Den nye tyskerkurs
Af Sune Dalgård, Fra Danskeren 1997/3
I tiden 1864-1945 levede Danmark i skyggen af det mægtige Tyskland i stadig frygt for at blive helt udslettet som selvstændig stat af den overmodige og aggressive nabo. Det officielle Danmarks politik over for vilddyret blev derfor at optræde med den yderste forsigtighed for ikke at tirre det og helst at efterkomme dets ønsker, endog inden de var blevet udtalt. Det var den politik, som er blevet kaldt: Tyskerkursen.
Frigjort fra tyskerkursen
Først med Tysklands fuldstændige nederlag i 1945 og sejrherrernes halvthundredårige besættelse af det hævedes denne forbandelse, så danskerne kunne ånde lettet op og føle sig frie til at vælge deres vej i en større verden, uden stadig at måtte skele til tyske ønsker.
I de senere år og særlig efter Murens fald og Tysklands genforening mærkes der imidlertid tydelige tegn på, at de gamle tilstande langsomt vågner op på ny og danske myndigheder falder tilbage i den vante skure. En ny tyskerkurs synes ved at tage form.
Tegn på en ny tyskerkurs
Allerede udvidelsen efter tysk ønske af den berygtede straffelovsparagraf 266b - knebleparagraffen - ved "tyskerloven" i 1995 (jf. Danskeren 1995 nr. 2 s. 5) viste klart, hvor det bar hen.
Den unødvendige danske udlevering til tyskerne af en amerikansk, nazistisk statsborger i 1995 bekræftede yderligere vor genoptagne rolle som rakkerknægte for tyskerne.
Den tyske heksejagt på ikke alene alle mulige nynazistiske og "højreekstreme" grupper, men nu endog på tilhængere af den fra U.S.A. stammende nyreligiøse gruppe eller sekt Scientology synes at finde genklang og delvis opfølgning herhjemme, skønt andre fremmede grupper i lange tider frit har kunnet udøve ganske lignende virksomhed.
En hel del af denne fornyede danske hoppen og springen for tyskerne forklares vist ved det nære samarbejde i EU og ønsket om at holde sig gode venner med den på ny mægtige nabo dér.
Euroregion Schleswig
Det samme forhold synes til dels at ligge bag det seneste og mest omstridte udslag af den nye tyskerkurs, den såkaldte Euroregion Schleswig/Slesvig, der har vakt så megen opstandelse især i danske kredse i Sønderjylland, at politikerne både her og dér for slet ikke at tale om i Tyskland er helt forvirrede.
Der er selvsagt intet overraskende i, at der i et grænseområde mellem to stater kan være brug for et samvirke hen over grænsen om praktiske forhold, der kræver gensidig hensyntagen eller bedst løses i fællesskab. I det dansk-tyske grænseområde har der i mange år været et sådant praktisk samarbejde, og i den sidste snes år har man haft et uformelt samtaleorgan, Dansk-Tysk Forum, "til udveksling af erfaringer og synspunkter på fælles problemer." Dette har man åbenbart været fuldt tilfreds med fra dansk side, hvor "man gerne ville samarbejde pragmatisk fra sag til sag, men ikke indgå i et mere formaliseret samarbejde". Men det var man bare ikke hos den tyske modpart, idet "der ofte fra tysk side har været fremført ønske om en fastere struktur og en mere overordnet målsætning for samarbejdet, svarende til de samarbejdsstrukturer, der kendes andre steder i Europa."
Lokkende EU-millioner
Og her havde tyskerne det mægtige EU og deres egen magtstilling i euro-maskineriet bag sig. EU sidder jo på milliarderne - ganske vist hentet op af vore egne lommer - og gør ingen hemmelighed af sine ønsker om mest og snarest muligt at nedbryde nationalstaterne bl.a. ved fremelskning af grænsenedbrydende regioner, som man kan støtte ved klækkelige bevillinger fra sine svulmende struktur- eller regionalfonde.
For at få del i EU-millionerne var Sønderjyllands amtsråd og landsregeringen for hele Schleswig-Holstein allerede fra 1988 efter anvisning fra Europa-kommissionen indgået i et samarbejde under en fælles dansk-tysk styrekomité udpeget af landsregeringen, amtsrådet, regeringerne i Bonn og København og - Kommissionen.
Så uanset de pragmatiske danske ønsker blev det altså helt og fuldt de tyske ønsker om det formaliserede og institutionaliserede, der blev lagt til grund for det kommende samarbejde i det, som også skulle have det bombastiske og tyskklingende navn: Euroregion Schleswig/Slesvig. Om det danske Sønderjylland var der åbenbart ingen, der talte. Der skulle vedtages en alenlang aftale med opregning af alle samarbejdsområder, forudsætninger og formål. Blandt disse var ikke overraskende også "støtte til ideen om europæisk enhed og international forståelse." Til at styre det hele skulle der nedsættes et regionalråd på hele 42 medlemmer, lige mange fra hver side, samt naturligvis et fast sekretariat. (Amtsborgmester Kresten Philipsens kronik i Jyllands-Posten 13/2 1997).
Folkeprotest - Politikerstejlhed
Ved et præsentationsmøde for den store plan lod amtsborgmester Philipsen det åbenbart "skinne igennem, at tyskerne sikkert lægger langt mere i Euroregion Slesvig end politikerne i Sønderjylland." (J-P 14/2 97). Dette bekræftedes til fulde ved et tilsvarende tysk præsentationsmøde (JP 19/2 97), og det har mange sønderjyder nok forstået, hvilket måske er en hovedårsag til den heftige modstand, planen straks vakte i amtsborgmesterens bagland med krav om en folkeafstemning om sagen i forbindelse med amtsrådsvalget til efteråret - en tanke, han dog bestemt ikke havde noget tilovers for.
Det forstår man måske godt på baggrund af de mange rasende protester og af meningsmålinger, der viser et flertal imod Euroregionen blandt de sønderjyske vælgere og vel et endnu større flertal imod, hvis man alene ser på de dansksindede sønderjyder.
Politikerne i Sønderjyllands amtsråd er imidlertid ubøjelige i den nye kurs. De har med stort flertal vedtaget planen med blot nogle få og små ændringsønsker, som derpå skal forhandles med tyskerne.
Danskerne bøjer sig overalt
Iøjnefaldende også i dette dansk-tyske forhold er det, hvordan den danske side i alt væsentligt bøjer sig for de tyske ønsker, skønt man hævder selv at have andre synspunkter og ønsker. En af de bedste iagttagere af grænselandets forhold igennem flere generationer, redaktør, cand. polit. Bjørn Svensson, der i 1983 udgav bogen "Tyskerkursen" om dette fænomen indtil 2. verdenskrig, peger netop på denne urovækkende kendsgerning:
"Det var tyskerne, der ønskede denne euroregion. Og danskerne bøjede sig.
Det var tyskerne, der ønskede et råd på 42 mand. Danskerne var imod, men bøjede sig.
Det var tyskerne, som kom med navnet. Og det var danskerne, der gav efter og først nu vil søge det ændret efter kraftig kritik." (Jyll.-Post. 2/5 97).
Det er således på ny danskernes politiske ledere, der svigter varetagelsen af danske interesser, og repræsentanter for det menige folk, der må gøre oprør for at få dem varetaget.
Tyske visioner
Overborgmesteren i Flensborg, Olaf Cord Dielewicz, er den, der på tysk side har udarbejdet aftalen sammen med Sønderjyllands amtsdirektør. Dielewicz siger: "Debatten har forundret mig på alle måder. Jeg har aldrig forventet sådan en diskussion ville opstå i Danmark, og jeg har store problemer med at forstå den." Dette overrasker egentlig ikke, men fra dansk side har vi nok altid haft svært ved at få tyskerne til at forstå vore holdninger, og det er der vel så bare ikke meget at gøre ved. Men Dielewicz's forklaring om sit baggrundssyn er belysende. Han siger, at han som voksen altid har set nationalstaterne som roden til krige og strid. Han drømmer derfor om et Europa uden grænser, men med mange kulturer - en drøm, han dog ikke tror vil blive realiseret inden for en overskuelig fremtid.
Der må være en grænse
Over for disse idérige fremtidssyner med Europas centrale stormagt på 80-90 millioner mennesker i ryggen og med vore smertelige erfaringer med samme stormagt i minde er det fra et dansk synspunkt ikke svært at forstå, at vi ønsker både vor danske nationalstat sikret og en tydelig grænse bevaret netop til dens sikring, og at vi opfører os med forsigtighed og jordbundethed over for store ord og fedt flæsk. Også når Tyskland og EU står sammen om at ville nedbryde vort nationale værn og vil bruge vore egne millioner til det. Og selv med vished for, at vor danske holdning udskriges som "nationalistisk fundamentalisme" og "tyskerhad".
Sandheden er jo desværre, at tyskerne ikke behøver at gøre meget for at fremme den nye tyskerkurs i Danmark. Den sørger vore egne valgte politikere fo