Jeg var i Auschwitz

RÆDSELSPROPAGANDA IMOD TYSKLAND

Friedrich Grimm: Vor tids sygdom

Propagandaens ødelæggende indflydelse gør det vanskeligt for menneskene - også for de ærlige og velvillige - at erkende og bedømme, hvad der virkelig foregår i tiden. Den har allerede voldt os problemer i de sidste år af den 1. Verdenskrig og i tiden derefter.

"I maj 1945, få dage efter sammenbruddet, havde jeg en mindeværdig samtale med en betydningsfuld repræsentant for modparten. Han præsenterede sig for mig som universitetsprofessor i sit eget land, og sagde, at han gerne ville underholde sig med mig om krigens historiske forudsætninger. Det var en samtale på et højt niveau vi førte.

Pludselig brød han af, pegede på de flyveblade, der lå på bordet foran mig, med hvilke vi blev oversvømmet i de første dage efter kapitulationen, og som hovedsagelig beskæftigede sig med rædslerne i koncentrationslejrene. "Hvad siger De til det?" spurgte han mig. Jeg svarede: "Oradour og Buchenwald?" På mig spilder De Deres krudt. Jeg er jurist og fordømmer uretten, hvor jeg end møder den, men mest, når den sker på vor side. Jeger imidlertid i stand til at skelne imellem kendsgerningerne og den politiske brug, man gør af dem. Jeg ved, hvad rædselspropaganda er. Jeg har efter den 1. Verdenskrig læst alle Deres fagfolks publikationer om dette spørgsmål, Northcliffkontorets skrifter, den franske finansminister Klots' bog "Fra Krig til Fred", hvori han skildrer, hvordan man opfandt eventyret om de afhakkede barnehænder, og hvilken nytte, man havde af det, tidsskriftet Crapouillets oplysningspjecer, som sammenligner rædselspropagandaen fra 1870 med den fra 1914-18, og endelig Ponsonby's klassiske bog, "Løgnen i Krigen". I den åbenbares det, at man allerede i den forrige krig havde atelierer, hvor man fremstillede bjerge af lig ved hjælp af fotomontager med dukker. Disse billeder blev uddelt uden ledsagende tekster. De nærmere angivelser blev så senere opgivet telefonisk af propagandacentralen alt efter det øjeblikkelige behov."

Dermed fremdrog jeg et af flyvebladene, som angav at forestille bjerge af lig fra koncentrationslejrene, og viste det til min gæst, som så forbløffet på mig. Jeg fortsatte: "Jeg kan ikke forestille mig, at man i denne krig, hvor alle våben er blevet så langt mere fuldkomme, skulle have forsømt dette åndelige giftvåben, som afgjorde den 1. krig. Og hvad mere er, jeg ved det! I de sidste måneder før sammenbruddet har jeg dagligt læst udlandspressen. Heri blev der fra et centralt kontor berettet om de tyske rædselsgerninger. Det gik efter en bestemt turnus. Efter tur fulgte det ene besatte område efter det andet, i dag Frankrig, i morgen Norge, så Belgien, Danmark, Holland, Grækenland, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet. Først hed det sig, at der var hundreder af døde i koncentrationslejrene, senere, når det samme land 6 uger efter igen stod for tur, var det tusinder, så ti- og hundredetusinder. Da tænkte jeg: Til en million kan denne talinflation vel ikke udvikle sig!"

Nu tog jeg et andet flyveblad frem: "Her har De millionen". Da udbrød min gæst: "Jeg ser, at jeg er kommet til en fagmand. Nu vil jeg også sige, hvem jeg er. Jeg er ikke universitetsprofessor. Jeg kommer fra det centrale kontor, De har talt om. I månedsvis har jeg drevet det, De så rigtigt har skildret: rædselspropaganda - og med den har vi vundet den totale sejr." Jeg svarede: "Det ved jeg, men nu må De høre op!" "Nej", fortsatte han, "nu begynder vi først rigtigt! Vi vil fortsætte og forstærke denne rædselspropaganda, indtil ingen mere vil høre noget godt om tyskerne, indtil ethvert spor af sympati, de måtte have haft i andre lande, er tilintetgjort, og indtil tyskerne selv bliver så forvirrede, at de ikke mere ved, hvad de gør!" Jeg sluttede samtalen: "I så fald vil De pådrage Dem et stort ansvar!"

FORORD AF ADVOKAT MANFRED ROEDER

"Bliv dog for Guds skyld ved kampen imod pornografien og det moralske forfald, men bland Dem ikke i politik. Og hvad skal det i det hele taget til for at beskæftige sig med fortiden? De vil da vel ikke retfærdiggøre Nationalsocialismen eller sætte spørgsmålstegn ved fortidens forbrydelser?"

Sådanne indtrængende appeller kom der fra meget gode venner, efter at jeg for første gang havde bragt ordet Auschwitz i forbindelse med begrebet Rædselspropaganda. Og en ærligt bekymret præst skrev: "Jeg må sige, at Deres drejning imod den politiske højreekstremisme forskrækker mig noget. Men jeg bliver på Deres side, da jeg jo kender Dem."

Jeg glæder mig over tilliden, men jeg forskrækkes over at måtte fastslå, at enhver indsats for sandhed og retfærdighed for Tyskland ligestilles med politisk højreekstremisme. Ja, hvor gerne ville jeg ikke lade fortiden hvile, dersom alle sider ville lade den være glemt og love hinanden gensidig tilgivelse, således som det skete i fredstraktaten efter 30-års krigen. Ifølge den måtte intet mere berøres eller forfølges. I sandhed en storsindet og heroisk præstation i Christi ånd!

Men hvordan ser det ud i dag? Hvor er tilgivelsen, hvor er den glemselens balsam, som skal få sårene til at heles? Kun fra tysk side tilbydes den til stadighed og bekræftes af handling især af dem, der er blevet fordrevet fra deres hjem. Men hvad gør modparten?

Den tyske rigsregering blev afsat i strid med gældende ret. Tyske officerer, som ikke havde gjort andet end deres pligt, og som med hensyn til karakter var de allierede himmelhøjt overlegne, blev kvalt på sadistisk måde, men der var ikke en eneste soldat eller partisan på modstanderens side, som blev stillet for retten på grund af krigsforbrydelser. Det blev gjort Tyskland umuligt at udøve domsmyndighed og at søge sandheden. Kun sejrherrerne måtte holde rettergang og skrive historie. I ethvert andet land blev forfølgelse af krigsforbrydelser straks forbudt. Påståede tyske misgerninger blev derimod ikke blot forfulgt på den mest brutale måde og under omgåelse af alle internationale retsregler, men man ophævede udtrykkeligt forældelsesfristen for såkaldte tyske krigsforbrydelser og folkemord, således at man indtil Dommedag kan tage hævn over tyskerne. På denne måde blev feje partisaner og snigmordere til folkehelte, tyske officerer, som forsvarede sig imod dem, til krigsforbrydere.

Forbundsregeringen har bestemt at en 14 bind tyk dokumentation af forbrydelser begået imod tyske krigsfanger og civilister ikke må offentliggøres, men skal sendes direkte i papirmøllen .

Den israelske ministerpræsident, Golda Meir har med en tydelighed, der ikke kan misforstås, ladet sive ud, at der aldrig vil kunne etableres "fuldstændig normale forbindelser imellem Tyskland og Israel". Hvordan kan man lade en fortid hvile, som der dagligt røres op i med det formål at anvende den imod vort folk?

Alle skoler fortsætter med at udbrede rædselsløgnene om koncentrationslejrene. Således vises der netop nu i Wiesbaden under den hessiske ministerpræsidents protektorat en udstilling, "KZ Sachsenhausen", med forlængst modbeviste propagandaløgne. Skoleklasse efter skoleklasse bliver sluset igennem og læser med forfærdelse, at der blev bygget et gaskammer i Sachsenhausen i 1943, selvom det for længst er blevet påvist, at der aldrig har eksisteret gaskamre på tysk jord. Med gysen læser man, at "den sødlige lugt af brændt menneskekød dag og nat" svævede over lejren. På trods af at det Internationale Røde Kors lige indtil marts 1945 regelmæssigt besøgte KZ-lejrene og aldrig har kunnet finde hverken gaskamre eller forbrændingsanlæg eller kunnet spore nogen "sødlig lugt".

Endvidere påstås det, at enhver SS-mand havde "ret" til at slå en fange bevidstløs eller dræbe ham på appelpladsen i Sachsenhausenl Desværre forekom der grusomheder, men de blev næsten udelukkende begået af medfangerne og de såkaldte "kapos". Hvis en SS-mand eller en anden ansat tysker forgreb sig på fangerne eller deres ejendom, kom han for en krigsret. Hvilken interesse kan Ministerpræsident Osswald have i at fremme udbredelsen af sådanne løgne imod Tyskland?

Hele vor skoleungdom bliver forgiftet med disse løgne om deres fædre, for at hadet imellem generationerne kan blive afgrundsdybt. Sådan ødelægger man et folk efter de kredses recept, som har sammensvoret sig imod verdensfreden og folkenes selvstændighed. Og vi, som ved bedre, skulle vi tie?? Og enhver, der ovenikøbet måtte påstå, at det ville være kristent at gøre det, han er i mine øjne ikke andet end en ussel kryster og pjalt!

Den hessiske kulturminister har ladet jødinden Hannah Vogt skrive en bog om Tysklands fortid, "Skyld eller Skæbne", som allerede er udkommet i 11 oplag og uddeles til alle elever, der forlader folkeskolen. En jødinde vil vel næppe være i stand til at bedømme den tyske fortid objektivt, men denne bog er et så direkte mesterværk af historieforfalskning og hadpropaganda, maskeret som videnskabelighed, at den er værdig at sidestille med kominternagenten Willy Münzenbergs produkter, den uovertrufne mester i antitysk hetz og løgnepropaganda, som råbte til sine medarbejdere, når de havde skrevet en artikel imod Tyskland: "For svagt, for objektivt! Slå til! Sørg for at verden spærrer gabet op af forfærdelse. Gør dem til en pest på jorden. Sørg for, at menneskene forbander dem og får kuldegysninger af rædsel!"

Der findes intet dokument, der kan tages alvorligt, som angiver den jødiske befolknings samlede tab i den sidste krig til mere end 200.000. På en eneste nat omkom der i Dresden flere værgeløse og uskyldige tyskere, børn, kvinder, oldinge og frem for alt sårede, end der omkom jøder i alle koncentrationslejre under hele det nationalsocialistiske herredømme! Og i de samlede jødiske tab er endog medregnet de naturlige dødsfald!

Dermed er tabene både procentuelt og absolut langt mindre end hos nogen anden krigsførende magt. Og den jødiske Verdensorganisation havde allerede i 1933 erklæret Tyskland hellig krig lige til den fuldstændige tilintetgørelse - endnu før der var krummet et hår på hovedet af nogen jøde!! Og alligevel genlyder verden af jamren over de døde jøder. Men der lyder ingen stemme over Dresden og over de 6 millioner tyskere, der rent faktisk blev myrdet i de tyske østområder. Ingen stemme løfter sig over de millioner af dræbte tyske og europæiske krigsfanger, der kæmpede på vor side. Ingen mindetavle erindrer om de 105.000 franskmænd, der blev myrdet, blot fordi de var tyskvenlige. Ingen mindetale afholdes for de bestialsk nedslagtede hollændere, danskere, belgiere, nordmænd, rumænere, russere, kosakker, ukrainere, der kæmpede og arbejdede på tysk side, fordi de ville redde Europa fra Bolsjevismen, eller fordi de betragtede det tyske herredømme som det mindste onde.

For det vesttyske postvæsen er det grund til øjeblikkelig afskedigelse, dersom en af de ansatte bestrider, at der er blevet gasset jøder. En hessisk domstol bekræfter denne "rets"-opfattelse, thi sådanne ytringer, "hvis modbydelighed ikke kan overgås", behøver ingen arbejdsgiver at finde sig i.

Men enhver pjalt kan i dag bryste sig af at have øvet sabotage eller forræderi imod Tyskland.

En kvindelig læser spurgte bekymret, om jeg ikke baner vejen for en ny antisemitisme. Tværtimod! Jeg sørger for, at jøderne bliver behandlet som alle andre og ikke kan kræve nogen særrettigheder. Thi kun særrettigheder og løgne, således som de udbredes af bestemte jødiske kliker, der drømmer om verdensherredømmet, fører til ny antisemitisme. Hr. Wiesenthal gør mere for at skabe en sådan antisemitisme end jeg.

Enhver anstændig jøde vil hilse vor søgen efter sandhed velkommen og dermed også dette skrift. Thi med udgivelsen af denne sensationelle beretning opflammer vi hverken til nationalisme eller had, men tjener sandheden, og kun sandheden vil gøre os og andre frie. Og kun den uret, der virkelig er blevet begået, kan gøres god igen eller tilgives. Opfunden uret skaber imidlertid uvægerligt nyt had og lægger grunden til nye konflikter.

Det drejer sig her slet ikke om at regne på tab eller ugerninger. Det drejer sig om at genskabe vort folks sjælelige sundhed. Man må ikke glemme, at vi er blevet anklaget for de største forbrydelser i menneskehedens historie: nemlig for med fuldt overlæg at have startet en verdenskrig og for at have myrdet millioner af uskyldige mennesker. Og dersom vi havde haft tid og lejlighed, så ville vi også have udryddet resten af alle de "undertrykte" folk.

Den, der, stillet over for en sådan anklage, blot, uden videre kan gå over til næste punkt på dagsordenen, har hverken hjerte eller forstand! Pludselig træder der nu vidner frem og siger: det er slet ikke sandt! Tyskland har hverken villet krigen eller startet den, men er blevet tvunget ind i den af sine dødsfjender. Hitler havde slet ikke til hensigt at dræbe jøderne og har aldrig givet ordre til at udrydde hverken dem eller andre folkeslag. Der fandtes ingen gaskamre. Det er altsammen opfundet af sygelige hjerner. Næsten samtlige såkaldte krigsforbryder- og KZ-processer er blevet ført ved hjælp af løgnagtige vidner og forfalskede dokumenter!

Enhver anklaget er glad, når der kommer materiale frem som taler til hans fordel, eller hvis det ligefrem viser sig, at den forbrydelse, han er anklaget for, slet ikke er blevet begået .

Vi tyskere burde med andre ord juble, når der i dag melder sig vidner, som kan bevise, at Auschwitz ikke var et dødsmaskineri men et kæmpemæssigt rustningscentrum. At de internerede som hovedregel blev anstændigt behandlet, og at udenforstående til enhver tid kunne besøge lejren. De fleste af vore landsmænd reagerer imidlertid ganske anderledes. De opfører sig, som om man ville tage den skønneste oplevelse efter krigen fra dem: deres skyldskompleks. Med næb og klør klamrer de sig til den tyske skyld. Det er jo ligefrem et enestående fænomen i menneskehedens historie. I ethvert andet folk ville en sådan reaktion være utænkelig. Man kan kun betegne det som en dyb sjælelig sygdom. Thi det er ikke normalt, at man ubetinget vil være skyldig.

Her ligger det egentlige problem og den sande grund til offentliggørelsen af dette skrift. Det drejer sig ikke om at påvise på hvilken side der er blevet begået mest uret. Det står for længst fast for enhver, der blot overfladisk har beskæftiget sig med de tilgængelige kilder. Det er en klar frikendelse af Tyskland. Roosevelts svigersøn, Oberst Dalls bog, "USAs Krigspolitik", var slet ikke længere nødvendig. Men den har hævet det over enhver tvivl, at Roosevelt og Churchill alene bærer ansvaret for denne krig, og har afdækket deres forbryderiske sammensværgelse imod freden. Enhver, som stadig påstår det modsatte, benægter ganske enkelt fakta!

Hvorfor er vi tyskere så forelskede i eventyret om de 6 millioner gassede jøder? Jeg taler her af erfaring, for jeg har selv troet på det.

Vi tyskere er grublere og af natur gudsfrygtige. Derfor må vi have en dybsindig religiøs forklaring på, hvorfor vort folk er styrtet ud i denne umådelige elendighed. En blot og bar henvisning til, at de andre var stærkere og mere hensynsløse, er ikke tilstrækkeligt for den tyske sjæl. Vi kan ikke tro, at nogen uden grund kommer ud i en sådan nød. Det er det berømte problem, vi allerede finder hos Job, hvis grundigt indoktrinerede venner også bildte ham ind, at ethvert skæbneslag var en straf fra Gud. Derfor kunne katastrofen i 1945 også kun ses som en guddommelig rettergang over begåede synder og forbrydelser. Eventyret om 6 millioner uskyldigt myrdede mennesker var ligefrem som skabt til at stille denne hunger efter en metafysisk forklaring og blev derfor opsuget så begærligt. Endnu klarere bliver det, når det kan begrundes ud fra Bibelen: vi har ikke blot myrdet nogle tilfældige rnennesker, men derimod det udvalgte folk! Ja, vi har som en kvindelig læser ordret skrev til mig antastet Guds øjesten! Hvilken forunderlig forklaring! Nu ved vi hvorfor. Nu kan vi bøde for det og ved at betale og være underdanige over for alle jøder i det mindste genvinde noget af Guds gunst eller som angrende syndere glæde os til tilgivelsen. Derfor klamrer tyskeren sig til de "myrdede jøder" som til sin sjæls frelse, thi uden denne forklaring ville Tysklands forfærdelige undergang ikke have nogen højere mening og ville således være endnu vanskeligere at bære.

Derfor bebrejder vi heller ikke de stakkels landsmænd, der tror på KZ-rædslerne, noget. Men vi gør op med selve de to store løgne, på hvilke hele eftertidskrigens udvikling hviler. Der findes ikke noget udvalgt jødisk folk, og frem for alt findes der ikke noget forkastet, forbryderisk tysk folk! Og vi vil kæmpe kompromisløst imod enhver, der opretholder disse løgnehistorier for dermed at tvinge vort folk endnu dybere ned i elendigheden. Tiden er nu kommet til at gå i rette med denne skæbne. Vi vil betvinge den, thi vi udfører en guddommelig opgave. Derfor er jeg Thies Christophersen uendelig taknemmelig, fordi han med dette modige skrift går foran vort folk som et lysende forbillede og således er garant for, at vi skal vende tidens strøm.

AUSCHWITZ-LØGNEN

Af Thies Christophersen

Denne beretning er skrevet for tyskere, der endnu ikke har mistet deres tro.

PRESSET TIL TAVSHED

Jeg var i Auschwitz, nærmere betegnet fra januar 1944 til december 1944. Efter krigen hørte jeg om de massemord, som SS-folkene angiveligt skulle have begået på de internerede jøder. Jeg blev ikke så lidt forbløffet. På trods af alle vidneudsagn, avisreportager og udsendelser i radio og fjernsyn tror jeg heller ikke i dag på, at disse grusomheder har fundet sted. Dette har jeg også til stadighed sagt overalt, hvor jeg er kommet hen, men det har været til ingen nytte. Ingen har villet tro på mig. Man sagde, at beviserne var entydige og uimodsagte. Processerne havde klart bragt for dagen, at der havde været gaskamre i Auschwits, og Höss havde selv som lejrkommandant bekræftet dette. Enhver, som ville bestride disse kendsgerninger, udsatte sig for mistanke om selv at have deltaget i jødemordene. Jeg skulle tage mig i agt! Krigsforbrydelser var endnu ikke forældede. Jeg kunne stadig blive slæbt for retten og skulle hellere tie stille. "Hvem gavner det, at du nu vil forsøge at korrigere historien? Du kan intet som helst ændre. Kun anerkendelsen af vor skyld har atter giver os en plads i folkenes fællesskab. - Betænk at du har familie. - Ingen vil tro på dine beretninger ... Ti stille, det er det klogeste, du kan gøre!"

Ganske ærligt kom jeg også selv i tvivl. Når man fra alle sider til stadighed hører de samme historier, så er det kun alt for forståeligt, at man til sidst selv tror på dem. "Hvad er der da blevet af alle de jøder, hvis man ikke har gasset dem?" Jeg ved det ikke, men jeg vil spørge på en måde: "Hvor kommer alle jøderne da fra, når man påstår, at man har slået 6 millioner af dem ihjel under krigen? I min slesvig-holstenske hjemstavn fandtes der også før krigen så godt som ingen jøder. De såkaldte "kvægjøder", der ellers var almindelige på landet, manglede her fuldstændigt. Ondskabsfulde folk sagde, at de kun manglede, fordi bønderne i Ditmarsken og Angel var jøderne langt overlegne ... Særdeles mange jøder slap både før og under krigen til udlandet, og mange har også overlevet koncentrationslejrene og mange lever i dag atter iblandt os.

Første gang jeg blev bestyrket i min tvivl på historien om de 6 millioner var, da jeg læste en løbeseddel, forfattet af Ejnar Åberg fra Norrviken i Sverige. Han stillede her det samlede officielle jødiske befolkningstal før og efter krigen over for hinanden og fastslog, at hvis det virkelig skulle passe, at der var blevet dræbt 6 millioner jøder under krigen, så måtte de øvrige have formeret sig så stærkt, at hver eneste jødinde i den frugtbare alder måtte have født et barn om året! 1 1938 skal der ifølge den jødiske "World Almanac", udgivet af "The American Jewish Committee", have været 15.688.259 jøder i hele verden. Ifølge en artikel i "The New York Times" den 25. februar 1948, skrevet af W. Baldwin, en anerkendt og fuldstændig upartisk ekspert i alle befolkningsspørgsmål, som end ikke med den vildeste fantasi kan betegnes som "antisemit", skal der i 1948 atter have været imellem 15.600.000 og 18.700.000 jøder. Eventyret om de 6 millioner dræbte jøder kan med andre ord ikke være sandt, thi selv om man tager det laveste tal, 15.600.000, ville det betyde, at en befolkning på 15.688.259 individer minus de 6.000.000 dræbte, altså ca. 9.000.000 på 10 år skulle have formeret sig med 7.000.000, hvilket er en biologisk umulighed.

Det jødiske folks tab under den 2. verdenskrig er bestemt beklagelige; de har imidlertid ikke andraget 6 millioner, men derimod højst 200.000. Ifølge opgørelser foretaget af det Internationale Røde Kors er antallet af omkomne i koncentrationslejre og fængsler på grund af racemæssig og politisk forfølgelse 300.000 (Se fx CANNSTATTER ZEITUNG fra lørdag den 12. maj 1956). Dette tal omfatter imidlertid ikke udelukkende jøder, ligesom det ikke siger noget om dødsårsagen. Det registrerer således blot alle dødsfald, herunder også dem, der skyldes alder og sygdom! Andre kilder anslår tallet til at være endnu lavere. Dokumenter og udsagn, der påstår noget andet, er af mere end tvivlsom herkomst. (Se herom fx Harwood: Did Six Million: Really Die? Richmond, Surrey 1975; A. R. Butz: The Hoax of the 20th Century, samt franskmanden Rassiniers undersøgelser). Selv den førende østrigske socialdemokrat Dr. Benedikt Kautsky, der selv er heljøde og tilbragte tiden fra 1938 til 45 i forskellige KZ-lejre, deraf 3 år i Auschwitz, må tilstå: "Jeg har været i store tyske koncentrationslejre. Jeg må imidlertid i overensstemmelse med sandheden erkende, at jeg aldrig noget sted har set noget, der kunne minde om et gaskammer". (Kautsky: "Teufel und Verdammte", Zürich 1946, side 272f).

Richard Baer, den sidste kommandant i Auschwitz (fra 1943) og dermed det vigtigste vidne, døde ganske pludseligt i varetægtsarresten den 17. juni 1963, selvom han 14 dage tidligere var kernesund, efter at det parisiske ugeblad "Rivarol" havde berettet, at han ikke var til at rokke fra den påstand, at "han i al den tid, han havde ledet Auschwitz, aldrig havde set et gaskammer eller vidst, at sådanne overhovedet skulle findes" .

Selv har jeg aldrig søgt at skjule min tid i Auschwitz. Når jeg er blevet spurgt om jødeudryddelserne, har jeg svaret, at jeg ikke kendte noget til dem. Jeg har imidlertid undret mig over, hvor hurtigt og uimodsagt historierne om massegasninger blev optaget og troet af befolkningen.

Jeg blev såret i 1940, og følgerne heraf indbragte mig en kronisk pandehulebetændelse. Den mindste forkølelse havde til følge, at jeg måtte på lazaret. I efteråret 1942 blev jeg undersøgt af en embedslæge, der erklærede mig permanent uegnet til fronttjeneste. Jeg søgte om studieorlov og besøgte i vinteren 1942/43 Den højere Landbrugsskole i Landsberg an der Warthe. I foråret 1943 fik skolen besøg af en kaptajn fra Hærens Overkommando, der forsøgte at overtale nogle landsmænd til at tage til Ukraine for at dyrke kautsjuk. Jeg meldte mig og blev antaget.

KOK SAGIS

En bevægelseskrig kræver køretøjer, køretøjer behøver dæk, og dæk er af gummi. Gummi kan ganske vist fremstilles kunstigt af kul, kalk og svovl - kaldet Buna - men uden tilsætning af naturkautsjuk går det ikke. Der mangler klæbestoffet. Russerne havde i deres bestræbelser for at gøre sig uafhængige af import (når vi gjorde det samme, betegnes det i dag som krigsforberedelser) systematisk undersøgt hele deres flora for at finde kautsjukbærere og havde også fundet nogle - blandt andet Kok Sagis, der er i familie med løvetand. Røddernes hvide saft indeholdt kautsjuk, og denne kautsjuk blev nu meget vigtig for den videre krigsførelse. Den befuldmægtige for motortransportvæsenet i Hærens Overkommando havde indrettet afdelinger for dyrkning, udnyttelse og forskning. Jeg blev nu efter en kort uddannelse sendt til Ukraine som sagkyndig i dyrkning af plantekautsjuk. En Kok Sagis plante havde jeg endnu aldrig set. Det praktiske arbejde og nogle russiske agronomers bistand gav mig imidlertid snart den nødvendige viden.

I 1943 mistede vi Ukraine, og i begyndelsen af 1944 blev jeg forsat til afdelingen for planteavl ved Kejser-Wilhelm-Instituttet. Dette institut havde flyttet en filial til Auschwitz. Altså tog jeg til Auschwitz og fik først på rejsen at vide, at der var en koncentrationslejr.

Da jeg allerede var blevet såret under felttoget i Frankrig og havde tilbragt det meste af min tid på lazaretter, havde jeg ikke kunnet gøre nogen militær karriere. Jeg var altså blot underkorporal, men blev på grund af mit arbejde ved Hærens Overkommando udnævnt til fagofficer (Z), hvilket gav mig rang af løjtnant. I efteråret 1943 var vort tjenestested blevet underlagt SS, og rigsfører Heinrich Himmler, der som bekendt var uddannet landmand, havde overtaget rollen som protektor. Vort tjenestested kaldtes nu:

O.K.H. (Hærens Overkommando)

B.d.K. (Befuldmægtiget for Motortransportvæsenet) udkommanderet til Rigsføren for SS, Afdelingen for Plantekautsjuk.

Vi beholdt dog vore værnemagtsuniformer og fik heller ikke indtatoveret vores blodtype. Det har afgjort reddet livet for mange af os.

Når jeg nu skal til at fortælle om mine oplevelser i Auschwitz, nærer jeg betænkeligheder om, hvorvidt jeg skal nævne navnene på de kammerater, der endnu lever, og som jeg stadig har kontakt med. Jeg selv ved, at jeg må regne med repressalier, når jeg bryder tavsheden. Jeg er nu villig til at lægge ryg til disse - og har til dels allerede måttet gøre det. Som udgiver af DIE BAUERNSCHAFT og KRITIK og tidligere også af DER DEUTSCHE BAUER har jeg aldrig lagt skjul på noget . I 1969 overdrog jeg min gård til min søn. Dengang mente jeg at, jeg havde en sikker eksistens som chefredaktør af DER DEUTSCHE BAUER. Mine venner vil det være bekendt, at dette tidsskrift på grund af økonomiske vanskeligheder blev overtaget af Dr. Freys DSZ-Forlag i München. Jeg havde kontraktlige tilsagn om, at den redaktionelle ledelse skulle forblive i mine hænder. Den redaktionelle ledelse af dette blad har imidlertid aldrig været i mine hænder, efter at hovedsædet blev forlagt til München. Jeg var i begrebets sandeste betydning "nominel redaktør".Bladet fik jeg først at se, når det var trykt. Mine egne artikler genfandt jeg stadig sjældnere. Gentagne klager fik Dr. Frey til at afskedige mig på gråt papir. En proces for en arbejdsret endte med et magert forlig. Ifølge vor kontrakt var det mig umuligt at udtale mig om redaktionelle forhold, idet dette ville udløse en automatisk bod på 40.000 DM. Siden da har jeg ganske enkelt været arbejdsløs, og skønt jeg af Arbejdsformidlingen er blevet omskolet til at kunne påtage mig lettere kontorarbejde, er det umuligt for mig at finde beskæftigelse. Ingen offentlig myndighed og desværre næppe heller noget privatforetagende vil ansætte et menneske, der har arbejdet som redaktør for Dr. Frey ... Skønt jeg kun er 55 år gammel, har jeg ikke mere nogen udsigt til at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Hvorfor skulle jeg ikke nu kunne skrive min beretning7 Jeg frister tilværelsen i en beskeden, men lykkelig fattigdom. Mine børn er forsørget. Imidlertid ønsker jeg ikke at skabe vanskeligheder for mine tidligere foresatte og kammerater, der til dels stadig befinder sig på arbejdsmarkedet.

LIVET I LEJREN

Det var koldt og blæsende, da jeg den 15. januar 1944 ankom til banegården i Auschwitz. Jeg overvejede, om jeg ikke skulle tage en drosche, men der fandtes kun hestedroscher, og jeg besluttede mig til at gå. Jeg afleverede min bagage i garderoben på stationen og spurgte om vej til lejrkommandanturen. Det var slet ikke langt. Lejren, et kaserneanlæg med hæslige, men massive bygninger, lå lige i nærheden. Porten til lejren med indskriften "Arbejde gør fri" var det første, jeg så af koncentrationslejren Auschwitz. Hvad jeg straks lagde mærke til, var, at mange fanger gik frit omkring uden bevogtning. Senere fik jeg at vide, at lejren, som var omgivet af et elektrisk pigtrådshegn, kun blev bevogtet om natten. Om dagen kunne fangerne bevæge sig frit på et kæmpemæssigt område, der dog var omgivet af vagtposter, som så blev inddraget om aftenen efter appellen.

Jeg meldte mig hos min foresatte, Obersturmbannführer Dr. A., en høj, statelig mand med stålblå øjne og let rødligt hår. Han hilste hjerteligt på mig. Det viste sig, at han kendte min broder, der også gjorde tjeneste ved SS, særdeles godt. Jeg stillede straks nogle nysgerrige spørgsmål angående koncentrationslejren. For eksempel ville jeg således gerne vide, hvad det var for mennesker, der sad indespærret her. Hans svar: "Hvad vi har af tyskere, hører til her.... Fjender af folket... Ellers er det den europæiske elite, der sidder her" Som jeg senere kunne fastslå, var der noget sandt i disse ord. Jeg blev præsenteret for hans medarbejdere. Hauptsturmführer B., en russisk emigrant og tidligere zaristisk officer, der foruden russisk også talte perfekt tysk og fransk, tilbød at køre mig til mit kvarter. Officerne ved landbrugsafdelingen havde ikke biler, men hestevogne med kusk til rådighed, hvilket jeg fandt noget pralende. Jeg følte det også lidt pinligt, at de fanger, vi mødte, standsede, tog huen af og indtog retstilling. Men vi var jo officerer, og også SS-soldaterne hilste os med militær honnør.

Mit kvarter lå i Raisko, ca. 3 kilometer fra hovedlejren. Her fandtes der en kvindelejr samt drivhuse og laboratorier for vort planteavlsarbejde. Jeg fik anvist et værelse i et ensomt beliggende hus, som jeg delte med min kollega, Obersturmführer Dr. C., som havde opsynet med afdelingen for planteavl. Han var en særdeles glad og lystig mand, og hans latter havde noget inderligt forfriskende over sig. Han var meget populær blandt de internerede og korresponderer endnu i dag med tidligere fanger fra Auschwitz. Han havde giftet sig i en ung alder og lod senere sin kone og sine to endnu ikke skolepligtige børn komme og bo hos sig i lejren. Jeg flyttede senere ind i en lejlighed i et nybygget drivhus, hvor jeg boede sammen med en videnskabsmand fra Kaiser-Wilhelm-Instituttet. Hans navn kan jeg nævne. Det var Dr. Böhme. Han blev efter kapitulationen skudt af polske civilister, der gik amok. Han havde bestemt ikke gjort nogen noget ondt og var elskværdigheden og hjælpsomheden i egen person.

Den første fange, jeg lærte at kende, var Agnes. Agnes tilhørte "Jehovas Vidner" og var tildelt os som "stuepige". Jeg ville udspørge hende om forholdene i koncentrationslejren, men hun forblev tavs. Ganske anderledes var det med fru Pohl, som herskede i køkkenet. Hun forskede også i Bibelen og uddelte skrifter til fangerne. Det var ganske vist ikke tilladt men det var ikke min opgave at overvåge fangerne. Desuden fandt jeg hendes skrifter harmløse. I trosspørgsmål har jeg altid været tolerant. Jeg kan stadig ikke lade være at nære en vis beundring og agtelse for "Jehovas Vidner". De lod sig spærre inde på grund af deres tro og led, fordi de ville lide. Bevogtning behøvede de ikke, og de kunne også bevæge sig frit uden for det område, der var omgivet af vagtposter.

I vores kvindelejr var der anbragt ca. 300 kvinder i tre barakker. Det var udsøgte folk, der næsten udelukkende arbejdede i afdelingen for planteavl. Der var i hovedsagen tale om jøder, polakker og nogle franskmænd. Alle talte særdeles godt tysk, og mange havde en akademisk grad. Deres arbejde havde videnskabelig karakter, og de var meget selvstændige. Det var rent faktisk sådan, at det var fangerne, der måtte sætte mig ind i arbejde, og ikke omvendt. Jeg lod dem forklare mig, hvori deres arbejde bestod, hvilket de gjorde med en vis stolthed næsten grænsende til praleri. Det gav mig imidlertid indtryk af, at fangerne udførte deres forskningsarbejde med iver og glæde.

Planteavl efter udvælgelsesmetoder bygger på undersøgelse og sortering. Kautsjukplanternes rødder blev undersøgt for deres kautsjukindhold og videreformeret ved hjælp af stiklinger. Disses frø blev omhyggeligt høstet og udsået igen. Det ville have været let at øve sabotage, men der er aldrig blevet konstateret et eneste tilfælde. Nu skal det dertil siges, at fangerne indbyrdes ikke havde meget tillid til hinanden. Der herskede det gamle had imellem polakker og jøder. Imod det var det nationalsocialistiske jødehad harmløst. Resultaterne i bestræbelserne for at øge kautsjukindholdet var helt igennem tilfredsstillende. Desværre kan jeg ikke mere huske de pågældende tal.

Haupsturmführer B. rejste til de besatte østområder for at lede efter videnskabelige medarbejdere. Han bragte nogle russiske videnskabsmænd med familier med tilbage til Auschwitz, hvor de arbejdede for os som civilansatte - og gjorde det med glæde.

Dramatisk blev det, da han bragte den russiske agronom J. Sassmoschek til Auschwitz. Denne genfandt sin tidligere kæreste blandt fangerne, og dette gensyn forblev ikke uden følger. Sassmoschek kunne imidlertid gifte sig med sin kæreste. Hun blev løsladt. Efter evakueringen fra Auschwitz mødte jeg dem begge i Halle a.d. Saale. De strålede begge af lykke. Selv følte jeg mig ikke spor lykkelig, thi jeg havde netop oplevet bombeangrebet på Dresden den 13. februar 1945. Som ved et under slap jeg selv uskadt fra det, men jeg tror, at der på denne ene dag er omkommet flere mennesker i Dresden end der er omkommet i Auschwitz i løbet af hele krigen. Alligevel er der stadig ikke nogen, der taler om de allieredes krigsforbrydelser.

Hvordan var fangernes dagsprogram i Auschwitz? Klokken 7 vækning, vask og brusebad, morgenmad, morgenappel. Kl. 8 begyndte arbejdet. Fra 12 til 13 var der middagspause og kl. 17 fyraften. Kl. 19 holdtes der appel med mandtal, hvorefter posterne uden for lejren blev inddraget, således at kun selve lejren blev bevogtet. Fangerne fik dagligt udleveret post. Pakker blev åbnet ved appellen og kontrolleret af lejropsynet. Det var sjældent, der var noget, som ikke blev udleveret, fx medikamenter og visse bøger og skrifter, fotoapparater, radiomodtagere og andet teknisk udstyr. Disse ting forblev imidlertid fangernes ejendom. De blev bragt til "Kanada" og opbevaret der.

"Kanada" var en enorm lagerhal, hvor de interneredes ejendele blev opbevaret. I "Kanada" fandtes alt deraf navnet. Men "Kanada" blev udadtil meget strengt bevogtet. Vi havde på vores meteorologiske station en kvindelig SShjælper, som engang organiserede sig et par silkestrømper i "Kanada". Hun blev af den grund stillet for en krigsret - for plyndring. De fanger, der arbejdede der, stjal imidlertid som ravne .

Jeg kunne ikke lade være at lægge mærke til, hvor elegant vore fanger var klædt. Ganske vist måtte de gå i fangetøj, men deres undertøj, strømper og sko var upåklagelige og tiptop. Heller ikke skønhedspleje skortede det på. læbestift, pudder og sminke hørte naturligt til de kvindelige fangers rekvisitter. Medens jeg var i Auschwitz forekom det ikke, at 24 man klippede kvinder skaldede, men jeg har ladet mig fortælle, at noget sådant tidligere skal have fundet sted. Det var imidlertid et så forfærdeligt syn, at selv ikke de mest hårdhudede SS-officerer kunne udholde det.

Hver lørdag blev der sendt en kommando af vore kvinder til hovedlejren for at hente og aflevere vasketøj. De kom så altid tilbage med det herligste bytte, som blev fordelt blandt fangerne. Det var min opfattelse, at man stiltiende så igennem fingre med disse tyverier.

OLGA

I maj fik jeg for første gang besøg af min kone. Hun virkede som lærerinde i landhusholdningskundskab og var nu nysgerrig efter at se, min arbejdsplads i koncentrationslejren. Alene den kendsgerning, at det var muligt når som helst, at modtage familiebesøg; viser, hvor åben lejren var. Havde Auschwitz været en stor udryddelseslejr, havde vi bestemt ikke kunnet modtage besøg. De formaliteter, der endnu den dag i dag behøves for at aflægge et besøg i det af Walter Ulbricht oprettede tugthus, var ikke nødvendige. Sammenligningen imellem DDR og Auschwitz er slet ikke så absurd.

Vi var unge, da vi giftede os, og havde endnu ikke haft særlig megen tid sammen. Jeg hentede hende på banegården. Hun kom i træsko, uden strømper og med et tørklæde om hovedet. Der var krig, og elegance var for os en utilladelig luksus.

På det tidspunkt havde jeg fået en ny "rengøringshjælp" - karmmerjomfru ville have været et mere passende udtryk. Olga! Olga var polak. Hun var et unikum - hun sørgede for mig på den mest rørende måde og var overordentlig tjenstvillig. Der var altid blomster på mit værelse altid ren dug på bordet og rene gardiner for vinduerne, og altid havde Olga en overraskelse parat til mig.

I anledning af min kones besøg havde Olga gjort mit værelse ekstra hyggeligt. Over min seng havde hun anbragt en bedende engel - djævelen må vide, hvor hun havde den fra. Hendes omsorg for mig var næsten for påtrængende, men jeg måtte jo finde mig i det, da jeg naturligvis heller ikke ville gøre denne gode og tjenstvillige sjæl ondt.

Medens min kone var i lejren, begyndte arbejdet på kautsjukmarkerne, og jeg kunne ikke selv tage mig særlig meget af min gæst. Men min kone havde det bedst tænkelige selskab i Olga. Munden stod ikke stille på hende. Min kone mente, at hun måtte forære hende et eller andet og havde købt en lille gave til hende. Da min kone atter skulde rejse, og jeg fulgte hende til toget, kunne jeg dårligt kende hende igen. Hun havde fået nyt tøj fra top til tå. Alt muligt havde Olga skaffet hende endog en ny kuffert. Min kone havde taget nogle små lækkerier med til mig, som hun havde sparet sammen ud af sin egen husholdning, bl.a. også en pakke smør. Olga lavede nu hver aften braskartofler til mig, som svømmede i smør. Men smørret slap aldrig op. Der kom dagligt CARE-pakker, og Olga følte sig forpligtet til også at sørge for mig. Nej, sultet har fangerne i Raisko ikke! Og når der kom en ny fange til lejren, mager og underernæret, varede det ikke mange dage, for han atter havde sul på kroppen.

UDRYDDELSESLEJREN ?

"Udryddelseslejren lå slet ikke i Auschwitz, udryddelseslejren lå i Birkenau". Således har jeg hørt og læst efter krigen. Nuvel, jeg har også været i Birkenau. Birkenau brød jeg mig slet ikke om. Lejren var overfyldt, og menneskene der gjorde ikke noget godt indtryk på mig. Alt var meget forsømt og snavset. I Birkenau så jeg også familier med børn, et syn, der gjorde ondt. Man sagde til mig, at man ikke ville skille børnene fra forældrene, når disse blev interneret, og nogle børn var også ivrigt optagede af et lystigt boldspil. Alligevel mener jeg ikke, at børn hører til i en interneringslejr - og at englænderne har gjort det samme, fx under Boerkrigen, er en dårlig undskyldning. Dette sagde jeg også til min foresatte, som svarede: "Jeg deler Deres anskuelse, men jeg kan ikke ændre det".

Jeg havde til opgave at udsøge 100 mand til at hakke imellem Kok Sagis planterne. Det foregik på følgende måde. Ved appellen blev de indsatte spurgt, om de var villige til at udføre dette arbejde, og om de tidligere havde haft lignende beskæftigelse. Der meldte sig for det meste flere end der behøvedes. Når det var tilfældet blev der "selekteret". Denne "selektering" er senere blevet udlagt fuldstændig forkert. Naturligvis ville man beskæftige de indsatte - og de indsatte ville også gerne beskæftiges. "Selektering" betød ikke andet, end at fangerne blev sat til en beskæftigelse, der svarede til deres evner og interesser - og også til deres rent fysiske formåen.

Det er en kendsgerning, at der i Auschwitz var flere mennesker, end det var muligt at skaffe arbejdspladser til. Naturligvis lagde jeg vægt på, at jeg fik arbejdskraft, som tidligere havde arbejdet inden for landbruget. Der manglede jøderne. Særdeles gode arbejdere stillede polakkerne. Fuldstændig ubrugelige var sigøjnerne. Kommando 11, som vor kvindearbejdskolonne fra Birkenau benævntes, kom dagligt til Raisko og arbejdede på kautsjukmarkerne uden for vagtpostkæden. Jeg har næsten hver dag haft med disse mennesker fra Birkenau at gøre og har også gerne lyttet til deres klager. Engang så jeg, at en SS vagtpost sparkede en kvinde bagi. Jeg krævede en forklaring af ham. Han hævdede, at kvinden havde kaldt ham et "nazisvin". Sandheden var imidlertid, at det var vagtposten, som havde fornærmet kvinden først.

Jeg indberettede denne episode, og SS manden blev forsat til en straffebataljon i Danzig. Fra den dag havde jeg en høj stjerne hos fangerne, og især hos Kommando 11 fra Birkenau. De indsatte kom nu ofte til mig, når de havde ønsker eller klager. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, thi for mig var fangerne ikke fjender men internerede. Ofte har jeg også gjort dem en tjeneste, som stred imod forskrifterne. Den største glæde kunne jeg berede dem, når jeg på de varme sommerdage i 1944 tog dem med på en spadseretur ned til Sula floden og gav dem lov at bade.

I øvrigt var hakkekommandoen fra Birkenau en lystig skare. De sang under arbejdet deres polske folkesange , og de få sigøjnere, der var med, opførte deres danse. Jeg var til at begynde med oprørt og bekymret over arbejdernes dårlige ernæringstilstand, men måtte så konstatere, at fangerne var i en særdeles dårlig ernæringstilstand, når de ankom til lejren, og at de nu engang tog nogen tid, før de havde fået sul på kroppen. Ofte har jeg indtaget mit middagsmåltid sammen med dem fra deres gullashkanon, og den smagte mig udmærket.

Men kommando 11 havde også hemmelige forsyningskilder. Fra hemmelige skjulesteder hentede man de forunderligste sager frem. Disse skjulesteder blev så om natten fyldt op igen af venner. Det er også forekommet, at disse venner er trukket i fangedragter og er marcheret med ind i lejren, medens nogle fanger tog sig et par dages ferie udenfor. Når blot antallet stemte, var der ingen, de bekymrede sig meget om den enkeltes identitet. Auschwitz lå i Polen, og den lokale befolkning hjalp de internerede, så godt den kunne - også selv om det var forbudt.

De tyske besættelsestropper og specielt den såkaldte civiladministration har, som vi alle ved, ikke altid gjort sig lige populære i befolkningen. Et skridt, som jeg bestemt ikke syntes om, var ekspropriationen af de polske småbønders jord. De måtte afgive deres arealer til de landbrugsvirksomheder, der hørte under koncentrationslejren Auschwitz. Jeg har imidlertid ladet mig fortælle, at de modtog erstatning helt på linie med andre grundejere, der måtte afgive deres jord f.eks. til anlæggelse af motorveje. Jeg fandt det heller ikke rigtigt, at man evakuerede store befolkningsgrupper, men man forsikrede mig til stadighed, at disse forholdsregler aldrig blev gennemført tvang. Det er naturligvis hårdt at miste sin frihed - men krig er endnu hårdere, og også for os blev den nu stadig mere hård og grusom. I efteråret 1944 blev koncentrationslejren i Auschwitz for første gang bombet af amerikanske flyvere. Ca. 20 fanger omkom. Selv havde jeg troet på endelige sejr, da de allierede gik i land på Kanalkysten - i hvert fald var jeg begyndt at tvivle. Frontberetningerne blev stadig mere skuffende, og også fangerne var godt underrettet - pokker må vide hvorfra.

Der blev imidlertid nu som før sørget godt for de indsatte i vort område. Obersturmbannführer A. Havde sat igennem, at filmfremvisningsvognen kom til lejren en gang om ugen. Sammen med fangerne så vi bl.a. filmene "Münchausen" og "Den gyldne stad". Filmen "Jøden Süss" blev naturligvis ikke vist for fangerne og heller ikke propagandafilm som "Kolberg" og "kadetter". I forsamlingssalen havde de internerede ret til at afholde gudstjenester. Jeg har selv overværet forskellige gudstjenester og må sige, at mange af dem var særdeles højtidelige, især den russisk-ortodokse menigheds, til hvilken vore russiske civilansatte hørte. Blandt de indsatte var der også dannet en teatergruppe, og en aften indbød de os til Faust opførelse. Professionelle skuespillere ville ikke have kunnet gøre det bedre!

Selv ville jeg gerne have taget studieorlov om vinteren, men situationen var alvorlig, og krigsudsigterne dårlige. Man tilbød mig et korrespondancekursus. Jeg modtog bøger, og en kvindelig jødisk læge fra Prag, der var interneret i lejren, tilbød at banke stoffet ind i hovedet på mig. Jeg modtog således hver dag privatundervisning af en fange. Det var muligt i Raisko. Jøderne var intelligente, og i den udstrækning, jeg lærte dem at kende i Auschwitz, også ganske flinke.

Om somrene havde jeg haft besøg af min moder et par dage. Naturligvis opstod der straks et varmt venskab imellem min moder Olga. En aften spurgte min moder mig , hvor krematoriet var, hvor man brændte folk. Jeg vidste ikke noget om eksistensen af et sådant anlæg og forhørte mig hos Olga. Noget bestemt kunne hun heller ikke sige mig, men i retning mod Bielitz skulle man altid se et ildskær. Jeg kørte ud i den retning og stødte på bjergværksanlæg, hvor der også arbejdede fanger. Jeg kørte rundt i hele lejren og undersøgte alle ildsteder og rygende skorstene. Jeg fandt imidlertid intet. Jeg spurgte mine kolleger, men fik blot det svar, "at jeg ikke skulle tro på disse 'retiradeparoler' ". Man fortalte mig, at der naturligvis var et krematorium i Auschwitz, thi her levede omkring 200.000 mennesker, og i enhver storby med 200.000 mennesker er der et krematorium. Naturligvis døde der også mennesker i Auschwitz - og ikke blot fanger. Obersturmbannführer A's kone var også død her. Dette svar fandt jeg tilfredsstillende .

Jeg har i min tid i Auschwitz ikke bemærket de ringeste tegn på masseudryddelser, ligesom også påstanden om, at der konstant skal have ligget en stank af brændt kød over lejren, er en lodret løgn. I nærheden af hovedlejren lå der imidlertid en beslagsmedje, og lugten af brændte hove, når hestene blev skoet, var naturligvis ikke behagelig. I øvrigt bor ledelsen af denne beslagsmedje id ag i min nabolandsby.

I denne tid blev der i det hele taget gennemført stadig flere lettelser for de indsatte. I hovedlejren blev der indrettet et bordel for mændene. Kærlighed og hvad dertil hører, er vel noget menneskeligt, og det skulle de internerede heller ikke berøves. Naturligvis fandtes der også kærestepar blandt fangerne. Om glædeshuset nu har forhindret det, skal jeg ikke kunne sige, men jeg vover at betvivle det. At der fandtes glædeshuse for fangerne i Auschwitz er imidlertid blevet fortiet i alle efterkrigstidsberetninger. En billet til bordellet var sådan en slags præmie for god opførsel .Der var imidlertid også fanger, som smed billetten i hovedet på deres kapo igen. Al respekt! Mig forekom det at være en ganske særlig god opførsel!

Historien om ligbrændingerne førte til uoverensstemmelser mellem Olga og mig. I længden gik denne kvinde mig på nerverne med sin evige sladder. Hendes tjenstvillighed var mig for underdanig, for krybende. Det brød jeg mig ikke om. Hun fik en ny opgave, som jeg ikke misundte hende. Hun blev sat til at være vagt i kvindelejren og skulle sørge for, at der ikke kom uvedkommende mandlige fanger ind i kvindelejren. Olga var så vidunderlig til at skælde ud, og det var en fornøjelse at se, hvordan hun befordrede mændene ud af kvindelejren. Hendes medfanger kaldte hende "Kerberus", der i den græske mytologi er en frygtindgydende hund med tre hoveder, som bevogter indgangen til underverdenen.

Den gode Olga, hvad er der vel blevet af hende? Til et kommunistisk Polen ville hun ikke vende tilbage næsten ingen af de polske fanger ville det - heller ikke jøderne. Særdeles mange af dem bad endog for en tysk sejr. Efter hvad jeg har erfaret af min kollega, Obersturmführer Dr. C., som jeg netop for kort tid siden har besøgt, befinder mange af de tidligere fanger sig i USA. Han korresponderer stadig med nogle. En del af dem var også villige til at vidne til fordel for SS-officerer i KZ-processerne .... men de fik i regelen ikke lov. Beretninger herom gik dengang igennem hele den nationale presse.

Der var ingen hemmeligheder i Auschwitz. I september 1944 kom der en kommission fra det Internationale Røde Kors til Auschwitz for at besigtige lejren. Den interesserede sig imidlertid mere for lejren i Birkenau. I dag forsøger det Internationale Røde Kors i Geneve at benægte dette, idet man påstår, at de delegerede i september 1944 ikke nåede længere end til kommandantens kontor. Dette er ganske enkelt ikke sandt! Jeg har selv set Røde Kors køretøjerne på vej til Birkenau.

Vi havde særdeles mange besøg i Raisko, med det drejede sig naturligvis mest om folk, der var interesserede i vort planteavlsarbejde. Jeg var ofte med til at gennemføre disse rundvisninger, og skønt det egentlig ikke var tilladt gæsterne at underholde sig med fangerne, var det dog for det meste disse, som måtte forklare de besøgende om deres arbejde.

Vi foretog dengang de første forsøg med Colchizin. Colchizin er det giftstof, der er indeholdt i planten høsttidløs (colchium auntumnale). Det lykkedes os ved hjælp af denne gift at forhindre cellernes reduktionsdeling, således at planten fik det dobbelte kromosomtal. Sådanne planter havde en tilbøjelighed til at blive kæmpestore, hvilket imidlertid gik ud over deres frugtbarhed. Indsamlingen af såsæd spillede dengang endnu en stor rolle. Indhøstningen af frøene var imidlertid på grund af deres pappus (flyvelegemer af samme art, som vi kender dem fra mælkebøtten) ikke helt ligetil. Jeg var sammen med nogle dygtige håndværkere og nogle russiske agronomer gået i gang med at konstruere en høstmaskine. Vi havde blandt mændene nogle særdeles gode håndværkere og rådede også over veludstyrede værksteder. Nogle russiske agronomer arbejdede med den såkaldte "ionogalvanisering". Til dette formål byggede fangerne apparater, der arbejdede med ultrakortbølger. Materialet til disse apparater hentede jeg på en virksomhed, der ophuggede nedstyrtede og nedskudte flyvemaskiner. De indsatte fandt også der materiale til at bygge små radiomodtagere af. Disse måtte naturligvis ikke bringes med ind i lejren. Selv udviklede jeg mig i Auschwitz til en helt lille radiofanatiker. Mine læremestre var fanger, som skaffede mig alt, hvad jeg behøvede til bygningen af små modtagere .

I Auschwitz blev der naturligvis ikke kun drevet planteavl. Der udførtes også utallige andre forskningsopgaver, idet stadig mere forskning blev forlagt til Auschwitz på grund af den uudnyttede arbejdskraft, man her rådede over. Endvidere var man i Auschwitz mindre udsat for natlige bombeangreb. Ca. en gang hver fjortende dag mødtes officererne - ved SS hed de "førerne" - til en casino aften, hvor en eller anden afdelingsleder holdt foredrag om sit arbejdsområde. Jeg har her hørt mange interessante foredrag, men jeg har ingen erindring om noget anstødeligt. Senere har jeg hørt, at der også skulle være blevet foretaget forsøg på levende mennesker i Auschwitz. Jeg husker, at jeg engang hørte et foredrag om, hvorledes gravide kvinders ernæringstilstand indvirkede på fosterets udvikling. Om der er nogle kvinder, som i den forbindelse har måttet gennemføre et svangerskab under en sultekur, kan jeg naturligvis ikke sige noget om. Man sagde imidlertid dengang, at denne forskning havde givet vigtig ny viden om den gravide kvindes ernæring. Beretningerne om, at man skulle have prøvet nyudviklede lægemidler på fangerne, finder jeg ikke særlig troværdige. Jeg har af en læge i Auschwitz ladet mig fortælle, at nye medikamenter først bliver anvendt på mennesker, når dyreforsøgene er afsluttet. Sådan er det vel også i dag.

Jeg husker, at jeg efter krigen har set en film om Auschwitz i fjernsynet, i hvilken der blev vist en bygning med kæmpeskorstene i nærheden af hovedlejren. Det skulle være krematoriet. Det gør mig nu meget ondt at måtte sige det, men da jeg forlod Auschwitz i december 1944, fandtes denne bygning ikke. Jeg kan heller ikke forstille mig, at man skulle have nået at bygge disse skorstene i den kolde vinter 1944/45. Jeg kan derfor ikke frigøre mig for mistanken om, at disse anlæg først er blevet opført der efter krigen. Jeg finder det også usandsynligt, at SS-folkene ikke skulle have ødelagt dem ved evakueringen, dersom de virkelig havde eksisteret. Netop i disse dage har jeg hørt en beretning i radioen, ifølge hvilken alene 4 millioner mennesker skulle være blevet skudt i Auschwitz. Der blev i Auschwitz bestemt ikke skudt nogen mennesker, thi det ville man uvægerligt have hørt. Jeg husker ganske vist, at der ved en bestemt lejlighed var stor ophidselse i lejren, fordi der gik rygter om, ar der skulle skydes gidsler. Denne form for hævn er den afskyeligste, jeg kan forestille mig, fordi den rammer uskyldige mennesker. At den er forekommet på begge sider! er sandsynligt. Men dersom man skulle have skudt en fange for hvert offer for bombeangrebene, ville der med sikkerhed ikke være en eneste af de 200.000 fanger i Auschwitz, der var kommet fra det med livet i behold.

Når man betænker, at Auschwitz kun eksisterede i fire år, skulle der med andre ord være blevet dræbt 1.000.000 mennesker om året eller omkring 3.000 om dagen. Hvilket omfang skulle et krematoriumsanlæg ikke have for at kunne tilintetgøre 3.000 mennesker om dagen. Heller ikke massegrave i en sådan målestok ville kunne holdes hemmelige.

Alligevel tror det tyske folk stadig på massemordene i koncentrationslejrene. Hvorfor egentlig? Har ikke alle vi, der kender sandheden, pådraget os en uhyre skyld? Hvorfor har vi tiet så længe?

Jeg skal her forsøge at besvare dette spørgsmål:

1. Vi har jo slet ikke tiet .... men der var ingen, der ville høre vore beretninger, ingen avis, der ville offentliggøre dem, intet forlag, der ville trykke dem.

2. Også idag er der et tilstrækkeligt antal vidner i live, som bekræfter mine udsagn og selv kunne fremkomme med lignende beretninger. Hvad vi mangler, er en upartisk retsstat. I dagens Tyskland ville det være det rene selvmord at sige sandheden.

3. Jeg er ganske vist ikke træt af livet, men jeg har min livsopgave bag mig, mine børn er forsørgede, og min kone vil vel, når hun fylder 65, få sin velfortjente pension, som man ikke vil fratage hende, selvom der skulle ske mig noget .

4. Jeg har nu gennem min mangeårige virksomhed som journalist og udgiver af "Die Bauernschaft" og "Kritik" skabt mig selv en lille læserkreds og kan nu også med støtte fra Det tyske Borgerinitiativ selv udgive min beretning uden at være afhængig af andre hensyn.

5. Det siges - desværre også af de store partiers medlemmer og vælgere - at kun anerkendelsen af vor skyld i krigens udbrud og udryddelsen af de 6 millioner jøder vil gøre det muligt for os atter at blive optaget i nationernes fællesskab. At bestride dette ville være at tilføje det tyske folk stor skade.

6. Med en gendrivelse af historierne om masseudryddelserne i de tyske koncentrationslejre ville de tyske efterkrigspolitikere blive tvunget til at indrømme, at hele den tyske politik efter Den anden Verdenskrig har hvilet på et fuldstændig forkert grundlag. Det må ikke skel

7. Men der har naturligvis også været kujoner, løgnere og købte vidner. Nogle anklagede, som helt bestemt må have vidst, at beskyldningerne imod dem var falske, har alligevel aflagt tilståelse, fordi de har ment, at de ved at vidne i overensstemmelse med anklagerens ønsker kunne opnå fordele for sig selv - hvilket givetvis også er blevet lovet dem. Der foreligger imidlertid også den mulighed, at de anklagede er blevet aftvunget tilståelser under tortur. Også herom findes der beretninger.

Hvor meget anderledes kunne ikke vort folks og specielt vor ungdoms tilværelse blive, dersom den blev overbevist om fædrenes uskyld. Skyldfølelse kan være en svær belastning for et menneske og bringe det i et slavisk afhængigshedsforhold. Dette er nøjagtigt, hvad sejrherrerne ville opnå - og de vil ikke finde sig i, at frugterne af deres løgne, som de nu høster, går tabt.

Jeg har nedskrevet mine erindringer sådan, som jeg har oplevet dem og kan huske dem. Jeg har sagt sandheden, så sandt Gud hjælpe mig. Dersom jeg med denne beretning kunne bidrage til igen at give vor ungdom noget mere agtelse for deres fædre, der kæmpede som soldater for Tyskland og ikke var forbrydere, så ville jeg være meget lykkelig.

Krämersteen, den 3. januar 1973.

Thies Chnstophersen