Tolerance fører til undergang
af Anna Hansen
Det siges ofte, at danskerne skal være tolerante overfor de
fremmede. Og det lyder jo meget godt. Vi skal alle være gode ved
hinanden. Men hvad betyder tolerance egentlig? Tolerance er
modsat, hvad mange tror ikke nødvendigvis et udtryk for en høj
etik men fortæller udelukkende i hvilken grad individet er i
stand til at tilpasse sig de til enhver tid herskende vilkår.
Tolerance er altså blot en fællesnævner for vor vilje og evne til at tilpasse os de vilkår, som den førte fremmedpolitik måtte føre med sig for Danmark. Om denne tolerance nu skulle vise sig at være uberettiget eller endda selvdestruktiv er underordnet. Kravet om 'medmenneskelighed' og 'tolerance' er nemlig et ufravigeligt mål i sig selv, hvorfor enhver modstand mod disse mål logisk nok må anses for menneskefjendsk. Rationelle økonomiske betragtninger er tabulagte, da der ifølge den dominerende ortodoksi ikke kan forefindes nogle 'rationelle' argumenter mod indvandringen. Det er på tide, at danskerne vågner op og indser, at tolerance såfremt den fortsat pålægges os i al evighed vil få som konsekvens at Danmark mister sin homogenitet, der modsat hvad mange tror faktisk har sikret et stabilt samfund - uden de konflikter der kendes fra multietniske stater op igennem historien.
Denne erkendelse vil ikke nødvendigvis føre til
ophævelse af menneskerettighederne. Fortalerne for indvandringen
imødegår ofte kritik af indvandringens kulturelle og
magtpolitiske konsekvenser med det udsagn, at
menneskerettighederne ikke muliggør en effektiv begrænsning af
indvandringen. Vi må altså vælge imellem at være gode
humanister eller at værne om vor nationale arv. Dette er
imidlertid et falskt dilemma; menneskerettighederne er skabt af
mennesker med det formål at beskytte mennesker mod staten, og
senere er de blevet udvidet til også i en vis grad at regulere
forholdet imellem enkeltindivider og grupper. De er blevet
forfladiget og bureaukratiseret i en grad, der har bevirket, at
staten har tiltaget sig flere magtbeføjelser - naturligvis til
varetagelse af almenhedens interesser. Men stadig må det ikke
glemmes, at disse rettigheder er et produkt af oplysningstidens
filosofi, der satte individet og rationalismen i centrum. Det må
derfor også være muligt på et humanistisk grundlag at tage
disse op til revision på et tidspunkt, hvor det er blevet
evident for enhver klartskuende iagttager at disse
menneskerettigheder ikke længer svarer til tidens behov. Det
parlamentariske demokrati med dets beskyttelse af borgeren mod
vilkårlighed og indgreb i forenings- ytrings- ogkontraktfriheden
skal naturligvis stadig holdes i hævd. Men udvidelse af
menneskerettighederne med henvisning til tolerance er ikke vejen
frem. Vi må kort sagt bringe menneskerettighederne på rette
spor og beskytte landets egne borgere.