Dette er en opgave, som jeg afleverede og fik godkendt, da jeg studerede i historie på Københavns Universitet. Den er hverken patriotisk eller systemkritisk men prøver på videnskabelig vis at redegøre for Danmarks udenrigspolitik især omkring de to verdenskrige.

Danmark - en småstat mellem stormagter

 
Baggrunden for Dansk udenrigs- og forsvarspolitik før og under de to verdenskrige

Af Ole Kreiberg

Et forhold, der går som en rød tråd gennem dansk udenrigspolitik i perioden fra 1750 til 1940, er Danmark som en mindre stat i forhold til større magter. I starten af perioden, hvor Danmark var forenet med Norge og Slesvig-Holsten, og man rådede over en betydelig flåde, var dette forhold mindre udtalt. Efter nederlaget i 1864 bestod det danske rige imidlertid kun af det egentlige Danmark og nogle mindre betydningsfulde oversøiske besiddelser. Norge var mistet nogle årtier i forvejen og Slesvig-Holsten som sagt i forbindelse med nederlaget i 1864. Tyskland samledes derimod i den sidste halvdel af 1800-tallet og blev i areal og folketal en af Europas største stater, samtidig med at det udviklede sig til en industriel og militær sværvægter. Sidstnævnte udvikling mødtes med frygt af både andre stormagter som især England og Frankrig men selvfølgelig også af små nabolande som Danmark. Hvad end det ville det eller ej, kom Danmark til at stå helt i skyggen af dette overmægtige naboland. Det betød, at dansk udenrigspolitik nu blev indrettet med det formål at sikre Danmarks nationale integritet og selvstændighed ved ikke at provokere dette land . Denne politik blev ofte lidt hånligt betegnet som “tyskerkursen” og blev landets officielle udenrigspolitik i forbindelse med de to verdenskrige. Denne opgave vil behandle og redegøre for den danske småstatsproblematik i denne periode.

Af flere årsager har jeg valgt at koncentrere mig om tiden op til Første Verdenskrig , og til dette formål er anvendt Hans Branner, Småstat mellem Stormagter, København og Århus 1972 samt det brede værk Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 3 og 4, København 2002. Den danske udenrigspolitik i forhold til stormagterne herunder især til Tyskland formuleredes i tiden op til Første Verdenskrig og ændrede sig ikke grundlæggende i forhold til Anden Verdenskrig. Under Første Verdenskrig blev Danmark ikke besat, og den nationalsocialistiske ideologi var endnu ikke skabt i Tyskland. Derfor regnes det, som betegnedes om “velvillig neutralitet” i forhold til Tyskland ikke så omstridt og følelsesladet under Første verdenskrig som under Anden Verdenskrig, selvom de grundlæggende udenrigspolitiske problemstillinger egentlig på mange måder var næsten identiske.

Som sagt var Danmark som småstat og dette forholds konsekvenser for den førte udenrigspolitik ikke noget, der begrænsede sig til verdenskrigene i det 20 århundrede. Allerede tilbage i 1700-tallet i forbindelse med den engelsk-franske kolonikrig og de krige, der opstod i forbindelse med den franske revolution og i begyndelsen af Napoleonskrigene, placerede Danmark sig neutralt. At være neutral gav i denne periode store handelsmæssige fordele, idet man besørgede en del af de krigsførendes handel på danske skibe og ofte via danske havne. Dette er blevet kaldt den florissante handelsperiode og havde været med til at grundlægge en bevidsthed om det handelsmæssige fordelagtige i at være lille og neutral. Under Første Verdenskrig tjente Danmark som neutralt land også godt på handel. Denne periode kaldes ofte for gullashperioden og blev i modsætning til Anden Verdenskrig, hvor entreprenante erhvervsfolk også tjente godt på leverancer til det krigsførende Tyskland, ikke i samtiden og af eftertiden regnet for særligt forkastelig, da Danmark ikke var besat, og Tyskland ikke havde udviklet den nationalsocialistiske ideologi.

På den anden side har omstændigheder, der tvang Danmark væk fra neutraliteten og i konfrontation med stormagter, ført katastrofale nederlag med sig. Københavns brand og udleveringen af flåden i 1807 var både ydmygende og betød også enden på den florissante handelsperiode og varslede dårligere økonomiske tider. Næste gang Danmark blev tvunget i konfrontation med stormagter, var med Prøjsen og Østrig i 1864 , og det endte med et katastrofalt og ydmygende nederlag , som kom til at sætte et afgørende præg på den kollektive danske nationale bevidsthed i årene fremover. Det er i dette lys, man skal se Danmarks optræden under de to verdenskrige. Man ville for alt i verden ikke have en militær konfrontation med de stridende stormagter, hvorimod man dog som neutralt land ikke havde noget imod at tjene på krigene.

Der blev skabt en benhård og ikke særlig heroisk realpolitik. Det drejede sig først og fremmest om småstatens overlevelse i forhold til stormagterne. Allerede under Napoleonskrigene havde Danmark set med frygt på de ændringer af det europæiske landkort, som den franske stormagt foretog andetsteds. Efter Napoleons endelige nederlag og under den efterfølgende Wienerkongres i 1814-1815, hvor den danske kong Frederik den 6 og udenrigsminister Niels Rosenkrantz deltog, var der i Danmark frygt for muligheden af Danmarks udslettelse som nation. Også under krigen i 1864 blev der fra Prøjsens og Østrigs side luftet muligheden for Danmarks udslettelse som stat, hvis man fortsatte kampen efter, at Jylland var blevet besat. Det drejede sig således for Danmark om at overleve og naturligvis gerne på den mest gunstige måde. Det er ikke for ingenting , at Dansk Udenrigspolitisk Histories bind fire, der dækker perioden fra 1914 til 1945, har fået titlen “Overleveren”.

Den mest betydningsfulde udenrigspolitiske begivenhed set fra et dansk synspunkt under Første Verdenskrig, var beslutningen om mineudlægningen i august 1914. De overvejelser, som gik forud, var ganske symptomatiske for dansk udenrigspolitik i forbindelse med de to verdenskrige. Her fik de danske holdninger og “tyskerkursen” for første gang praktiske og målelige konsekvenser. Der er to forhold, der i denne forbindelse er interessante. Det ene er den generelle udenrigspolitik, som blev formuleret i årene op til Første Verdenskrig og så overvejelserne og begrundelsen for beslutningen om at efterkomme det tyske ønske om at spærre de danske bælter med miner for at forhindre en mulig engelsk indtrængen i Østersøen, som blandt andet kunne true den tyske flådebase i Kiel.

Før man starter behandlingen af den specifikke danske udenrigspolitiske beslutning om at efterkomme tyskernes ønske om mineudlægning , må man gøre nogen bemærkninger om dennes virkelige betydning for stormagterne samt stormagternes vurdering af Danmarks betydning i det hele taget . For det første fik Østersøen på grund af forskellige sømilitære overvejelser i både England og Tyskland ikke nogen særlig stor strategisk betydning. Tyskland havde den fordel frem for England, at det nemt kunne sende krigsskibe ind og ud af Østersøen via Kielerkanalen, uden at den engelske flåde kunne forhindre det. Det foretrak derfor at samle sin hovedstyrke i flådebasen Vilhelmshafen ved Nordsøen. England på sin side var ikke særligt interesseret i at dele sin flåde op i to dele - en til Nordsøen og en anden til Østersøen. Også nye militære opfindelser som miner og torpedoer kunne vanskeliggøre operationer i Østersøen. Man havde også svært ved at gennemføre en regulær gammeldags flådeblokade af fjendtlige havne. Torpedoer kunne f.eks. affyres fra mindre hurtiggående både, og miner kunne befinde sig hvor som helst i de kystnære eller lavvandede farvande. Derfor satsede englænderne snarere på en blokade af Skagerak frem for at trænge ned i selve Østersøen. I virkeligheden fik Norge dermed større sømilitær strategisk betydning end Danmark. England på sin side anerkendte også, at Danmark lå ubehjælpeligt i tysk interessesfære og at komme det til undsætning under en eventuel tysk invasion ville være en vanskelig og ressourcekrævende opgave, som ikke ville stå mål med Danmarks militærstrategiske betydning. Derfor passede det englænderne godt med en dansk neutralitet, selvom Danmark var tvunget til at tage et særligt hensyn til den overmægtige tyske nabo. Tyskland på sin side regnede det også for en for stor militær opgave at angribe og besætte Danmark i forhold til, hvad der kunne udrettes af lidt velvillig neutralitet fra dansk side. Hvor den tyske flådeledelse viste nogen interesse for muligheden af en besættelse af Danmark, var den tyske hærledelse derimod meget modvillig til at undvære de to hærdivisioner, som man skønnede var nødvendige til dette formål. Disse to divisioner kunne ikke undværes andre steder, mente hærledelsen, og eventuelle planer om en mulig invasion af Danmark blev således skrinlagt. Men som Hans Branner nævner1), så prægedes situationen i Danmark meget af manglende information og indsigt i Englands og Tysklands planer og dispositioner, og de, som traf beslutningen om mineudlægningen, var ikke fuldt bevidste om ovennævnte forhold, og om hvor lidt Danmark reelt betød for de to stormagter. Den manglende viden fik betydning for politikernes vurdering og beslutning i forbindelse med mineudlægningen den 5. august 1914. Havde Danmark ligesom Sverige nægtet, havde det ikke nødvendigvis fået nogen særlige konsekvenser for Danmark.

Dansk forsvars- og udenrigspolitik op til første verdenskrig var som sagt præget af
1864 og bevidstheden om at være en småstat blandt stormagter. De fire store politiske partier nemlig Venstre, Højre (senere det konservative folkeparti), det Radikale Venstre og Socialdemokratiet delte således den grundholdning, men der var forskelle i forhold til forsvarspolitikken, og hvordan man burde forsvare neutraliteten mod krænkelser. Venstre og de Konservative mente således, at man burde kæmpe overbevisende mod en indtrængende fjende, hvorimod socialdemokratiet og det radikale venstre mente, at det var nok at markere neutraliteten, uden at det kom til en egentlig krigstilstand, og man diskuterede i så fald muligheden for en fredsbesættelse. Det Radikale Venstre var især præget af “hvad kan det nytte holdningen” og socialdemokratiet af pacifisme. Disse sidstnævnte holdninger passede godt ind i den barske realpolitiske situation, hvorimod Venstres og de Konservatives holdninger kunne forekomme lidt nationalromantiske og verdensfjerne, men som sagt kommer det jo lidt an på, hvor man selv står , når man vil forsøge at fælde en dom over disse holdninger.

Det Radikale Venstre var dog nok det mest interessante og markante parti i denne forbindelse. Dels havde det regeringsmagten 1909-10 og 1913-20 med støtte fra socialdemokratiet, og dels var to så markante personer som P. Munch og Eric Scavenius henholdsvis forsvarsminister og udenrigsminister i den sidstnævnte radikale regering. Disse to personer øvede meget stor indflydelse på udformningen af den danske udenrigs- og forsvarspolitik før og under Første Verdenskrig men forbindes af eftertiden i endnu højere grad med deres rolle i forbindelse med neutralitetspolitikken før anden verdenskrig for Munchs vedkommende og for Scavenius vedkommende for sin rolle i samarbejdspolitikken under besættelsen eller forhandlingspolitikken, som den officielt blev kaldt. Disse to politikere bliver næsten og med rette betragtet som personificeringer af den officielle danske politik før og under anden verdenskrig. Det interessante er bare, at de formulerede deres politik allerede før Første Verdenskrig. De fleste mennesker synes at have den opfattelse, at den danske politik op til og under Anden Verdenskrig var skabt specielt til denne situation og det nationalsocialistiske Tyskland, hvor der i virkeligheden var tale om et genbrug af en politik, der var formuleret før Første Verdenskrig. Set fra dansk synspunkt var situationen før den 9 april heller ikke så meget anderledes, når der selvfølgelig ses bort fra den særlige tyske nationalsocialistiske ideologi, som kunne skabe utryghed vedrørende Tysklands langsigtede hensigter overfor Danmark, eller dens eventuelle generelle indflydelse. Hitler sagde dog adskillige gange, at nationalsocialismen kender kun tyskheden og er ikke beregnet til eksport (blandt andet i sit politiske testamente fra 1945, sin sidste offentlige tale fra samme år og i en personlig samtale med en fremstående dansk Nationalsocialist ved navn Einar Vaaben). Dette måtte have virket beroligende på den tids danske politikere og havde været med til at muliggøre forhandlingspolitikken under besættelsen.

Når man nævner P Munch og Eric Scavenius kan man ikke komme uden om at beskæftige sig med det Radikale Venstre, som de tilhørte. Det Radikale Venstre blev dannet i 1905 som en udbrydergruppe af Venstre. I august måned samme år i Odense blev der vedtaget et partiprogram, hvori der stod følgende: “Danmark erklærer sig vedvarende neutralt. Danmark støtter og fremmer de hjemlige og internationale Bestræbelser for Fred og Ret, særlig ved Indgåelsen af Voldgiftstraktater. Hærens og Flådens Hovedopgave er som Grænse- og Søpoliti at varetage landets neutralitetspligter. Militærudgifterne nedbringes til, hvad dette Formaal nødvendigt kræver. Kjøbenhavn erklæres for aaben By. Den bestaaende Fæstning nedlægges” Denne befæstning havde været tænkt som et forsvar mod et angreb fra Tyskland med den hensigt, at man kunne holde ud mod en indtrængende fjende indtil, der kom hjælp udefra. Den passede således ikke ind i radikal forsvars- udenrigspolitisk tankegang, og den blev da også nedlagt. En af de betydeligste radikale ideologer var den føromtalte Peter Munch. Hans grundtanke må vel karakteriseres som pacifistisk, at Danmark hverken kunne eller burde forsvare sig, hvis det blev angrebet . Forsvar mod en stormagt var håbløst og ville kun føre til omfattende ødelæggelser . Staten - eller i hvert fald nationen - måtte hellere undgå de økonomiske, men også de sociale og mentale omkostninger ved et stort forsvarsetablissement og overleve på sin indre styrke og sammenhold. Det var for de radikale overhovedet en halsløs gerning at komme i krig. Det var derfor et spørgsmål om, hvordan forsvaret måtte indrettes, så det gav mindst mulig anledning til, at en af de krigsførende parter kunne fristes til at indlede en militær aktion mod Danmark. Der ville derfor ikke nødvendigvist være brug for et stærkt forsvar, der under alle omstændigheder ville være svagt overfor den mest sandsynlige neutralitetskrænker, Tyskland, men tværtimod et svagt forsvar, der klart viste, at Danmark ikke agtede at gøre fælles sag med Tysklands fjender. Jo stærkere dansk militær, desto stærkere altså i denne logik Tysklands tilskyndelse til at angribe Danmark på et tidligt tidspunkt under en europæisk konflikt. Desuden ville forskellige befæstninger og søforter bare yderligere friste tyskerne til en invasion , idet de kunne udnytte disse som støttepunkter i et opgør med englænderne. “Et forsvarligt forsvar er en umulighed, det kan ikke fremskaffes i Danmark”2) konkluderede Munch og det socialdemokratiske støtteparti istemte: “Intet land i Europa er i militær henseende så afmægtigt som Danmark”3) Socialdemokratiets program var fuldstændig afrustning og konflikters løsning ved international voldgift. Antimilitaristiske strømninger prægede i det hele taget Socialdemokratiet op til Første Verdenskrig sammen med udbredte forestillinger om, at den internationale arbejderbevægelse ville være i stand til at hindre nye krige mellem de industrialiserede lande. Eftersom det var de Radikale, der sad ved magten i 1913-20 støttet af socialdemokratiet og i socialdemokratisk ledet regeringer fra 1929-40, har dette parti sammen med socialdemokratiet således haft afgørende indflydelse på den førte udenrigs- og forsvarspolitik før og under de to verdenskrige. Under besættelsen i perioden fra 9 april 1940 til den 29 august 1943 blev landet regeret af en samlingsregering under socialdemokratiske statsministre som T. Stauning og W. Buhl for til sidst at blive afløst af den radikale udenrigsminister Eric Scavenius. Eric Scavenius var en anden nøgleperson fra det Radikale Venstre til forståelse af den førte politik før og under de to verdenskrige. Han var diplomat af baggrund og blev udenrigsminister første gang i 1909-10 og igen 1913-20 og 1940-43, hvor han samtidig var statsminister 1942-43. Han forbindes især af eftertiden med sin rolle under besættelsen men hans virke og tyskvenlige holdning stammer helt tilbage til tiden før Første Verdenskrig, hvor han udviklede sit eget, som han selv kaldte det, illusionsløse syn på Danmarks faktiske udenrigs- og forsvarspolitiske muligheder.

Han sagde : “Danmark må søge at balancere mellem de Stormagter, hvis Politik er bestemmende for vor Skæbne, for derved at undgå, at landet inddrages i andre staters krige. Dernæst må vi erkende, som følge af vor beliggenhed, vor Afhængighed af den Magt, der har Herredømmet i Nordtyskland, saaledes, som vor Historie lærer os det. Saalænge Krige er mulige i Europa, burde vi indstille vor Udenrigspolitik derefter”4) Erik Scavenius lagde som udenrigsminister i regeringen Zahle mindre vægt på afmilitariseringen end på Tysklandspolitikken og balancen mellem de europæiske stormagter, som for ham indeholdt nøglen til bevarelsen af Danmarks relative manøvrefrihed. I al denne radikale velvillighed overfor Tyskland, var der dog også et problem. Folkestemningen var nemlig udbredt antitysk som følge af 1864 og tabet af Sønderjylland. Dette forhold var kendt i Tyskland og gjorde, at man så med nogen skepsis på den danske velvillige neutralitet. Men efter Munchs opfattelse var Danmark i kraft af sin beliggenhed indenfor tysk magtsfære. Det ville være håbløst og ødelæggende for landet at kæmpe mod tyskerne, og det ville være helt uforsvarligt at stille sig på Englands og Frankrigs side. I dette spørgsmål måtte enhver følelse - og det gjaldt både forsvarsfølelse og sympati for sønderjyderne - vige for en rationel overvejelse. Munch var dog bevidst om den nationalfølelse, der var forbundet med forsvarsviljen og solidariteten med sønderjyderne. Han udtrykker det således: “Derimod står det i vor Magt at sikre vor Tilværelse som Folk, som Nation. Midlet hertil er at forøge vor Kultur og skabe samfølelse i det danske folk ved at udvikle saadanne Samfundstilstande, at alle lag af Folket faar Grund til at omfatte deres Land og deres Folk med varm Hengivenhed. Der drives ofte spot med Sætningen: Det er ved Kultur, ikke ved Vaaben, vi skal forsvare os. Spotten kommer fra Folk, som ikke har evnet at forstaa denne Sætnings Betydning. Meningen er selvfølgelig ikke, at Vaabnene skal falde fjenderne af Hænderne af Respekt for vor Kultur. Det er en Selvfølge, at ingen nok saa høj Kultur kan sikre en Stats beståen som Stat. Men derimod kan en fri og ejendommelig Kultur, der gennemtrænger alle Lag af Folket, skabe Sikkerhed for, at Folkets nationale Liv Bestaar, selv om den Ulykke skulle komme over os, at Staten bøjedes ind under fremmede Voldsmænds Vilje med Krigens brutale ret.”5) Her kan man så fornemme rødderne til alsang og andre nationale manifestationer under besættelsen.

Som jeg før nævnte, var der ikke så stor forskel på udenrigs- og forsvarspolitikken under Første og Anden Verdenskrig. Set fra et dansk synspunkt var hovedforskellen, at Danmark blev besat af Tyskland under den sidste krig, men allerede i forbindelse med den første havde man regnet med en fredsbesættelse som en mulighed, og sådan en besættelse måtte en dansk regering leve med, samtidig med at den arbejdede på at bevare så meget selvstændighed og national integritet som muligt. Under Første Verdenskrig blev Luxembourg invaderet og besat på samme måde som Danmark under Anden Verdenskrig uden en egentlig erklæret krigstilstand.

Danmark kunne fortsætte med samme grundlæggende politik efter Første Verdenskrig og helt frem 29. August 1943, hvor Tyskland som overmægtig stormagt efterhånden begyndte at krakelere, og der viste sig større og stærkere magter, som man ud fra samme logik nu så småt måtte belave sig på at tilpasse sig og være velvillige overfor. På mange måder kan Anden Verdenskrig ses som en forlængelse af Første Verdenskrig. Den forhenværende engelske premierminister John Major er citeret i forskellige massemedier for at have kaldt disse to verdenskrige for tredive årskrigen. Den begyndte i 1914 og sluttede næsten 31 år senere i 1945 kun afbrudt af en våbentilstand fra 1918 til 1939. Sådan kunne man også opfatte det fra en dansk synsvinkel. Problemet var Tyskland, der efter at det var forenet i sidste halvdel af 1800-tallet og havde vokset sig til en betydelig militær og industriel magt , nu også ønskede at hævde sig udadtil. Dette var en af årsagerne til Tysklands deltagelse i Første Verdenskrig. Efter nederlaget i denne krig voksede der som en reaktion en yderliggående bevægelse frem, nationalsocialismen, som havde en endnu mere selvhævdende og aggressiv udenrigspolitik på programmet, og da den kom til magten, varede det kun få år, før Tyskland igen var i krig med de samme stormagter som i den forrige krig. Problemet var her for Danmark i forhold til den forrige verdenskrig, at man blev besat, formelt i form af en fredsbesættelse. I diskussionen om denne besættelse kunne have været undgået på samme måde som under Første Verdenskrig, hvor man bøjede sig for tyskerne og spærrede bælterne med miner, høres ofte argumentet, at man skulle have givet Ålborg lufthavn som base til tyskerne, da det i Danmark var det eneste, der havde militærstrategisk betydning for Tyskland. Hovedformålet med tyskernes aktion den 9. april var at sikre sig kontrollen med Norges kyster, for dermed at beskytte den meget vigtige afskibning af svensk jernmalm fra Narvik i Norge, som blev fragtet langs den norske kyst. Tyskerne mente ikke, at Norge kunne eller ville beskytte denne sejlads mod engelske angreb. Sømilitært var Norge også af betydning med dets dybe fjorde som baser for generelt tysk søherredømme i nordatlanten. Som modtræk til besættelsen af Danmark og Norge besatte England Færørerne og Island. Den tyske besættelse af Danmark blev således ikke opfattet som en ideologisk betinget besættelse men som en ren militærstrategisk manøvre iværksat efter, at Anden Verdenskrig var brudt ud. Derfor skønnede de danske politikere, at en fredsbesættelse var acceptabel. Som før nævnt sagde Hitler adskillige gange, at nationalsocialismen kender kun tyskheden og er ikke beregnet til eksport, og der blev da heller ikke under hele besættelsen gjort noget forsøg på at nazificere eller fortyske Danmark.

Da der også fandtes stærke antityske følelser i befolkningen, var der naturligvis stærk utilfredshed med tyskernes tilstedeværelse i landet, ligesom man trods alt følte denne småstatstilstand ydmygende og æreløs. Der voksede derfor en modstandsbevægelse frem, især efter det blev tydeligere, at Tyskland ikke ville vinde krigen, hvorfor der som sagt ikke længere var nogen grund til at være særlig velvillig, og det tjente nu Danmarks langsigtede interesser bedre at orientere sig imod de allierede. Dette kunne det officielle Danmark naturligvis ikke så længe, der trods alt stod en overmægtig tysk hær i landet. Rådede man ikke over nogen tilstrækkelig stærk hær til at smide tyskerne ud af landet, var der ikke andet at gøre end at fortsætte med at tilpasse sig. Det gjorde man så frem til august 1943, hvorefter man overlod det til embedsmændene at fortsætte den allerede fastlagte samarbejds/forhandlingspolitik. Modstandsbevægelse blev så Danmark ansigt ud ad til, og det endte som sagt med, at Danmark takket være modstandsbevægelsens arbejde blev anerkendt af de allierede som allieret nation.

Konklusionen må være, at Danmarks udenrigspolitik fra 1914 til 1945 var baseret på erkendelsen af sig selv som småstat, og hvad der deraf følger. Dette betød, at man ikke havde nogen vægt i verdenspolitikken men måtte pænt tilpasse sig stormagterne, og her blev det altså Tyskland, som man var nødt til at tilpasse sig. Dette havde man allerede erkendt før Første Verdenskrig, og udenrigspolitikken blev især udformet af det Radikale Venstre, hvis chefideologi i denne forbindelse var Peter Munch, der var forsvarsminister fra 1913-20 og udenrigsminister fra 1929-40. De Radikale havde i denne vigtige periode flertallet sammen med socialdemokratiet, og da Socialdemokratiets holdninger i den henseende ikke var væsensforskellige fra de radikales, kommer disse to partier til afgørende at forme udenrigspolitikken før og under de to verdenskrige. De borgerlige afveg kun i nuancer herfra, idet de også erkendte Danmarks situation som magtesløs småstat i forhold til stormagterne. De mente dog, at man om end ikke andet så dog symbolsk måtte kæmpe troværdigt mod en indtrængende fjende og var således ikke pacifister som socialdemokraterne eller lige så opgivende som de Radikale. Fordi Danmark blev besat, hvilket blev opfattet som meget ubehageligt af befolkningen, som ligeledes for det store flertals vedkommende fandt tyskernes politiske ideologi fremmedartet og afskyelig, er ovennævnte småstatspolitik blevet opfattet som meget kontroversiel af eftertiden. Spørgsmålet er om man kunne have gjort det bedre. Det er jo altid let at være bagklog, men jeg mener nok som den tidligere danske udenrigsminister Niels Helweg Petersen sagde til BT i maj 1994, da 50 årsdagen for Anden Verdenskrigs afslutning blev markeret: “Der var intet alternativ”. De danske politikere havde tjent danske interesser og forvaltet det danske folks tarv bedst muligt med de beskedne muligheder, de havde til rådighed.

Litteratur:

Hans Branner, Småstat mellem Stormagter, København og Århus 1972
Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 3 og 4, København 2002

Noter:
1) Hans Branner, Småstat mellem Stormagter, København og Århus 1972 s. 254-57
2) Trols Fink, Fem Foredrag om Dansk Udenrigspolitik efter 1864, Århus 1958 side 66, citeret fra Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 4, København 2002.s 20
3) Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 4 s. 20
4) Eriks Scavenius, Dansk Udenrigspolitik under Første Verdenskrig, København 1959. Citeret fra Dansk Udenrigspolitiks Historie bind 4, København 2002. Side 24
5) P. Munch, Krig og Moral. København 1907, s 107. Citeret fra Dansk Udenrigspolitiks Historie, København 2002 bind 4 s 21.

Tilbage til undermenuen