af Søren Dahm
Indtil fornylig var det en udbredt antagelse, at man kunne
vurdere folks holdning til ytringsfriheden ud fra deres politiske
tilhørsforhold.
Der var højrefløjen repræsenteret af bl.a. nyreligiøse
kristne og konservative moralister, der ud fra et konservativt
syn på verden og mennesket ønskede at undertrykke forskellige
ideer der blev anset for samfundsundergravende.
Et lokalt eksempel på dette kunne være Jens Jørgen Thorsens
Jesus-film. I USA har denne moralisme tit medført ekstreme krav
om censur bl.a. af homoseksuelle og rap-musik.
Der var venstrefløjen repræsenteret af progressive
græsrodsorganisationer, der som regel altid har været ofre for
censur og undertrykkelse. Men i de seneste år er billedet vendt
180 grader. Venstrefløjen har adopteret mange af højrefløjens
krav om indførelse af censur dog med omvendt fortegn. I Danmark
demonstrerede hundrede autonome i Roskilde nogle år tilbage
voldeligt imod, at Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse lovligt
afholdte en anmeldt demonstration.
I Kværs brugte autonome tilsvarende metoder som protest imod, at
en tysker kunne udnytte Danmarks liberale ytringsfrihed til at
omgå den tyske censur og undertrykkelse.Man vil umiddelbart
finde denne tingenes tilstand ulogisk.Men venstrefløjen har da
altid været offer for censur og burde vel så også have en egen
interesse i frihed for alle? Nej - sagen er ikke så enkel. Efter
at venstrefløjens mærkesager er blevet universelt accepterede,
har den mistet sin legitimitet og har derfor været nødt til at
søge nye veje.
En af disse veje er "antiracisme" og er bredt
accepteret over det politiske spektrum. Racisme anses for værre
end voldtægt og pædofili, og er man først stemplet som racist
er man frit bytte for krav om censur enten af staten eller de
kontrollerede medier. Dele af venstrefløjen har dog drevet dette
til ekstremerne. Der er oprettet "antiracistiske"
foreninger, der ganske vist ikke officielt erklærer sig som
hørende til på venstrefløjen af det politiske spektrum men som
alligevel er domineret af aktivister fra såkaldt socialistiske
foreninger.
Det nye og bemærkelsesværdige ved disse foreninger er, at deres
eneste formål tilsyneladende er indskrænkning af andres
ytrings-og og forsamlingsfrihed.Disse grupper påstår, at
racisme er skadelig for demokratiet og derfor skal forbydes og
strafforfølges af staten. Aldrig før i historien har grupper
så åbenlyst angrebet de værdier som er grundlag for, at
demokratiet kan udfolde sig.
Men da disse grupper officielt hævder at forsvare demokratiet,
er de nødt til at retfærdiggøre deres krav om censur med
"væsentlige samfundsinteresser." En væsentlig
samfundsinteresse for dem er bekæmpelse med alle midler af den
onde og farlige racisme, som de tror vil føre til demokratiets
afskaffelse.
Konsekvensen af at acceptere at ytringsfrihed og andre
individuelle rettigheder underordnes "væsentlige
samfundsinteresser" er imidlertid, at alle der ytrer sig
ufordelagtigt om disse interesser straffes enten ved hjælp af
sociale mekanismer eller af Staten. At individuelle rettigheder
som ytringsfrihed skulle kunne underordnes samfundet er jo
ligesom noget, vi har hørt før. I Kina og Tyrkiet sidder
adskillige forfattere og journalister i fængsel for at
tilkendegive deres uenighed med magthaverne, om hvad der er
væsentligt for samfundet.
At ytringsfriheden ikke er absolut er ikke noget, som man for
alvor strides om heller ikke i vesten. Tilskyndelse til
uroligheder og væbnet konspiration imod staten regnes normalt
som rimeligt at undertrykke, da det har øjeblikkelige fysiske
eller økonomiske konsekvenser.
Men det de såkaldte antiracister vil er intet mindre end
kriminalisering af bestemte ideer, som truer det samfundssystem,
antiracistiske aktiviteter ser som idealet.
Omvendt ville mange antiracister korse sig, hvis man foreslog at
organisationer som PKK og (Kurdistans Arbejderparti) og Tupac
Amaru skulle have deres ytringsfrihed begrænset - for det er jo
noget andet. Støtten til politiske fanger er også meget
populær iblandt visse antiracister. Mange opfatter for eksempel.
PKK-sympatisører i Tyrkiet som politiske fanger og skriver
protestbreve til ambassader og medierne. Der er uden tvivl mange
af disse personer, der ikke har gjort andet end at sympatisere
med kurdisk løsrivelse på fredelig vis. Men definitionen
"politisk fange" ændrer sig pludselig, når vi
beskæftiger os med personer, der propaganderer for andre
synspunkter som for eksempel. modstand imod, at visse jødiske
organisationer har opnået helt uforholdsmæssig kontrol med de
trykte og elektroniske medier eller blot på et videnskabeligt
grundlag forsøger at kortlægge myter forbundet med Tysklands
behandling af jøderne under anden verdenskrig.
Et aktuelt eksempel på denne dobbeltmoral var sagen om den
amerikanske statsborger Gary Lauck i 1995. Han rejste til Danmark
for at udøve sin politiske virksomhed, som også er garanteret
af den dansk grundlov. Som amerikansk statsborger kunne han regne
med, at han i USA havde ret til at give udtryk for sine
synspunkter. Men i stedet for blev han arresteret i Danmark af
det danske politi og udleveret til retsforfølgelse i Tyskland -
ikke fordi han havde begået noget ulovligt i Danmark men fordi
det tyske politi var på sporet af ham.
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen for alvor protesterede imod
denne udlevering, endskønt det Hr. Laucks eneste
"forbrydelse" var at ytre sig negativt om jøderne og
betvivle holocaust. Hvis det havde været enhver anden end ham,
havde man helt sikkert oplevet et ramaskrig fra medierne og
menneskerettighedsorganisationerne.
Men i denne sag var man tavs, fordi man mente at personens
synspunkter var så forkerte, at det ikke længere var et
spørgsmål om ytringsfrihed og menneskerettigheder. Gary Lauck
havde i modsætning til flere af venstrefløjens "politiske
fanger" ikke kastet bomber eller skudt mennesker men blot
udnyttet sin ytringsfrihed.
Den lektion man må drage af denne og andre sager er, at
ytringsfrihed for denne del af venstrefløjen er frihed til at
sige det "rigtige." Vi vil alle godt sige det
"rigtige" om samfundspørgsmål, men da vi ikke er
enige indbyrdes om, hvad der er "rigtigt" accepterer vi
afvigende meninger. Men for nogle må meninger blot ikke afvige
for meget, før tankepolitiet bliver inddraget. Jødiske
interesseorganisationer har sjovt nok spillet en aktiv rolle i
mange af disse tiltag. Man skulle ellers tro, at jødernes
erfaringer med totalitære styreformer ville gøre dem
agtpågivende over for krænkelser af ytringsfriheden, da det er
den bedste garanti imod gentagelse.
Men skinnet bedrager. I utallige retsager har jødiske grupper
forsøgt at bringe dissidenter til tavshed enten på grund af
deres syn på holocaust eller skepsis overfor uproportional
jødisk indflydelse i massemedierne. I Canada forsøgte jøderne
at få den kendte politiske aktivist Ernst Zundel dømt for at
"udbrede falske nyheder" i en pamflet, der kritiserede
det etablerede syn på holocaust og gaskamrene. Skønt den
canadiske højesteret erklærede den lovbestemmelse, under
hvilken han blev forsøgt retsforfulgt for forfatningsstridig var
dette dog kun en foreløbig sejr for ytringsfriheden.
The Holocaust Remembrance Association har forsat chikanen imod
Ernst Zundel alene på grund af hans Internet-hjemmeside The
Zundelsite. Et andet canadisk offer for denne kampagne var Jim
Keegstra en skolelærer, der fortalte sine elever det han mente
var sandheden om holocaust.
I Storbritannien har Labour Partiet under pres fra jødiske
interessegrupper erklæret, at de vil gøre det strafbart at
"benægte holocaust," hvilket i praksis vil betyde, at
trosfriheden vil blive afskaffet.
I Sverige og Australien har jøder netop introduceret retslige
skridt imod Internet-hjemmesider, de hævder er
"antisemitisk" og "benægter holocaust."
I USA har man ikke dette problem i samme omfang. Men den britiske
historiker David Irving har alligevel måttet opgive at få
udgivet en af sine bøger på et forlag som resultat af pression
fra jødiske interesseorganisationer over for udgiveren.
I Frankrig sagsøgte en fransk jødisk studenterforening en
Internet-udbyder, fordi kunder udenfor udbyderens direkte kontrol
kunne hente materiale, der ikke bekræfter den etablerede
historieskrivning vedrørende holocaust.
I anledning af det såkaldte racisme-år bør disse
udviklingstendenser nok give grund til bekymring hos alle
tilhængere af retsstaten, da historien har vist, at censur ikke
i længden kan begrænses til en dæmoniseret minoritet.
Kun eftertiden vil vise, om disse begivenheder var begyndelsen
til noget langt værre nemlig demokratiets faktiske afskaffelse
eller ligesom det såkaldte holocaust blot en "detalje i
historien" for at citere den franske Jean-Marie Le Pen.