Simon Wiesenthal

Af Mark Weber

Simon Wiesenthal er en levende legende. I en formel ceremoni i Det Hvide Hus i August 1980 overrakte en tårevædet Præsident Carter verdens førende "nazijæger" en særlig guldmedalje tildelt af den amerikanske kongres. Præsident Reagan lovpriste ham i november 1988 som en af dette århundredes "sande helte".
Han har modtaget Tysklands højeste orden og en af verdens vigtigste Holocaust organisationer bærer hans navn, nemlig Simon Wiesenthal Center of Los Angeles.
Han blev portræteret på en flatterende måde af Laurence Olivier i filmen "The Boys from Brazil" fra 1978, og af Ben Kingsley i TV-filmen fra 1989, "Morderne iblandt os".
Wiesenthals anseelse er ufortjent. Manden, der er kendt som "Holocausts hævnende engel", har et veldokumenteret ry for en letfærdig omgang med sandheden. Han har løjet om sine egne krigstidsoplevelser, givet et forkert billede af sine "nazijæger"bedrifter efter krigen og spredt skammelige usandfærdigheder om påståede tyske grusomheder. Han er så sandelig ingen moralsk autoritet.

Falsk "nazijæger"

Wiesenthals omdømme som verdens førende "nazijæger" er fuldstændigt ufortjent. Hans største bedrift igennem mere end tredive års jagt på "naziforbrydere", var hans påståede rolle i lokaliseringen og tilfangetagelsen af Adolf Eichmann. (Eichmann var leder af SS-Afdelingen for Jødiske Anliggender under krigen. Han blev kidnappet af Israelske agenter i Buenos Aires i 1960 og hængt i Jerusalem efter en retssag, som tiltrak sig verdens- omspændende medieopmærksomhed).
Imidlertid har Isser Harel, den isrælske agent, der var leder af det hold, der fangede Eichmann, utvetydigt erklæret, at Wiesenthal absolut intet havde at gøre med tilfangetagelsen. Harel sagde: "Alle oplysninger leveret af ham både før og efter igangsættelsen af operationen var totalt værdiløse og nogle gange endda vildledende og af negativ værdi". (Harel er forhenværende chef for både Mossad og Shin Bet, som er henholdsvis Israels udenrigs- og indenrigsefterretningsvæsen). Dertil kommer, at Arnold Forster, som er et ledende medlem af Anti-Defamation League af B'nai B'rith (en indflydelsesrig zionistisk organisation), i sin bog, Square One skriver, at lige før at israelerne pågreb Eichmann i Argentina, havde Wiesenthal placeret ham i både Japan og Saudi Arabien.
En af Wiesenthals mest bemærkelsesværdige sager drejede sig om en mand ved navn Frank Walus. I et brev af 10. december 1974 anklagede han Walus for at have "udleveret jøder til Gestapo" i Czestochova og Kielce i Polen under krigen. Dette brev afstedskom en regeringsundersøgelse og et retsligt felttog mod Walus. Washington Post beskæftigede sig med sagen i en artikel af maj 1981 under overskriften, "Nazisten som aldrig har eksisteret: Hvordan retten, pressen og undersøgelsesmyndighederne stemplede en uskyldig mand som krigsforbryder". En udsnit af en lang redegørelse fra American Bar Association lyder som følger:

I januar 1977 anklagede den amerikanske regering en mand fra Chicago ved navn Frank Walus for at have begået grusomheder i Polen under anden verdenskrig.
I de følgende år oparbejdede denne pensionerede fabriksarbejder en gæld på mere end 60000 dollars for at dække udgifterne til sit forsvar. Han sad i retten, mens 11 overlevende jøder fra den tyske besættelse bevidnede at have set ham myrde børn, en gammel kvinde, en ung kvinde, en pukkelrygget person og flere andre.
Afgørende beviser tydede på, at Walus ikke var en nazistisk krigsforbryder, og at han ikke en gang var i Polen under anden verdenskrig.
I en atmosfære af had og afsky, der nærmede sig hysteri førte regeringen retssag mod en uskyldig person.
I 1974 stemplede den berømte "nazijæger" Simon Wiesenthal fra Wien Walus som "en polak fra Chicago, der udførte opgaver for Gestapo i ghettoerne i Czestochowa og Kielce og overgav et antal jøder til Gestapo"

Med andre ord, selvom Wiesenthals "reporter om Walus faktisk ikke var andet end tomme rygter, fortsatte "nazijægeren" alligevel med at anklage ham.
I April 1978 på et tidpunkt, hvor sagen stadig var under over- vejelse, besøgte Wiesenthal Chicago og gav interviews, hvor han tog æren for Walussagen. "Hvordan nazijæger hjalp med at finde Walus" lød overskriften på Sun Times. Wiesenthal fortalte denne avis, at han "aldrig havde haft taget fejl i identificeringen i nogen sager" og tilføjede: "Jeg ved, at der tusinder, der bare venter på en fejltagelse fra min side"
Det var først efter en udmattende retslig kamp, at manden, som var blevet smædet og fysisk overfaldet som "slagteren fra Kielce", omsider blev i stand til at bevise, at han havde tilbragt krigsårene som fredelig landarbejder i Tyskland. Wiesenthals uansvarlige og hensynsløse opførsel i Walussagen burde have været nok til at få ham miskrediteret som en pålidelig efterforsker for altid.

Tog fejl angående Mengele

En stor del af Wiesenthalmyten bygger på hans jagt på Josef Mengele, som under krigen var læge i Auschwitz og kendt som "dødsenglen". Gang på gang hævdede Wiesenthal at være lige i hælene på Mengele. Wiesenthal meddelte, at hans kontaktmand havde "set" eller været "lige ved" at få fat i ham i Peru, Chile, Brasilien, Spanien, Grækenland og et halvt dusin steder i Paraguay.
En af de gange, hvor det var tættest ved, var i sommeren 1960. Wiesenthal meddelte, at Mengele havde gemt sig på en lille græsk ø og var undsluppet for kun et par timer siden. Wiesenthal fortsatte med at gentage denne historie med fulde detaljer, selv efter at en journalist, som han havde hyret til at undersøge sagen nøjere, havde meddelt ham, at historien var falsk fra begyndelsen til enden.
Mengele spiste regelmæssigt på de fineste restauranter i Asuncion, hovedstaden i Paraguay og kørte rundt i byen i sin sorte Mercedes ledsaget af en sværm af bevæbnede vagter, påstod Wiesenthal i 1977. Wiesenthal bekendtgjorde i 1985, at han var "et hundrede procent sikker" på, at Mengele havde skjult sig i Paraguay indtil ihvertfald slutningen af juni 1984 og anklagede familien i Tyskland for at vide nøjagtig, hvor han var. Det viste sig imidlertid, at Mengele havde taget fuldkommen fejl. Det blev senere endeligt fastslået, at Mengele døde 1979 i Brasilien, hvor han boet i årevis i anonym fattigdom.
Det svulmende arkivmateriale om Mengele i Wiesenthals "dokumentationscenter" i Wien var en samling værdiløse oplysninger, og at det som London Times udtrykte det, "kun tjente til at underbygge hans selvbekræftende myter og gav en kneben tilfredsstillelse til dem, som tydeligvis havde en interesse i et endelig svar vedrørende Mengeles skæbne". Selv Israels forhenværende ambassadør i Paraguay, Benjamin Varon kritiserede i forsigtige vendinger den falske Mengele kampagne i 1983 på følgende måde: "Wiesenthal fremsætter ofte erklæringer om, at han er lige ved at fange ham - måske fordi Wiesenthal er nødt til at indsamle penge til sine aktiviteter og Wiesenthals navn fortjener jo altid lidt reklame."

"Menneskesæbe"

Wiesenthal har hjulpet med at skabe tiltro til samt at sætte en af de mest grove holocausthistorier i omløb, nemlig den beskyldning mod tyskerne om, at de skulle have fremstillet sæbe af ligene af de myrdede jøder. Ifølge denne historie stod bogstaverne RIF på sæbestykkerne for "rent jødisk fedt" ("Rein judische Fett). I virkeligheden stod bogstaverne for "Det nationale center for fedtforsyning" ("Reichstelle fuer industrielle Fettversorgung").
Wiesenthal luftede "menneskesæbe" legenden i artikler trykt i det østrigske jødiske samfunds avis, Der Neue Weg. I en artikel med overskriften "RIF" skrev han: " De skræmmende ord "transport til sæbefabrikken" hørtes første gang i slutningen af 1942. Det var i det besatte Polen, og selve fabrikken lå i Belzec i Galicien. Fra april 1942 til maj 1943 blev 900000 jøder anvendt som råmateriale i denne fabrik". Efter at ligene var blevet omdannet til forskellige råstoffer, blev det fede materiale, der blev til overs, anvendt til sæbefremstilling, skrev Wiesenthal. Og han fortsatte:

Efter 1942 vidste folk i det besatte Polen ganske godt, hvad RIF sæbe betød. Den civiliserede verden kan ikke forestille sig, hvilken glæde nazisterne og deres kvinder følte ved denne sæbe. I hvert stykke sæbe forestillede de sig, at en jøde på magisk vis var anbragt, og således var blevet forhindret i at udvikle sig til en ny Freud, Ehrlich eller Einstein.

I en anden artikel trykt i 1946 under overskriften, "Belzec sæbefabrik", påstod Wiesenthal, at masser af jøder blev udryddet ved hjælp af elektriske stød i et baderum:

Folk blev trængt sammen og drevet fremad af SS, lettere og ukrainere gennem en åben dør indtil "badet". Der var plads til femhundrede af gangen. Gulvet i "baderummet var af metal og bruserne hang ned fra loftet. Når rummet var fyldt op, tændte SS for 5000 volts vekselstrøm i metalpladen. Samtidig strømmede der vand ud af bruserne. Et kort skrig og henrettelsen var forbi. En SS-læge ved navn Schmidt afgjorde gennem et glughul om ofrene var døde. En anden dør blev åbnet, og "ligkommandoen" kom ind og fjernede hurtigt de døde og var igen parat til de næste 500.

Idag accepterer ingen seriøs historiker historierne om, at der skulle have blevet fremstillet sæbe af jødiske lig eller, at jøder blev henrettet ved hjælp af elektriske stød i Belzec (eller noget andet sted).

Forskellige Historier

Til trods for alt det, der er skrevet om ham, står det stadigt ikke klart, hvad Wiesenthal foretog sig under krigen. Han har afgivet markant modsætningsfyldte forklaringer i tre forskellige redegørelser om sine krigstidsaktiviteter.

Sovjetisk ingeniør eller fabriksmekaniker

Under en afhøring i 1948 erklærede Wiesenthal under ed, at han "mellem 1939 og 1941" arbejdede som sovjetisk chefingeniør i Lvov og Odessa. Men i sin selvbiografi fra 1939, Morderne Iblandt Os hævdede han at have i været i det sovjetisk besatte Lvov i perioden fra midten september 1939 til juni 1941, hvor han arbejdede "som mekaniker i en fabrik, der fremstillede fjedre til senge".
Efter tyskerne overtog kontrollen i Galicien i juni 1941, blev Wiesenthal interneret for en periode i Janowska- koncentrationslejren nær Lvov, hvorfra han nogle få måneder senere blev overført til en lejr, som havde tilknytning til reperationsarbejdet(OAW) på Ostbahn (østbanen) i Lvov i det tyskbesatte Polen.

Partisan?

Den følgende del af Wiesenthals liv - fra oktober 1943 til juni 1944 - er den mest dunkle, og hans redegørelser for denne periode er modstridende. Under afhøringen i 1948, sagde Wiesenthal, at han flygtede fra lejren i Lvov og tilsluttede sig til en partisangruppe, der virkede i Tarnopol- Kamenopodolskområdet. Han sagde: "Jeg var partisan fra den 6 oktober 1943 indtil midten af februar 1944". Han erklærede, at hans enhed kæmpede mod ukrainske styrker fra både SS "Galicia" divisionen og fra den uafhængige UPA partisanstyrke.
Wiesenthal sagde, at han havde rang af løjtnant og sidenhen major og havde ansvar for at bygge bunkers og forstærkningslinjer. Han antydede, at hans (påståede) partisanenhed var en del af Armia Ludowa ("folkets hær"), den polsk kommunistiske militærenhed, der var oprettet og kontrolleret af Sovjetunionen.
Han sagde, at han sammen med andre partisaner sneg sig ind i Lvov i Februar 1944, hvor de blev skjult af venner af A.L. ["folkets hær"]. Hans gruppe blev pågrebet den 13. juni 1944 af det hemmelige tyske politi.
Wiesenthal afgav omtrent den samme forklaring i januar 1949 i en erklæring under ed. Han sagde, at han havde flygtet fra fangenskab i begyndelsen af oktober 1943 og derefter "havde kæmpet mod tyskerne som partisan i skovene" i otte måneder - fra den 2 oktober 1943 til marts 1944.
Wiesenthal fortæller en helt anden historie i sin selvbiografi fra 1967. Han beretter her, at han efter at være sluppet væk fra Ostbahn reperationsarbejdet den 2. oktober 1943 og holdt sig skjult hos forskellige venner indtil den 13. juni 1944, da han blev opdaget af polsk og tysk politi og sendt tilbage koncentrationslejren. Han nævner ikke noget om deltagelse i partisangrupper og partisanaktiviteter.
Ifølge både afhøringen af ham i 1948 og hans selvbiografi fra 1967 forsøgte han at begå selvmord den 15.juni 1944 ved at skære sig i håndleddet. Det er værd at lægge mærke til, at han blev reddet af tyske SS-læger og kom sig på et SS-hospital. Han forblev i koncentrationslejren i Lvov "på dobbelte rationer" for en tid, for derefter, som han beretter i sin selvbiografi, at blive overført til forskellige arbejdslejre. Han tilbragte resten af tiden i forskellige lejre, indtil han blev befriet af amerikanerne i Mauthausen (nær Linz i Østrig) den 5. maj 1945.
Opdigtede Wiesenthal selv en fortid som heroisk partisan? Eller forsøgte han senere at fortie en fortid som kommunistisk partisan? Eller er sandheden helt anderledes og for pinlig til at indrømme?
Arbejdede Wiesenthal frivilligt for sine undertrykkere under krigen? Denne beskyldning blev rettet mod ham af den forhenværende østrigske regeringsleder Bruno Kreisky, der selv var jøde og gennem mange år leder Østrigs socialistparti. I et interview med udenlandske journalister i november 1975 anklagede Kreisky Wiesenthal for at benytte "mafiametoder" og afviste hans krav på at være en "moralsk autoritet" og antydede, at han havde været agent for de tyske myndigheder.

Mauthausen Myterne

Før han blev "nazijæger", var han en skrupelløse propagandist.
I en sensationel bog fra 1946, KZ Mauthausen citerede Wiesenthal meget fra påståede "tilståelser på dødslejet" af den Mauthausenkommandanten Franz Zieris, ifølge hvem 4 millioner mennesker blev gasset ved hjælp af kulilte i den nærliggende Hartheim satelitlejr. Denne påstand er total absurd, og ingen seriøs Holocausthistoriker accepterer den.
Også ifølge Ziereis "tilståelse" , som den blev citeret af Wiesenthal, skulle tyskerne have dræbt andre ti millioner mennesker i Polen, Litauen og Letland. Faktisk er denne "tilståelse" yderst tvivlsom og opnået under tortur.
Flere år senere løj Wiesenthal stadigvæk om Mauthausen. I et interview i april 1983 med den amerikanske avis USA Today, sagde han om sine oplevelser i Mauthausen: " Jeg var en af de 34 fanger ud af de 150000, der var blevet anbragt i lejren, der overlevede". Dette er en lodret løgn. Årene har tilsyneladende ikke været venlige mod Wiesenthals hukommelse, fordi i sin selvbiografi skrev han: "Næsten 3000 fanger døde Mauthausen, efter at amerikanerne havde befriet os den 5. maj 1945". Ifølge det jødiske leksikon, Encyclopædia Judaica overlevede mindst 212000 fanger opholdet Mauthausen i koncentrationslejrkomplekset.

Har gjort Holocaust kommercielt

Ifølge direktøren for Israels Yad Vashem Holocaustcenter har Simon Wiesenthal og det Los Angelescenter, der bærer hans navn, kommercialiseret og trivialiseret Holocaust. Denne anklage blev viderebragt af det israelske dagblad Ha'arets i December 1988. Det jødiske ugeblad Jewish Press i New York kommenterede anklagen: "Yad Vashems utilfredshed med Wiesenthalcenterets kommercialisering af Holocaust har længe været kendt, men dette er det mest åbne angreb indtil videre".
Los Angelescenteret betaler Wiesenthal 75000 dollars om året for at få lov til at bruge hans navn, siger direktøren for Yad Visham. "Det jødiske folk foretager sig mange vulgære ting", tilføjede artiklen "men Wiesenthalcenteret driver det til det yderste. Den optimale udnyttelse af følsomme sager for indsamle penge".

Kreisky opsummerer

Wiesenthal har selvfølgelig ikke uret altid. I 1975 erkendte han i et brev trykt i det engelske tidsskrift, Books & Bookmen, at der ikke var udryddelseslejre på tysk jord. Han fastslog således underforstået, at påstandene ved Nuernbergprocessen og andre lignende processer om, at Buchenwald, Dachau og andre lejre i Tyskland var "udryddelseslejre" ikke er sandfærdige. Bruno Kreisky sammenfattede engang sin utvetydige mening om "nazijægeren" med følgende ord:

Ingeniøren Wiesenthal, eller hvad ellers kalder sig, hader mig, fordi han ved, at jeg foragter hans virke. Wiesenthalgruppen er en skinpolitisk mafia, som modarbejder Østrig med uværdige metoder. Wiesenthal er kendt som en person, der omgås med sandheden på en letfærdig måde, og som ikke er særlig kritisk i sit valg af fremgangsmåder, og som betjener sig af kneb. Han foregiver at være "Eichmannjægeren", selvom om han ved, at dette arbejde blev udført af det israelske efterretningsvæsen. Wiesenthal tager alligevel æren for dette.

Der er svært at sige helt præcist, hvad der driver denne bemærkelsesværdige mand. Er det higen efter berømmelse og anerkendelse? Eller forsøger han at kompensere for en skammelig episode i sin fortid?
Wiesenthal nyder klart den hæder, som han modtager. "Han er en mand med et betydeligt ego, stolt af sine vidneudsagn og ærestitler", skrev Los Angeles Times. Kreisky har en enklere forklaring. Han sagde, at Wiesenthal er simpelthen drevet af had.
I lyset af hans veldokumenterede ry for bedrag, løgne og inkompetence er den overdådige hæder, som er blevet denne foragtelige person til del kun et sørgeligt tegn på den bestikkelighed og det principløse selvbedrag, som kendetegner vor tid.

Denne artikel er en redigeret version af en artikel, som oprindeligt var trykt i The Journal of Historical Review (vinteren 1989-90, bind 9, nr. 4). Fuldstændig kildereference blev offentliggjort sammen med artiklen. The Journal of Historical Review udkommer en gang i kvartalet og udgives af Institute for Historical Review.
Mark Weber, som er medlem af Editorial Advisory Commitee of the Institute for Historical Review, har studeret historie på University of Illinois (Chicago), University of Munich, Portland State University og Indiana University og fik M.A. graden i 1977. Han optrådte som ekspertvidne i "den endelige løsning " og Holocaustspørgsmålet i retten i Toronto. Hans mange artikler om moderne europæisk historie har været trykt i The Journal of Historical Review og andre steder.

INSTITUTE FOR HISTORICAL REVIEW
PO Box 2739
Newport Beach, California 92659
USA