ISÆR krig og NÆSTEN IKKE antisemitisme styrede WW2-jødeforfølgelserne: eksempel - Danmark..

Af Bo Warming

Okt 1943 meddelte Best at Danmark skulle gøres ”jøde-rent”, som parolen hed, og ligesom når Balkan-regioner ønskes etnisk renset, så håbede man på halv-frivillig udvandring. Det var på den måde, man havde gjort Tyskland altovervejende ”jøde-rent” 1935-39.

Best havde varskoet danske jøder og havde fremmet lovlig udrejse til Sverige, og en af de jøder, der således flygtede, beretter i Politikens kronik 1998.10.7 om det afgørende forhold i Danmark, nemlig tyskernes kæmpenederlag i NordAfrika og ved Stalingrad 1942.8 hhv 1942.12).

Fremhævet af redaktionen står midt i kronikken følgende; Hvis I ikke havde startet sabotage og strejker, kunne vi have siddet trygt og godt derhjemme” - med andre ord, hvis ikke danskernes ønske om at skifte demonstrativt og voldeligt til anti-tysk aktivitet, efter at kriglykken var vendt dramatisk, havde tvunget tyskerne til modterror, så var jøde-forfølgelser i Danmark slet ikke sket. Jøde-modviljen var egentlig ret overfladisk – handlede om paroler og propaganda til krigsFORBEREDELSE..

”Flugten til Sverige” er ikke kun navnet på denne banalt small-talkende kronik, men også på en epokegørende bog af universitetsforskerne Kreth og Mogensen, Gyldendal 1995. I denne fremlægges uimodsigeligt at dramatikken i Danmark i
1943.10 var minimal!

Tyskerne opsamlede især syge og gamle fra alderdomshjem og sendte dem til Theresienstadt luksus-gettoen, samt nogle ikke-danske jødiske landarbejdere mm , og det var meddelt klart til alle, at effektiv jøde-jagt var kun en pjat-façade, især rettet mod Berlin – som Best på skrømt havde fået til at sende masser af betjente til aktionen – men næsten alle de de få jøder der ” indfangedes” pr razzia var een eneste tysk officer ansvarlig for, nemlig ”Gestapo-Juel ” fra Helsingør.

http://209.143.140.108/history/_disc11/00000016.htm

Denne officers lille korps hentede nogle jøder, der ventede i Gilleleje Kirke, og som var angivet af danske nazier, så man ikke kunne ignorere det – og man skød varselsskud efter en båd på vej ud af havnen(af Frihedsmuseet fordrejet til at man skød fiskeren, men denne usandhed har museet erkendt nu.)

Alle vidste, at tyskerne brød ikke ind i jødiske hjem – man bankede på, og hvis ingen svarede, så gik man pænt igen - og når danskere hjalp jøder til flugt på så klodset måde, at det opdagedes, så lod man dansk retsvæsen om at straffe for dette brud på de danske udrejselove – altså uden risiko af betydning. Hårfint balancerede man, så man minimerede aktionens resultater, men dog bevarede og forstærkede danskeres frygt for besættelsesmagten, hvilket jo mindskede sabotage.

Himmler havde forinden været i Danmark og stillet symbolske, halvhjertede forslag om jødeudrensning og Eichmann kom på besøg efter 1943.10 – med forsikringer om, at ingen dansk jøde risikerede at blive sendt til kz-lejr fx Auschwitz – og han sikrede returnering af nogle få fejlagtigt deporterede (idet kun hel-jøder, der ikke var gift med danskere, ønskedes involveret i denne klart symbolske aktion.)

47 alders-døde og et drab var - i en krigstid - et ”hvor der handles der spildes” fænomen. (At tale om 1500 eller 116 savnede eller dræbte er våset.)

Som kronikøren udpensler, så var det krigslykkens kovending, der var drivkraft bag denne aktion (som kan fortolkes på mange måder, men intet modsiger faktuelt eller tungtvejende den her givne fortolkning),

Inden (de af dansker-flertallet respekterede) nazi-sejre var vendt til nederlag, havde saboagen været minimal. Men i foråret 43 begyndte pro-engelske og pro-russiske danskere at kappes om via sabotage at vise et sindelagsskift, der kunne gavne dem politisk i den kommende fredstid.

Dette kunne have grebet om sig og kunne have bundet langt større tyske troppestyrker, hvis ikke tyskerne havde grebet til dødsstraf-modterror, der førte til undtagelsestilstand, regerings-afgang og departementchefstyre, og eftersom Best var for human/klog til at følge Hitlers melodramatiske ønsker/paroler om 1:5 modterror – fem gidsler dræbt for hver tysk soldat dræbt – så måtte man dramatisere undtagelsestilstanden ved lidt pop (1 + 2 ):

1. brugen af ”150 BilledBlad-personligheder” som pseudo-gidsler et par uger i Horserød (hvorefter de fik lov stilfærdigt at rejse til Sverige) og

2. den dramatisk iværksatte og varslede jødeaktion, der var en foræring til Mosaisk Troessamfunds ledelse, der i samklang med udenlandsk jødisk PR-planlægning gerne så mange underklasse-jøder som ofre – og derfor ikke advarede dem, hvilket tyskerne derfor gjorde selv(ifl. bl.a.Arthur Arnheim i Rambam, dec 1997)

Berlin havde en klippefast tiltro til Best, som jo sikrede, at dansk mad-eksport forsynede den tyske hær. Derfor kunne han slippe afsted med alt.

JØDE-MODVILJENS START SKYLDTES (1918-1935) jødernes misundelseværdige dygtighed + at en forfærdelig masse østjøder var emigreret ind i Tyskland i tiden før krigene + at tabt WW1 krævede fælles syndebuk for at vinde WW2.

Et relativt lille aspekt af nazi-ideologien var derfor, at ”jøder var undermennesker”.

Større aspekter var sund Bismarck’sk kommando-økonomi, og at man skulle hurtigt nå krigsstyrke , inden det ellers (korrekt) forventede Stalin-angreb (jvf Suvarov ”The Icebreaker” m.m.).

Ligesom ved WW1 indså vestmagterne, at de lettest kunne vinde den kommende krig, ved at tvinge Tyskland til at melde krig i utide, og det skete ved at der (uklart hvordan) fremprovokeres Krystalnat, der fremskyndede Polen-fjendtligheder, og ved at man overraskede med at overholde løfter til Polen om at melde krig mod Tyskland – altså tage en alliance alvorligt, trods Hitler-Stalin pagt, der havde ændret forholdene.

Da England ikke kunne tæves til fred i 1940, anede nazi-toppen, at USA ville blande sig mere og mere og at krigen dermed ville tabes – og Goebbels ville derfor gerne have været sendt som ambasadør til Syd-Amerika eller Japan for ikke at skulle dø i det forventede nederlag, men Hitler kunne ikke undvære hans propaganda-evner.

Da Hess’ fredsmission til Skotland ikke lykkedes, måtte Hitler kalde sin stedfortræder for ”sindsyg”, for ikke at nederlagsstemningen skulle brede sig.

Det er absurd at tro, at man i en så presset situation tænkte på, om der ved krigens afslutning skulle være lidt færre millioner overlevende jøder end ellers.

Man var fanget i sin propaganda om, at ”jødedommen skulle udryddes af Europa” og man havde brug for lejrdeporteredes arbejdskraft, - ligesom man brugte en million franske krigsfangers arbejdskraft, i god forståelse med fransk ledelse.

Endvidere havde man brug for jøderne som gidsler – *til at vise hårdhed på*(i Øst-Europa, Frankrig og Norge) og som pseudogidsler (i Danmark). Derved skræmtes folk fra at støtte partisanbevægelser, der ellers kunne have bundet langt flere tyske styrker.(når tyskerne kunne straffe hårdt på jøder, *kunne* de jo tænkes også at straffe på andre modstandere)

Når man i Frankrig havde truet med, at partisan-udført massakre på tyskere, ville blive gengældt på 100 populære franske gidsler, og så var tyskerne –delvis - nødt til at overholde truslen, og så valgte man at henrette et mindre antal jødiske personer – så man viste sin afskrækkende hårdhed uden at belaste den goodwill man havde hos mange af de meget antisemitiske franskmænd.

I Øst-Europa var antisemitismen endnu større end i Frankrig, og man havde endnu bedre resultater med dobbeltspillet – at man terroriserede til neuralitet/passivitet ved at dræbe og især deportere jøder (Set med vor tids øjne, var det brutalt – set i krigens persepektiv, er der ikke meget at kritisere)

Yderligere gav deportation og aflivning af de mange rige jøder et dejligt krigsbytte, som tyskerne kunne bruge til krigsførsel ,guld der kunne sælges til Sveits og land, der kunne foræres til østeuropæiske og norske ” quislinger”.

PARALLELER TIL TYSKERNES JØDEMISHANDLING, som sandsynliggør at udenoms-politiske og ikke antisemitiske motiver var afgørende:

Da Tyskland gik ind i USSR, gav de til det danske retsvæsen en liste med hundrede kommunister, som ønskedes isoleret i lejre. Politiet foreslog at man tog *flere* af disse samfundsfjender med,”mens proppen var af”,og Stauning tilsluttede sig straks dette, bl.a. af partipolitiske grunde.

I en krig er man særlig utryg ved et ekstremistisk oppositionsparti. Svenskerne lejr-indespærrede også hundredvis af deres kommunister i god tid – man ved aldrig hvad der kan ske i og efter en krig! Kommunister dominerede jo dansk og især norsk partisan-aktivitet

Da samarbejdspolitikken brød sammen i Danmark, påstod Best, for et syns skyld, at de 150 ”gidsler”, som han isolerede i Horserød, var effektive propagandister, der havde medskyld i sabotagen, men det vidste alle (på både tysk og dansk side) var en klar usandhed. Aktionen var pop/PR og et eksempel på, at man var indfanget af sin egen propaganda.

Det samme gjaldt, da USA indespærrede ex-japanere, som havde været stabile, ufarlige borgere i generationer. Der var ikke eet eksempel på spionage eller anden krigsgrund, der kunne retfærdiggøre at disse mange tusinde ex-japanere mistede jord og frihed.

Men man var indfanget i egne løgne – og man vandt vælgere ved at skabe syndebukke (hvide naboer hadede .japanerne pga deres overlegenhed mht at få enormt udbytte af små jordlodder)

Tilsvarende spillede mange blandede motiver ind, i det som af sejrherre-propaganda fordrejedes til og stadig fordrejes til ” nazi-mordlyst mod jøder”, men som var uundgåeligt spinn-off af krig og den krigsforberedende nazi-propaganda.

Det er overfladisk at tage paroler bogstaveligt, hvis man vil forstå, hvad der egentlig styrede begivenhederne. Tyskere var og er ikke særligt forskellige fra danskere, mht etik – nazi-ideologien stak aldrig dybt og havde aldrig sigtet mod folkemord, kun udvisning