, usund og uden historisk fortilfælde. Hvide har ladet sig overbevise om, at det er racistisk blot at gøre indsigelser imod fortrængning, meget mindre end at arbejde for deres egne interesser. Aldrig før i historien har en herskende befolkning åbnet grænserne for fremmede og øst ud af deres rigdom. Aldrig før er et folk blevet narret til at tro, at det er moralsk og ædelt at overgive dets arv og plads i historien til andre. Af alle racer i Amerika er kun hvide blevet bedraget til at tro, at en fortrinsret for ens egen art er racisme. Kun hvide får at vide, at kærlighed til deres eget folk på en eller anden måde er "had" til andre. Alle sunde mennesker foretrækker selskab af deres egen slags, og det har intet at gøre med racisme. Alle mennesker elsker deres familier mere end deres naboer, men det betyder ikke, at de hader deres naboer. Hvide, der elsker deres etniske gruppe, behøver ikke at besidde ond vilje imod ikke-hvide. De ønsker blot at blive overladt til dem selv for at være en del af udfoldelsen af deres egen raciale og kulturelle skæbne.

Hvad der kræves af hvide i Amerika er derfor fuldkomment unaturligt. Det bliver krævet, at de helliger sig andre racers interesser og ignorerer egne. Det svarer til at kræve, at en mand svigter sine børn og elsker naboens, fordi at gøre andet ville være "racistisk.

Hvad er "racisme" så for noget? Det er betydeligt mere, end en ordbog kan antages at oplyse. Det er ethvert hvidt menneskes modstand imod en officiel politik om fortrinsret for ikke-hvide. Det er ethvert hvidt menneskes forkærlighed for deres eget folk og kultur. Det er ethvert hvidt menneskes modstand imod at blive gjort til en minoritetsbefolkning i sit eget land. Det er enhver uvillighed imod at blive skubbet til side. Det er i korthed alle folkeslags normale stræben, som har kendetegnet nationer fra historiens begyndelse.

Opdateret d. 15.2.2002

Tilbage til undermenu