Antiracismen - en trussel imod ytringsfriheden



af Søren Dahm

Indtil fornylig var det en udbredt antagelse, at man kunne vurdere folks holdning til ytringsfriheden ud fra deres politiske tilhørsforhold.
Der var højrefløjen repræsenteret af bl.a. nyreligiøse kristne og konservative moralister, der ud fra et konservativt syn på verden og mennesket ønskede at undertrykke forskellige ideer der blev anset for samfundsundergravende.
Et lokalt eksempel på dette kunne være Jens Jørgen Thorsens Jesus-film. I USA har denne moralisme tit medført ekstreme krav om censur bl.a. af homoseksuelle og rap-musik.
Der var venstrefløjen repræsenteret af progressive græsrodsorganisationer, der som regel altid har været ofre for censur og undertrykkelse. Men i de seneste år er billedet vendt 180 grader. Venstrefløjen har adopteret mange af højrefløjens krav om indførelse af censur dog med omvendt fortegn. I Danmark demonstrerede hundrede autonome i Roskilde nogle år tilbage voldeligt imod, at Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse lovligt afholdte en anmeldt demonstration.
I Kværs brugte autonome tilsvarende metoder som protest imod, at en tysker kunne udnytte Danmarks liberale ytringsfrihed til at omgå den tyske censur og undertrykkelse.Man vil umiddelbart finde denne tingenes tilstand ulogisk.Men venstrefløjen har da altid været offer for censur og burde vel så også have en egen interesse i frihed for alle? Nej - sagen er ikke så enkel. Efter at venstrefløjens mærkesager er blevet universelt accepterede, har den mistet sin legitimitet og har derfor været nødt til at søge nye veje.
En af disse veje er "antiracisme" og er bredt accepteret over det politiske spektrum. Racisme anses for værre end voldtægt og pædofili, og er man først stemplet som racist er man frit bytte for krav om censur enten af staten eller de kontrollerede medier. Dele af venstrefløjen har dog drevet dette til ekstremerne. Der er oprettet "antiracistiske" foreninger, der ganske vist ikke officielt erklærer sig som hørende til på venstrefløjen af det politiske spektrum men som alligevel er domineret af aktivister fra såkaldt socialistiske foreninger.
Det nye og bemærkelsesværdige ved disse foreninger er, at deres eneste formål tilsyneladende er indskrænkning af andres ytrings-og og forsamlingsfrihed.Disse grupper påstår, at racisme er skadelig for demokratiet og derfor skal forbydes og strafforfølges af staten. Aldrig før i historien har grupper så åbenlyst angrebet de værdier som er grundlag for, at demokratiet kan udfolde sig.
Men da disse grupper officielt hævder at forsvare demokratiet, er de nødt til at retfærdiggøre deres krav om censur med "væsentlige samfundsinteresser." En væsentlig samfundsinteresse for dem er bekæmpelse med alle midler af den onde og farlige racisme, som de tror vil føre til demokratiets afskaffelse.
Konsekvensen af at acceptere at ytringsfrihed og andre individuelle rettigheder underordnes "væsentlige samfundsinteresser" er imidlertid, at alle der ytrer sig ufordelagtigt om disse interesser straffes enten ved hjælp af sociale mekanismer eller af Staten. At individuelle rettigheder som ytringsfrihed skulle kunne underordnes samfundet er jo ligesom noget, vi har hørt før. I Kina og Tyrkiet sidder adskillige forfattere og journalister i fængsel for at tilkendegive deres uenighed med magthaverne, om hvad der er væsentligt for samfundet.
At ytringsfriheden ikke er absolut er ikke noget, som man for alvor strides om heller ikke i vesten. Tilskyndelse til uroligheder og væbnet konspiration imod staten regnes normalt som rimeligt at undertrykke, da det har øjeblikkelige fysiske eller økonomiske konsekvenser.
Men det de såkaldte antiracister vil er intet mindre end kriminalisering af bestemte ideer, som truer det samfundssystem, antiracistiske aktiviteter ser som idealet.
Omvendt ville mange antiracister korse sig, hvis man foreslog at organisationer som PKK og (Kurdistans Arbejderparti) og Tupac Amaru skulle have deres ytringsfrihed begrænset - for det er jo noget andet. Støtten til politiske fanger er også meget populær iblandt visse antiracister. Mange opfatter for eksempel. PKK-sympatisører i Tyrkiet som politiske fanger og skriver protestbreve til ambassader og medierne. Der er uden tvivl mange af disse personer, der ikke har gjort andet end at sympatisere med kurdisk løsrivelse på fredelig vis. Men definitionen "politisk fange" ændrer sig pludselig, når vi beskæftiger os med personer, der propaganderer for andre synspunkter som for eksempel. modstand imod, at visse jødiske organisationer har opnået helt uforholdsmæssig kontrol med de trykte og elektroniske medier eller blot på et videnskabeligt grundlag forsøger at kortlægge myter forbundet med Tysklands behandling af jøderne under anden verdenskrig.
Et aktuelt eksempel på denne dobbeltmoral var sagen om den amerikanske statsborger Gary Lauck i 1995. Han rejste til Danmark for at udøve sin politiske virksomhed, som også er garanteret af den dansk grundlov. Som amerikansk statsborger kunne han regne med, at han i USA havde ret til at give udtryk for sine synspunkter. Men i stedet for blev han arresteret i Danmark af det danske politi og udleveret til retsforfølgelse i Tyskland - ikke fordi han havde begået noget ulovligt i Danmark men fordi det tyske politi var på sporet af ham.
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen for alvor protesterede imod denne udlevering, endskønt det Hr. Laucks eneste "forbrydelse" var at ytre sig negativt om jøderne og betvivle holocaust. Hvis det havde været enhver anden end ham, havde man helt sikkert oplevet et ramaskrig fra medierne og menneskerettighedsorganisationerne.
Men i denne sag var man tavs, fordi man mente at personens synspunkter var så forkerte, at det ikke længere var et spørgsmål om ytringsfrihed og menneskerettigheder. Gary Lauck havde i modsætning til flere af venstrefløjens "politiske fanger" ikke kastet bomber eller skudt mennesker men blot udnyttet sin ytringsfrihed.
Den lektion man må drage af denne og andre sager er, at ytringsfrihed for denne del af venstrefløjen er frihed til at sige det "rigtige." Vi vil alle godt sige det "rigtige" om samfundspørgsmål, men da vi ikke er enige indbyrdes om, hvad der er "rigtigt" accepterer vi afvigende meninger. Men for nogle må meninger blot ikke afvige for meget, før tankepolitiet bliver inddraget. Jødiske interesseorganisationer har sjovt nok spillet en aktiv rolle i mange af disse tiltag. Man skulle ellers tro, at jødernes erfaringer med totalitære styreformer ville gøre dem agtpågivende over for krænkelser af ytringsfriheden, da det er den bedste garanti imod gentagelse.
Men skinnet bedrager. I utallige retsager har jødiske grupper forsøgt at bringe dissidenter til tavshed enten på grund af deres syn på holocaust eller skepsis overfor uproportional jødisk indflydelse i massemedierne. I Canada forsøgte jøderne at få den kendte politiske aktivist Ernst Zundel dømt for at "udbrede falske nyheder" i en pamflet, der kritiserede det etablerede syn på holocaust og gaskamrene. Skønt den canadiske højesteret erklærede den lovbestemmelse, under hvilken han blev forsøgt retsforfulgt for forfatningsstridig var dette dog kun en foreløbig sejr for ytringsfriheden.
The Holocaust Remembrance Association har forsat chikanen imod Ernst Zundel alene på grund af hans Internet-hjemmeside The Zundelsite. Et andet canadisk offer for denne kampagne var Jim Keegstra en skolelærer, der fortalte sine elever det han mente var sandheden om holocaust.
I Storbritannien har Labour Partiet under pres fra jødiske interessegrupper erklæret, at de vil gøre det strafbart at "benægte holocaust," hvilket i praksis vil betyde, at trosfriheden vil blive afskaffet.
I Sverige og Australien har jøder netop introduceret retslige skridt imod Internet-hjemmesider, de hævder er "antisemitisk" og "benægter holocaust."
I USA har man ikke dette problem i samme omfang. Men den britiske historiker David Irving har alligevel måttet opgive at få udgivet en af sine bøger på et forlag som resultat af pression fra jødiske interesseorganisationer over for udgiveren.
I Frankrig sagsøgte en fransk jødisk studenterforening en Internet-udbyder, fordi kunder udenfor udbyderens direkte kontrol kunne hente materiale, der ikke bekræfter den etablerede historieskrivning vedrørende holocaust.
I anledning af det såkaldte racisme-år bør disse udviklingstendenser nok give grund til bekymring hos alle tilhængere af retsstaten, da historien har vist, at censur ikke i længden kan begrænses til en dæmoniseret minoritet.
Kun eftertiden vil vise, om disse begivenheder var begyndelsen til noget langt værre nemlig demokratiets faktiske afskaffelse eller ligesom det såkaldte holocaust blot en "detalje i historien" for at citere den franske Jean-Marie Le Pen.

Tilbage til undermenu