ISÆR krig og NÆSTEN IKKE
antisemitisme styrede WW2-jødeforfølgelserne: eksempel -
Danmark..
Af Bo Warming
Okt 1943 meddelte Best at Danmark skulle gøres
jøde-rent, som parolen hed, og ligesom når
Balkan-regioner ønskes etnisk renset, så håbede man på
halv-frivillig udvandring. Det var på den måde, man havde gjort
Tyskland altovervejende jøde-rent 1935-39.
Best havde varskoet danske jøder og havde fremmet lovlig udrejse
til Sverige, og en af de jøder, der således flygtede, beretter
i Politikens kronik 1998.10.7 om det afgørende forhold i
Danmark, nemlig tyskernes kæmpenederlag i NordAfrika og ved
Stalingrad 1942.8 hhv 1942.12).
Fremhævet af redaktionen står midt i kronikken følgende; Hvis
I ikke havde startet sabotage og strejker, kunne vi have siddet
trygt og godt derhjemme - med andre ord, hvis ikke
danskernes ønske om at skifte demonstrativt og voldeligt til
anti-tysk aktivitet, efter at kriglykken var vendt dramatisk,
havde tvunget tyskerne til modterror, så var jøde-forfølgelser
i Danmark slet ikke sket. Jøde-modviljen var egentlig ret
overfladisk handlede om paroler og propaganda til
krigsFORBEREDELSE..
Flugten til Sverige er ikke kun navnet på denne
banalt small-talkende kronik, men også på en epokegørende bog
af universitetsforskerne Kreth og Mogensen, Gyldendal 1995. I
denne fremlægges uimodsigeligt at dramatikken i Danmark i
1943.10 var minimal!
Tyskerne opsamlede især syge og gamle fra alderdomshjem og
sendte dem til Theresienstadt luksus-gettoen, samt nogle
ikke-danske jødiske landarbejdere mm , og det var meddelt klart
til alle, at effektiv jøde-jagt var kun en pjat-façade, især
rettet mod Berlin som Best på skrømt havde fået til at
sende masser af betjente til aktionen men næsten alle de
de få jøder der indfangedes pr razzia var een
eneste tysk officer ansvarlig for, nemlig Gestapo-Juel
fra Helsingør.
http://209.143.140.108/history/_disc11/00000016.htm
Denne officers lille korps hentede nogle jøder, der ventede i
Gilleleje Kirke, og som var angivet af danske nazier, så man
ikke kunne ignorere det og man skød varselsskud efter en
båd på vej ud af havnen(af Frihedsmuseet fordrejet til at man
skød fiskeren, men denne usandhed har museet erkendt nu.)
Alle vidste, at tyskerne brød ikke ind i jødiske hjem
man bankede på, og hvis ingen svarede, så gik man pænt igen -
og når danskere hjalp jøder til flugt på så klodset måde, at
det opdagedes, så lod man dansk retsvæsen om at straffe for
dette brud på de danske udrejselove altså uden risiko af
betydning. Hårfint balancerede man, så man minimerede aktionens
resultater, men dog bevarede og forstærkede danskeres frygt for
besættelsesmagten, hvilket jo mindskede sabotage.
Himmler havde forinden været i Danmark og stillet symbolske,
halvhjertede forslag om jødeudrensning og Eichmann kom på
besøg efter 1943.10 med forsikringer om, at ingen dansk
jøde risikerede at blive sendt til kz-lejr fx Auschwitz
og han sikrede returnering af nogle få fejlagtigt deporterede
(idet kun hel-jøder, der ikke var gift med danskere, ønskedes
involveret i denne klart symbolske aktion.)
47 alders-døde og et drab var - i en krigstid - et hvor
der handles der spildes fænomen. (At tale om 1500 eller
116 savnede eller dræbte er våset.)
Som kronikøren udpensler, så var det krigslykkens kovending,
der var drivkraft bag denne aktion (som kan fortolkes på mange
måder, men intet modsiger faktuelt eller tungtvejende den her
givne fortolkning),
Inden (de af dansker-flertallet respekterede) nazi-sejre var
vendt til nederlag, havde saboagen været minimal. Men i foråret
43 begyndte pro-engelske og pro-russiske danskere at kappes om
via sabotage at vise et sindelagsskift, der kunne gavne dem
politisk i den kommende fredstid.
Dette kunne have grebet om sig og kunne have bundet langt større
tyske troppestyrker, hvis ikke tyskerne havde grebet til
dødsstraf-modterror, der førte til undtagelsestilstand,
regerings-afgang og departementchefstyre, og eftersom Best var
for human/klog til at følge Hitlers melodramatiske
ønsker/paroler om 1:5 modterror fem gidsler dræbt for
hver tysk soldat dræbt så måtte man dramatisere
undtagelsestilstanden ved lidt pop (1 + 2 ):
1. brugen af 150 BilledBlad-personligheder som
pseudo-gidsler et par uger i Horserød (hvorefter de fik lov
stilfærdigt at rejse til Sverige) og
2. den dramatisk iværksatte og varslede jødeaktion, der var en
foræring til Mosaisk Troessamfunds ledelse, der i samklang med
udenlandsk jødisk PR-planlægning gerne så mange
underklasse-jøder som ofre og derfor ikke advarede dem,
hvilket tyskerne derfor gjorde selv(ifl. bl.a.Arthur Arnheim i
Rambam, dec 1997)
Berlin havde en klippefast tiltro til Best, som jo sikrede, at
dansk mad-eksport forsynede den tyske hær. Derfor kunne han
slippe afsted med alt.
JØDE-MODVILJENS START SKYLDTES (1918-1935) jødernes
misundelseværdige dygtighed + at en forfærdelig masse
østjøder var emigreret ind i Tyskland i tiden før krigene + at
tabt WW1 krævede fælles syndebuk for at vinde WW2.
Et relativt lille aspekt af nazi-ideologien var derfor, at
jøder var undermennesker.
Større aspekter var sund Bismarcksk kommando-økonomi, og
at man skulle hurtigt nå krigsstyrke , inden det ellers
(korrekt) forventede Stalin-angreb (jvf Suvarov The
Icebreaker m.m.).
Ligesom ved WW1 indså vestmagterne, at de lettest kunne vinde
den kommende krig, ved at tvinge Tyskland til at melde krig i
utide, og det skete ved at der (uklart hvordan) fremprovokeres
Krystalnat, der fremskyndede Polen-fjendtligheder, og ved at man
overraskede med at overholde løfter til Polen om at melde krig
mod Tyskland altså tage en alliance alvorligt, trods
Hitler-Stalin pagt, der havde ændret forholdene.
Da England ikke kunne tæves til fred i 1940, anede nazi-toppen,
at USA ville blande sig mere og mere og at krigen dermed ville
tabes og Goebbels ville derfor gerne have været sendt som
ambasadør til Syd-Amerika eller Japan for ikke at skulle dø i
det forventede nederlag, men Hitler kunne ikke undvære hans
propaganda-evner.
Da Hess fredsmission til Skotland ikke lykkedes, måtte
Hitler kalde sin stedfortræder for sindsyg, for ikke
at nederlagsstemningen skulle brede sig.
Det er absurd at tro, at man i en så presset situation tænkte
på, om der ved krigens afslutning skulle være lidt færre
millioner overlevende jøder end ellers.
Man var fanget i sin propaganda om, at jødedommen skulle
udryddes af Europa og man havde brug for lejrdeporteredes
arbejdskraft, - ligesom man brugte en million franske
krigsfangers arbejdskraft, i god forståelse med fransk ledelse.
Endvidere havde man brug for jøderne som gidsler *til at
vise hårdhed på*(i Øst-Europa, Frankrig og Norge) og som
pseudogidsler (i Danmark). Derved skræmtes folk fra at støtte
partisanbevægelser, der ellers kunne have bundet langt flere
tyske styrker.(når tyskerne kunne straffe hårdt på jøder,
*kunne* de jo tænkes også at straffe på andre modstandere)
Når man i Frankrig havde truet med, at partisan-udført massakre
på tyskere, ville blive gengældt på 100 populære franske
gidsler, og så var tyskerne delvis - nødt til at
overholde truslen, og så valgte man at henrette et mindre antal
jødiske personer så man viste sin afskrækkende hårdhed
uden at belaste den goodwill man havde hos mange af de meget
antisemitiske franskmænd.
I Øst-Europa var antisemitismen endnu større end i Frankrig, og
man havde endnu bedre resultater med dobbeltspillet at man
terroriserede til neuralitet/passivitet ved at dræbe og især
deportere jøder (Set med vor tids øjne, var det brutalt
set i krigens persepektiv, er der ikke meget at kritisere)
Yderligere gav deportation og aflivning af de mange rige jøder
et dejligt krigsbytte, som tyskerne kunne bruge til krigsførsel
,guld der kunne sælges til Sveits og land, der kunne foræres
til østeuropæiske og norske quislinger.
PARALLELER TIL TYSKERNES JØDEMISHANDLING, som sandsynliggør at
udenoms-politiske og ikke antisemitiske motiver var afgørende:
Da Tyskland gik ind i USSR, gav de til det danske retsvæsen en
liste med hundrede kommunister, som ønskedes isoleret i lejre.
Politiet foreslog at man tog *flere* af disse samfundsfjender
med,mens proppen var af,og Stauning tilsluttede sig
straks dette, bl.a. af partipolitiske grunde.
I en krig er man særlig utryg ved et ekstremistisk
oppositionsparti. Svenskerne lejr-indespærrede også hundredvis
af deres kommunister i god tid man ved aldrig hvad der kan
ske i og efter en krig! Kommunister dominerede jo dansk og især
norsk partisan-aktivitet
Da samarbejdspolitikken brød sammen i Danmark, påstod Best, for
et syns skyld, at de 150 gidsler, som han isolerede i
Horserød, var effektive propagandister, der havde medskyld i
sabotagen, men det vidste alle (på både tysk og dansk side) var
en klar usandhed. Aktionen var pop/PR og et eksempel på, at man
var indfanget af sin egen propaganda.
Det samme gjaldt, da USA indespærrede ex-japanere, som havde
været stabile, ufarlige borgere i generationer. Der var ikke eet
eksempel på spionage eller anden krigsgrund, der kunne
retfærdiggøre at disse mange tusinde ex-japanere mistede jord
og frihed.
Men man var indfanget i egne løgne og man vandt vælgere
ved at skabe syndebukke (hvide naboer hadede .japanerne pga deres
overlegenhed mht at få enormt udbytte af små jordlodder)
Tilsvarende spillede mange blandede motiver ind, i det som af
sejrherre-propaganda fordrejedes til og stadig fordrejes til
nazi-mordlyst mod jøder, men som var uundgåeligt
spinn-off af krig og den krigsforberedende nazi-propaganda.
Det er overfladisk at tage paroler bogstaveligt, hvis man vil
forstå, hvad der egentlig styrede begivenhederne. Tyskere var og
er ikke særligt forskellige fra danskere, mht etik
nazi-ideologien stak aldrig dybt og havde aldrig sigtet mod
folkemord, kun udvisning