Dette er en opgave, som jeg afleverede og fik godkendt som historiestuderende på Københavns Universitet. Den er hverken  revisionistisk, patriotisk eller systemkritisk men sætter alligevel Danmarks koloniale fortid i de rette dimensioner.


Af Ole Kreiberg


Baggrunden for salget af De Dansk Vestindiske øer


De Dansk Vestindiske Øer blev i 1917 overdraget til USA, efter et flertal af den danske vælgerbefolkning ved en forudgående folkeafstemning havde stemt for at sælge disse øer for 25 millioner dollars. Denne opgave vil belyse og nærmere redegøre for de forhold, der ledte til dette salg. Hvorfor solgte man denne del af det danske rige til en fremmed magt?

Som hovedlitteratur er der anvendt Ove Hornby, Kolonierne i Vestindien, København, 1980. Nogle få oplysninger, der ikke har kunnet findes i dette værk, er blevet tilvejebragt fra Gyldendals leksika henholdsvis: Gyldendals Tibindleksikon, København, 1978 og Den Store Danske Encyclopædi, København, 2004 (Den elektroniske udgave)

Dansk Vestindien eller US Virgin Islands, som de officielt kaldes i dag, består af 3 små øer, Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. Sankt Thomas er ca. på størrelse med Tåsinge, Sankt Jan med Fanø og Sankt Croix med Møn. På intet tidspunkt var et flertal af befolkningen på disse fjerne øer danske af afstamning ligesom dansk aldrig blev det mest fremherskende sprog. Alene dette forhold svækkede tilknytningen til Danmark og gjorde et salg eller eventuel selvstændighed nemmere at acceptere både på øerne og i Danmark. Som det senere vil fremgå, var der også vægtige økonomiske, sociale og geografiske motiver til salget af øerne.

Sankt Thomas var den første af de tre vestindiske øer, der blev koloniseret af Danmark. Øen var ubeboet, da danskerne første gang satte foden på den i 1666, selvom arkæologiske fund har påvist, at der en gang har boet indianere. I 1672 blev den gjort til dansk koloni af Vestindisk Kompagni, som havde Christian 5’s støtte. I 1684 annekteredes den nærliggende og ligeledes ubeboede Sankt Jan, og i 1733 købte danskerne den beboede ø Sankt Croix af Frankrig. Vestindisk Kompagni stod for al handel og plantagedrift, indtil den danske stat overtog besiddelserne i 1755.

De første danske kolonister blev fragtet over med skibet, “Eendragt” i 1666. Langt de fleste døde under overfarten eller bukkede hurtigt under efter ankomsten på grund af sygdom skabt af uvante forhold som klima, hygiejne (forurenet drikkevand m.m.) og manglende immunitet overfor fremmed bakterieflora. Til gengæld modtog Sankt Thomas et tilskud af fordrevne men akklimatiserede hollændere og englændere, der gjorde, at allerede på dette tidlige tidspunkt var danskerne i mindretal. Tilsidst måtte de tilbageværende udhungrede og sygdomsbefængte danskere rejse hjem og de fleste af udlændingene søge til andre vestindiske øer. Det første kolonisationsforsøg blev således en fiasko.

Belært af de dårlige erfaringer med den store dødelighed og de mange fremmede befolkningselementer søgte man nu at lægge et solidt dansk fundament. Man søgte således at hverve kolonister blandt den danske almue men uden det store held. Folk viste ikke den store interesse for de hårde og uvisse forhold under fremmede himmelstrøg. Man måtte derfor supplere med straffefanger fra blandt andet Bremerholm skibsværft og kvinder der på grund af deres “uskikkelige levned “ var anbragt i Spindehuset. Disse skulle dog ikke straffes yderligere men gradvist resocialiseres og gøres til nyttige kolonister, da det nu var blevet klart, at denne måde foreløbigt var den eneste til at skaffe den fornødne arbejdskraft. Den danske slavehandel var endnu ikke etableret. I oktober 1671 forlod fregatten “Færø” København med kurs mod Vestindien med de kolonister, der skulle medvirke til det andet kolonisationsforsøg. Ud af et samlet antal på 190 personer døde 77 mænd og kvinder undervejs, og en stor del af de overlevende var svækket af sygdom ved ankomsten. Det anslås, at omkring tre fjerdedele af de overlevende døde indenfor 7 måneder efter ankomsten. Det er opgjort, at af de følgende transporter fra Danmark til Vestindien i perioden 1671-75 var det kun 64 ud af 324 personer, der overlevede rejsen og det afgørende første halve år efter ankomsten. Desværre rygtedes de dårligere overlevelsesmuligheder hurtigt i hjemlandet gennem hjemvendte skibsbesætninger. Dette var medvirkende til at gøre det yderligere vanskeligt at skaffe nye kolonister. Til gengæld fik den danske koloni snart et tilskud af akklimatiserede hollændere fra den nærliggende hollandske ø Tortola, der var blevet besat af englænderne i forbindelse med den krig, der brød ud mellem englænderne og hollænderne i 1672. Der ankom også en del akklimatiserede englændere og franskmænd, men hollænderne kom hurtigt til at udgøre flertallet. De tilflyttede udlændinge medbragte en del negerslaver, som dog i en årrække kun udgjorde en minoritet af befolkningen. Trods alle gode hensigter angående de hvide straffefanger og servinger blev de reelt ikke behandlet bedre end de sorte slaver, og mange af dem forsøgte ligesom slaverne fra tid til anden at stikke af med det resultat, at deres kontrakter blev forlænget i det uendelige, så det er tvivlsomt, hvor meget denne befolkningsdel positivt kom til at styrke koloniens danske præg. Til gengæld medvirkede deres tilstedeværelse til, at behovet for sorte slaver ikke var så stort i koloniens første år. Man var dog betænkelig ved, at straffefanger skulle blive et for fremherskende element, og man så mere og mere sorte slaver som løsningen. I 1680 fandtes der således 156 frie indbyggere på øen og 175 sorte slaver. Blandt de hvide var det hollænderne, der med deres religion og sprog satte tonen i kolonien, mens det dansk-norske islæt blandt planterne, som landbrugerne kaldtes, var uendeligt lille. Skønt man fortsat indbød borgere fra Danmark til at bosætte sig på øen, bestod den danske befolkningsandel for det meste kun af kompagnifunktionærer og straffefanger.

I de sidste år af 1600-tallet kommer der rigtig gang i trekantshandlen med Afrika, og antallet af sorte slaver ottedobles frem til 1715, hvor der ifølge historikeren Waldemar Westergaards beregninger fandtes 547 hvide indbyggere og 3042 sorte slaver. Disse sorte kom efterhånden til helt at erstatte de hvide straffefanger . Der kom også mange frie hvide fra de andre øer i denne periode, og hollænderne var stadigvæk via deres store antal de, som prægede kolonien mest.

I 1675 blev den nærliggende og ubeboede ø Sankt Jan taget i besiddelse i kongens og det Vestindiske Kompagnis navn. Først fra 1718 blev den koloniseret fra Sankt Thomas, således at befolkningens sammensætning i henhold til kultur, sprog og etnicitet m.m. på de to øer blev identisk. Sankt Jan er altid blevet betragtet som et vedhæng til Sankt Thomas.

I 1733 erhvervede Danmark Sankt Croix, som nu blev den største af de dansk vestindiske besiddelser. Øen blev købt af Frankrig og var allerede beboet af 500 sorte slaver og knap så mange hvide. Der var tale om fattige englændere, der havde levet i konstant frygt for at blive fordrevet af franskmændene. De modtog derfor det nye danske styre med glæde. Disse englændere lagde imidlertid også grunden til en udvikling, der betød, at det fremherskende sprog ikke kun på Sankt Croix men også på de to andre danske øer efterhånden blev engelsk. I Danmark nærede man ellers stærke ønsker om at gøre Sankt Croix til en udpræget dansk ø, hvis plantager og handel var på danske hænder, og som befolkedes af danskfødte indbyggere. Man stilede først og fremmest mod at få overført de ledige og underbeskæftigede kræfter i hjemlandet. Dette var dog nemmere sagt end gjort. Potentielle udvandrere frygtede, at der bag den tillokkende facade skjulte sig den gamle serving-institution.. Flere af de unge mænd, der meldte sig ved løftet om en læreplads på øen , endte med ved ankomsten at blive taget til soldat eller solgt som serving. Dette skræmte andre i Danmark fra at søge til øen, og det endte med, at man hovedsageligt var tvunget til at modtage udenlandske indbyggere, hvoraf de fleste kom fra de engelske øer i nord og øst. Det engelske element blev således helt dominerende på samme måde som hollænderne på Sankt Thomas. Efterhånden fortrængte engelsk også hollandsk som modersmål for de fleste indbyggere på de to andre øer. Dansk fik aldrig en chance. Dette er en af de vigtige faktorer til forståelsen af baggrunden for salget af de Dansk Vestindiske øer i 1917. Øerne blev aldrig rigtig danske, og da de efterhånden også i løbet 1800-tallet mistede deres økonomiske betydning, begyndte det at føles naturligt at skille sig af med dem på samme måde, som man havde skilt sig af med besiddelserne i Indien og Guldkysten i Afrika i henholdsvis 1845 og 1850. I 1840erne var øerne dog stadigvæk økonomisk værdifulde

Faktisk begyndte man allerede i 1852 at tale om en afhændelse af øerne i rigsdagen, og som man sagde, at skønt øerne var små i udstrækning, var de dog “mere end store nok til at begrave mange penge og menneskeliv“. Følere blev sendt til amerikanerne, og allerede ved årsskiftet 1864/65 udtrykte selveste præsident Lincoln overfor den danske gesandt Valdemar Raasløff interesse for de Dansk Vestindiske øer. Der skulle dog gå en rum tid, før amerikanerne for alvor blev interesseret og ville betale en for Danmark acceptabel pris. I 1867 afholdes der et valg for og imod et salg blandt den stemmeberettigede del af befolkningen på øerne. Et stort flertal ønskede et salg.

Fra midten af 1800-tallet begyndte det for alvor at gå tilbage for øerne økonomisk. Øerne var taget i besiddelse under merkantilismen, og det var den gang meningen, at de skulle gøre det danske kongerige selvforsynende med især sukker men også andre tropeprodukter. Efterhånden som frihandelstanken vandt frem, og senere dyrkningen af sukkerroer i 1870erne udvikledes i Danmark, mistede disse øer deres økonomiske betydning i den henseende. Selvstændighed for øerne blev også diskuteret, men der var almindelig enighed om, at øerne var for små til at være selvstændige. Til sammenligning kan det nævnes, at Færøernes samlede areal er på 1399 kvadratkilometer mod de Dansk Vestindiske Øers samlede areal på 345 kvadratkilometer, og at befolkningstallet kun er lidt større på sidstnævnte øer. Selv i dag indser de fleste færinger, at Færøerne er for små til fuld selvstændighed . Den samme erkendelse gjorde sig gældende på de danske øer i Vestindien og gør det stadig. Ved eventuel selvstændighed fra Danmark måtte man søge beskyttelse og tilknytning til England via de nærliggende engelsk vestindiske øer.

Et salg til USA blev derfor den løsning, som man stræbte efter. Der var dog også kræfter både i Danmark og Vestindien, der var imod et salg, men de forblev et mindretal. For øerne blev det også mere bekvemt at handle på det mere nærliggende og købedygtige nordamerikanske marked frem for det lille og fjerne Danmark (lavere transportomkostninger) . Denne udvikling tog for alvor fart allerede, da de merkantilistiske handelsbegrænsninger lempedes i slutningen af 1700-tallet. I det hele taget voksede tilknytningen til USA økonomisk og handelsmæssigt . Sproget på øerne er engelsk ligesom i USA, så på mange måder følte man sig nærmere tilknyttet USA. Den hvide befolkning nedstammede fra engelsktalende kolonister eller hvide fra andre nationaliteter, der blev gjort engelsktalende ganske som i USA. Det store flertal af befolkningen var dog sorte men stadigvæk engelsktalende. Disse følte også, at de havde mere tilfælles med sorte amerikanere eller endnu bedre med sorte fra de andre vestindiske øer, end de havde med f.eks. fattige færøske fiskere eller danske daglejere.

I dag kaldes Caribien og Mellemamerika ofte nedladende for USA’s baggård ,og på godt og ondt kan man ikke komme udenom disse småstaters tætte tilknytning til den store magt mod Nord. Dette forhold mærkedes allerede i 1800-tallet og blev særligt tydeligt under den spansk-amerikanske krig i 1898, hvor USA fortrængte den spanske kolonimagt fra Cuba og Puerto Rico for blot at etablere sit eget overherredømme over Puerto Rico og en flådebase i Guantanamo på det nu selvstændige Cuba. USA’s politik overfor Latinamerika og Caribien blev fastlagt i Monroe-doktrin fra 1823, hvor USA ville affinde sig med de bestående europæiske kolonier i området men ville modsætte sig yderligere kolonisation fra de europæiske kolonimagters side. Denne politik er meget vigtig for at forstå, hvad der var baggrunden for, at USA var så ivrig efter at erhverve disse små danske øer. USA havde for det første brug for flådebaser i området, og Sankt Thomas blev den gang kaldt for porten til Carabien, når man kom med skib i retning fra USA og Europa. USA ville gerne have en flådebase her. Efter erobringen af det for Sankt Thomas nærliggende Puerto Rico og etableringen flådebasen i Guantanamo på Cuba blev dette et mindre vigtigt motiv for USA’s fortsatte interesse for købet af de danske øer. Det, der stadigvæk drev USA’s interesse, var frygten for, at Danmark enten skulle sælge øerne til Tyskland, eller at Tyskland ville erobre dem fra Danmark . USA var ikke interesseret i, at den fremvoksende tyske stormagt skulle etablere sig her. Man frygtede, at Tyskland så i værste fald endda ville kunne bruge øerne som et springbræt til en militær invasion af USA under en mulig fremtidig konflikt mellem de to lande. Ej heller ønskede USA, at stormagten Tyskland skulle trænge ind og udvide sin indflydelse i et område, som USA regnede for sit eget interesseområde jævnfør Monroe-doktrinen. At frygten for tysk overtagelse af øerne ikke var ubegrundet, viste det tilfælde, at allerede ved fredskonferencen efter krigen i1864 blev muligheden luftet fra dansk side for at bytte de vestindiske øer for dele af Sønderjylland, som blev annekteret af Preussen. Østrig viste dog ingen interesse, og Bismarck afslog kategorisk. Alligevel var det dette forhold, som ledte USA’s stadige interesse, og som til sidst førte til salget i 1917. Indtil da var man nået meget langt i salgsforhandlingerne men kunne foreløbigt ikke blive enige om prisen. Først da Første Verdenskrig brød ud, og det under krigens forløb blev mere og mere klart, at USA ikke kunne undgå at blive involveret i krigen på engelsk side mod Tyskland, betalte USA uden at kny den pris, som Danmark forlangte.

På Danmarks side blev det mere og mere det økonomiske, der blev drivkraften for ønsket om at sælge. De stigende udgifter og faldende indtægter fra øerne måtte før eller senere føre til underskud på budgettet, og efter 1880 kunne intet regnskab vise positiv balance for nogen af øerne. Det stigende underskud blev finansieret af den danske stat, og ved århundredeskiftet var gælden vokset til over 8 millioner kroner. Man havde ganske vist forsøgt at modernisere den før så givtige sukkerproduktion på Sankt Croix og skabt en lang række erhvervsmæssige forbedringer andre steder, men dette var ikke nok. I 1878 brød der et voldsomt oprør ud blandt den sorte befolkning på Sankt Croix med det resultat, at en stor del af øens plantager m.m. blev sat i brand. Dette hæmmede yderligere den økonomiske udvikling, og selve oprøret og de problemer, som lå til grund for dette, gjorde danskerne endnu mere motiverede for at afhænde øerne.

Konklusionen må være, at efter man gradvist gik bort fra de merkantilistiske principper om selvforsyning og over til højere grad af frihandel, kom denne del af det danske rige til at ligge for langt væk fra moderlandet og tættere på USA. Øerne mistede deres økonomiske betydning. Sukkerproduktionen kunne sagtens udføres i Danmark ved hjælp af sukkerroer. Befolkningen på øerne var ikke dansktalende og følte for det store flertals vedkommende ikke nogen særlig tilknytning til det danske moderland. Indbyggerne regnede med at opnå bedre økonomiske vilkår under amerikansk styre. De sociale og økonomiske problemer på øerne var store. Dette forhold kan bekræftes af den bemærkning, som den amerikanske præsident Herbert Hoover kom med under et besøg på øerne i 1931: “Jomfruøerne kan til tider have en vis militær værdi. Meningerne om dette spørgsmål er stærkt delte. Hvorom alting er, da vi betalte 25 millioner dollars for dem, erhvervede vi en formelig fattiggård, der omfatter 90 procent af befolkningen” Altså USA havde været presset af den særlige situation ,som opstod under Første Verdenskrig og havde måske aldrig købt dem , hvis det havde været klart, at USA ikke ville blive involveret i krigen ,eller at Tyskland ville have tabt krigen uden USA’s intervention.

Litteratur:

Ove Hornby, Kolonierne i Vestindien, København, 1980.
Gyldendals Tibindleksikon, København, 1978
Den Store Danske Encyclopædi, København, 2004 (Den elektroniske udgave)

Tilbage til undermenuen