Det følgende er et talepapir, som jeg forfattede til en mundtlig opgave som historiestuderende ved Københavns Universitet. Der var sat 20 minutter af til at præsentere opgaven mundtligt for holdet, som bagefter kunne stille spørgsmål. Jeg viste den nedenstående litteraturliste via overheadprojektoren. Da, det er et talepapir, er der ingen noter.

Indgangsvinklen til dette foredrag er videnskabelig og således ikke noget forsøg på at propagandere for eller imod racismen. Hovedinspiration stammer fra William Shirers værk, Det Tredje Riges Storhed og Fald (kapitlet om det tredje riges rødder), som i den engelsktalende verden regnes som et af de bedste værker skrevet om det Tredje Rige. Dette værk er 100 procent politisk korrekt og urevisionistisk, men da det behandler emnet meget dybtgående, kan det ikke undgås, at der bliver gravet ganske interessante problemstillinger frem, som jeg så har fundet primærkilder til. Opgaven blev i øvrigt godkendt.


Den intellektuelle racismes historie

Af Ole Kreiberg

I løbet af 1800-tallet kom europæerne og deres efterkommere til at herske over størstedelen af verden. Dette skabte en følelse af overlegenhed overfor de farvede ikke-europæiske folk - altså det som populært kaldes racisme. Ordet racisme defineres således ifølge f.eks. Gyldendals Fremmedordbog som troen på visse racers overlegenhed og medfødte ret til at herske.

I dette klima opstod der filosofier og teorier, som skulle befæste denne tankegang. Det skulle vise sig, at den skulle gå langt videre end blot retfærdiggøre europæernes og deres efterkommeres overmagt i forhold til undertvungne farvede folkeslag.

Det første store gennembrud for den intellektuelle racisme kom fra den franske forfatter og diplomat Arthur de Gobineau, som i perioden fra 1853 til 1855 udgav et firebindsværk med titlen “Afhandling om Menneskeracernes Ulighed”. Gobineau, der var født i 1816, var orientalist af uddannelse og arbejdede indenfor den franske statsadministration, nærmere bestemt diplomatiet. Gobineau bliver ofte betegnet som racismens åndelige far - en betegnelse, hvis berettigelse dog er omdiskuteret, hvilket jeg senere vil komme tilbage til.

Forud for Gobineau havde sprogforskningen klassificeret en lang række sprog fra Europa til Bengalen i Indien som værende indoeuropæiske baseret på en række fællestræk. Efterhånden omstod også den tanke, at der til de forskellige indoeuropæiske sprog også svarede et indoeuropæisk folk. Man forestillede sig et oprindeligt indoeuropæisk urfolk, der en gang havde talt samme sprog og tilhørt samme race. Efterhånden havde dette folk spredt sig fra Centralasien, hvor det formodedes at have haft sit urhjem, til Europa og store dele af Asien og Mellemøsten. Det oprindelige sprog udviklede sig til dialekter og derfra til helt selvstændige sprog indenfor den indoeuropæiske sprogstamme. Indoeuropæerne blandede sig også med de ikke indoeuropæiske folk, som de underlagde sig og kom således til at se forskellige ud alt efter, hvor i verden, man befandt sig. Denne tanke er central i Gobineaus værk og hos Gobineaus efterfølgere.

Ordet arier, som bruges i Gobineaus værk, og hos hans efterfølgere, stammer fra det oldindiske sprog Sanskrit og betyder ædel. Ordet optræder første gang i Rigveda, som er hinduernes ældste hellige skrift og det ældste skrift på et indoeuropæisk sprog Ifølge hinduistisk tradition blev dette skrift nedskrevet for 5000 tusinde år siden. Ifølge vestlig videnskab antages det at være skrevet i tiden 1500-1200 før kristi.
Ordet nævnes her i forbindelse med det centralasiatiske folk, der ca. år 1700 før Kristus erobrede det nordvestlige Indien.

Nu vil jeg lige kort fortælle om Oldindien og arierbegrebet, da ordet arier jo stammer herfra sammen med forestillingen om arisk overlegenhed.

Den oldindiske civilisation blev som sagt ligesom den oldpersiske skabt af indoeuropæiske hvide erobrere, der kaldte sig selv ariere (sanskrit: aryas). Disse arier trængte ind i Indien vestfra - fra det der i dag kaldes Afghanistan og Iran. Herfra var arierne endnu længere tilbage kommet fra Central Asien - nærmere bestemt det vestlige Turan ifølge C S Churye (se litteraturliste).

Kastesystemet i Indien blev senere grundlagt blandt andet for at undgå, at arierne blev blandet biologisk op med den oprindelige farvede flertalsbefolkning. På Sanskrit betyder ordet for kaste (varna) også farve. I indiske skrifter (af Patanjali) fra så sent som århundrederne omkring Kristi fødsel beskrives den højeste kaste, d.v.s. braminkasten, som havende gyldenbrunt hår, og i andre gamle skrifter (sastras) beskrives braminernes hudfarve som hvid.
Den oldindiske (ariske) civilisation øvede stor indflydelse på resten af Asien. F.eks er de berømte templer, Angor Vat i Cambodja og Borubudur på Java bygget efter indisk forbillede. I forbindelse med indførslen af Buddhismen i Kina fulgte en meget kraftig og dybtgående indisk kulturpåvirkning. Buddhismen opstod i Indien og udsprang af den oldindiske (vediske) religion og filosofi ligesom vore dages Hinduisme. Mod vest lærte araberne fra det braminske Indien sammen med en hel masse grundliggende matematik det talsystem inklusive nullet, som vi anvender i dag,.
Trods det skarpe indiske kastesystem blev kasterne alligevel mere eller mindre blandet, og resultatet er det Indien, som vi kender idag. Ifølge en nylig erklæring fra FN, så er det indiske kastesystem en form for racisme, og Manu Smriti, hinduernes ældgamle religiøse lovbog, hvor kastesystemet er defineret er ligeledes blevet betegnet som racistisk af FN.

Tilbage til Gobineau:

Ordet arier, der i vesten oprindeligt blev brugt som betegnelse for indoeuropæiske sprog, kom nu via især Gobineau også til at blive en betegnelse for den hvide race. Ifølge Gobineau fandtes der ingen racerene ariere, kun forskellige grader af renhed. Allerede omkring år 0 skulle de sidste racerene ariske befolkningsgrupper være blevet opblandet med ikke ariere. Gobineau ser det imidlertid sådan, at arierne i sig selv ikke var andet end de kvægnomader, de oprindeligt formodedes at have været. Det var først, når de blev blandet op med ikke ariske folk, at de begyndte at udvikle højere civilisation. Efterhånden som arierne blandedes mere og mere med ikke ariske folk, udvandedes deres iboende ariskhed og den af dem skabte højere civilisation gik til grunde. Ifølge Gobineau stammer al højere civilisation således fra arierne. Med Gobineaus egne ord forklares det således. Jeg citerer: “Historien viser, at al civilisation udgår fra den hvide race - at ingen civilisation kan eksistere uden medvirken af denne race“. Et andet citat lyder: “Racespørgsmålet dominerer alle andre problemer i historien …. Uligheden mellem racerne er tilstrækkeligt til at forklare hele udviklingen i folkenes skæbne.” Gobineau så den nordiske race som den mindst blandede del af den hvide race. Herfra stammer så forestillingen om blonde og blåøjede arier. Den nordiske race var efter hans opfattelse stærkest repræsenteret i det nordvestlige Europa nærmere bestemt ovenfor en linje stort set langs Seinen og østpå til Schweiz. Den indbefattede således en del af franskmændene, alle englændere og irere, befolkningen i Holland og Belgien, Rhinlandet og Hannover samt alle skandinavere. Han udelukkede tyskerne, som levede syd og sydøst for denne linje d.v.s. flertallet af tyskerne. Til gengæld regnede han de tyskere, som boede indenfor denne linje som de bedste ariere. Han fandt, at tyskerne bragte forbedring, hvorhen de kom. Dette gjaldt endog i Romerriget . De såkaldte barbarstammer, der besejrede romerne og splittede deres rige, gjorde civilisationen en klar tjeneste, for romerne var i det fjerde århundrede stort set helt degenererede (d.v.s. for kraftigt opblandede med ikke ariere, medens tyskerne var relativt rene ariere): “Den ariske tysker” erklærede han “er en stærk skabning …. Alt hvad han tænker, siger og gør er derfor af væsentlig betydning”. Gobineaus tanker blev hurtigt taget op i Tyskland, som i denne periode samledes til en sammenhængende nationalstat. Komponisten Richard Wagner, som Gobineau traf i 1876, gik ind for dem med begejstring, og snart spirede Gobinauforeninger frem over hele Tyskland (men ikke i Frankrig). Gobineau var dog kun filosof og skribent. Han havde ikke noget politisk program eller plan til raceforbedring. Han kan på en måde sammenlignes med den senere Oswald Spengler, der mente at alle kulturer uundgåeligt vil gå under. Gobineau mente, at raceblandingen var uundgåelig, og som til sidst ville føre til al højere civilisations undergang og slutteligt endda til menneskehedens udslettelse. Gobineaus syn var dybt pessimistisk, men hans racefilosofi fik imidlertid stor indflydelse på hans samtid og eftertid.

Hos førnævnte Gobineau selskab i Tyskland dukkede snart en person op, som skulle få stor indflydelse på at videreudvikle Gobineaus tanker og give dem den retning, som vi normalt forbinder med den tyske nazisme og negativ racisme. Denne mand var Houston Stewart Chamberlain, som ofte bliver betegnet som den mærkeligste englænder, der nogensinde har levet. Han var søn af en engelsk admiral og gift med komponisten Richard Wagners datter. Af forskellige årsager blev han som ung draget mod Tyskland, hvor han slog sig ned permanent og blev tysk af tanke og sprog. Han skrev en mængde værker, men det som skulle blive mest kendt i denne forbindelse, var værket fra 1899 - Grundlagen des Neunzehnten Jahrhunderts - et værk på ca. 1200 sider. Dette værk var noget af en sensation og skaffede ham pludselig berømmelse i Tyskland. Det blev hurtigt udbredt blandt de højere klasser, der ifølge William Shirer synes at have fundet netop det, de gerne vil tro. I løbet af ti år udkom det i otte oplag og blev solgt i 60.000 eksemplarer, og inden den første verdenskrigs udbrud var tallet nået op på 100.000. Det oplevede en ny opblomstring i nazi-tiden. I 1938 var det solgt i mere en kvart million eksemplarer.

Ligesom Gobineau, som Chamberlain beundrede, fandt denne nøglen til historien, ja civilisationens grundlag i racen. Chamberlains lære er som følger: For at forklare det 19 århundrede d.v.s. den samtidige verden, måtte man først betragte det, som var nedarvet fra fjerne tider. Tre ting sagde Chamberlain: Græsk filosofi og kunst, romersk jura samt Kristi personlighed.

Til arierne regnede Chamberlain kelterne og slaviske folk om end germanerne d.v.s. teutonerne i denne forbindelse var det vigtigste element. Han er imidlertid uklar i sin definitioner og erklærer et sted, at “den, der opfører sig som germaner, er germaner uanset sin racemæssige oprindelse". Måske tænkte han her på sin egen ikke-tyske oprindelse. I hvert fald mente han, at germaneren var sjælen i vor kultur.

Det længste kapitel i værket omhandler jøderne. Selvom han indleder kapitlet med at fordømme “dum og modbydelig antisemitisme” og lidt senere erklærer, at jøderne står ikke lavere end germanerne men er kun anderledes. De har deres egen storhed; de indser menneskets hellige pligt er at vogte racens renhed. Alligevel ender han med at gå rigtigt langt. Ifølge Shirer stammer en væsentlig del nazismens antisemitisme fra dette kapitel.

Chamberlain skriver, at endelig ligger vejen til frelse hos germanerne og deres kultur, og af germanerne er tyskerne de bedst udstyrede, for de har arvet de bedste egenskaber hos grækerne og indo-arierne d.v.s. oldinderne . Dette giver dem retten til at være verdens herrer. “Gud bygger i dag på tyskerne alene” skriver han et sted.

Blandt bogens første og mest begejstrede læsere var Kejser Vilhelm 2. Han indbød Chamberlain til sit slot i Potsdam , og allerede ved deres første møde sluttedes der et venskab, som varede til slutningen af forfatterens liv i 1927. Det resulterede i en omfattende korrespondance mellem de to mænd. Nogle af de 43 breve, som Chamberlain skrev til kejseren (der besvarede 23 af dem) var langstrakte essays, som kejseren benyttede i adskillige af sine bombastiske taler og erklæringer. Chamberlain mindede ustandseligt kejseren om Tysklands mission og bestemmelse og bebudede at Tyskland vil erobre verden ved indre overlegenhed. For al dette skriveri modtog Chamberlain, som i 1916 midt under første verdenskrig havde skiftet sit engelske statsborgerskab ud med et tysk, jernkorset af kejseren.

Men denne englænders indflydelse blev dog størst på Hitlers tredje rige, hvis komme han forudså. Hitler beklager i Mein Kampf, at Chamberlains tanker ikke blev ænset mere i det andet rige d.v.s. det rige, som blev grundlagt af Bismark. Chamberlain mødte Hitler første gang i 1923 og skrev dagen efter et brev til ham, hvor han blandt andet skrev, at store opgaver venter Dem. Chamberlain blev hurtigt medlem af nazistpartiet og begyndte at skrive for dets publikationer. I en af hans artikler fra 1924 hyldede han Hitler, der dengang sad i fængsel for sin medvirken i ølstuekuppet i München, som værende bestemt af Gud til at føre det tyske folk. Da Chamberlain fyldte 70 år blev det fejret med en fem siders hyldestartikel i det nazistiske tidsskrift “Völkische Beobachter”, der hyldede hans værk som den nationalsocialistiske bevægelses evangelium. Chamberlain døde 16 måneder senere og udover en prins, der repræsenterede den abdicerede kejser Vilhelm den 2, som ikke kunne vende tilbage til Tyskland fra sit eksil i udlandet, var Hitler den eneste officielle person, der var til stede. Ifølge Shirer, der arbejdede som amerikansk udenrigskorrespondent i Nazityskland, blev Chamberlain af mange samtidige tyskere regnet som det Tredje Riges åndelige grundlægger.

Hvad angår Gobineau og Chamberlain, vil jeg citere fra Shirer: Det være sagt straks, at ingen af dem var charlataner. De var begge mænd med overordentlig stor viden, dyb kultur, og meget berejste. Hitlers antinazistiske biograf, Konrad Heiden, der beklagede indflydelsen fra Chamberlains racedoktriner, skriver, at denne var en af de mest forbavsende talenter i den tyske intelligens historie, en guldgrube af viden og dybsindige tanker.

Det var ikke kun i Tyskland, at den racistiske tankegang på dette tidspunkt var vidt udbredt. Det var den over hele den vestlige verden - særligt i USA, som havde en stor farvet befolkning. Mange delstater i USA havde apartheidlovgivning, som blandt andet forbød ægteskaber mellem hvide og sorte og meget mere - dette skønt af USA var det første demokrati i nyere tid. I de første ca. hundrede år af sin historie som selvstændig stat, tolererede det demokratiske USA negerslaveriet. Efter dettes ophævelse indførte mange delstater apartheidlovgivning som var gældende det næste hundrede år af USA’s historie. Racismen var som sagt meget udbredt i USA, og USA havde sit eget sidestykke til Gobineau og hans afhandling om menneskeracernes ulighed i Madison Grants værk med titlen The Passing of Great Race fra 1916, som var meget udbredt og accepteret i det samtidige USA. Det samme gjaldt Sydafrika, der var allieret med USA i anden verdenskrig mod Tyskland. Efter at have deltaget i nedkæmpelsen af Nazityskland indførte Sydafrika et af de skrappeste apartheidsystemer, som verden endnu har set. Før anden verdenskrig fandtes der i Sverige et statslig institut for raceforskning indstiftet af en socialdemokratisk regering. Dette institut forskede blandt i raceforskelligheder mellem lappiske og ikke lappiske svenskere. Så raceideer er på ingen måde noget, der er forbeholdt totalitære stater.

Da dette emne er meget omfattende og jeg kun har tyve minutter til rådighed, vil jeg begrænse resten til Tyskland og Østrig.

Hvor Gobineau og Chamberlain repræsenterede noget af det mest lødige efter samtidens normer, fandtes der i Tyskland og Østrig i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet en hel underskov af selskaber og loger, der behandlede samme tema men på en noget mere outreret måde. Den engelske professor Nicholas Goodrick-Clarke, der vandt sin doktorgrad på en afhandling om mystiske tyske og østrigske sekter og højreorienteret ideologi i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, har skrevet følgende værk: The occult Roots of Nazism med undertitlen The ariosophists of Austria and Germany 1890-1935. The racist fantasies of Guido von List Jörg Lanz von Liebenfels and their influence of Nazi Ideology.

Hvor Gobineau og Chamberlain havde været mest filosofiske og ideologiske opstod der parallelt også racistiske bevægelser med et mere religiøst, kultisk og okkult skær. Disse bevægelser havde ofte deres udspring i den teosofiske tankegang, hvor man ser religiøsiteten som en helhed og mener at alle religioner har et gran af sandhed i sig. Det var den f.eks. teosofiske bevægelse, der bragte det indiske svastikategn, d.v.s. hagekorset, til Europa. Den teosofiske bevægelse opstår samtidig med bølgen af nationalisme og racisme i sidste halvdel af 1800-tallet. Ordet teosofi består af de græske ord teo + sof, der betyder henholdsvis Gud og vis. Teosofien beskæftiger sig ikke med race eller nationalitet men giver alligevel inspiration til ariosofien, som er en filosofi, der ser det guddommelige i arieren eller er måske rettere en religiøs filosofi, der passer til arieren, og som mere eller mindre står i modsætning til den semitiske religiøsitet, som udtrykker sig Kristendommen, Jødedommen og Islam. Disse sidstnævnte religioner undertrykker eller fremmedgører ifølge ariosofien arieren fra sin sande natur. Ariosofien er den lære, der skal frigøre arieren åndeligt.

Guido von List var den første populære skribent, der kombinerede tysk nationalistisk (völkisch) ideologi med okkultisme og teosofi.Giudo von List var født 1848 i Wien. Han udviklede sin egen okkulte filosofi byggende på noget som han kaldt Armanenschaft - en odinistisk religion, som han mente, at oldarierne i Europa havde dyrket. Men også den vil det tage for lang tid at komme yderligere ind på.


En af Lists tilhængere var Jörg Lanz von Liebenfels, der snart begyndte sin egen okkulte virksomhed. Han udgav en lang række bøger og en meget omfangsrig pamfletserie med titlen Ostara indeholdende racistiske, okkulte, teosofiske og ariosofiske emner. Han gav sin egen særprægede forklaring på, hvordan raceblandingen oprindeligt var opstået med baggrund af sin tolkning af tekster i mesosopotamisk kileskrift. Den vil jeg ikke komme nærmere ind på. Hvad der er interessant er spørgsmålet om hans indflydelse på den unge Hitler. Liebenfels skrev i 1932 i et brev til en Frater Aemelius: “Hitler er en af vore elever“. Der er usikkerhed om, hvor meget Hitler kendte til Liebenfels og hans skriverier. Liebenfels påstår selv, at Hitler og hans ungdomsven, August Kubizek, havde besøgt ham i 1909 og købt en stak af hans pamfletter. Ifølge psykologen Wilfried Daim, der i 1947 skrev en Hitlerbiografi med titlen Das Ende der Hitler Mythos, påstås der med baggrund i et interview med Josef Greiner, som skulle have kendt Hitler i Wien, at Hitler på sit værelse havde havde en stak Ostara af en højde på mindst 25 cm. Greiners vidneudsagn er omstridt. Efter krigen fandt man i Hitlers bibliotek kun en bog af Lanz nemlig “Das Buch der Psalmen Teutsch” fra 1926.

Mere interessant i forbindelse med Hitler var Thule-selskabet i München, som var et af mange ariosofiske selskaber i Tyskland og Østrig. Thuleselskabet anvendte hagekorset på symbol på arierne og var de første, der brugte betegnelsen Nationalsocialisme. Brugen af hagekorset i denne forbindelse kan dog spores tilbage til førnævnte Guido von List. Medlemmerne af thuleselskabet kom mest fra over- og mellemklassen, men man ville gerne udsprede dets ideer til de almindelige arbejdere. Derfor blev Deutsche Arbeiterpartei DAP stiftet. Hitler mødte dette parti første gang den 12 September 1919. Hitler havde som krigsveteran fra første verdenskrig fået et job som spion i den militære efterretningstjeneste. Hans opgave bestod i at overvåge yderliggående grupper. Han blev så begejstret for dette parti, at han i den kommende tid holdt flere taler ved dets møder. Det var her, at man opdagede hans oratoriske talent. Hitler medvirkede sammen med Thuleselskabet til at sammenlægge det nationalsocialistiske parti og det tyske arbejderparti til det nationalsocialististiske tyske arbejderparti. Han var også med til at bestemme, at hagekorset skulle være af den buddhistiske type med armende vendende i urets retning.

Hitler brød sig dog ikke meget om disse ariosoffer, som han både i Mein Kampf og i andre sammenhænge omtalte som Völkische fantaster. Da nazistpartiet kom til magten fik flere af dem skriveforbud, og nogle måtte drage i eksil eller havnede endda i koncentrationslejre. Man kan nu forstå, at den racisme, som man forbinder med nazismen ikke var Hitlers opfindelse men allerede fandtes udbredt i tiden. Den var en del af tankegodset hos de tyske nationalistiske fraktioner, som Hitler samlede i et parti. Hitler selv var mere en praktisk handlingens mand end en egentlig tænker. Han var mere tysk chauvinist end racist, selvom han selvfølgelig accepterede racismen.

Foredraget sluttede her, og der kunne stilles spørgsmål. Da jeg var sikker på, at der ville komme spørgsmål eller kommentarer om jøderne i forbindelse med racismen, sagde jeg derfor følgende for at foregribe begivenhedernes gang:

Nu vil mange nok spørge, hvad det egentlig var han mente om jøderne i denne henseende. Her kan man læse følgende i hans politiske testamente, som han skrev få måneder før sin død:

Vores racemæssige stolthed er ikke aggressiv undtagen, når det gælder den jødiske race. Vi benytter udtrykket jødisk race som en bekvem betegnelse for i virkeligheden og fra et genetisk synspunkt findes der ikke en jødisk race. I midlertid findes der dog en gruppe om hvem betegnelsen faktisk kan anvendes og som anvendes af jøderne selv. Det er den åndeligt homogene gruppe til hvilken alle jøder i hele verden regner sig uanset hvilket land de bor i. Det er den gruppe, som vi betegner som den jødiske race.... Den jødiske race er først og fremmest abstrakt race af sindelag.... En race af sindelag er noget mere solidt og holdbart end blot en race

Tilbage til undermenuen